Læsetid: 16 min.

»Jeg vil gerne give en nødvendig – om end smertefuld – opsang til et samfund, der er kørt af sporet«

Familien Humaidans fire børn går ikke i skole. De bliver i stedet undervist hjemme ud fra en tanke om, at børn selv skal have lov til at bestemme, hvad de vil lære, og hvornår de vil lære det. Teorien kaldes ’unschooling’ og er et radikalt opgør med folkeskolens ønske om, at alle børn skal lære det samme samtidigt. Vi har tilbragt en dag med familien
Live på seks på toppen i november. ’Nogle dage kan jeg være bange for, om vi ødelægger dem ved at holde dem hjemme,’ siger hendes mor, Maj My Humaidan.

Live på seks på toppen i november. ’Nogle dage kan jeg være bange for, om vi ødelægger dem ved at holde dem hjemme,’ siger hendes mor, Maj My Humaidan.

Peter Nygaard Christensen

1. december 2018

Langt ude på Ærø åbner Kristian Humaidan døren til sit hjem. Hans seksårige datter dukker op i døråbningen, stikker hånden frem og præsenterer sig selv. »Live,« siger hun og afslører et stort mellemrum lige der, hvor fortænderne skulle have siddet. De er for nylig faldet ud, og hendes mor og far mener, at hun forvandlede sig til en rigtig rebel, da det skete.

»Er du vov?« spørger hun fjantet og forklarer, at det er ærøsk og betyder ’er du syg?’. Jeg når ikke at svare, før hun fører mig op ad trappen til skolestuen, mens hun fortæller, at hendes lillesøster Juno er »lidt vov i dag« og derfor sover lur.

Ovenpå i skolestuen sidder 36-årige Maj My Humaidan i en blå buksedragt og med langt løst hår og klipper papirskroner med familiens øvrige børn, Storm på ni og Ilja på seks. På gulvet ligger stumper af blåt og orange papir.

Det er onsdag formiddag, og selv om alle fire børn er i skole- og institutionsalderen, er de hjemme. Det er de hver dag, for Maj My og Kristian har valgt at hjemmepasse og hjemmeundervise. De tror på, at deres børns primære uddannelse er den samtale, de har med dem hele tiden.

»Vores børn har konstant to voksne til rådighed, som virkeligt gør sig umage for at give dem de bedste forudsætninger i livet,« siger Maj My.

Hjemmeskoling

  • I USA bliver to millioner børn hjemmeskolet. I Danmark er det ikke så udbredt, og det vurderes, at knap 500 danske børn bliver hjemmeundervist.
  • Antallet af hjemmeunderviste børn i Danmark er steget med 26 procent siden 2015, og det er derfor et af de hurtigst voksende alternativer til folkeskolen.
  • I Danmark er der ikke skolepligt, men undervisningspligt. Det betyder, at man kan meddele kommunen, at man ønsker at undervise sine egne børn, hvorefter kommunen etablerer et tilsyn, der løbende vurderer om hjemmeundervisningen står mål med folkeskolens.

Hun er journalist og driver en blog. Hendes mand, Kristian, er musiker og var i 00’erne en del af hiphopgruppen UFO Yepha. De har ikke nogen stor opsparing, og de bor blandt andet på Ærø for at holde udgifterne nede, så de begge har råd til at være hjemme med deres børn.

De tjener penge på foredrag og kurser for udsatte unge og lægger en stor del af deres arbejde om aftenen, når børnene sover, så de til gengæld kan være sammen med dem i dagtimerne. Sådan har de nu levet i halvandet år.

– Er du aldrig i tvivl om, hvorvidt det her er det bedste for jeres børn?

»Jo. Når man tager et så kontroversielt valg, så er tvivl bare en del af ens liv. Nogle dage kan jeg være bange for, om vi ødelægger dem ved at holde dem hjemme. Men så igen – den følelse ville jeg have hver dag, hvis jeg sendte dem i skole og institution. Nu er jeg i det mindste kun i tvivl,« siger Maj My.

»Det her liv er jo resultatet af en lang proces,« forsætter hun.

»Det er ganske få, der over night trækker stikket, flytter ud på en ø og begynder at hjemmeskole. Jeg vidste ikke, så snart jeg blev mor, at mine børn ikke skulle gå i institution og skole. Mine tre ældste børn har været i både vuggestue, børnehave og skole, og det tog mig syv år at indse, at det ikke var det rigtige sted for dem at være.«

Maj My Humaidan drømmer om at gentænke hele uddannelsessystemet med fokus på, hvad der motiverer det enkelte barn.

Peter Nygaard Christensen
Seksårige Ilja går tilfreds rundt med sin færdige kongekrone på hovedet. Imens brokker niårige Storm sig over, at hans ikke rigtigt dur. I stedet for at bede Storm om at stoppe surmuleriet, giver Maj My ham et klem og siger, at hun er stolt af hans evne til at brokke sig.

»Gå ud i verden og brok dig, Storm. Der er rigeligt at brokke sig over.«

Når Maj My er ude og holde foredrag, introducerer hun sig selv som normkritiker. Med afsæt i, hvad hun kalder en ungdom med sort lak på neglene og i opposition til alting – har hun handlet og »taget ejerskab over sit liv«, som hun udtrykker det. En vigtig del af den proces har handlet om at tage børnene hjem og ud af de institutioner og skoler, som hun mener »ødelægger børn mere end de gavner«.

Hvorfor hun ser sådan på de institutioner, som de fleste forældre hver dag sender deres børn hen i, har hun sagt ja til at fortælle om. Hendes svar handler både om hendes egen skoletid og om at føle sig lullet ind i en løgnehistorie om, at institutionerne og skolen spiller en vigtig socialiserende rolle i børns liv.

Men allerede inden Maj My kommer i gang med at fortælle, bliver hun afbrudt af Live, der vil have målt sit hoved og derefter Ilja, som vil snakke om sin onkel, der er lam fra brystet og ned.

»Sådan er det at have fire børn hjemme,« siger Maj My med hævet stemme, så hun kan overdøve børnene.

»Der er aldrig ro på.«

Når børnene bliver klogere

Børnene er færdige med at klippeklistre. Storm og Live er blevet gode venner igen efter at have diskuteret, hvem der skriver de pæneste g’er. Både Kristian og Maj My måtte til sidst gribe ind og trække hver sit barn til side. Nu kommer de to børn gående ned ad trappen, mens de roser hinanden.

»Dine g’er er faktisk mega flotte, Storm,« siger Live og klasker sin storebror på skulderen.

Jeg spørger Maj My, hvad hun og Kristian gør, hvis børnene på et tidspunkt ønsker at komme i skole:

»Så snakker vi om det og finder ud af, hvor dybt ønsket stikker. Hvis de virkeligt vil i skole, må Kristian og jeg respektere det og sige ’okay, vi har gjort det så godt, vi kunne’,« svarer hun.

– Hvis de forsat vil hjemmeskoles, hvad gør I så, hvis de bliver klogere end jer?

»Det håber jeg for det første, at de bliver!« udbryder Maj My.

»Derudover vil jeg forbeholde mig retten til at blive klogere sideløbende med mine børn. Indimellem spørger de jo om ting, vi ikke kan svare på,« siger hun.

Storm og Ilja på trampolinen. De elsker begge fodbold og kan lide at skiftes til at nævne klubber og spillere.

Peter Nygaard Christensen
Forleden spurgte Ilja, hvad de ti mest talte sprog i verden er, og her måtte Maj My google svaret. Det var sådan hun lærte, at der findes et sprog, som hedder bengali. Og at det i øvrigt er det syvende mest talte i verden.

Det er snart frokosttid, og der skal hentes mad ind fra haven. Storm sætter sig på hug for at binde sko. Han tager fodboldstøvler på.

»Jeg har først lige lært at binde sko,« siger han.

»Jeg gad ikke rigtigt lære det, men så lige pludselig ville jeg godt, og nu kan jeg. Bedre sent end aldrig,« siger han.

»Jeg kan også binde dobbeltknude, vil du se?«

Storms tilgang til det der med at binde snørebånd viser meget fint, hvad det er for en pædagogisk tilgang, Maj My og Kristian Humaidan har til undervisningen af deres børn.

De hjemmeskoler nemlig ikke bare, de er inspirerede af unschooling. Det vil sige, at de sjældent sætter sig ned og siger ’nu har vi matematik’ eller ’nu skal vi skrive diktat’. I stedet tror de på, at læring finder sted alle vegne, og at man skal lade børnenes motivation være styrende. Filosofien bag er en idé om, at alle børn lærer de ting, de har brug for, når de har behov for det. Og at børn er forskellige og derfor lærer ting på forskellige måder.

Så frem for at gøre det til et problem, at Storm i en alder af ni år først lige har lært at binde snørebånd, har Kristian og Maj My accepteret, at han ikke har været motiveret til at lære det før nu. Ligesom det også er okay, at han ikke viser stor interesse for at skrive.

De har derimod ladet ham dyrke de ting, han går op i, hvilke betyder, at han ved usædvanligt meget om ædelgasser, rummet og modelflyvning.

Denne tilgang kræver ifølge Maj My, at man er i stand til at vise sine børn tillid med hensyn til, at de nok skal lære de ting, livet kræver, de skal kunne, men at de lærer det i deres eget tempo.

»Kristian og jeg arbejder f.eks. hver dag med at ’afskole’ os selv i forhold til ikke at være dømmende over for, hvad der er læring, og hvad der ikke er læring i,« siger hun.

I skolestuen serveres der rugbrødsmadder som formiddagssnacks.

Peter Nygaard Christensen

En typisk dag

Udenfor spiller nogen fodbold, mens andre går i køkkenhaven. Live har fået nye termostøvler og kalder dem både flotte og praktiske, mens hun tramper rundt blandt familiens kål og salater. Kristian er i gang med at fortælle om sin helt særlige dyrkningsmetode, men Live afbryder og vil hellere snakke om grisen, der døde.

»Vi havde to grise,« siger hun. »Vi havde været et sted henne, og da vi kom hjem, fik vi lov til at se en film om Anden Verdenskrig, som var ret god. Imens gik far ned til grisene og så, at den ene var død.«

»Det er rigtigt, Live,« siger Maj My.

»Den var levende, da I tog til fodbold, og den var død, da I kom hjem. Den havde nok fået hjertestop. Eller en hjerneblødning måske.«

Seksårige Ilja kigger op på sin mor.

»Eller hvad med vuggedød?« spørger han.

»Det er et fint forslag Ilja, men grisen var altså ude over vuggedødsalderen,« siger Maj My og forklarer sine børn, hvad der pludselig skete med vuggedødsstatistikkerne, da man begyndte at vænne spædbørn til at sove på ryggen. En rød kat går gennem grøntsagsbedet. Den hedder Ulla-Karle-Nush.

Familiens yngste, datteren Juno, er sløj i dag. Hun vil derfor gerne have sin sut og være tæt på sin mor.

Indenfor i huset viser Live rundt. Første stop er badeværelset, hvor hun finder sin mors kosmetikpung med smykker i.

»Den her halskæde er i sølvguld – eller også hedder det hvidguld – og den har en ægte diamant. Det har været min oldemors, og jeg må få den, når jeg bliver – måske ni år,« siger hun.

Næste stop er soveværelset, hvor to bredde dobbeltsenge er sat i forlængelse af hinanden, så der er plads til, at alle kan sove i samme seng.

»Men det gider jeg ikke så tit,« siger Live.

»Jeg vil hellere sove i min egen. Den er herinde,« siger hun og viser sit og tvillingebroren Iljas værelse frem. Indersiden af døren er plastret til med fodboldplakater. Blandt andet en af den franske fodboldspiller Mbappé, som hun kysser godnat hver aften, inden hun kravler i seng.

— Hvordan er det at blive hjemmeundervist?

»Det er sgu da vildt fedt!« siger Live.

— Hvorfor?

»Fordi jeg lige har mistet to tænder … Ej, ikke kun derfor. Man er fri, når man er hjemmeskolet. Og man må stå op, når man vil,« siger hun og remser op, hvad hun er vild med.

»Engelsk, håndbold, fodbold, dyr, at skrive, at score mål og min familie.«

I køkkenet er Kristian i gang med frokosten. Der er skinke i ovnen og stuvet hvidkål på komfuret. Mens han rører i kartoffelmosen forklarer han, hvordan en typisk hverdag fungerer.

»Der er for det første ingen vækkeure,« siger han.

Børnene bliver aldrig vækket, men får lov til at ankomme til hver morgen i deres eget tempo. Derefter får de lov til at lege, indtil der er morgenmad. Herefter går de udenfor, inden der er ’undervisning’, hvor familien går i skolestuen og læser, skriver, maler eller taler om et emne.

Til frokost er der varm mad, og så er der siesta i et par timer, hvor børnene f.eks. sidder med puslespil, Lego eller en lydbog. Sidst på eftermiddagen tager børnene typisk til håndbold og fodbold eller mødes med deres venner til legeaftaler.

Hos familien Humaidan er der stærkt begrænset skærmtid. Om sommeren slet ingen, mens børnene om vinteren lejlighedsvis får lov til at se en film. Her mødes de alle i stuen til et afsnit af ’Frode Får’.

Peter Nygaard Christensen
Det lyder, som om dagene mest af alt går med leg, og det gør de også, medgiver Maj My. Hun tror, hendes børn lærer både bedre og mere sådan, end hvis de hver dag sad seks timer i et klasselokale.

»Min egen skoletid virkede ukonstruktiv på rigtigt mange måder,« siger hun.

»Om ikke spild af tid helt konsekvent, så i hvert fald spild af tid en stor del af tiden. Skolen fungerer på en gammeldags måde, hvor læring kun går én vej – fra lærer til elev – og hvor alle 28 børn i et klasselokale skal lære de samme ting nogenlunde samtidig. Jeg var meget dygtig til at skrive, men jeg var til gengæld ikke særlig god til naturfag og matematik. Og i stedet for at dygtiggøre mig inden for skrivning, brugte jeg firs procent af mine ressourcer på de fag, jeg ikke var god til, fordi jeg følte, at jeg var utilstrækkelig,« siger Maj My.

Hun taler højt og veksler hurtigt mellem bandeord og ord med patos.

»Det skadede virkelig min selvfølelse. Og siden da har jeg været skide bange for, at skolen vil ødelægge mine børns medfødte nysgerrighed omkring det, de brænder for.«

– For hvis skyld hjemmeskoler I?

»Det gør vi både for børnene og vores egen skyld. Børnene giver udtryk for, at de helst vil være hos os, og jeg havde ondt i maven hver gang, jeg afleverede dem i institution. Jeg har aldrig tænkt, at det var godt for dem at være der. Jeg vidste meget vel, at nu købte jeg mig lige fem timer for mig selv på bekostning af den tid, vi kunne have nydt sammen.«

En opsang

Juno kommer ud i køkkenet og spørger, om de har lavet pomfritter?

»Nej, vi laver kartoffelmos, og der er skinke i ovnen,« svarer Kristian.

Juno stiller sig hen til ovnlågen og stirrer på skinken. »Er den snart færdig?,« spørger hun.

»Om lidt,« svarer Maj My.

Juno står utålmodigt og træder sig selv lidt over tæerne. Så slår hun ud efter sin mor.

»Juno, der er ikke noget, der bliver bedre af, at du slår mig,« siger Maj My.

»Er det det med skinken, du bliver sur over?«

»Jeg vil have den ud nu!« siger Juno med gråd på stemmen. Maj My bukker sig ned og giver hende et kram.

Siestaen går med forskellige aktiviteter. Nogle laver grønkålschips med Kristian i køkkenet. Juno hører Peter Pedal på lydbog, Storm går op og kigger til sit modelfly, og Maj My sætter sig et øjeblik.

– Drømmer du aldrig om mere tid uden dine børn?

»Næh. Selvfølgelig kan jeg indimellem synes, at mine børn er irriterende, og det kan føles, som om kærligheden til dem er kogt ind til en lille bitte fond, der gemmer sig et sted langt væk. Men det går hurtigt over,« siger hun.

»Jeg kan derimod blive vildt bekymret over, at vi har skabt en kultur, hvor mange forældre glæder sig til mandag morgen, så man kan komme væk fra børnene og hen og sidde på en kontorstol. Det er ikke udtryk for noget sundt,« siger hun og tilføjer:

»Men jeg vil ikke lyde frelst. Jeg har selv været der, hvor jeg afleverede mine børn til andre og troede, at det var bedst for alle. Jeg kritiserer ikke det enkelte menneske, men jeg vil gerne give en nødvendig – om end smertefuld – opsang til et samfund, der er kørt så meget af sporet, at vi voksne går rundt og har ondt indeni, mens vores børn lider enorme afsavn i en mærkelig parallelverden, inden vi alle mødes trætte om aftenen til et kunstigt format kaldet kvalitetstid.«

Maj My har det ambivalent med at tale om de her ting. Familieliv og børneliv er noget af det mest sårbare, man kan tale om, fordi man let kommer til at forarge eller træde nogen over tæerne. Og selv om hun egentligt drømmer om at leve som et ensomt, lille dyr i skoven, som Astrid Lindgren engang skrev i sin dagbog, kan hun ikke finde ud af at holde sin mund.

»Jeg siger ikke, at alle skal lægge deres liv radikalt om og flytte ud på en ø og begynde at hjemmeskole. Jeg ønsker sådan set bare, at folk bevidst tager stilling til deres liv. For døden kommer en dag, og derfor giver det mening at forholde sig til, hvordan man bruger sin tid på jorden bedst,« siger Maj My.

Børnene er altid med til at lave mad. Juno har bestemt, at de skal bage en chokoladekage – uden grøntsager i.

Peter Nygaard Christensen

Barndommens narrativ

I skolestuen sidder Storm med sin computer. Der er ingen spil på den, og den er ikke koblet på internettet. Det eneste, der er på den, er et flysimulator-program. Én gang om ugen mødes Storm med en flok ældre mænd i en sportshal og flyver med modelfly. Resten af ugen træner han på computeren. Han vælger et corsair-fly, som er hans favorit.

»Vandflyveren er også god at flyve med, for den er højvinget. De lavvingede er sværere, for de vil gerne flyve på hovedet,« siger Storm.

— Hvordan har du det med, at du ikke går i en almindelig skole?

»Det har jeg det godt med. Det er ret dejligt at blive hjemmeskolet, for det er mere frit. Det er tit, at der er nogle krav til, at jeg skal lave en halv times skole, men jeg må selv bestemme, hvornår på dagen, jeg gør det.«

– Hvad har du lært i dag?

»Det er svært at svare på. Jeg har siddet i sofaen og læst Anders And. Andre dage kigger vi i skolebøger eller også går min mor rundt og snakker engelsk.«

Nedenunder er Maj My gået i gang med at pakke. Om lidt skal hun med færgen til Svendborg og holde foredrag om at bryde ud og om at tage stilling til livet. Juno er ked af, at hun skal af sted. Det hjælper lidt på humøret, at hun får lov til at bage en chokoladekage med sin far.

»Men jeg vil ikke have grøntsager i,« siger hun bestemt.

Jeg spørger også Maj My, hvad hun mener, at børnene har lært i dag. Jeg spørger, hvilke fag hun vil sige, børnene har været omkring.

»Det aner jeg ikke,« svarer hun.

Hun giver udtryk for, at jeg har en gammeldags opfattelse af, hvad der er læring.

»Jeg bliver tit overrasket over, hvor børnene henter viden, og hvad de pludseligt hiver frem igen, og benytter i sammenhænge, jeg ikke havde forestillet mig«.

I baggrunden går Ilja rundt og fortæller sine søskende om Preben Elkjær.

– Er du aldrig bange for, at jeres børn går glip af meget af den socialisering, som finder sted i skolen og institutionerne?

»Jeg synes, der er et meget stort fokus på, hvad mine børn går glip af. Hvorfor ikke vende den om og spørge, hvad børn går glip af, når vi sender dem væk? Man skal lige huske, at institutionerne aldrig blev skabt for børnenes skyld, så de kunne komme ud og blive socialiseret. De blev oprettet, så mor og far kunne komme ud og gøre karriere og bruge deres lange uddannelser til noget,« siger Maj My.

»Og jeg oplever, at vennerne er blevet en helt ekstrem og unaturlig stor del af barndommens narrativ. Forældre er skrevet fuldstændigt ud af litteraturen og fjernsynsprogrammerne, som om vi ikke er vigtige. Men vi er som forældre nødt til at gå ind i en alfarolle og tage lederskabet på os i stedet for at overgive vores børn til deres jævnaldrende og skiftende pædagoger og lærere.

— Men er der ikke en vigtig dannelsesmæssig pointe i, at man i skolen bliver vidne til mobning, måske endda selv agerer medløber, ser lærere gribe ind og lærer at sige undskyld?

»Jeg tænker, at hvis man kommer ud af den skole, vi har nu, som et menneske, der er vant til dialog, som viser tillid til mennesker og stoler på sig selv, så er det en historie, som er værd at fortælle. Jeg tror, at børn skal fyldes op af så meget godt, de overhovedet kan. De skal have så stærke og nærværende rammer som overhovedet muligt. Og mobning er jo ikke en naturlig del af det at være menneske. Mobning er noget, der opstår, når vi er pressede,« siger Maj My med tryk på sine ord. Hun tænker lidt og siger så:

»Men jeg kan godt forstå, at man har brug for den der fortælling om, at skolen skal til for, at man kan klare sig socialt. Vi er bare nødt til at være ærlige om, at skolen lige nu er ikke noget socialt godt sted at være. Rigtigt mange børn og unge lider af stress og angst og depressioner. Det er slet ikke godt.«

»Det, man kan sige om skolen, er, at den er garant for, at rigtigt mange jævnaldrende hver dag samles mange timer i et relativt lille lokale. Og hvis der kan opstå noget positivt i det, så er det et mirakel.«

Maj My er overbevist om, at man kan skabe et langt mere holistisk og fremsynet skolesystem ved at smide alle gamle ideer om læring ud og transformere alt lige fra undervisningsformer til børnesyn.

»Ikke alle skal hjemmeskole, men alle børn fortjener en skole, som ikke deler eleverne op i gode og dårlige og besværlige og nemme, og i stedet lader børnenes medfødte passion for at lære gå forrest i en levende og innovativ dannelse.«

Maj My kysser sin familie farvel.

»Jeg kommer også til at savne jer, men jeg lover, at jeg kommer hjem igen,« siger hun fra døråbningen til sine børn.

Det svensk-amerikanske ægtepar Sarah Jensen og Jens Peter de Pedros ældste datter blev ’unschoolet’ sidste år. Nu går hun i Brooklyn Free School, som bygger på nogle af de samme demokratiske og tvangsfrie elementer som ’unschooling’.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • ingemaje lange
  • Steen K Petersen
  • Randi Christiansen
  • David Zennaro
  • Jakob Trägårdh
  • Kurt Nielsen
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Torsten Jacobsen
  • Lillian Larsen
Niels Duus Nielsen, ingemaje lange, Steen K Petersen, Randi Christiansen, David Zennaro, Jakob Trägårdh, Kurt Nielsen, Klaus Lundahl Engelholt, Torsten Jacobsen og Lillian Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Formen kan måske medføre at tilslibningen i skolen efter erhvervslivets model ikke bliver så grov som nu i praktiske og boglige elever.
Min kusine, som var direkte på vej til praktisk elev, måske gadefejer, intet ondt om dem, blev senere skoleinspektør på samme skole.
Man kunne jo også lægge undervisningen om i skolen til at satse på den enkeltes evner og utrolige kapacitet fra fødslen.
At alle nu får den samme undervisning er vel i sig selv ikke problemet. Det centrale er hvor meget de tager indenbords til videre brug.

Claus Nielsen, Hans Houmøller, Verner Nielsen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Jørgen Jørgensen og Bertel Haarder er hjemmeundervist. Og hvad kom der så ud af det?

Torben Bruhn Andersen og Erik Jakobsen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Nej, May My. skoler blev ikke skabt fordi forældrene skulle arbejde uden for hjemmet. I det 18. og 19. århundrede fulgte mange børn faktisk med ud i produktionen, og de der var for små blev passet af andre. Skoler opstod, fordi forældre fandt ud af at de ikke selv kunne lære deres børn det, de havde brug for i deres kommende liv. Unscooling-forældre har gennem tiderne altid været præget af dybt reaktionære forestillinger om lykken i et enkelt, sundt liv på landet. I kan ikke skærme jeres børn mod verden. De skal have viden om verden.
Den erkendelse kommer I også til engang.

Rikke Nielsen, Mikkel Madsen, Bjarne Jensen, Finn Bendixen, Kjeld Jensen, Torben Bruhn Andersen, Claus Nielsen, Bjarne Frederiksen, Karsten Aaen, Erik Jakobsen, Marie Jensen, Bjørn Pedersen, Annika Hermansen, Hans Aagaard, Henning Kjær og Jens Dræby anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Praktisk taget alle børn bliver født med uendelig mange muligheder, og når "vi" underviser dem i folkeskolen sker der hovedsageligt en reduktion af muligheder og måske en fremelskning af nogle få, der måske og måske ikke passer ind i samfundet.
Folkeskolen er således en reduktion af evner og ikke en opbygning.

Henning-Buerup Jørgensen, Steen Bahnsen, Benta Victoria Gunnlögsson og E Z anbefalede denne kommentar
Allan Filtenborg

Folkeskolen er et resultat af det man politisk mener den skal være. Sådan er det også med sygehusene, daginstitutioner osv.
Det virkeligt bekymrende er ikke et fravalg fra en enkelt institution, her skolen. nej det er den stigende tendens til at fravælge det vi bliver tilbudt. Blandt mine venner hører jeg oftere og oftere, at man har opgivet. Man gider ikke nyheder eller politik, man gider ikke at engagere sig, man kan alligevel ikke ændre noget. Man begynder derfor at forholde sig til det nære, der hvor man kan gøre en forskel for sig og sine. Og tænker man på Corydon, Løkke, Danske Bank.. ja derfor er mit abonnement på herværende avis opsagt, jeg gider ikke høre mere lort og her tænker jeg ikke på kvaliteten af avisen!
Jeg tror det er bedre for mig at gå i haven eller læse en bog mere...god søndag.

Rikke Nielsen, David Zennaro, Claus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Hans Aagaard, Bettina Jensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Digitaliseringen splitter os op interessegrupper og vi har ofte ikke de samme referancer, hvilket selvfølgelig virker kontraproduktivt i forhold til at etablere og vedligeholde en demokratisk politisk debat. Følgelig vælger flere at gå i haven. Det tror jeg også jeg havde gjort, hvis jeg havde en have.

Henning-Buerup Jørgensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Poul Kristensen

Hvis folk virkeligt tror at de forstår alting bedre og kan undervise deres børn bedre end de professionelle, så er det vel okay. Men det er der jo ingen der gør.

Randi Christiansen

Jeg så tv programmet med familien. Det er så godt at se, at der findes mennesker, som har både hjerne, hjerte og jern på rette sted og bruger det til at give et bud på løsningen af det moderne (familie)menneskes udfordringer med dette meget smukke og aktive bidrag til samfundet.

Hjertets stemme bliver alt for ofte overhørt i konkurrencestaten, og det er allermest hjerteskærende, når det går ud over børn. Det er også meget uintelligent, idet dagens børn jo er morgendagens voksne.

For dem, der ikke kan realisere hjemmeundervisning, er rudolf steiners pædagogiske koncept - selvfølgelig ligesom i alle andre sammenhænge afhængig af de menneskelige kompetencer - det tætteste man kommer på med kærlighed og respekt at lade barnet udvikle sig og lære i eget tempo.

Så af hjertet tak til dem, der vover denne indsats for at realisere det gode samfund. Det giver så meget mening både lokalt og globalt - ethvert bidrag tæller. Husk kvantefysikkens budskab til os. Alt interagerer konstant, og alle bidrager. Spørgsmålet, man bør stille sig selv, er : hvad bidrager jeg med? Hvad kan jeg bidrage med? Hvad ønsker jeg at bidrage med?

Hvad skal vi bruge, hvad har vi, og hvordan kommer vi derhen? Det er et spørgsmål om at tænke sig om ifht det økologiske aftryk og derefter samarbejde om at virkeliggøre den plan, som får økosystemet til at balancere.

Ifht hidtidige ressourceadministration noget af et kvantespring, men netop derfor så meget mere nødvendigt, hvis vi ønsker at befinde os her på planeten. Som jo er et fantastisk og vidunderligt sted at være - hvis bare menneskene kunne finde ud af, at det er i deres egen interesse at samarbejde ifht at alt er forbundet, og at en helhedsplan derfor er, hvad vi må enes om. Hvis båden skal kunne sejle, er det jo retarderet at udøve funktionel sabotage.

Det kan lade sig gøre, det skal lade sig gøre - asap. Og det er uintelligent at påstå andet.

ingemaje lange, Vibeke Andersen og E Z anbefalede denne kommentar