Læsetid: 4 min.

Idédebat: Er svenskerne ved at tage deres vikingetid tilbage?

Krisen, globaliseringen, populærkulturen og salget af Volvo har angiveligt fået svenskerne til at se sig tilbage. Og mens Danmark diskuterer Kim Lyngvilds indtog på Nationalmuseet, er Sverige måske ved at placere vikingerne i en ny national historiefortælling
24. november 2018

Er Sverige ved at få en vikingetid?

Ifølge historiker og ph.d. Anna Wallette fra Lunds Universitet er den godt på vej tilbage efter ca. 100 års dvale. Gennem det meste af det 20. århundrede blev dyrkelsen af fortiden – og især oldtiden – opfattet som reaktionært og bagudskuende, og det var ligefrem forbundet med højreradikalisme at flashe en thorhammer-halskæde i det offentlige rum.

Men i dag er vikingetatoveringer og vikingespil snart lige så udbredte som i Danmark og Norge. Wallette peger på film som Ringenes Herre, fantasyromaner og fornyet interesse for det nordiske køkken som nogle af årsagerne, men også globaliseringen og den stigende nationalisme. Kort sagt har man i Sverige talt om, at historien var fraværende i det 20. århundrede, men siden den økonomiske krise i 1990’erne (og salget af Volvo) taler man om ’historiens genkomst’.

Men hvorfor forsvandt vikingetiden i første omgang ud af den kollektive bevidsthed?

Forskelle i Norden

At Danmark siden nederlaget i 1864 (og alle de mange andre) har haft brug for at lune sig ved en gylden fortid, kan ikke undre, og at nordmændene og islændingene er lige så vikingegale som vi, kan forklares med, at de er så unge nationer, men hvorfor har svenskerne ikke haft samme behov for at lade den nationale selvforståelse sejle af sted med vikingehjelmen på sned? 1800-tallets nationalromantiske bølge var mindst lige så stærk i Sverige, og vikingen og vikingetiden fyldte præcis lige så meget.

Ifølge den svenske historiker Anna Wallette er der store forskelle mellem Danmark og Sverige, når det gælder forholdet til fortiden, og man kan til en begyndelse bare kigge på de to landes nationalmuseer: I Danmark kalder vi det ’Nationalmuseet’, og i samlingerne hedder det konstant ’danskerne’, mens museet i Stockholm hedder ’Nordiska Museet’ og taler om »mennesker som levede dengang«. Nå ja, mængden af udstillede våben på Nationalmuseet i København kan slet ikke sammenlignes med museet i Sverige, hvor de fleste er sat i kælderen til fordel for køkkenredskaber o.l.

En af årsagerne til den manglende interesse for vikingetiden skal ifølge Anna Wallette findes i Folkhems-projektet, som kun havde fremtiden for øje.

Et rigtigt moderne samfund brugte ikke ressourcer på fortidsdyrkelse, som da også var totalt fraværende i samfundsdebatten. Samme holdning afspejler sig fortsat i læreplanerne gennem hele uddannelsessystemet, hvor vikingetiden udelukkende nævnes i forbindelse med et muligt forløb om kulturmøder gennem handel og migration.

Men den mest afgørende forskel skal findes i begyndelsen af 1900-tallet, hvor det positivistisk indstillede historiefag overlader vikingetiden og oldtiden til arkæologerne på grund af mangel på skriftlige kilder, og for mange historikere begynder svensk historie derfor med afslutningen på Kalmarunionen i 1523 og kroningen af Gustav Vasa.

Dermed var den svenske vikingetid overladt til arkæologerne, som jo er et rimeligt specialiseret felt uden den helt store folkelige interesse. Sammenligner man svenske historiebøger med danske fra efterkrigstiden, tegner der sig da også et helt andet billede. Her fylder vikingetiden det halve i forhold til de danske. Hvis de overhovedet opererer med en vikingetid.

I Ingvar Anderssons Sveriges historia (fra 1953) hedder kapitlet om tiden 800-1050 »Svenskarna i viking«, og i Sten Carlsson og Jerker Roséns Svensk historia (1969) finder man under kapitlet »Från forntid til medeltid« underkapitlet »Handel og vikingatåg«.

Noget man gør, eller noget man er

I begge tilfælde er forfatterne bevidste om, at ’viking’ er noget man ’gør’, og ikke noget, man ’er’. Og eftersom viking som bekendt betyder sørøver eller pirat, så kan f.eks. muslimske sørøvere fra tiden også være vikinger.

I en dansk historiebog ligeledes fra efterkrigstiden – De forhistoriske tider i Danmark fra 1946 – hedder det: »Vikingetiden er Nordens glanstid«, togterne omtales som »storslåede eventyr«, og bogen gentager refrænet om omverdenen, der »skjalv for de vilde normanner, der forbavsede verden ved deres tapperhed, snildhed, krigsteknik og disciplin«.

Det er den slags jubelfremstillinger af vikingetiden, som har fået danske historikere og arkæologer til at argumentere for, at vi skal skifte ’vikingetiden’ ud med noget andet, f.eks. ’stålalderen’. Problemet er, ifølge historiker Anders Lundt Hansen, at dels er ’vikingetiden’ en forkert betegnelse (kun 5-10 procent af befolkningen drog i leding, langt de fleste levede som bønder og handelsfolk), dels er det et dybt problematisk begreb, der er ideologisk befængt. Nazisternes brug af vikingemotiver er velkendt, men i virkeligheden »hentede de bare vand fra den samme brønd« som den danske nationalromantik, skriver Lundt Hansen.

Her satte man nemlig lighedstegn mellem etnicitet, land og ånd, hvilket svarede fint til nazisternes forestilling om et særligt arisk folk, der var andre racer overlegne og som derfor havde retten til at herske. Men ligefrem at udrydde brugen af ’v-ordet’, som Lundt Hansen kalder det, ser ikke ud til at ske foreløbig. Hverken her eller hinsidan.

Måske er det årsagen til, at svenske souvenirbutikker fortsat satser på dalahäste og plyselge, mens de danske er fulde af vikingehjelme og andet vikingehejs.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu