Læsetid: 8 min.

Hvad kan vi lære af krisen mellem EU og Italien?

EU har afvist den italienske regerings budget. Det er første gang nogensinde, at EU afviser en medlemsstats budget. Den verserende krise mellem Italien og EU illustrerer, hvor svært det kan være at være en utraditionel regering i et politisk system, hvor alliancer og kompromisser på flere niveauer er nødvendige, og den minder os om EU’s rolle i helt grundlæggende politiske beslutninger
Italiens økonomiminister, Giovanni Tria, har anlagt en bekymret mine under en parlamentsdebat om den italienske finanslov. For der er ingen demokratisk eller økonomisk ’gode’ svar på krisen mellem EU og Italien.

Italiens økonomiminister, Giovanni Tria, har anlagt en bekymret mine under en parlamentsdebat om den italienske finanslov. For der er ingen demokratisk eller økonomisk ’gode’ svar på krisen mellem EU og Italien.

Alessandro Serrano

1. december 2018

EU og Italien har siden først på efteråret være på kollisionskurs.

Striden begyndte, da EU-Kommissionen i oktober afviste den italienske regerings budgetforslag. Afvisningen kom, da Kommissionen ikke mente, at den italienske regering i tilstrækkelig grad arbejder på at reducere Italiens offentlige gæld. Den italienske regering holder derimod på, at de forslåede investeringer er nødvendige for at puste liv i Italiens økonomi.

EU kan vælge at straffe medlemslande, hvis de ikke lever op til de regler der er bestemt i bl.a. vækst- og stabilitetspagten. Pagten har til formål at sikre, at udviklingen i medlemsstaternes offentlige gæld kontrolleres og holdes på et niveau, hvor den ikke kan få negative konsekvenser for andre medlemsstater.

Vækst- og stabilitetspagten bestemmer, at medlemsstaternes budgetunderskud skal holdes under tre procent af BNP, og at den offentlige gæld skal være på under 60 procent af BNP.

Den offentlige gæld overstiger 60 procent i mange EU-medlemsstater, men med en offentlig gæld på lidt over 130 procent af BNP ligger Italien absolut i toppen. Kun Grækenland har højere offentlig gæld.

Styrkede beføjelser

EU’s beføjelser i forhold til medlemsstaternes – og særligt eurolandenes – nationale budgetter er over årene blevet styrket. Som følge af eurokrisen er yderligere mekanismer, der overvåger makroøkonomiske udviklinger og medlemslandenes økonomiske prioriteter, blevet sat i søen. For eurolandene er der så også indført en godkendelse af medlemsstaternes budgetforslag.

EU har aldrig tidligere afvist et budget. EU’s arbejde omkring at nedbringe medlemsstaternes offentlige gæld har historisk set været fokuseret på forebyggende indsatser, hvor man med fremlæggelse af nøgletal og rapporter om medlemsstaternes økonomi har forsøgt at få medlemslandene til at rette ind.

Intentionen har været at skabe et afskrækkende system, hvor visheden om en økonomisk pisk skulle få medlemsstaterne til at løbe i den ønskede retning. I baggrunden lurer der dog en trussel om sanktioner, for EU har mulighed for at sanktionere medlemsstater, der ikke retter ind.

I sidste ende står Italien over for en trussel om at få økonomiske bøder på op til 0,2 procent af deres BNP.

Ideologisk splittelse giver dobbeltdyr koalition

En del af grunden til, at budgetforslaget fra Italien er omkostningstungt er, at den italienske regering er en koalitionsregering bestående af to politiske partier med meget forskellige politiske ståsteder.

Femstjernebevægelsen er bygget op omkring en afstandtagen fra det etablerede politiske system og et forsvar for direkte deltagelse. Partiet har talt for at mindske social ulighed og forsvaret en stram immigrationspolitik. Bevægelsen er kritiske over for euroen og EU’s manglende demokratiske legitimitet.

Ligaen har historisk set haft regional selvbestemmelse som deres kernesag, de er kritiske over for statslige strukturer, heriblandt EU. Deres fokus på regional selvbestemmelse er de senere år gledet i baggrunden, og partiet slår sig i dag op på en stram immigrationspolitik, lavere skatter, og en hård kurs mod kriminalitet.

De to koalitionspartnere har sat sig det fælles mål, at de vil eliminere fattigdom i Italien. Men de går til opgaven med to meget forskellige løsninger. Sat lidt hårdt op vil Femstjernebevægelsen øge de offentlige investeringer for derigennem at løfte den italienske befolkning ud af fattigdom. Ligaen ønsker i stedet at sænke skatten.

Det har resulteret i et budgetforslag, der både indeholder et forslag om basisindkomst til fattige familier, en lavere beskatning og en tilbagerulning af planlagte reformer, der ville hæve pensionsalderen i de kommende år.

Det er ingen hemmelighed, at de to koalitionspartnere er et umage par.

De meget forskellige tilgange til, hvordan man bedst bekæmper fattigdom tydeliggør den ideologiske splittelse i den italienske regering. De to tilgange – øget offentligt forbrug og lavere skatter – er ikke bare et udtryk for en uenighed om, hvordan man mest effektivt eller hurtigst bekæmper fattigdom. De er også udtryk for en mere grundlæggende uenighed om, hvordan man retfærdigt løser problemer omkring fattigdom.

Det er selvfølgelig altid svært at opgive valgløfter. Men det bliver endnu sværere at prioritere valgløfter, og ultimativt opgive dem, når de løfter, der er givet ikke kan rangordnes på samme ideologiske akse.

Den part, der opgiver deres tiltag – det være sig basisindkomst eller skattelettelser – fraskriver sig således ikke kun et værktøj til at afhjælpe fattigdom, de giver også køb på en grundlæggende forståelse af, hvordan samfundet bør indrettes.

Det gør det ekstra svært at sænke de italienske udgiftsposter.

Fælles front mod fælles fjende

Hvor Femstjernebevægelsen og Ligaen har svært forenelige positioner, når det kommer til økonomisk politik, er deres skepsis over for det etablerede politiske system en af de ting, der forener dem. For begge partier er fjenden et korrupt og centraliseret politisk system.

Ideen om, at der er en grundlæggende konflikt mellem folket og det etablerede politiske system, er nem at overføre til EU. Kritikken af EU er da også noget, koalitionspartnerne både har til fælles og noget, de bruger aktivt til at legitimere deres koalition.

I stedet for at diskutere interne uenigheder om den økonomiske politik finder de en endnu større fjende i EU.

Konflikten med EU falder på et kærkomment tidspunkt. Europa-Parlamentsvalget er lige om hjørnet, og EU’s afvisning af regeringens budget passer perfekt ind i billedet af en fjern og kynisk elite, der ikke forstår vigtigheden i at hjælpe italienerne ud af fattigdom.

Den politiske elite – og EU som en del af den – bliver på den måde gjort til en fælles fjende, der er med til at retfærdiggøre koalitionens samarbejde. At EU bliver en del af det legitimerende fundament for den italienske regering, viser hvordan ideen om en konflikt mellem folket og den politiske elite kan være med til at få enderne i det politiske spektrum til at mødes.

Ingen alliancer i EU

Ud over at vise, hvordan EU er med til at forbinde en ellers splittet italiensk regering, illustrerer krisen mellem EU og Italien også de udfordringer, en uprøvet og utraditionel regeringskonstellation møder i et politisk system, hvor det ikke er nok at blive enige på nationalt niveau.

Hverken Femstjernebevægelsen eller Ligaen har meget erfaring med at samarbejde med EU's institutioner. Derudover har den italienske regering iscenesat sig selv om et nybrud og et opgør med en ødelagt politisk kultur.

Luigi di Mario, vicepremierminister i Italien og medlem af Femstjernebevægelsen understregede for nylig, at budgettet er »et budget for folket, der ikke favoriserer de magtfulde«.

Den italienske regering har ad flere omgange kritiseret EU i stærke vendinger. Den bombastiske retorik gør det svært at finde fælles fodslag, når konflikten skal løses.

På samme måde som den italienske regering forsværger EU, er der heller ikke mange i EU, der tager den italienske regering i forsvar. Manglende alliancer mellem nationale og europæiske aktører medvirker til, at konflikten hurtigt har udviklet sig til en nærmest komisk konflikt mellem en uansvarlig, illusorisk og populistisk regering på den ene side og et kynisk og fjernt EU på den anden.

Det er uheldigt. For hvis konflikten skal løses, er det nødvendigt, at begge parter forsøger at finde et kompromis.

Markedet har allerede reageret på den usikkerhed, der er omkring Italiens økonomi. Jo længere krisen trækker ud, og jo hårdere den trækkes op, des større bliver usikkerheden om Italiens økonomi og derfor også risikoen for, at markedet vil vende sig mod Italien.

Det er ikke kun Italien, der har en interesse i, at der findes et kompromis. Størrelsen på den italienske økonomi – ca. 10 gange større end den græske – gør, at eventuelt et italiensk kollaps vil påvirke hele eurozonen.

To spørgsmål – og to utilstrækkelige svar

Konflikter er ofte med til at belyse de politiske strukturer. Når systemer udfordres, får vi øje på dem. Det gør sig også gældende for krisen mellem Italien og EU.

Konflikten mellem EU og Italien minder os om, at EU spiller en rolle i nationale budgetter – ikke kun en guidende rolle, men også en meget håndgribelig rolle, når det kommer til at godkende dem. Når vi bliver mindet om EU’s rolle, giver det os også mulighed for at diskutere, hvilken rolle vi mener EU bør have og hvorfor.

I debatten om Italiens økonomi kan man se flere svar på det spørgsmål.

Et svar er, at EU slet ikke bør have nogen rolle at spille i beslutninger om de nationale budgetter. Hvor mange penge der bruges og på hvad, må være op til de nationale valgte regeringer, fordi de har det folkelige mandat.

Den indvending mangler dog at give svar på, hvordan man skal sikre, at de individer, der er naboer til Italien, bliver hørt. Eksperter er enige om, at et italiensk kollaps vil have en afsmittende effekt på andre europæiske markeder. Det vil sige, at borgere i Europa vil blive påvirket af den måde den italienske befolkning, via dens regering, vælger at forvalte økonomien på. De bør derfor også have medbestemmelse.

Hvor fejlbehæftet EU end er, er det i dag det mest udviklede politiske system til at varetage medbestemmelse på tværs af grænser. Hvis man ønsker at sikre en grad af medbestemmelse for dem, der ikke bor i Italien, men påvirkes af den politik, der føres, er det derfor svært at komme uden om EU.

Et andet svar er at, regeringen har lovet for meget. Det må være politikernes ansvar at holde sig for øje, og gøre hinanden opmærksomme på, om de ting, der loves i en valgkamp, faktisk kan indføres inden for de gældende regler – herunder EU-regler.

Den indvending accepterer reglerne som givne og lægger ansvaret for at efterkomme dem over på politikerne. Den tager dog ikke højde for, at en befolkning kan ønske at føre en anden økonomisk politik, end hvad der er muligt inden for EU’s rammer.

Krisen mellem Italien og EU viser meget klart, at der i dag i praksis ikke er en anden vej end offentlig sparepolitik. Det vil altså sige, at befolkningen begrænses af et regelsæt, de ikke har indflydelse på. Det er et problem, fordi det strider mod det grundlæggende demokratiske princip om, at borgere skal leve under regler, de selv er forfattere til.

Hvis det problem skal løses, er det ikke nok, at politikerne bliver bedre til at navigere inden for EU’s rammer, det kræver, at de regler, EU udstikker, også må kunne omgøres ved en demokratisk proces.

Ingen af de to svar er altså tilfredsstillende. Det første tager ikke højde for, at folk uden for Italien vil mærke effekterne af, hvad den italienske beslutning gør, og derfor også må have medbestemmelse. Det andet ser bort fra, at hvis folk, der lever under EU’s finansielle regler, ikke har mulighed for at ændre reglerne, opstår der et demokratisk problem.

Præcis hvordan sådan medbestemmelse skal ske i praksis rejser selvfølgelig en masse praktiske og teoretiske spørgsmål. Men det er vigtigt at huske på, at så længe EU’s finansielle regler er låst fast, vil EU's borgere leve under regler, de ikke selv har besluttet.

Striden handler om, hvorvidt Italien kan få lov til at få en ny gældsættelse på over to procent i 2019, som angiveligt skal sikre en vækst på 1,5 procent i landet, der i årevis har oplevet recession og tårnhøj arbejdsløshed.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu