Læsetid: 9 min.

Døde den europæiske humanisme i bestræbelsen på at lukke de ydre grænser?

Antallet af såkaldt ’uregelmæssige ankomster’ til Europa er styrtdykket siden flygtningekrisen i 2015. EU har sat hårdt ind med militære operationer og tvivlsomme aftaler med autoritære regimer. Spørgsmålet er, om prisen for de lukkede grænser har været den europæiske humanisme?
Antallet af såkaldt ’uregelmæssige ankomster’ til Europa er styrtdykket siden flygtningekrisen i 2015. EU har sat hårdt ind med militære operationer og tvivlsomme aftaler med autoritære regimer. Spørgsmålet er, om prisen for de lukkede grænser har været den europæiske humanisme?

Frederik S. Troels-Smith

17. november 2018

Læs også: Kan Europa løse migrationsudfordringen med en ny Marshallplan?

EU-landene har ikke alene god grund til at forsøge at lukke de ydre grænser og begrænse antallet af migranter, som kommer til Europa. De er også i deres gode ret til det. Hårde, brutale grænser udadtil er en forudsætning for europæisk humanisme.

Sådan lød budskabet, da Michael Ignatieff i kølvandet på flygtningekrisen leverede et moralsk og intellektuelt forsvar for at lukke EU’s ydre grænser med hård hånd.

»Grænser, hjemsendelser og krav om hurtig integration. Der er intet illiberalt i at insistere på, at et land ikke er et hotel. Det er land med traditioner, love, regler, normer, kultur, sprog og traditioner,« siger Justin Trudeaus forgænger som leder af det liberale parti i Canada. I dag er Michael Ignatieff rektor på Det Centraleuropæiske Universitet i Budapest.

»Et liberalt samfund er ikke det samme som et samfund uden grænser. Ethvert samfund har ret til at bestemme, hvem der kommer ind, og hvem der ikke gør. Det er selve definitionen på suverænitet,« forklarer han.

Principielt bør man holde illegale økonomiske migranter ude af Europa, mener han.

Ellers risikerer vi at undergrave det internationale system for at hjælpe mennesker, som flygter fra krig og personlig forfølgelse. På det principielle plan er det nemt nok at forholde sig til grænser og migration, tilføjer han. Det er først, når vi taler om, hvordan det skal foregå i praksis, at det bliver mere mudret.

Hård kurs

Siden 2015 har alle medlemslandene – fra nord til syd, fra øst mod vest i et ellers historisk splittet EU – kunnet blive enige om én ting: EU-landene vil, næsten uanset midlerne, undgå igen at stå i en situation som i 2015, da mere end en million flygtninge og migranter ankom til EU inden for et enkelt år.

»Kontrol og afskrækkelse har været Europas overordnede svar i flygtninge- og migrationspolitikken,« forklarer Thomas Gammeltoft-Hansen, som er forskningschef i Raoul Wallenberg-instituttet.

EU har søsat militære operationer i Middelhavet, og bevillingerne til de europæiske grænsemyndigheder er eksploderet. Europa har rykket sine grænser – eller i hvert fald grænsekontrollen – helt ud af Europa.

EU har lavet aftaler med autoritære regimer i Tyrkiet, Libyen og flere vestafrikanske lande, som mod penge og indrømmelser hjælper med at stoppe flygtninge og migranter, inden de overhovedet når frem til Middelhavet.

»Kernen i det er, at vi udliciterer myndighedsopgaver til steder, hvor man ikke er underlagt samme juridiske begrænsninger, som vi er i Europa,« konstaterer Thomas Gammeltoft-Hansen.

Og de barske tiltag virker. Mange af de store smuglernetværk er blevet optrevlet, og ruterne ind i EU er blevet effektivt lukket. I 2015 ankom, ifølge FN, lidt over en million »uregelmæssige« flygtninge og migranter til EU. I 2018 er der frem til midten af september ankommet 76.000.

’Triage’

De hårde grænser repræsenterer et problem for det bløde Europa, forklarer Michael Ignatieff.

Som liberal har han en fast tro på internationale regler, og FN har, med god grund, en flygtningekonvention, ligesom vi i de rige lande også har en moralsk forpligtelse til at hjælpe mennesker, som flygter fra forfølgelse, vold og krig.

»Men lad os tage fat om problemet: I 2015 stod vi pludselig i en situation, hvor en helvedes masse mennesker – en million, to millioner mennesker – med veldokumenterede behov for beskyttelse forsøgte at komme til Europa,« siger han.

En sådan situation havde man næppe forestillet sig, da FN udarbejdede Flygtningekonventionen i 1951. På hospitaler har man et princip om triage, der betyder, at de, som er værst tilredt, bliver behandlet først.

»Sådan et princip burde man også have i forhold til flygtninge,« mener Michael Ignatieff.

Så hvad skulle Tyskland, Sverige og de øvrige EU-lande gøre, spørger han.

»De tog imod dem, og det var nok også det rigtige at gøre,« svarer han selv hurtigt.

Men hvis vi også fremover vil kunne yde et bidrag til mennesker med »legitimt beskyttelseskrav,« er vi nødt til at lukke grænsen for alle de andre. Og de, som er her ulovligt, burde også blive sendt hjem.

»Der er ingen tvivl om, at illegal indvandring underminerer det humanitære system,« siger Michael Ignatieff.

Jo flere ikkeregistrerede menneskere, som befinder sig i et samfund – uden at de er flygtet fra andet end fattigdom – jo mindre folkelig opbakning er der til de internationale regler, og jo flere vælgere skubber man i armene på den radikale højrefløj, konstaterer den liberale rektor.

Konkrete tiltag

Helt konkret er EU’s samlede budget til at håndtere grænsekontrol, migration og asyl steget drastisk: I perioden 2014-2020 var der afsat 97 milliarder kroner.

Fra 2021 til 2027 får området 260 milliarder kroner. Allerede fra næste år planlægger Kommissionen at indsætte yderligere 10.000 grænsevagter.

»Men den faste hånd handler i høj grad også om, at EU forsøger at presse lande som Tyrkiet og Libyen til at kontrollere grænsen for os. Det gælder i øvrigt også lande, der ligger længere væk fra Europa – som Niger og Mali,« forklarer Signe Marie Cold-Ravnkilde, forsker ved DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier.

Helt centralt står den aftale, EU indgik med Tyrkiet i 2015. Intet andet enkeltstående tiltag har bidraget mere til at begrænse tilstrømningen af migranter til Europa.

Mod 44 milliarder kroner i tilskud og en række indrømmelser gik landet med til at sikre den græsk-tyrkiske grænse meget aktivt og i øvrigt tage imod afviste migranter, som kommer til Europa via landet.

EU har afsøgt mulighederne for at lave lignende aftaler med andre transitlande og har som nævnt blandt andet indgået en uformel aftale med Libyen.

Men hvor aftalen med Tyrkiet, ifølge Thomas Gammeltoft-Hansen, har et »skær af legitimitet«, fordi den kan siges at være en rigtig aftale med en rigtig regering, forholder det sig anderledes med de øvrige aftaler. Libyens regering har ikke kontrol over hele landet, og der er store spørgsmålstegn ved, om den overhovedet kan håndhæve grænsen effektivt.

»Når man udliciterer kontrollen til lande som Libyen og Niger, ser man en langt mere hårdhændet behandling af migranterne,« vurderer han.

Høj pris

Og deri ligger det store etiske dilemma for Europa: Der er ingen tvivl om, at de hårde tiltag har virket. Men de menneskelige omkostninger har været enorme. Vejen til Europa er blevet farligere.

I 2015 døde der i gennemsnit én person i Middelhavet for hver 269 mennesker, som ankom uregelmæssigt til Europa. Det steg voldsomt i 2016, hvor der døde én pr. 72 ankomster. I september 2018 var der omkommet én migrant i Middelhavet for hver 49 mennesker, som var ankommet.

Dertil kommer de mange tusinde migranter, som sidder under kummerlige forhold i lejre styret af libyske oprørsgrupper, militæret i Niger eller en helt tredje myndighed, som modtager penge fra EU, men ikke kan garantere for overholdelsen af de tilbageholdtes menneskerettigheder.

Mange af midlerne har været kontroversielle. Det kan man ikke smyge sig udenom, understreger Michael Ignatieff.

»Det gælder ikke mindst de meget komplicerede aftaler, vi har med krigsherrer i Libyen, hvor der ikke er en legitim regering,« siger han.

Camille Le Coz fra den uafhængige amerikanske tænketank Migration Policy mener, at EU er gået for langt. Prisen for den hårde linje er simpelthen for høj.

»Vi befinder os ikke i en migrationskrise længere. Antallet af ankomster er lave. Alligevel fylder emnet 80 procent af dagsordenen, når EU-landene mødes,« siger Camille Le Coz.

Antallet af uregelmæssige ankomster er allerede lavt, mener hun. Og EU investerer uforholdsmæssigt meget i at nedbringe det yderligere. Spørgsmålet om migration har gnavet sig ind i alle områder af EU’s udenrigs-, handels- og udviklingspolitik, forklarer hun.

En ting er, at man spiller stærke diplomatiske kort over i hånden på en autoritær leder som Tyrkiets præsident Erdogan. Men EU-landene forsømmer også at pleje hensyn til vækst, udvikling og stabilitet i de afrikanske lande.

»Den meget hårde linje er ikke en langsigtet løsning,« vurderer hun.

Hun understreger, at Tyrkiet lige nu håndhæver aftalen – men kan vi være sikre på, at landet fortsætter med det, spørger hun. EU bliver nødt til at have en bredere tilgang, der inkluderer andre hensyn end at minimere antallet af ankomster her og nu.

»Og hvis statsapparatet i Mali eller Elfenbenskysten bryder sammen i morgen, vil man først for alvor se en strøm af mennesker mod Europa,« konstaterer Camille Le Coz.

Identitetsprojekt

Når intet tyder på en opblødning af den hårde linje, skyldes det blandt andet, at forsvars- og sikkerhedspolitikken som noget helt nyt er blevet et bål, de europæiske lande kan samles om, forklarer Christine Nissen, som forsker i EU’s sikkerhedssamarbejde ved DIIS.

Tidligere var det fælles europæiske forsvar og den fælles europæiske grænsekontrol noget, som politikerne tøvede med at præsentere for de nationale vælgere. Det lugtede nemlig af suverænitetsafgivelser og Europas Forende Stater, forklarer hun.

Den store forskel er, at EU’s sikkerhedspolitik nu er begyndt at handle om at varetage snævre europæiske interesser. Unionens forsvarssamarbejde handler ikke længere blot om at skabe fred og stabilitet andre steder i verden. Siden 2015 har EU haft militære operationer i Middelhavet, og fredsbevarende missioner i lande som Niger og Mali handler nu også om migrationskontrol, forklarer Christine Nissen.

Efter eurozonekrisen, flygtningekrisen, Brexit og de åbne Schengen-grænsers delvise kollaps er de ydre grænser blevet et væsentligt fælles identitetsspørgsmål for EU-landene, mener Christine Nissen.

»Da Unionens overlevelse pludselig var på spil, blev det vigtigt at markere Europa. Hvad er Europa? Hvem er med? EU’s sikkerhedspolitik blev pludselig til en decideret forsvarspolitik, som handlede om at beskytte og sikre grænserne, EU og unionens borgere,« siger forskeren.

Hjemsendelser

Det er lykkedes Europa at lukke grænserne. Men det er ikke lykkedes at sende dem, som befinder sig ulovligt i Europa, hjem. Man kan ikke uden videre sende mennesker tilbage, medmindre der foreligger en aftale med hjemlandet om det. EU arbejder hårdt på at etablere den slags aftaler, forklarer Signe Marie Cold-Ravnkilde fra DIIS. Men det er foreløbig uden held:

»Det er en politisk tabersag for de afrikanske politikere,« forklarer hun.

Vælgerne i de vestafrikanske lande har ingen interesse i at indskrænke deres egen mobilitet yderligere eller i at begrænse strømmen af penge, de modtager fra afrikanere i Europa.

Men ifølge Michael Ignatieff er hjemsendelsesaftaler fuldstændig centrale for at få etableret et ordentligt system, hvor man hjælper de rigtige og holder de rigtige ude.

»Det noget for noget, EU kan tilbyde, er et system, der skaber en lovlig vej ind i EU. Midlertidige arbejdstilladelser for eksempel. Så sender man et signal om, at stiller du dig i den kø, kan du måske komme ind. Kommer du ind på andre måder, bliver du sendt hjem igen,« siger Michael Ignatieff.

Ustabilt

Helt overordnet mener Michael Ignatieff dog, at europæerne også skal passe på, at man ikke lader sig rive med af et hysteri, for antallet af migranter og flygtninge er faldet drastisk siden 2015.

»Det, der sker nu, er, at enlige mænd i tyverne kigger ned i deres mobiltelefoner og konstaterer, at livet er bedre i Europa,« siger han.

Advarslen mod hysteri er ikke mindst rettet mod Danmark. Som minimum bør Danmark yde støtte til lande som Grækenland, Italien og Spanien, der har taget en meget stor del af de flygtninge og migranter, som er ankommet til EU, mener Michael Ignatieff:

»Hvis Danmark er kloge, erkender I, at jeres grænser ligger ved Middelhavet. I er et rigt land, så I må til lommerne, ellers ender de her migranter hos jer,« siger han.

Michael Ignatieff besøgte København tidligere i år. Han betragter Danmark som et særdeles lige og retfærdigt samfund. Alligevel havde han oplevelsen af et land, som, hvis det selv kunne vælge, slet ikke ville tage nogen flygtninge.

»Og det er bestemt ikke, hvad jeg anbefaler. Man skal selvfølgelig leve op til sine internationale forpligtelser og tage imod sin andel af legitime flygtninge. Særligt et rigt land som Danmark. Punktum,« siger han.

Migrant

Flygtninge- og indvandringsspørgsmål har splittet de europæiske befolkninger i årtier og har ført til et opgør med Europas politiske eliter. Et flertal af de europæiske vælgere vil have ydre grænser, et flertal vil have kontrol med indvandringen.

Men uden for kontinentet findes hundredtusinder af mennesker, der drømmer om en fremtid i Europa, og som er villige til at trodse alverdens farer for at virkeliggøre drømmen. De to interesser kan ikke forenes. Der er ingen lette løsninger på problemet, og der er ingen udsigt til, at det forsvinder de næste mange år. I denne samling af artikler undersøger vi migrationens problemer og dilemmaer ud fra præmissen om, at et flertal i Europa ønsker at begrænse indvandringen. Vores hovedspørgsmål er, hvordan det ønske kan opfyldes, og hvilke omkostninger, det har.

Særudgivelsen Migrant udkommer i forbindelse med udstillingsprojektet TRANSIT på KØS – Museum for kunst i det offentlige rum – og har modtaget økonomisk støtte derfra. TRANSIT er realiseret med primær støtte fra Nordea-fonden.

Andre artikler i dette tillæg

  • Quiz: Hvem har sagt hvad om migranter?

    17. november 2018
    Alle fra Thomas Piketty over Lars Løkke Rasmussen til J.K. Rowling har udtalt sig om migranter. Se, om du kan huske, hvem der sagde hvad
  • Vi må advare migranterne om, at Europa ikke vil blive det paradis, de håber på

    19. november 2018
    Mange afrikanske migranters drøm om Europa er bygget på en løgn. Den er en slags vandrehistorie, som udbredes gennem telefonsamtaler, hvor migranter fortæller venner og familie derhjemme, at livet i Europa er langt mere lyserødt, end det faktisk er
  • ’Man må acceptere, at landene vil værge for sig’

    17. november 2018
    Hvis udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) skal svare på, hvad den største udfordring for Europa er lige nu, svarer hun migrantkrisen. Information har bedt ministeren løfte blikket væk fra udlændingestramninger i Danmark og ud over Europa for at diskutere, løsninger, grænsehegn og EU’s aftaler med lande som Libyen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Steffen Gliese
Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Problemet er udnyttelsen af Afrikas, verdens rigeste kontinent, hvor især vesten og nu Kina stjæler uden at give tilstrækkeligt igen - og giver igen til de forkerte.
Det bedste, man kunne gøre, var at arbejde med at gennemtvinge demokratisering og offentlig ressourcestyring igennem et virkningsfuldt demokratisk system, som grundlæggende først tager hånd om social tryghed.
Men der er også dobbeltmoralen at gribe fat, for ingen borger i et vestligt land ville finde sig i den samme form for begrænsning af sin bevægelsesfrihed. Derfor handler det først og fremmest om at skabe et grundlag, så alle opnår den frihed og muligheden for at udnytte den - at vi med andre ord mellem landene gør det samme som i en skandinavisk velfærdsstat: udligner mulighederne.
Her er tanken om Afrika og den voksende befolkning jo også lidt aparte. Afrika er i realiteten for tyndt befolket, og det er en ikke uvæsentlig årsag til problemerne med at skabe infrastruktur og økonomisk sammenhæng. Befolkningstætheden er mindre end den halve af Europas - og gang på gang er store dele af Afrika blevet berøvet dem, der skulle skabe velstand - historisk som slaver, både til slavehandlen og til interne folkemord under kolonialismen, i nyere tid ofte til større omsiggribende epidemier.

Og så er der næppe tvivl om, at konventionerne, skrevet på de masser af døde og fordrevne, 2. verdenskrig medførte, ikke ville finde det uoverkommeligt med tidens flygtningestrømme.
Det ville også være ganske ædrueligt at sætte sig ind i, hvad folk egentlig har af forestillinger og forudsætninger. De unge i Ceuta i en af de andre artikler er selvfølgelig præget af det mediebillede, de finder på nettet, hvilket måske godt kan være et problem - mens den midaldrende nigerianer i København jo i høj grad har en forståelse af, hvordan man kan skaffe sig bedre vilkår under ordnede forhold - og også har sørget for uddannelse til sine børn.

Torben K L Jensen

Are you out of your mind - Steffen. USA forsøgte at gennemtvinge demokrati i Afganistan,Irak og Syrien. Det endte i en katastrofe - det vi døjer med for nuværende. En storstilet Marshall-plan koplet sammen med frihandelsaftale med EU så de kan sælge de varer de selv producerer er hvad der er brug for. Og Kina er et af de få lande der investerer stort i infrastruktur - den der er brug for at kunne producere og sælge varer.

Der er ingen grund til at forestille sig et problem, som vi ikke aner noget om.
Jeg taler ikke om regimeændringer med militærets hjælp. men lige præcis dels med eksemplets magt i forhold til de flygtninge, vi faktisk modtager - og som et krav i forbindelse med markedsadgang, bl.a. i forhold til hvem, der får markedsadgang.

Helt basalt burde det være attraktivt at leve i det afrikanske kontinent, men det går mange steder ikke så godt.
Har vi en god samvittighed her? Det tvivler jeg på!
Er der ikke noget med, at vi presser prisen på de råvarer, vi køber der i bund - samtidig med at vi tjener tykt på de færdigvarer, vi sælger til dem.
Afrikanere skal ha' det godt i Afrika. De skal ikke udplyndres af os, men have fair play - og hjælp til de skader, vi har givet dem - efter min mening.

Steffen Gliese, Torben K L Jensen og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Det er bekymrende at socialdemokraterne vil til at diskutere menneskerettigheder udfra at de ikke skal være generelle og universelle, men i stedet bør være nationalt definerede; dvs tyskerrettigheder for tyskere i tyskland, saudirettgheder for saudier i saudiarabien og tilhørende ambassader. Dette leder til at man ikke kan være politisk flygtning, da det jo så vil være den til enhver siddende regering der definerer hvilke rettigheder der gælder for landets statsborgere. Folkemordet i cambodia var ok fordi det havde regeringen selv besluttet. Jeg undres stadig over hvad sass og socialdemokratiet/socialdemokraterne har gang i ...

Humanismen var allerede død, så behandlingen af flygtninge er kun en virkning, som på andre måder rammer europæiske borgere. Værst står det som altid til i Nordeuropa, hvor man lider af den vrangforestilling, at penge har en selvstændig værdi udover det gode, man kan gøre med dem for andre mennesker.

Det korte idehistorisk vinklede svar på overskriften er nej. Den 'europæiske' (vestlige, kristne) humanisme er lad os lade det heraklitisk, baseret på viden og artens almenhed. Hvis en modsat ladet 'global' humanisme baseret på jura-paragraffer og identiteter skulle være truet ... jae, så må det jo betyde at viden og almenhed er på vej op igen ? I fald man ser en forbindelse mellem dem. Men at se den nyere variant som et 'fremskridt' i relation til den skitserede klassiske og til hvidhed afskyeligt vestlige .... det er - når hensynet til karriere og image er lagt i seng - lidt vanskeligt.