Læsetid: 8 min.

De hængte min far og gav mig et valg

Du har forbrudt dig mod disse love, sagde man. Så fik jeg hætten over hovedet. Da de transporterede mig ud af Europa, fortrød jeg min passivitet. Der i flyet besluttede jeg mig for modstand. Forfatter Peder Frederik Jensen har skrevet en dystopisk novelle om migration i den nære fremtid
’Dagen efter faldt den gule zone. De fandt kun den modstand, vi havde planlagt. Grupper af selvmordssoldater, veteraner fra universitets-opstanden i Amerika. De sidste sorte i Paris’

’Dagen efter faldt den gule zone. De fandt kun den modstand, vi havde planlagt. Grupper af selvmordssoldater, veteraner fra universitets-opstanden i Amerika. De sidste sorte i Paris’

Anders Rye Skjoldjensen

17. november 2018

Læs også Hella Joofs utopiske novelle: Og Gud hviskede: ’Lad der blive change’.

De hængte min far og gav mig et valg: Enten er du med os. Og ellers. Jeg valgte det sidste. En velplaceret snotter i støvet foran fødderne. Mine fødder, der på det tidspunkt var så ophovnet af slag, at jeg ikke længere kunne stå uden hjælp.

Man lod mig falde.

Den unge officer med de klare øjne, det mælkede blik.

Hans stok, der svirpede igen og igen over mine fodballer. De mange hundrede slag, der lærte mig, at smerte forplanter sig. Den bryder ud i milten, hen over lænden, i hovedbunden og i øjenhulerne. Smerte i øjenhulerne. I røvhullet, i neglebånd og hjerteklapper. Alle vegne.

Et svirp, to og så videre. Ind i et rum, man ikke tror på, før man er der. Et rum, hvor tæskene opløser grænsen mellem din krop og gulvet, der sejler af vand fra torturen. Gulvet, hvor støv og skidt samler sig i kager, klægt og mudret, mens den unge officer beordrer to mænd til at rejse mig op, så jeg igen kan modtage stød i testiklerne, stød i leveren, slag i ansigtet.

Og så siger han: »Jeg har glædet mig til den her dag.«

Han tog et håndvåben frem. Han sigtede, gik tættere på, placerede løbet mod min pande.

»Hvad fik du ud af din modstand,« spurgte han.

»Jeg skal vise dig mennesket. Det menneske, du troede på. Jeg kunne dræbe dig. Jeg kunne lade min finger presse lige så stille på aftrækket. Det ved du. Du ved, jeg har bemyndigelsen. Men.«

I det samme gik døren op bag mig. Man kunne høre hængslerne på den gamle bunkerdør vride sig. En vejrtrækning bag mig, en besværet vejrtrækning.

»Vi har voldtaget og dræbt din mor og søstre. Nu skal du arbejde for os,« lød det.

Stemmen.

Jeg vidste ikke, hun var nået så langt. Den unge officer løftede blikket og lod våbnet falde mod hoften.

»Du skal være muldvarp.«

Tre år før mødte jeg Stemmen på en plads i Paris. Jeg var netop kommet tilbage efter de afgørende år i ørkenen, og ingen vidste, at hun var en forræder.

Min hjemkomst var et led i koordineringen af den interne modstandsbevægelse og tropperne fra de yderste kampzoner. Alle os støvede frontkæmpere fra krigen mod syd. Hun satte sig ved siden af mig på bænken. Alt går så hurtigt, sagde hun. Vi har ikke så meget tid. Så førte hun sin arm ind under min og sagde »kom«.

Hun var en lille kvinde. Fine træk. Lille næse og glat sort hår.

Vi gik gennem de smalle gader, mens hun fortalte mig, hvordan jeg skulle forholde mig til den seneste tids udvikling.

»Vi intensiverer på Kontinentet,« sagde hun.

»Nu bevæger vi os fra forberedelse og modstandskamp til regulær krig. Vi har brug for din viden.«

Vi måtte være i bevægelse hele tiden. Overvågningen var radikaliseret. De spurgte ikke længere. Det skyldes sammenbruddet i Amerika.

Hun sagde, at jeg måtte hviske og kun tale i koder.

»Men først,« spurgte jeg, »må du fortælle mig, hvad der er blevet af min far.«

»Vi ved det ikke,« sagde hun. »Kan du hjælpe os? Vi må finde ham, hans viden er uvurderlig.«

Jeg tænkte mig om.

»Ja,« sagde jeg, »jeg har måske en idé.«

I det samme blev jeg mistænksom. Noget ved hendes krop, der sitrede nervøst, musklerne i hendes fingre, der holdt lidt for godt fast. På det tidspunkt havde hun stadig sin lyse sopran.

Efter angrebet havde hun mistet stemmen, og alle vidste, at hun løj.

Jeg sagde: »Han befinder sig i den gule zone. Hvor ved jeg ikke, men se efter tegninger af små kaniner.«

Dagen efter faldt den gule zone. De fandt kun den modstand, vi havde planlagt. Grupper af selvmordssoldater, veteraner fra universitetsopstanden i Amerika. De sidste sorte i Paris. Dem, der ikke var flygtet eller dræbt. Hvad har vi at leve for? sagde de. Vi tager, så mange af dem vi kan med i helvede. Vores brødre i Nærområderne må rejse sig. Vi kan intet gøre.

Nogen så hende. At hun koordinerede specialtropperne. To af de bedste klatrere fra blokkene forcerede tagene og lod gassen regne ned over hende.

Det ødelagde hendes lunger og stemmebånd, det afslørede hendes løgn, men det at hun overlevede, gav hende status hos Systemet.

Hun voksede sig stor, datter af en fodboldtræner.

Mens vi andre flygtede og flygtede igen og igen.

Det var en tidlig morgen, de fangede os. Jeg var sammen med min familie. Jeg havde fundet frem til dem. Det var en unødig risiko. Vi tog den.

Nu er alle døde.

Jeg blev transporteret sydpå.

Muldvarp.

Det betyder, man kravler først ind i gangene. Gangene, jeg kender.

Det er jo dit eget system, sagde Stemmen. Hun stod stadig bag mig. »Du kender til mineringen. Nu har du igen et valg: Undgå dem, og vis os vejen igennem eller dø.«

Vi havde længe samarbejdet med smuglerne. Kokain blev flyttet i mængder, vi ikke fattede.

Et marked af mentalt fortabte. Vi samarbejdede om at smugle mennesker ud og kokain ind. Vi samarbejdede om at smugle sprængstof ind bag frontlinjen, så vores venner, de hellige krigere fra Den Store Kulturkamp, kunne falde Systemtropperne i ryggen.

Det begyndte i lejrene. I nærområderne. De første hvide, der blev smidt ud af Europa, begyndte at koordinere modstanden i samarbejde med de mange fattige og dehumaniserede veteraner fra ressourcekrigen i Centralafrika.

De første hvide havde kontakterne til grupper på den anden side af havet.

Jeg var iblandt dem. Jeg forudså, at man ville rykke fronten ned i Sahara. Væk fra havet. Ned på den klare slette, bagende sol, væk fra vandet og overlevelse.

Jeg sagde: »Vi begynder at grave nu.«

I tiden efter begyndte Systemet at bombe. Det var en måned efter det sidste frie valg. Folket har talt, sagde man. Længe leve folket. De nye ledere samlede sig med deres karakteristiske blomst i knaphullet. En blå viol. Diskret og så alligevel ikke.

I må forstå, sagde man, at det er af nødvendighed. Det er et spørgsmål om vores, de oprindeliges, sikkerhed.

Man viste de billeder, man havde brug for. Realiteten var anderledes. Gennem et år kunne man se røgen og ilden langt ind i ørkenen. Spejlingerne af Operation Nødvendighed var den tids fatamorganaer. Vi håbede, det blot var spejlinger og derfor ikke virkeligt, men vores spioner sagde noget andet.

Når de ankom, slidte og beskidte, langskæggede og fulde af angst, sagde de:

»Hele byer forsvinder. Millioner af mennesker døde og på flugt. Asfalt, der brænder af varmen fra bomberegnen. Jægerflyene, der følger op med deres konstante ild mod alt, der rører sig, alt, der minder om mennesker.«

Nu kan man jo diskutere, om disse fremmede er mennesker, lød det i det hjemlige. Enkelte udsendelser nåede frem over det tilbageværende internet.

Den enighed, som blomsten var et udtryk for.

Bomberegn, mens vi gravede.

 

Da Amerika kollapsede i intern vold, begyndte vi at vænne os til døden. Den sidste lejrvagt fra Auschwitz blev dømt samme dag, som diktaturet blev indført.

Folket ikke bare klappede. De kastede kasketterne i vejret. De råbte: Die nigga, die.

Man begyndte at udrense anderledes tænkende, homoseksuelle og sorte. Man støvede de gamle manualer af og skød vilkårligt ind i ghettoerne. Det fik de mange forarmede, men bevæbnede mænd til at svare igen, og da man præsenterede det for masserne, lod folkestemningen præsidenten om at rydde op.

Folk sejlede væk fra Amerika. Sydpå lurede nyfascismen, så der var kun én vej. Alt, hvad der kunne sejle, blev erobret af ulykkelige mennesker på flugt. Europa lukkede sine grænser. Kina så til. Afventende.

Man steg i land i det, der engang hed Afrika, på moderlandets vestkyst. Flygtningene vandrede, til man fandt et fællesskab. Vi mødte dem og gav dem vand, mad og telte. Vi begyndte at smugle de våbenføre ned under fronten og videre over havet.

De fleste døde, men de, der kom frem, var uvurderlige for den kommende opstand. Amerikanske elitesoldater, der havde deres hudfarve imod sig, og som pludselig var blevet mødt med vold fra det samfund, de havde kæmpet for.

Nu, hvor Amerika var faldet, talte vi dem ind i en ny krig. Vi må vinde Europa. Ellers er der kun slaveri tilbage. Det motiverede, og jeg koordinerede de mange troppebevægelser, koordinerede gruppen, der siden skulle rejse sig i samarbejde med den interne modstand og i et sidste forsøg forsøge at vælte Systemet og pille blomsternes blade af stilken.

Da Ressourcekrigen i Centralafrika brød ud, tog man sig ikke af det i Europa. Folk undrede sig over, at det blev så dyrt at få træ til terrassen. I byggemarkederne begyndte prisen på alt fra optændingsblokke af kokos til regnskovstræ at stige.

Ja, ja, sagde man. Så kan de heller ikke finde ud af det. Noget så simpelt som lidt skovdrift.

De vil jo heller ikke være en del af den her verden, sagde de mest engagerede. Flertallet gad ikke tage sig af det.

Skål, sagde man ved campingbordet, mens fede sild gled ned i for længst fyldte maver. Man kippede med meget små flag.

De oplyste klasser, den talende elite, havde travlt med sig selv. De gik rundt i stumpebukser og skældte ud på alt og alle. Den nye moral foreskriver, sagde man og lukkede folk ude fra fællesskaberne. Da interneringen kom, var vi de første, der røg. Ingen af os så det komme. Er der en verden uden for min, syntes man at sige i forundring. Folket sendte de fleste ud af Europa. Inklusive mig. Jeg blev hentet på universitetet. Hvor er din far, spurgte man allerede dengang.

Jeg ved det ikke, sagde jeg.

Du har forbrudt dig mod disse love, sagde man. Så fik jeg hætten over hovedet.

Da de transporterede mig ud af Europa, fortrød jeg min passivitet. Der i flyet besluttede jeg mig for modstand.

De nye tilstande, tænkte jeg.

Kina udnyttede demokratiets sammenbrud og lukkede af uden videre. På den måde tilegnede de sig med et slag de mest fertile egne i verden. De tilegnede sig kontrol med uran, kobber, guld, jern, tømmer og endeløse sletter, der kunne beplantes.

På det tidspunkt fandtes Frankrig. Selv fremmedlegionen kunne intet stille op.

Alligevel varede krigen ved, og det var den, der gav incitamentet til at smide alle farvede mennesker ud af Europa. Da man var ved at være i bund, fortsatte man med de uønskede hvide.

I disse tider, sagde man og satte friske blomster i knaphullet, er der bare ikke plads til forståelse. Godhedsindustrien må erstattes af realitet og handlekraft.

Så afskaffede man med et pennestrøg alle konventioner, der omhandlede fred og menneskerettigheder.

Det sidste vidne fra udryddelseslejrene var netop død, da man begyndte at sende sorte sydpå, til internering i det, man kaldte Nærområderne. Det er jo der, de kommer fra, sagde man og smilte.

Så gik man tur med hunden. Så længe det varede. Inden længe brød staterne sammen, og folket mistede alt.

Da var det for sent.

Grænserne i den nye verden skulle trækkes. Krigen var i gang.

Migrant

Flygtninge- og indvandringsspørgsmål har splittet de europæiske befolkninger i årtier og har ført til et opgør med Europas politiske eliter. Et flertal af de europæiske vælgere vil have ydre grænser, et flertal vil have kontrol med indvandringen.

Men uden for kontinentet findes hundredtusinder af mennesker, der drømmer om en fremtid i Europa, og som er villige til at trodse alverdens farer for at virkeliggøre drømmen. De to interesser kan ikke forenes. Der er ingen lette løsninger på problemet, og der er ingen udsigt til, at det forsvinder de næste mange år. I denne samling af artikler undersøger vi migrationens problemer og dilemmaer ud fra præmissen om, at et flertal i Europa ønsker at begrænse indvandringen. Vores hovedspørgsmål er, hvordan det ønske kan opfyldes, og hvilke omkostninger, det har.

Særudgivelsen Migrant udkommer i forbindelse med udstillingsprojektet TRANSIT på KØS – Museum for kunst i det offentlige rum – og har modtaget økonomisk støtte derfra. TRANSIT er realiseret med primær støtte fra Nordea-fonden.

Andre artikler i dette tillæg

  • Quiz: Hvem har sagt hvad om migranter?

    17. november 2018
    Alle fra Thomas Piketty over Lars Løkke Rasmussen til J.K. Rowling har udtalt sig om migranter. Se, om du kan huske, hvem der sagde hvad
  • Vi må advare migranterne om, at Europa ikke vil blive det paradis, de håber på

    19. november 2018
    Mange afrikanske migranters drøm om Europa er bygget på en løgn. Den er en slags vandrehistorie, som udbredes gennem telefonsamtaler, hvor migranter fortæller venner og familie derhjemme, at livet i Europa er langt mere lyserødt, end det faktisk er
  • ’Man må acceptere, at landene vil værge for sig’

    17. november 2018
    Hvis udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) skal svare på, hvad den største udfordring for Europa er lige nu, svarer hun migrantkrisen. Information har bedt ministeren løfte blikket væk fra udlændingestramninger i Danmark og ud over Europa for at diskutere, løsninger, grænsehegn og EU’s aftaler med lande som Libyen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Trägårdh
  • Randi Christiansen
Jakob Trägårdh og Randi Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu