Læsetid: 14 min.

Lars Løkke vil så gerne være grøn

GGGI, 3GF og nu P4G. Igen og igen forsøger Lars Løkke Rasmussen gennem prestigeprojekter med spøjse forkortelser at blive en grøn statsmand. Og igen og igen er det gået galt. Spørgsmålet er, hvorfor det skulle ende meget anderledes denne gang
Det står foreløbig hen i det uvisse, om P4G vil lykkes bedre end sine forgængere med at gøre Lars Løkke Rasmussen til en grøn statsmand.

Det står foreløbig hen i det uvisse, om P4G vil lykkes bedre end sine forgængere med at gøre Lars Løkke Rasmussen til en grøn statsmand.

Ditte Valente

10. november 2018

Billederne af en udmattet og dårligt forberedt Lars Løkke Rasmussen gik verden rundt efter klimatopmødet COP15 i København. Han havde ikke styr på FN-systemets regler og udtrykte sig klodset på engelsk.

»Jeg tror, verden forventer, at vi begynder kampen mod klimaforandringer og ikke bare diskuterer procedure, procedure, procedure,« prøvede han.

Men resten af verdens lande var alt andet end overbeviste af hans måde at styre forhandlingerne på. Hopenhagen blev til Brokenhagen, og Lars Løkke Rasmussens fumlende ledelse af topmødet stod tilbage som symbolet på et klimamøde, der trods tårnhøje forventninger og deltagelse fra verdens mest magtfulde ledere endte som en historisk fiasko.

»Klodsmajoren fra København,« døbte en schweizisk avis ham.

Tilsyneladende er Lars Løkke Rasmussen opsat på, at det ikke skal blive hans eftermæle som grøn statsmand. Siden klimatopmødet i 2009 har han igen og igen sat sig i spidsen for store, grønne prestigeprojekter med spøjse forkortelser som GGGI og 3GF. Det seneste skud på stammen hedder P4G.

Hver gang har fortællingen været den samme: Vi har ikke brug for flere ord. Vi har brug for handling. Men som Information kan afdække i dag, lader de konkrete resultater meget tilbage at ønske.

Bagved gemmer sig en historie om enorme eksportinteresser, kreativ brug af udviklingsbistand og en statsminister, der så gerne vil være grøn, men mislykkes gang på gang.

Eksportinteresser

Paradoksalt nok er det hele udsprunget af det mislykkede klimatopmøde.

I sin tale i København i 2009 havde Sydkoreas daværende præsident Lee Myung-bak lanceret en idé: Han ville skabe en international organisation, der skulle udbrede de koreanske erfaringer med grøn vækst til udviklingslandene. Den fik navnet Global Green Growth Institute – men er nok bedst kendt under forkortelsen GGGI.

’Klodsmajoren fra København’ døbte en schweizisk avis Lars Løkke Rasmussen efter hans håndtering af klimatopmødet i København i 2009. Billedet af en handlingslammet statsmand – her med sine rådgivere under topmødet i Bella Center – er det magtpåliggende for Løkke at få ændret på.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix
For at give projektet international legitimitet havde den koreanske præsident brug for at få andre lande med om bord. Og det var en del europæiske lande interesseret i. Ikke mindst for at pleje deres eksportinteresser.

Sydkorea var et interessant marked, der var blevet mere tilgængeligt efter indgåelsen af en frihandelsaftale med EU. Og med en præsident, som havde gjort grøn vækst til sit prestigeprojekt, var der særligt gode forretningsmuligheder for virksomheder, som specialiserer sig i grønne teknologiske løsninger.

Lars Løkke Rasmussen var hurtig til at se potentialet. Halvandet år efter klimatopmødet, i maj 2011, bød han Lee Myung-bak til officielt statsbesøg i Danmark med »fokus på miljø og klima samt det kulturelle og erhvervsmæssige samarbejde mellem Danmark og Sydkorea«.

Efter at have lagt en krans ved Jutlandia-monumentet på Langelinie, fået en rundvisning i 8tallet i Ørestad og spist farseret andebryst med sauce rouennaise på Fredensborg Slot, satte Lars Løkke Rasmussen og Lee Myung-bak deres underskrifter på den aftale, der var kulminationen på besøget: Den Koreansk-Danske Grøn Vækst Alliance.

Ud over partnerskaber mellem koreanske virksomheder som Hyundai, Kia og Samsung og danske virksomheder og forskningsinstitutioner, indebar alliancen to ting:

Dels ville Danmark bevilge 90 millioner kroner i udviklingsbistand til det nystartede GGGI. Dels ville den danske regering selv oprette et søsterinitiativ ved navn Global Green Growth Forum (3GF), som Sydkorea til gengæld donerede fem millioner kroner til.

Politisk pres

Der var mildest talt tale om hastværk.

Op til besøget havde embedsmænd i Udenrigsministeriet travlt med at nå at få screenet GGGI, der på det tidspunkt var en helt nystartet organisation. Det viste sig at være en svær opgave. Selv helt grundlæggende dokumenter om organisationens struktur, strategi, budget og administrative procedurer kunne ministeriet ikke få udleveret. Simpelthen fordi de endnu ikke fandtes.

3GF’s møde i København i sommeren 2016. I følge Udenrigsministeriets egen vurdering endte snak og mødeaktivitet med at være den primære eksistensberettigelse for et initiativ, som Lars Løkke Rasmussen lancerede som et opgør med for megen snak.

Mathias Løvgreen Bojesen
Danmark tilsluttede sig derfor GGGI på et »spinkelt« grundlag, som forhenværende udviklingsminister Christian Friis Bach (R) to år senere skulle formulere det, da historier om organisationens fråds med bistandsmidler rullede i pressen.

Heller ikke den danske regerings eget initiativ, 3GF, var der tid til at forberede særligt grundigt. Blot en uge inden statsbesøget pressede daværende økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) på for at få Folketingets Finansudvalg til at hastegodkende bevillingen allerede den følgende dag.

Hvis ikke de gjorde det, ville det »sende et uheldigt signal til den koreanske præsident«, pointerede han i et brev til udvalget den 4. maj 2011. Ministeren understregede, at »Danmark har stærke kommercielle interesser i at styrke båndene til Sydkorea, som er en markant vækstøkonomi med fokus på grøn vækst«.

»Der er således også en række kommercielle aftaler, der vil blive underskrevet i forbindelse med statsbesøget,« skrev Brian Mikkelsen.

Med andre ord: Hvis Finansudvalget ikke makkede ret, risikerede de at koste dansk erhvervsliv dyrt. Det var en advarsel, der var svær at ignorere. Den følgende dag blev bevillingen enstemmigt godkendt.
 

Bistand på 1. klasse

Hvordan det gik med GGGI, er en kendt sag: Efter at have tabt regeringsmagten ved valget i 2011 blev Lars Løkke Rasmussen formand for organisationen, og i 2013 kunne Ekstra Bladet afsløre, at han havde brugt mere end en million bistandskroner på rejser på første klasse.

GGGI viste sig at være en organisation præget af frås, korruption og interessekonflikter. Og på grund af mangelfuld dokumentation var der ifølge den koreanske rigsrevision »ingen måde, hvorpå man kunne vide« om de penge, der skulle gå til organisationens konkrete projekter i Brasilien, Indonesien og Etiopien, »virkelig var blevet brugt på udførelsen« af dem.

Den koreanske antikorruptionsmyndighed, ACRC, indledte en efterforskning af organisationen, og efter endt undersøgelse blev sagen ifølge Informations oplysninger overgivet til politiet. Men siden er der tilsyneladende ikke sket noget. I en orientering til Rigsrevisionen sidste år skrev det danske udenrigsministerium, at de finder det »usandsynligt«, at der vil blive rejst en korruptionssag.

Efterforskernes undersøgelsesmuligheder har også været begrænsede: Under Lars Løkke Rasmussens lederskab blev GGGI omdannet til en traktatbaseret international organisation, og i den forbindelse blev der indgået en værtsaftale med Sydkorea, som giver GGGI »immunitet fra enhver form for retlig proces«, med mindre organisationens generaldirektør »udtrykkeligt« har givet afkald på den.

De koreanske myndigheder har derfor kun kunnet efterforske hændelser fra organisationens allertidligste år frem til omdannelsen til en international organisation i efteråret 2012. Desuden har de andre og større sager end GGGI at tage sig af. Så sent som i oktober i år blev forhenværende præsident Lee Myung-bak – som Lars Løkke Rasmussen altså for få år siden startede grøn vækstalliancen med – idømt 15 års fængsel for at have taget imod bestikkelse.

Fem år er gået, siden Lars Løkke Rasmussen på et knap fire timer langt pressemøde måtte undskylde sin ageren som formand for GGGI, og siden har organisationen ifølge evalueringsrapporter gjort visse fremskridt. Rodet i organisationens forvaltning af bistandsmidler er nu »stort set blevet overvundet«. Mindre positiv er bedømmelsen, når det handler om de konkrete resultater af organisationens arbejde. Selv efter at organisationen har eksisteret i otte år og fået bevilget 240 millioner kroner i udviklingsbistand alene fra Danmark.

»Det generelle indtryk er, at GGGI’s fodaftryk muligvis er for tidligt og for lille til at skabe signifikante ændringer i et lands grøn vækst-rammeværk, men der har været værdsatte bidrag på begrænsede områder,« fremgår det af en evaluering fra 2017.

GGGI’s ukendte lillesøster

Mens GGGI er blevet dækket indgående i den danske presse, har søsterinitiativet 3GF fået mindre opmærksomhed. Heller ikke det har imidlertid været nogen entydig succes. Det kan Information i dag afdække på baggrund af aktindsigt i Udenrigsministeriet.

Idéen bag 3GF var at udvikle offentligt-private partnerskaber, der skaber grøn vækst og bæredygtig udvikling. Det skulle ske ved at skabe en platform for »dialog og vidensdeling«. I praksis betød det et årligt topmøde, hvor erhvervsledere, regeringschefer og organisationsfolk kunne netværke og finde sammen om fælles projekter.

Tiden var ikke til mere snak. Nu skulle der handles.

»Vi har hørt de grønne ord før. Udfordringen nu er at omsætte grønne ord til grøn handling. Vi bliver nødt til at arbejde sammen med vores industrier og virksomheder for at finde smarte løsninger,« som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) formulerede det i åbningstalen ved det første 3GF-topmøde i 2011.

»Kort sagt er tætte offentligt-private partnerskaber afgørende for at nå de mål, vi har sat.«

Lars Løkke på P4G-topmødet i København i sidste måned. Han gør sig store anstrengelser for at få P4G til at fremstå som noget andet end dens lukkede forgænger 3GF.

Philip Davali/Ritzau Scanpix
Eller som Lars Løkke Rasmussen selv formulerede det i 2016, da han havde genvundet regeringsmagten og igen stod i spidsen for 3GF:

»Nu er det tid til at følge op på vores løfter og handle.«

Siden 2011 er der blevet afholdt fem topmøder og brugt 46,5 millioner skattekroner – heraf 26,4 millioner fra udviklingsbistanden – på 3GF. Alligevel er det mest blevet ved snakken.

Som platform for »dialog og networking« har 3GF ifølge Udenrigsministeriets interne erfaringsopsamling haft »succes«: Det er lykkedes at »tiltrække ledere og beslutningstagere på højeste niveau« til 3GF-topmøderne, og »især i de første år« har 3GF »medvirket substantielt til branding af Danmark som driver for grøn vækst«, står der i rapporten, som Information har fået aktindsigt i.

Mere sløjt står det til, hvis man måler initiativet på det, skiftende regeringer har sagt, 3GF handlede om: at udvikle offentligt-private partnerskaber, der skaber grøn vækst og bæredygtig udvikling. Her er man kun lykkedes »delvist«, og der er »plads til forbedring«, som det diplomatisk er formuleret.

Rapporten – der ikke er en uafhængig evaluering – fremhæver dog, at antallet af partnerskaber er »øget fra 12 i 2013 til 40 i 2016«. Men dykker man ned i listen over de 40 partnerskaber står det hurtigt klart, at det er et tal, der skal tages med et stort forbehold.

13 af partnerskaberne har udelukkende »udtrykt interesse« for tilknytning til 3GF. Reelt er der altså kun tale om 27 partnerskaber. Og ud af de 27 er der fem, man ifølge Udenrigsministeriets egen rapport bør »overveje« at fortsætte med. Om 3GF kan tage æren for dem er uklart, for flere af partnerskaberne er etableret, længe inden 3GF fandtes.

Bemærkelsesværdige er også ministeriets overvejelser om, hvorvidt initiativet bør fortsætte. »Hovedargumentet« for at gøre det er, at ministeriet er »lykkedes med at planlægge og afvikle flere vellykkede topmøder,« står der i rapporten. Snak og mødeaktivitet endte altså paradoksalt nok med at være den primære eksistensberettigelse for et initiativ, som Lars Løkke Rasmussen lancerede som et opgør med for megen snak.

Deja-vu

A little less conversation, a little more action. Statsminister Lars Løkke Rasmussen hentede inspiration hos Elvis Presley til sin tale, da der i oktober i år endnu engang var topmøde om grøn vækst i København. Denne gang i regi af initiativet Partnering for Green Growth and the Global Goals 2030 – forkortet P4G.

Referencen til The King var ny. Men grundlæggende lød budskabet som et ekko fra tidligere tiders 3GF-topmøder.

»Vi behøver ikke flere ord. Vi behøver handling. Det er derfor, P4G blev lanceret sidste år i New York,« sagde Lars Løkke Rasmussen i sin åbningstale til topmødet.

Over to dage skulle organisationsfolk, erhvervsledere og regeringsrepræsentanter endnu engang netværke og profilere partnerskaber som løsningen på verdens problemer.

Og fødevaregiganten Unilevers administrerende direktør, Paul Polman, skulle endnu engang forsikre forsamlingen om, at omkostningerne er større ved ikke at handle på klimaudfordringen end ved at gøre det, mens repræsentanter for store kapitalforvaltere diskuterede udfordringen ved at få verdens gigantiske kapitalophobninger til at arbejde for verdensmålene.

P4G er Lars Løkke Rasmussens nye grønne prestigeprojekt, efter at 3GF er blevet lukket ned. Over det seneste år har han fremhævet initiativet igen og igen: I sin tale ved Folketingets åbning i oktober 2017, ved afslutningsdebatten i maj 2018, og igen i dette års åbningstale. For ikke at nævne FN’s Generalforsamling, en rejse til Østrig og et officielt besøg i Indonesien.

Særligt to ord går igen, når Lars Løkke Rasmussen skal forklare, hvad P4G er: ’nyt’ og ’globalt’.

P4G er en »ny global alliance af lande, der ønsker at gå forrest og styrke erhvervslivets rolle i at nå verdensmålene«, som Statsministeriet formulerede det i en pressemeddelelse i forbindelse med lanceringen af initiativet i september 2017.

Som udenforstående er det derfor nærliggende at tro, at P4G er noget fundamentalt andet end 3GF. Men virkeligheden er en anden.

Gamle kendinge

Ligesom 3GF handler P4G om at fremme offentligt-private partnerskaber, der kan skabe grøn vækst og bæredygtig udvikling. Og ligesom med 3GF skal det blandt andet ske gennem topmøder, hvor erhvervsledere, regeringschefer og organisationsfolk har mulighed for at netværke og finde sammen om fælles projekter.

Den såkaldt nye alliance af lande, der står bag P4G, er heller ikke så ny igen. Ved initiativets start sidste år var der syv medlemslande: Danmark, Chile, Etiopien, Kenya, Mexico, Sydkorea og Vietnam.

Præcis de samme lande var med i 3GF. Faktisk er alliancen skrumpet siden dengang, hvor også Kina, Kenya og Qatar var med. Til gengæld er det i løbet af P4G’s første år lykkedes den danske regering at få Colombia og Holland med om bord.

Lars Løkke Rasmussens initiativ er dog ikke mere globalt, end at det er Danmark, der finansierer langt, langt det meste. Blandt de andre medlemslande er det kun Holland, der bidrager økonomisk til P4G med en bevilling på 37 millioner kroner. Et beløb, der blegner ved siden af de 225 millioner bistandskroner, som den danske regering foreløbig har afsat til initiativet.

Og som netmediet Altinget bemærkede, kom det hollandske bidrag til P4G, kun en uge efter at Danmark havde doneret et tilsvarende beløb til den hollandske organisation Global Commission on Adaptation. En organisation, der ligesom P4G satser på at inddrage det private erhvervsliv i at finde løsninger, der kan hjælpe med klimatilpasning.

Lars Løkke Rasmussen interviewes til Bloomberg Television under P4G-topmødet i sidste måned i København. Om P4G vil få større succes end sine forgængere, vil tiden vise.

Carsten Snejbjerg
Lighederne mellem 3GF og P4G er ingen tilfældighed. Selv om Lars Løkke Rasmussen og hans folk gør meget ud af at understrege, at P4G er et nyt initiativ, er det i realiteten en relancering af 3GF. P4G »fortsætter hvor 3GF slap«, som det er formuleret i det programdokument, der blev udarbejdet, da bevillingen på 225 millioner kroner skulle godkendes.

Der er dog visse forskelle på de to initiativer: Regeringen har eksempelvis valgt at placere P4G’s sekretariat i tænketanken World Resources Institute i Washington, D.C., i stedet for i Udenrigsministeriet. Og den har oprettet en såkaldt partnerskabsfond, der uddeler støtte på op til 6,5 millioner kroner til konkrete projekter. Det skal gøre P4G mere internationalt og handlingsorienteret end 3GF.

Foreløbig har 17 offentligt-private partnerskaber fået støtte til deres aktiviteter. Et handler om at gøre den kinesiske e-handelsgigant Alibabas pakkelevering grønnere, et andet om at hjælpe multinationale selskaber med at nå deres målsætninger om andelen af vedvarende energi, og et tredje om at introducere quinoa-afgrøden i det etiopiske landbrug og med hjælp fra bl.a. Arla udvikle en lokal produktion af eksempelvis kiks.

’For bureaukratisk’

Ikke alle er overbeviste om, at forskellene fra 3GF er nok til at gøre P4G til den succes, forgængeren aldrig blev. Ligesom alle andre større bistandsbevillinger blev P4G forelagt Udviklingspolitisk Råd – et rådgivende organ bestående af repræsentanter fra erhvervslivet, forskningsverdenen og civilsamfundsorganisationerne, som udviklingsministeren har udpeget.

De gav udtryk for »bekymringer« over initiativet. En formulering, der ifølge rådets formand, professor emeritus Georg Sørensen, ikke er hverdagskost. Rådet var blandt andet bekymret for, at P4G ville blive »for bureaukratisk«, og de mente ikke, det var tilstrækkeligt klart, hvad man havde lært af forløberen 3GF.

Udenrigsministeriets embedsmænd forsikrede dem om, at man i P4G havde indbygget et »stærkere fokus på konkrete partnerskaber og resultater«. Men rådet var ikke desto mindre bekymret over »risikoen for et dansk-biased initiativ« på grund af »det stærke fokus på nationale interesser«. Det fremgår af referatet fra rådets møde i november sidste år.

Udenrigsministeriets embedsmænd medgav, at »ikke alle spørgsmål« kunne afklares på forhånd, fordi P4G var et »innovativt« projekt. Derfor havde man planlagt et såkaldt inception review for at »justere initiativet efter seks måneder«, forklarede de. Herefter konkluderede formanden, at rådet kunne anbefale initiativet til ministerens godkendelse, men opfordrede samtidig Udenrigsministeriet til at »følge initiativet tæt«.

I dag, mere end 11 måneder efter at P4G officielt åbnede, er det lovede inception review imidlertid stadig ikke blevet lavet. Det er blevet udskudt til begyndelsen af næste år. På nuværende tidspunkt er det derfor svært at sige, om P4G er kommet godt fra start.

Alligevel tøver regeringen ikke med at sætte flere penge af. I finanslovsforslaget lægges der op til at hæve bevillingen med yderligere ti millioner kroner årligt de næste fire år. Det skyldes ifølge Udenrigsministeriet, at »P4G har udviklet sig i en positiv retning – og også hurtigere end forventet«. Hvad pengene skal bruges til vides endnu ikke. Det vil ifølge ministeriet først blive fastlagt i forbindelse med det kommende review af P4G.

Fremtidens superhelte

Om Lars Løkke Rasmussens seneste grønne initiativ vil få mere succes end sin forgænger, afhænger af, hvordan det går med de partnerskaber, som udspringer af projektet. Der bliver brugt 81 millioner bistandskroner til at opbygge en hel organisation i Washington, som har til opgave at få det til at ske.

Foreløbig er det i hvert fald lykkedes Udenrigsministeriet at få flere af de store danske NGO’er til helhjertet at omfavne P4G-tilgangen. Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Flygtningehjælp er partnere i projekter, der har fået støtte, og også Care Danmark og WWF Verdensnaturfonden ser samarbejdet med virksomhederne som den eneste vej til at opfylde FN’s verdensmål, de såkaldte ’Sustainable Development Goals’, der i fagsprog er kendt som SDG’erne.

På P4G-topmødet tegnede der sig »konturerne af en ny type virksomhed, der bedst kan beskrives som fremtidens SDG-superhelte«, skriver generalsekretær i WWF Bo Øksnebjerg i en kronik i Altinget. Disse superhelte-virksomheder vil ifølge generalsekretæren være »klar til at stille deres skarpeste hjerner til rådighed for at løse verdens største problemer med no strings attached« og »tage livtag med nogle af de største problemer, verdenssamfundet har lige nu«.

Men der er også skepsis at spore. En deltager, der modtager penge fra P4G og derfor vil være anonym, fortæller, at topmødet ikke rigtig gav de lovede muligheder for at bygge noget konkret op.

»Mulighederne for at blive forbundet var meget begrænsede. Det hele handlede om partnerskaber og at arbejde sammen med forskellige grupper, men det endte med, at vi sad og lyttede til en masse ældre statsmænd,« fortæller han.

»Den danske statsminister citerede Elvis: ’A little less conversation, a little more action’. Men det er, som om at jo mere de siger den slags ting til møderne, desto mindre sker der rent faktisk.«

Information har forsøgt at få Lars Løkke Rasmussens kommentarer til artiklen. Men statsminsteriet meddeler, at han »ikke har mulighed for at kommentere«.

Serie

Regeringens grønne prestigeprojekt – P4G

P4G-initiativet er regeringens store grønne prestigeprojekt. Ved at promovere og støtte udvalgte partnerskaber mellem erhvervsliv, offentlige organisationer og ngo’er ønsker man at fremme grøn vækst i udviklingslandene. I en række artikler ser vi nærmere på projektet og dets brug af bistandsmidler.

Seneste artikler

  • Sådan har vi undersøgt Løkkes nye grønne prestigeprojekt

    10. november 2018
    Kilder, der nægter at tale, tovtrækkeri med embedsværket og en klage til Ombudsmanden. For et par måneder siden satte vi os for at give Lars Løkke Rasmussens grønne prestigeprojekt P4G et kritisk eftersyn. Her er historien om, hvordan vi gjorde – og nederst links til aktindsigter og anden dokumentation i sagen
  • Lars Løkkes grønne prestigeprojekt var en fuser

    10. november 2018
    Ambitionen med bistandsprojektet 3GF var at udvikle offentligt-private partnerskaber, der kan skabe grøn vækst. Men nu afslører en intern rapport en række problemer med projektet. I år lancerede regeringen så opfølgeren P4G uden at have lært af fejlene, lyder kritikken
  • Udviklingsbistanden betaler for Løkkes milliondyre P4G-topmøde

    27. oktober 2018
    Godt ti millioner kroner forventes at blive prisen for P4G-topmødet i weekenden, meddeler Udenrigsministeriet. Pengene til regeringens prestigeprojekt, hvor erhvervslivets top, politiske ledere og ngo’er mødtes i København, tages fra udviklingsbistanden
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Britta Hansen
  • Thomas Tanghus
  • Anne Eriksen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Dorte Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
Britta Hansen, Thomas Tanghus, Anne Eriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Dorte Sørensen, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den eneste måde Løkke kan blive grøn på, er ved at blive malet!

Thomas Tanghus, Helle Walther, Tino Rozzo, John Andersen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Carsten Svendsen

Der er da noget muggent over ham!

Thomas Tanghus, John Andersen, Vibeke Hansen, Anne Eriksen, Birger Bartholomæussen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Hvor finder vi en statsminister med troværdighed? Giv nogle bud her på information. Personligt er jeg nemlig helt blank!

Lars Løkke har aldrig været grøn; måske af misundelse.

Thomas Tanghus, Helle Walther, John Andersen, Anne Eriksen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

lars løkke har da aldrig haft nogen lyst til at være grøn, ligesom han aldrig har haft lyst til at være ærlig,
lars løkke har derimod ønsker om at fremstå som om han er grøn, og fremstå som om han er ærlig,

han tror tilsyneladende at den rette facade er vejen frem, og har aldrig forstået hvad integritet betyder, og fatter derfor ikke at det er netop integritet som gør mennesker store.

Thomas Tanghus, Helle Walther, Tino Rozzo og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Det er ikke overraskende, at P4G betalingen til Alibaba stikker ud i forhold til materialet leveret af P4G, for det er det, der ikke er med i hele præsentationen, der er det vigtigste, det vigtigste er udeladt, hvilket er industri, distribution og CO2 udledning deraf, her kommer Alibaba ind, men ikke i materialet.

Fossil-free by 2050
“Reconciling economic growth with ambitious green policies has been our hallmark for decades. Over the past 35 years, we have managed to decouple economic growth from our overall energy consumption: Danish GDP has increased by more than 70 percent, while our energy consumption has remained unchanged and our water consumption has decreased by 40 percent.”
https://stateofgreen.com/en/en/the-danish-green-vision/

Dette er løgn fra den ene ende til anden, men det viser tydeligt, hvad der ikke tales om, hvilket, som skrevet er industri, distribution og CO2 udledning.

Forbrugte produkter må naturligvis tælles med i CO2 regnskabet, hvor varen forbruges.

Historisk set har de avancerede økonomier ansvaret for 90% af de samlede CO2 udledninger, Kina producer størstedelen fra udflyttet produktion hovedsagligt til de avancerede økonomier.

Hvis man ser på CO2 kvote systemet og de avancerede økonomiers udflytning af CO2 belastende produktion til vækstøkonomierne, men ikke medregner, at det er de avancerede økonomier, der forbruger de producerede produktet i klimaregnskabet, belyse hvor stor en del af CO2 problematikken, der bevist udelades og der kommer Alibaba og Gig economy kommer ind.

Men først det der ikke tales om.

ingen nulevende økonom har til dato kunne skabe, samlet set global vækst, uden brug af energi fra afbrænding af kul, olie og gas.

Ingen nulevende traditionel vækst økonom, har til dato kunne beskrive et alternativ, der kan skabe samlet set global vækst i fremtiden, uden energi fra afbrænding af kul, olie og gas.

Konklusionen må derfor være, at traditionelle vækst økonomer generelt og samlet set, ikke har forstået, hvad gode økonomiske forhold er, økonomer har ikke forstået skabelsen af samlet set økonomisk vækst, rimelig fordeling af den samlede velstand og på den ’lange bane’ bekæmpelse af fattigdom.

Alibaba og Gig economy og monopol.
CO2 problemet kan reduceres ved færre varianter udbud af samme type af vare og højeste standart af kvalitet af den udbudte vare, er den eneste solgte vare, hvilket betyder afskaffelse af planlagt forældelse.

Planlagt forældelse, det er et princip inden for industrielt design, hvor et givet produkt bevidst designes, til at holde i en begrænset levetid, selvom det potentielt kunne holde længere.

Hvad er Gig economy.
Pointen er overvågningsteknologi der hænger tæt sammen med udvikling af, AI, robotter til automatisering af arbejde og de sporings redskaber der udvikles til, at facilitere de strukturer der understøtter gig economy, ikke mindst distribution og platform organisation.

Platform organisation, hvor magten monopoliseres i økonomisk koncentration, der udgør det i størrelse af nationaløkonomi, som Facebook og google der levere data til Gig economy.

Gig economy i den fulde udbredelse.
Monopolisering alt sælges ud fra en udbyder, der som monopol bestemmer prisen fra leverandøren og prisen til slutbrugeren.

Efterhånden overtages produktionen af monopolet og derved er lønnen udbetalt af monopol udbyderen.

Circular economy får en helt anden betydning, set i dette lys.

Circular economy fra P4G.
“Known as Circular Economy, the solution to these challenges goes far beyond merely using resources more efficiently. Instead, we shall reuse, recycle, repair and share. In essence, it means an end to waste and the chance to create a new type of inclusive, sustainable economic growth.”
Link: https://stateofgreen.com/en/moving-towards-a-circular-economy/

Gig economy, er konceptet bag bl.a. Amazon og Alibaba.

Understøttende er platforms teknologi og organisation.

“Platform organizations like Airbnb, eBay, Alibaba and Uber are being heralded as either saviors or villains. They are said to be a healthy cure for hyper-consumption, allowing people to share their excess resources with each other. They are also criticized as a “nightmarish form of neoliberal capitalism”, underscoring the need to move from platform capitalism to platform cooperativism.”

As researchers specialized in organization and accounting from HEC Paris, EM Lyon and the Copenhagen Business School, we have spent the past five years exploring the accounting practices that underpin these new organizational forms.
Link: https://www.forbes.com/sites/hecparis/2018/03/14/how-the-gig-economy-is-...

Philip B. Johnsen

“Corporate statism or state corporatism is a political culture and a form of corporatism whose adherents hold that the corporate group which is the basis of society is the state. The state requires all members of a particular economic sector to join an officially designated interest group.

Such interest groups thus attain public status, and they participate in national policymaking. The result is that the state has great control over the groups, and groups have great control over their members.

As with other political cultures, societies have existed historically which exemplified corporate statism, for instance as developed by Othmar Spann and Benito Mussolini.

Corporate statism most commonly manifests itself as a ruling party acting as a mediator between the workers, capitalists and other prominent state interests by institutionally incorporating them into the ruling mechanism.

Corporatist systems were most prevalent in the mid-20th Century in Europe and later elsewhere in developing countries. According to this critique, interests, both social and economic, are so diverse that a state cannot possibly mediate between them effectively through incorporating them.

Social conflicts go beyond incorporated dichotomies of labor and capital to include innumerable groups.

Furthermore, globalization presents challenges, both social and economic, that a corporate state cannot sufficiently address because these problems transcend state borders and approaches.

It therefore differs from Corporate nationalism in that it is a social mode of organization rather than an economic nationalism through private business corporations.

Link: https://en.m.wikipedia.org/wiki/Corporate_statism

Kernen i alt dette er, at Løkke og lidelsesfæller holder på to heste - maks. gammeldags vækst og erklæret grøn politik.
Så længe verden bare snakker, har det ingen effekt, hvad lille os gør for verden.
Er det et erklæret, ærligt grundlag for Løkke og regeringen ?

Philip B. Johnsen

Det er vigtigt at forstå CO2 udfordringen, hvis man vil forstå Gig economy potientialet.

Specielt vigtigt er det at forstå, hvad der forhindre bæredygtig omstilling og hvordan Gig economy vil kunne løse op for problemet.
Hvorfor digitalisering i industrien og AI ‘ikke’ er blevet en større global succes er, at slaveløn i egne på kloden, hvor menneskerettigheder ikke eksistere stopper investering i robotter mm.

‘Sult i verden stiger igen, drevet af konflikter og klimaforandringer, fastslår FN-rapport.’

“The food security situation has visibly worsened in parts of sub-Saharan Africa and South-Eastern and Western Asia.
Deteriorations have been observed most notably in situations of conflict, often compounded by droughts or floods.

This report analyses in depth how conflict affects food security and how food insecurity itself can become a trigger for conflict.
The recent increase is cause for great concern and poses a significant challenge for international commitments to end hunger by 2030.”
Link: http://un.dk/da/dk_news-and-media/sult-i-verden-stiger-igen-drevet-af-ko...

Uligheden stiger og det har konsekvenser for produktionen.

Ingen kan til sulteløn betale bare en tilnærmelsesvis retfærdig pris for deres tøj, i vores del af verden, så produktionen flyttes til lande med børnearbejde slaveløn nogle få kroner om dagen, for fjortentimers arbejde om dagen, syv dage om ugen og 365 dage om året, under sundhedsfarlige arbejdsvilkår, uden udluftning og ofte pga. tunge maskiner i sikkerheds uforsvarlige bygninger.

Kun de helt unge i familien kan arbejde, sidst i teenager årene, er deres øjne ikke gode nok og de kan ikke arbejde hurtigt nok.

Hele familier er økonomisk afhængige af de helt unge med gode øjne resten af familien arbejder for håndøre, de umuligt kan overleve af, det kræver mange børn.

På blot 10 år er Danmarks import af varer fra Bangladesh øget med 377%.
Stort set hele væksten skyldes tekstil og beklædning, da denne varegruppe udgør 97% af den samlede import fra Bangladesh i 2016.”
Link: https://estatistik.dk/nyheder/bangladesh-klaeder-danmark-paa/

De danske slaver i Bangladesh har næsten ingen CO2 udledning, de køber intet, de lever hele familier af 12 kroner om dagen indtjent af ‘en’ overarbejdet slave teenager.

Kim Houmøller, Anne Eriksen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

Løkke giver Alibaba penge og Alibaba køber danske svin af Danish Crown. Det er en gammel taktik, jeg giver dig penge og du giver mig penge - og et eller andet sted finder de penge i nogle lommer.

Da Fogh søgte job i udlandet skiftede han jo også kurs, på miljøet, på sit syn på tyrkerne, der blev skiftet synspunkter på flere ting, så han fremstod anderledes end han vitterlig var. Han gav, så vidt jeg ved også Nato en intern TV kanal til 10 millioner.
Noget som ingen medier nævnte, men man læste om det hist og pist På samme vis som Løkke har brugt 10 millioner på det miljø, møde han holdt fornylig i København. Og det er jo svært at sige noget til det. Det er utrolig så gavmild ministre i borgerlig regering er mht. ting for egen vinding, f. eks.indretning af kontorer osv. 340.000 i udenrigsministeriet og - 400.000 i finansministeriet bl.a. I sin tid blev Ritt fyret som minister på grund af dyrt hotelophold. Det var Anker J. Nyrup slog også skarpt ned, når nogen gik udenfor normen. I de borgerlige regeringer har man lang snor. Man skal nærmest begå direkte kriminalitet før der sker noget. Og selv da, dækker DF ryggen, hvis muligt.

Britta Hansen, Kim Houmøller og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar