Lars Løkke vil så gerne være grøn

Billederne af en udmattet og dårligt forberedt Lars Løkke Rasmussen gik verden rundt efter klimatopmødet COP15 i København. Han havde ikke styr på FN-systemets regler og udtrykte sig klodset på engelsk.

»Jeg tror, verden forventer, at vi begynder kampen mod klimaforandringer og ikke bare diskuterer procedure, procedure, procedure,« prøvede han.

Men resten af verdens lande var alt andet end overbeviste af hans måde at styre forhandlingerne på. Hopenhagen blev til Brokenhagen, og Lars Løkke Rasmussens fumlende ledelse af topmødet stod tilbage som symbolet på et klimamøde, der trods tårnhøje forventninger og deltagelse fra verdens mest magtfulde ledere endte som en historisk fiasko.

»Klodsmajoren fra København,« døbte en schweizisk avis ham.

Tilsyneladende er Lars Løkke Rasmussen opsat på, at det ikke skal blive hans eftermæle som grøn statsmand. Siden klimatopmødet i 2009 har han igen og igen sat sig i spidsen for store, grønne prestigeprojekter med spøjse forkortelser som GGGI og 3GF. Det seneste skud på stammen hedder P4G.

Hver gang har fortællingen været den samme: Vi har ikke brug for flere ord. Vi har brug for handling. Men som Information kan afdække i dag, lader de konkrete resultater meget tilbage at ønske.

Bagved gemmer sig en historie om enorme eksportinteresser, kreativ brug af udviklingsbistand og en statsminister, der så gerne vil være grøn, men mislykkes gang på gang.

Eksportinteresser

Paradoksalt nok er det hele udsprunget af det mislykkede klimatopmøde.

I sin tale i København i 2009 havde Sydkoreas daværende præsident Lee Myung-bak lanceret en idé: Han ville skabe en international organisation, der skulle udbrede de koreanske erfaringer med grøn vækst til udviklingslandene. Den fik navnet Global Green Growth Institute – men er nok bedst kendt under forkortelsen GGGI.

For at give projektet international legitimitet havde den koreanske præsident brug for at få andre lande med om bord. Og det var en del europæiske lande interesseret i. Ikke mindst for at pleje deres eksportinteresser.

Sydkorea var et interessant marked, der var blevet mere tilgængeligt efter indgåelsen af en frihandelsaftale med EU. Og med en præsident, som havde gjort grøn vækst til sit prestigeprojekt, var der særligt gode forretningsmuligheder for virksomheder, som specialiserer sig i grønne teknologiske løsninger.

Lars Løkke Rasmussen var hurtig til at se potentialet. Halvandet år efter klimatopmødet, i maj 2011, bød han Lee Myung-bak til officielt statsbesøg i Danmark med »fokus på miljø og klima samt det kulturelle og erhvervsmæssige samarbejde mellem Danmark og Sydkorea«.

Efter at have lagt en krans ved Jutlandia-monumentet på Langelinie, fået en rundvisning i 8tallet i Ørestad og spist farseret andebryst med sauce rouennaise på Fredensborg Slot, satte Lars Løkke Rasmussen og Lee Myung-bak deres underskrifter på den aftale, der var kulminationen på besøget: Den Koreansk-Danske Grøn Vækst Alliance.

Ud over partnerskaber mellem koreanske virksomheder som Hyundai, Kia og Samsung og danske virksomheder og forskningsinstitutioner, indebar alliancen to ting:

Dels ville Danmark bevilge 90 millioner kroner i udviklingsbistand til det nystartede GGGI. Dels ville den danske regering selv oprette et søsterinitiativ ved navn Global Green Growth Forum (3GF), som Sydkorea til gengæld donerede fem millioner kroner til.

Politisk pres

Der var mildest talt tale om hastværk.

Op til besøget havde embedsmænd i Udenrigsministeriet travlt med at nå at få screenet GGGI, der på det tidspunkt var en helt nystartet organisation. Det viste sig at være en svær opgave. Selv helt grundlæggende dokumenter om organisationens struktur, strategi, budget og administrative procedurer kunne ministeriet ikke få udleveret. Simpelthen fordi de endnu ikke fandtes.

Danmark tilsluttede sig derfor GGGI på et »spinkelt« grundlag, som forhenværende udviklingsminister Christian Friis Bach (R) to år senere skulle formulere det, da historier om organisationens fråds med bistandsmidler rullede i pressen.

Heller ikke den danske regerings eget initiativ, 3GF, var der tid til at forberede særligt grundigt. Blot en uge inden statsbesøget pressede daværende økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) på for at få Folketingets Finansudvalg til at hastegodkende bevillingen allerede den følgende dag.

Hvis ikke de gjorde det, ville det »sende et uheldigt signal til den koreanske præsident«, pointerede han i et brev til udvalget den 4. maj 2011. Ministeren understregede, at »Danmark har stærke kommercielle interesser i at styrke båndene til Sydkorea, som er en markant vækstøkonomi med fokus på grøn vækst«.

»Der er således også en række kommercielle aftaler, der vil blive underskrevet i forbindelse med statsbesøget,« skrev Brian Mikkelsen.

Med andre ord: Hvis Finansudvalget ikke makkede ret, risikerede de at koste dansk erhvervsliv dyrt. Det var en advarsel, der var svær at ignorere. Den følgende dag blev bevillingen enstemmigt godkendt.
 

Bistand på 1. klasse

Hvordan det gik med GGGI, er en kendt sag: Efter at have tabt regeringsmagten ved valget i 2011 blev Lars Løkke Rasmussen formand for organisationen, og i 2013 kunne Ekstra Bladet afsløre, at han havde brugt mere end en million bistandskroner på rejser på første klasse.

GGGI viste sig at være en organisation præget af frås, korruption og interessekonflikter. Og på grund af mangelfuld dokumentation var der ifølge den koreanske rigsrevision »ingen måde, hvorpå man kunne vide« om de penge, der skulle gå til organisationens konkrete projekter i Brasilien, Indonesien og Etiopien, »virkelig var blevet brugt på udførelsen« af dem.

Den koreanske antikorruptionsmyndighed, ACRC, indledte en efterforskning af organisationen, og efter endt undersøgelse blev sagen ifølge Informations oplysninger overgivet til politiet. Men siden er der tilsyneladende ikke sket noget. I en orientering til Rigsrevisionen sidste år skrev det danske udenrigsministerium, at de finder det »usandsynligt«, at der vil blive rejst en korruptionssag.

Efterforskernes undersøgelsesmuligheder har også været begrænsede: Under Lars Løkke Rasmussens lederskab blev GGGI omdannet til en traktatbaseret international organisation, og i den forbindelse blev der indgået en værtsaftale med Sydkorea, som giver GGGI »immunitet fra enhver form for retlig proces«, med mindre organisationens generaldirektør »udtrykkeligt« har givet afkald på den.

De koreanske myndigheder har derfor kun kunnet efterforske hændelser fra organisationens allertidligste år frem til omdannelsen til en international organisation i efteråret 2012. Desuden har de andre og større sager end GGGI at tage sig af. Så sent som i oktober i år blev forhenværende præsident Lee Myung-bak – som Lars Løkke Rasmussen altså for få år siden startede grøn vækstalliancen med – idømt 15 års fængsel for at have taget imod bestikkelse.

Fem år er gået, siden Lars Løkke Rasmussen på et knap fire timer langt pressemøde måtte undskylde sin ageren som formand for GGGI, og siden har organisationen ifølge evalueringsrapporter gjort visse fremskridt. Rodet i organisationens forvaltning af bistandsmidler er nu »stort set blevet overvundet«. Mindre positiv er bedømmelsen, når det handler om de konkrete resultater af organisationens arbejde. Selv efter at organisationen har eksisteret i otte år og fået bevilget 240 millioner kroner i udviklingsbistand alene fra Danmark.

»Det generelle indtryk er, at GGGI’s fodaftryk muligvis er for tidligt og for lille til at skabe signifikante ændringer i et lands grøn vækst-rammeværk, men der har været værdsatte bidrag på begrænsede områder,« fremgår det af en evaluering fra 2017.

GGGI’s ukendte lillesøster

Mens GGGI er blevet dækket indgående i den danske presse, har søsterinitiativet 3GF fået mindre opmærksomhed. Heller ikke det har imidlertid været nogen entydig succes. Det kan Information i dag afdække på baggrund af aktindsigt i Udenrigsministeriet.

Idéen bag 3GF var at udvikle offentligt-private partnerskaber, der skaber grøn vækst og bæredygtig udvikling. Det skulle ske ved at skabe en platform for »dialog og vidensdeling«. I praksis betød det et årligt topmøde, hvor erhvervsledere, regeringschefer og organisationsfolk kunne netværke og finde sammen om fælles projekter.

Tiden var ikke til mere snak. Nu skulle der handles.

»Vi har hørt de grønne ord før. Udfordringen nu er at omsætte grønne ord til grøn handling. Vi bliver nødt til at arbejde sammen med vores industrier og virksomheder for at finde smarte løsninger,« som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) formulerede det i åbningstalen ved det første 3GF-topmøde i 2011.

»Kort sagt er tætte offentligt-private partnerskaber afgørende for at nå de mål, vi har sat.«

Eller som Lars Løkke Rasmussen selv formulerede det i 2016, da han havde genvundet regeringsmagten og igen stod i spidsen for 3GF:

»Nu er det tid til at følge op på vores løfter og handle.«

Siden 2011 er der blevet afholdt fem topmøder og brugt 46,5 millioner skattekroner – heraf 26,4 millioner fra udviklingsbistanden – på 3GF. Alligevel er det mest blevet ved snakken.

Som platform for »dialog og networking« har 3GF ifølge Udenrigsministeriets interne erfaringsopsamling haft »succes«: Det er lykkedes at »tiltrække ledere og beslutningstagere på højeste niveau« til 3GF-topmøderne, og »især i de første år« har 3GF »medvirket substantielt til branding af Danmark som driver for grøn vækst«, står der i rapporten, som Information har fået aktindsigt i.

Mere sløjt står det til, hvis man måler initiativet på det, skiftende regeringer har sagt, 3GF handlede om: at udvikle offentligt-private partnerskaber, der skaber grøn vækst og bæredygtig udvikling. Her er man kun lykkedes »delvist«, og der er »plads til forbedring«, som det diplomatisk er formuleret.

Rapporten – der ikke er en uafhængig evaluering – fremhæver dog, at antallet af partnerskaber er »øget fra 12 i 2013 til 40 i 2016«. Men dykker man ned i listen over de 40 partnerskaber står det hurtigt klart, at det er et tal, der skal tages med et stort forbehold.

13 af partnerskaberne har udelukkende »udtrykt interesse« for tilknytning til 3GF. Reelt er der altså kun tale om 27 partnerskaber. Og ud af de 27 er der fem, man ifølge Udenrigsministeriets egen rapport bør »overveje« at fortsætte med. Om 3GF kan tage æren for dem er uklart, for flere af partnerskaberne er etableret, længe inden 3GF fandtes.

Bemærkelsesværdige er også ministeriets overvejelser om, hvorvidt initiativet bør fortsætte. »Hovedargumentet« for at gøre det er, at ministeriet er »lykkedes med at planlægge og afvikle flere vellykkede topmøder,« står der i rapporten. Snak og mødeaktivitet endte altså paradoksalt nok med at være den primære eksistensberettigelse for et initiativ, som Lars Løkke Rasmussen lancerede som et opgør med for megen snak.

Deja-vu

A little less conversation, a little more action. Statsminister Lars Løkke Rasmussen hentede inspiration hos Elvis Presley til sin tale, da der i oktober i år endnu engang var topmøde om grøn vækst i København. Denne gang i regi af initiativet Partnering for Green Growth and the Global Goals 2030 – forkortet P4G.

Referencen til The King var ny. Men grundlæggende lød budskabet som et ekko fra tidligere tiders 3GF-topmøder.

»Vi behøver ikke flere ord. Vi behøver handling. Det er derfor, P4G blev lanceret sidste år i New York,« sagde Lars Løkke Rasmussen i sin åbningstale til topmødet.

Over to dage skulle organisationsfolk, erhvervsledere og regeringsrepræsentanter endnu engang netværke og profilere partnerskaber som løsningen på verdens problemer.

Og fødevaregiganten Unilevers administrerende direktør, Paul Polman, skulle endnu engang forsikre forsamlingen om, at omkostningerne er større ved ikke at handle på klimaudfordringen end ved at gøre det, mens repræsentanter for store kapitalforvaltere diskuterede udfordringen ved at få verdens gigantiske kapitalophobninger til at arbejde for verdensmålene.

P4G er Lars Løkke Rasmussens nye grønne prestigeprojekt, efter at 3GF er blevet lukket ned. Over det seneste år har han fremhævet initiativet igen og igen: I sin tale ved Folketingets åbning i oktober 2017, ved afslutningsdebatten i maj 2018, og igen i dette års åbningstale. For ikke at nævne FN’s Generalforsamling, en rejse til Østrig og et officielt besøg i Indonesien.

Særligt to ord går igen, når Lars Løkke Rasmussen skal forklare, hvad P4G er: ’nyt’ og ’globalt’.

P4G er en »ny global alliance af lande, der ønsker at gå forrest og styrke erhvervslivets rolle i at nå verdensmålene«, som Statsministeriet formulerede det i en pressemeddelelse i forbindelse med lanceringen af initiativet i september 2017.

Som udenforstående er det derfor nærliggende at tro, at P4G er noget fundamentalt andet end 3GF. Men virkeligheden er en anden.

Gamle kendinge

Ligesom 3GF handler P4G om at fremme offentligt-private partnerskaber, der kan skabe grøn vækst og bæredygtig udvikling. Og ligesom med 3GF skal det blandt andet ske gennem topmøder, hvor erhvervsledere, regeringschefer og organisationsfolk har mulighed for at netværke og finde sammen om fælles projekter.

Den såkaldt nye alliance af lande, der står bag P4G, er heller ikke så ny igen. Ved initiativets start sidste år var der syv medlemslande: Danmark, Chile, Etiopien, Kenya, Mexico, Sydkorea og Vietnam.

Præcis de samme lande var med i 3GF. Faktisk er alliancen skrumpet siden dengang, hvor også Kina, Kenya og Qatar var med. Til gengæld er det i løbet af P4G’s første år lykkedes den danske regering at få Colombia og Holland med om bord.

Lars Løkke Rasmussens initiativ er dog ikke mere globalt, end at det er Danmark, der finansierer langt, langt det meste. Blandt de andre medlemslande er det kun Holland, der bidrager økonomisk til P4G med en bevilling på 37 millioner kroner. Et beløb, der blegner ved siden af de 225 millioner bistandskroner, som den danske regering foreløbig har afsat til initiativet.

Og som netmediet Altinget bemærkede, kom det hollandske bidrag til P4G, kun en uge efter at Danmark havde doneret et tilsvarende beløb til den hollandske organisation Global Commission on Adaptation. En organisation, der ligesom P4G satser på at inddrage det private erhvervsliv i at finde løsninger, der kan hjælpe med klimatilpasning.

Lighederne mellem 3GF og P4G er ingen tilfældighed. Selv om Lars Løkke Rasmussen og hans folk gør meget ud af at understrege, at P4G er et nyt initiativ, er det i realiteten en relancering af 3GF. P4G »fortsætter hvor 3GF slap«, som det er formuleret i det programdokument, der blev udarbejdet, da bevillingen på 225 millioner kroner skulle godkendes.

Der er dog visse forskelle på de to initiativer: Regeringen har eksempelvis valgt at placere P4G’s sekretariat i tænketanken World Resources Institute i Washington, D.C., i stedet for i Udenrigsministeriet. Og den har oprettet en såkaldt partnerskabsfond, der uddeler støtte på op til 6,5 millioner kroner til konkrete projekter. Det skal gøre P4G mere internationalt og handlingsorienteret end 3GF.

Foreløbig har 17 offentligt-private partnerskaber fået støtte til deres aktiviteter. Et handler om at gøre den kinesiske e-handelsgigant Alibabas pakkelevering grønnere, et andet om at hjælpe multinationale selskaber med at nå deres målsætninger om andelen af vedvarende energi, og et tredje om at introducere quinoa-afgrøden i det etiopiske landbrug og med hjælp fra bl.a. Arla udvikle en lokal produktion af eksempelvis kiks.

’For bureaukratisk’

Ikke alle er overbeviste om, at forskellene fra 3GF er nok til at gøre P4G til den succes, forgængeren aldrig blev. Ligesom alle andre større bistandsbevillinger blev P4G forelagt Udviklingspolitisk Råd – et rådgivende organ bestående af repræsentanter fra erhvervslivet, forskningsverdenen og civilsamfundsorganisationerne, som udviklingsministeren har udpeget.

De gav udtryk for »bekymringer« over initiativet. En formulering, der ifølge rådets formand, professor emeritus Georg Sørensen, ikke er hverdagskost. Rådet var blandt andet bekymret for, at P4G ville blive »for bureaukratisk«, og de mente ikke, det var tilstrækkeligt klart, hvad man havde lært af forløberen 3GF.

Udenrigsministeriets embedsmænd forsikrede dem om, at man i P4G havde indbygget et »stærkere fokus på konkrete partnerskaber og resultater«. Men rådet var ikke desto mindre bekymret over »risikoen for et dansk-biased initiativ« på grund af »det stærke fokus på nationale interesser«. Det fremgår af referatet fra rådets møde i november sidste år.

Udenrigsministeriets embedsmænd medgav, at »ikke alle spørgsmål« kunne afklares på forhånd, fordi P4G var et »innovativt« projekt. Derfor havde man planlagt et såkaldt inception review for at »justere initiativet efter seks måneder«, forklarede de. Herefter konkluderede formanden, at rådet kunne anbefale initiativet til ministerens godkendelse, men opfordrede samtidig Udenrigsministeriet til at »følge initiativet tæt«.

I dag, mere end 11 måneder efter at P4G officielt åbnede, er det lovede inception review imidlertid stadig ikke blevet lavet. Det er blevet udskudt til begyndelsen af næste år. På nuværende tidspunkt er det derfor svært at sige, om P4G er kommet godt fra start.

Alligevel tøver regeringen ikke med at sætte flere penge af. I finanslovsforslaget lægges der op til at hæve bevillingen med yderligere ti millioner kroner årligt de næste fire år. Det skyldes ifølge Udenrigsministeriet, at »P4G har udviklet sig i en positiv retning – og også hurtigere end forventet«. Hvad pengene skal bruges til vides endnu ikke. Det vil ifølge ministeriet først blive fastlagt i forbindelse med det kommende review af P4G.

Fremtidens superhelte

Om Lars Løkke Rasmussens seneste grønne initiativ vil få mere succes end sin forgænger, afhænger af, hvordan det går med de partnerskaber, som udspringer af projektet. Der bliver brugt 81 millioner bistandskroner til at opbygge en hel organisation i Washington, som har til opgave at få det til at ske.

Foreløbig er det i hvert fald lykkedes Udenrigsministeriet at få flere af de store danske NGO’er til helhjertet at omfavne P4G-tilgangen. Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Flygtningehjælp er partnere i projekter, der har fået støtte, og også Care Danmark og WWF Verdensnaturfonden ser samarbejdet med virksomhederne som den eneste vej til at opfylde FN’s verdensmål, de såkaldte ’Sustainable Development Goals’, der i fagsprog er kendt som SDG’erne.

På P4G-topmødet tegnede der sig »konturerne af en ny type virksomhed, der bedst kan beskrives som fremtidens SDG-superhelte«, skriver generalsekretær i WWF Bo Øksnebjerg i en kronik i Altinget. Disse superhelte-virksomheder vil ifølge generalsekretæren være »klar til at stille deres skarpeste hjerner til rådighed for at løse verdens største problemer med no strings attached« og »tage livtag med nogle af de største problemer, verdenssamfundet har lige nu«.

Men der er også skepsis at spore. En deltager, der modtager penge fra P4G og derfor vil være anonym, fortæller, at topmødet ikke rigtig gav de lovede muligheder for at bygge noget konkret op.

»Mulighederne for at blive forbundet var meget begrænsede. Det hele handlede om partnerskaber og at arbejde sammen med forskellige grupper, men det endte med, at vi sad og lyttede til en masse ældre statsmænd,« fortæller han.

»Den danske statsminister citerede Elvis: ’A little less conversation, a little more action’. Men det er, som om at jo mere de siger den slags ting til møderne, desto mindre sker der rent faktisk.«

Information har forsøgt at få Lars Løkke Rasmussens kommentarer til artiklen. Men statsminsteriet meddeler, at han »ikke har mulighed for at kommentere«.