Feature
Læsetid: 7 min.

Drømmen om de åbne grænser

For ti år siden satte Ecuador gang i et omfattende eksperiment. Landet ville åbne grænserne og afskaffe både pas og visum. I dag lever visionen stadig, men bliver af flere opfattet som hyklerisk, fordi de åbne grænser ikke længere gælder for alle. Særligt krisen i Venezuela har sat ideerne under pres
Alene i 2018 har 2,3 mio. venezuelanere forladt deres kriseramte lande, og hver dag mellem 2700 og 4000 af dem til Ecuador, og det har fået politikerne i Ecuador til stik imod landets lovgivning at stramme de adgangskrav, der stilles til venezuelanske statsborgere.

Alene i 2018 har 2,3 mio. venezuelanere forladt deres kriseramte lande, og hver dag mellem 2700 og 4000 af dem til Ecuador, og det har fået politikerne i Ecuador til stik imod landets lovgivning at stramme de adgangskrav, der stilles til venezuelanske statsborgere.

Juan Vita/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
17. november 2018

For ti år siden omdannede Ecuador sit land til et stort eksperimentarium for en verden med åbne grænser. Landet med 15 millioner indbyggere godkendte i 2008 en ny forfatning, som plæderede for »universelt borgerskab og fri bevægelighed for alle Jordens beboere« samt udryddelsen af begreber som ’fremmede’.

Den dengang nyvalgte socialistiske præsident Rafael Correra erklærede på samme tid, at man ville ophæve alle visumkrav og desuden føre en kampagne for at afskaffe »det 20. århundredes opfindelser pas og visum«. Det betød, at alle folk verden over frit kunne rejse til Ecudaor uden at søge om visum og blive i landet i 90 dage.

»Det var fuldstændig enestående, forfatningen lød jo som en drøm på papiret,« fortæller Nancy Hiemstra, som boede i hovedstaden Quito i 2008 og i dag er lektor i global migration med fokus på Latinamerika på Stony Brook University i New York.

Men realiteterne indhentede hurtigt de poetiske ord.

Kort tid efter realiseringen af den potentielt verdensomvæltende idé kom der kæmpe fly fra Kina, hvoraf de fleste var en del af et smuglernetværk, som skulle fragte grupper illegalt til USA.

»Ecuador udviklede sig til et internationalt knudepunkt for smuglernetværk,« som Nancy Hiemstra formulerer det.

Derfor begyndte flere internationale røster at kritisere Ecuador for at være med til at skabe ustabilitet andre steder i verden.

Snart begyndte der også at komme folk fra andre dele af verden, både fra Asien, Afrika og Mellemøsten, hvilket resulterede i, at den ecuadorianske regering indførte visumkrav for ti lande, som efter regeringens mening udnyttede systemet – et politisk skridt, som allerede her truede drømmen.

Selvom der nu er gået ti år, mangler ideen om det universelle borgerskab stadig at blive konkretiseret. Og lige i øjeblikket bliver ideen om de åbne grænser yderligere udfordret af krisen i Venezuela, som sender flere tusinde flygtninge og migranter ind over Ecuadors grænser – hver dag.

Lang tradition i Latinamerika

Men for først at forstå, hvorfor Ecuador vedtog en ny forfatning i 2008, er det væsentligt at nævne, at der faktisk har været en større bølge af nye forfatninger i Sydamerika, som har fokuseret på at udvide rettighederne for de mennesker, som historisk har været marginaliseret.

I 2002 indgik en række lande den såkaldte Mercosur Residence Agreement, som i dag omfatter otte lande – Ecuador, Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Paraguay, Peru og Uruguay – og som betyder, at man frit kan bevæge sig og bosætte sig i op til to år, så længe man kan påvise statsborgerskab i et af landene og en ren straffeattest.

Selvom Ecuadors forfatning skal ses i en større kontekst, er det alligevel det land, som er gået længst. For eksempel har man vedtaget, at folk fra alle sydamerikanske lande kan komme til Ecuador og få lov at arbejde og have de samme rettigheder som resten af befolkningen, fortæller Diego Acosta, som forsker i migration med fokus på Europa og Sydamerika på Bristol University i Storbritannien.

»Ecuador har også gjort noget andet, som er ret specielt. Landet har nemlig besluttet, at alle må stemme til nationale valg efter fem år i landet – andre steder er det normal praksis at stemme ved lokale valg, men her er der altså tale om at være med til at vælge den næste præsident,« siger Diego Acosta.

Ecuadors drøm om de åbne grænser bliver lige nu udfordret af krisen i Venezuela, som dagligt sender flere tusinde mennesker mod både Colombia, Ecuador, Peru og Chile.

Derudover har Latinamerika også en bredere definition af hvilke flygtninge, der bør gives asyl, end der for eksempel er i Europa. I store dele af verden er man flygtning, hvis man er udsat for en specifik trussel i form af forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet eller politisk overbevisning.

Men i 1984 indførte en række sydamerikanske lande en deklaration, som udvidede definitionen til at også omfatte folk, som boede i voldelige områder, var truet af internationale konflikter, eller som var udsat for brud på menneskerettighederne.

Grunden til denne brede definition er ifølge Ninna Nyberg Sørensen, som forsker i Latinamerika på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), at landene selv har haft eller har mange migranter, og så handler det om den erfaring, landene har fra diktaturer og borgerkrige siden 1970’erne.

»Man kan tale om en nyere demokratisk kamp end den, vi har herhjemme. Det er mere præsent i den politiske diskurs, at der er blevet begået overgreb på nationale befolkninger og på nabolandes befolkninger, og derfor også en bredere anerkendelse af et beskyttelsesbehov,« siger Ninna Nyberg Sørensen.

Krisen i Venezuela

For ti år siden, da Ecudaor indledte sit eksperiment med åbne grænser, så verden anderledes ud, end den gør i dag.

Faktisk kunne timingen næsten ikke havde været dårligere: Samme år som landets nye forfatning blev godkendt, brød den økonomiske krise nemlig ud og førte til, at nogle af de befolkningsgrupper, som traditionelt var migreret til eksempelvis Europa eller Nordamerika, nu også begyndte at søge mod Latinamerika.

I slutningen af 1990’erne var 10 procent af Ecuadors befolkning selv migreret til USA, Italien og Spanien på grund af økonomisk krise i landet. Men mange af dem begyndte fra 2008 at vende tilbage til hjemlandet, fordi de »pludselig havde mistet alt under boligboblen,« som Ninna Nyberg Sørensen forklarer.

Den største ændring er dog den, Ecuador og resten af regionen står i lige nu – nemlig den politiske og økonomiske krise i Venezuela. Alene til og med juni i år har 2,3 millioner ud af en befolkning på 32,8 millioner forladt landet ifølge tal fra FN. De har primært bevæget sig til Colombia, Peru, Chile og så Ecuador.

Ifølge tal fra UNHCR er der kommet mellem 2700 og 4000 flygtninge og migranter fra Venezuela til Ecuador om dagen siden begyndelse af året. I alt anslår UNHCR, at 547.000 er kommet til Ecuador – omkring 20 procent er blevet i landet, mens resten er fortsat til Peru og Chile.

Ecuador har derfor erklæret undtagelsestilstand og er begyndt at indføre en praksis, som går imod landets egen lovgivning. Den oprindelige idé var at fjerne pas og visum, og indtil nu har man kunnet rejse ind fra et land som Venezuela udelukkende med sit ID-bevis.

Men regeringen, med den nuværende præsident Lenin Moreno i spidsen, begyndte i august at kræve, at indrejsende fra Venezuela skulle vise deres pas, fordi de ecuadorianske myndigheder pludselig mente, det var svært at afgøre ID-bevisets ægthed.

I realiteten betyder det, at det er blevet sværere for folk fra Venezuela at komme over Ecuadors grænser. Det er nemlig stort set umuligt at få et pas i Venezuela, »medmindre du har mange penge eller gode kontakter«, som Diego Acosta siger.

»Den helt store udfordring for Ecuador lige nu er at følge den politiske linje, man har advokeret for de seneste år, samtidig med at en stor gruppe af folk fra et andet land kommer ind over grænserne,« siger lektoren og understreger, at det er svært at fastholde linjen, fordi der allerede nu eksisterer en masse fordomme om venezuelanerne i befolkningen.

Universelt borgerskab?

Fra universitetet i New York fortæller Nancy Hiemstra, at Ecuador følger tendensen i resten af verden med flere restriktioner, mere bureaukrati og et forsøg på at gøre det sværere at krydse grænser.

»Det, som man i Ecuador i flere år har sagt, at man er imod, bliver pludselig eksemplet, man forfølger,« påpeger hun.

Selvom Ecuador ifølge flere iagttagere er begyndt at bevæge sig i en ny retning, som ikke harmonerer helt med forfatningen fra 2008, har UNHCR gentagne gange fremhævet landet som et foregangseksempel. I oktober besøgte FN’s flygtningehøjkommissær Filippo Grandi hovedstaden Quito, hvor han roste Ecuador for dets »globale lederskab i forhold til at håndtere menneskelig mobilitet«.

»Langtfra alle i verden holder deres døre åbne for folk i nød. Ecuador er et godt eksempel,« sagde han.

Nancy Hiemstra ser ikke nødvendigvis det sydamerikanske land som et foregangseksempel. 

»Jeg ville dog meget hellere have, at lande opførte sig som Ecuador end som USA, hvor retorikken er enormt hård, og man snakker om at smide folk ud og bygge høje mure,« som hun siger.

»Men så længe vi ikke er i stand til at gennemskue, hvordan global ulighed er årsagen til migration, så finder vi ikke frem til en politik, der virker.«

Oscar Valenzuela har boet i Ecuador i 43 år og har i ni år arbejdet som advokat, hvor han blandt andet har hjulpet migranter fra 111 forskellige lande, som har ønsket at komme til Ecuador. Han var begejstret for den nye forfatning, da den blev vedtaget, men han mener, at landet er ved at bevæge sig i den forkerte retning.

»Politikerne har gjort det sværere for migranter at komme ind i Ecuador i løbet af det sidste år. De har strammet reglerne og begynder at forlange flere og flere papirer. Jeg tror, de er blevet bange på grund af krisen i Venezuela,« siger Oscar Valenzuela.

For nylig skulle han hjælpe en kvinde fra Haiti med at få visum, fordi hun ville besøge sin søn, som bor i Ecuador. Men Haiti er et af de lande, som er blevet underlagt særlige restriktioner, og kvinden endte med at sidde i venteposition i flere dage i lufthavnen for så at blive sendt tilbage igen.

»Vi har kun åbne grænser for specifikke lande. Det er ikke universelt borgerskab. Hvad betyder universelt borgerskab så overhovedet? Det er bare politisk snak,« mener Oscar Valenzuela.

»For mig burde det være en menneskeret, at man kan bevæge sig frit i verden,« siger han.

Migrant

Flygtninge- og indvandringsspørgsmål har splittet de europæiske befolkninger i årtier og har ført til et opgør med Europas politiske eliter. Et flertal af de europæiske vælgere vil have ydre grænser, et flertal vil have kontrol med indvandringen.

Men uden for kontinentet findes hundredtusinder af mennesker, der drømmer om en fremtid i Europa, og som er villige til at trodse alverdens farer for at virkeliggøre drømmen. De to interesser kan ikke forenes. Der er ingen lette løsninger på problemet, og der er ingen udsigt til, at det forsvinder de næste mange år. I denne samling af artikler undersøger vi migrationens problemer og dilemmaer ud fra præmissen om, at et flertal i Europa ønsker at begrænse indvandringen. Vores hovedspørgsmål er, hvordan det ønske kan opfyldes, og hvilke omkostninger, det har.

Særudgivelsen Migrant udkommer i forbindelse med udstillingsprojektet TRANSIT på KØS – Museum for kunst i det offentlige rum – og har modtaget økonomisk støtte derfra. TRANSIT er realiseret med primær støtte fra Nordea-fonden.

Andre artikler i dette tillæg

  • Quiz: Hvem har sagt hvad om migranter?

    17. november 2018
    Alle fra Thomas Piketty over Lars Løkke Rasmussen til J.K. Rowling har udtalt sig om migranter. Se, om du kan huske, hvem der sagde hvad
  • Vi må advare migranterne om, at Europa ikke vil blive det paradis, de håber på

    19. november 2018
    Mange afrikanske migranters drøm om Europa er bygget på en løgn. Den er en slags vandrehistorie, som udbredes gennem telefonsamtaler, hvor migranter fortæller venner og familie derhjemme, at livet i Europa er langt mere lyserødt, end det faktisk er
  • ’Man må acceptere, at landene vil værge for sig’

    17. november 2018
    Hvis udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) skal svare på, hvad den største udfordring for Europa er lige nu, svarer hun migrantkrisen. Information har bedt ministeren løfte blikket væk fra udlændingestramninger i Danmark og ud over Europa for at diskutere, løsninger, grænsehegn og EU’s aftaler med lande som Libyen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jan Henrik Wegener

Det må da, i det mindste i første omgang, være Venezuelas opgave, hvilket vil sige den del der har magt til det, at skaffe dets befolkning kår som de orker og kan leve under. Og her kan vel nær sagt et hvilket som helst andet land sættes i Venezuelas sted, så længe det land har muligheder for det. At der er lande, styrer, regimer eller hvad man kan kalde det, der "producerer" problemer og "eksporterer" dem må vel med. Derfor kan godt omverdenen have medvirket til at skabe problemer i mange dele af verden.