Et af de papirer, som whistleblowerplatformen Football Leaks har fået fingrene i, er en såkaldt »bindende rammeaftale«. Det er dateret 22. oktober 2018 og sendt fra det spanske firma Key Capital Partners til Real Madrids præsident, Florentino Pérez.
Aftalen omhandler 11 klubber, som vil arbejde benhårdt på at skabe en europæisk superliga vristet fri af de nationale turneringsformater.
Det er store og velkendte klubber: Chelsea F.C., Arsenal F.C., Liverpool FC, Manchester United F.C., Manchester City, Real Madrid F.C., FC Barcelona, FC Bayern München, Juventus FC, Paris Saint-Germain F.C. og A.C. Milan. Dertil kommer fem klubber, som er særligt inviterede – Atlético Madrid, Borussia Dortmund, Olympique de Marseille, Inter og FC Roma.
Ifølge aftalen er de 11 kerneklubber beskyttet mod at rykke ned i en eventuel anden division af en europæisk superliga. Man vil ydermere garantere klubberne automatisk billet til knockoutrunder. Det sidste er essentielt, hvis der satses på et Champions League-lignende turneringsformat.
Målet er, citerer Politiken i en artikel den 2. november 2018, at øge »antallet af kampe mellem europæiske topklubber og dermed maksimere den globale rækkevidde, tv-publikum og kommercialisering«.
I starten af denne uge kom det frem, at Real Madrid har truet UEFA – Europas øverste fodboldorgan – til at makke ret. Det skriver den madrilenske sportsavis Marca, der nævner præsidenten for Hollands fodboldforbund, Michael van Praag, som kilde.
’Vi bøjer os ikke’
UEFA-præsidenten, Aleksander Ceferin, står indtil videre stejlt fast. Der skal ikke etableres en europæisk superliga bag om ryggen på de eksisterende nationale ligaer. Der skal heller ikke ændres radikalt på flagskibet Champions League:
»Henvendt til visse klubber vil jeg sige det roligt og uden de store følelser, men fast og resolut: Der kommer ikke nogen lukket liga. Det vil simpelthen ikke være i overensstemmelse med vores værdier og ideer,« sagde Ceferin i 2017 ifølge den engelske avis The Guardian.
»Vi (UEFA, red.) vil aldrig bøje os for pression fra dem, som tror, de kan manipulere små ligaer eller trumfe deres vilje igennem over for organisationer, blot fordi de har magt som følge af de astronomiske indtægter, de har,« konkluderede Ceferin.
De planer for fremtidens europæiske fodbold, der havnede hos Real Madrids ledelse i slutningen af oktober, er dog langtfra nye.
Hen over sommeren 2006, hvor der var VM, anklagede den daværende FIFA-præsident Sepp Blatter en håndfuld klubejere for at smide »pornografiske pengebeløb« efter en »lillebitte gruppe af elitespillere« for at kontrollere den globale fodbold.
På det tidspunkt havde FIFA ifølge The Sun lige tjent 15 milliarder kroner på VM 2006, men det var, mente Blatter, peanuts i forhold til et »kapitalistisk wild west«, som var godt i gang med at invadere og på sigt ødelægge fodbolden. Blatters modtræk var at nedsætte en arbejdsgruppe med fodboldkoryfæer som Arsène Wenger, Johan Cruyff, Michel Platini samt den skandaleramte, tidligere vicepræsident i AC Milan Adriano Galliani.
På samme tid, men et andet sted i midt Europa – helt præcist på Avenue de la Toison d’Or 67, Bruxelles, Belgien – fulgte man nøje fodboldens moderne udvikling. Og det havde man gjort længe. G14, en økonomisk interesseorganisation for 18 (oprindeligt 14) af de mest toneangivende europæiske klubber, var blevet etableret allerede i september 2000.
G14 blev officielt nedlagt i 2008. Men uofficielt fortsatte lobbyarbejdet. Nu gjaldt det om at modificere Champions League-formatet, så det matchede topklubbernes behov.
Under radaren
Snakken om en europæisk superliga døde ikke ud, men fodboldledelserne rundt om i Europa holdt sig under radaren. Referencen, som man samledes om, var et dokument, som Florentino Pérez udfærdigede i 2009. Her blev juridiske betingelser og økonomiske aftaler for en European Super Leaguge beskrevet i detaljer.
Den 26. august 2016 lavede UEFA afgørende om på Champions League. Det var en anselig håndsrækning til de hovedrige. De stod nu til at blive endnu rigere.
Indtil 1992 var det kun de regerende mestre, der havde ret til at deltage i Champions League. I 2016 var det ikke engang halvdelen af de deltagende hold, som kunne leve op til det. 15 ud af 32 klubber formåede ikke at vinde deres ligaer i 2015/16. Men med de nye Champions League-regler blev det endnu nemmere at kvalificere sig. Fra 2018 skulle halvdelen af de 32 pladser i gruppespillet på forhånd reserveres til de fire bedst placerede klubber i de fire bedste ligaer.
Lige nu er det Spanien, Tyskland, Italien og England. Der tildeles også automatiske pladser til Frankrig og Portugal, altså dem fra anden hylde, og to til Rusland og Ukraine. Resten, heriblandt Danmark og Holland, må håbe på god vind i play off-kampene.
På UEFA’s tegnebræt i 2016 var også et ekstra pointsystem, der på indviklet vis skulle påvirke den såkaldte ’koefficient’. Det handler om »historisk succes«. Det var, skrev The Economist, knap så gode nyheder for hold som Arsenal og Atlético Madrid, men til gengæld fantastisk for faldne kæmper som Ajax og A.C. Milan.
Og for Real Madrid. Det kan lyde mærkeligt, især fordi den spanske kongeklub har vundet Champions League de seneste tre år i træk. Men sådan var det ikke i lange stræk op gennem 00’erne og helt frem til for seks-syv år siden. Da nåede man som regel ikke længere end til ottendedelsfinalerne i Champions League.
En langtsigtet plan
For at holde styr på den vigtige seedning i Champions League-grupperne og pointene for historisk succes foreslog UEFA i 2016 etableringen af et subsidiært selskab, UEFA Club Competitions SA. Selskabet skulle have, skrev UEFA, en »strategisk rolle« i udviklingen af fremtidens overnationale klubfodbold. I praksis betød det dog, at de rigeste klubber blev forfordelt, eftersom halvdelen af medlemmerne i det nye selskab ville være folk udpeget af Det Europæiske Klubforbund (ECA).
Med andre ord: Bosserne i Real Madrid, Barcelona, Chelsea, United og Paris Saint-Germain skulle fremover diskutere fremtiden for deres egne klubber. Og dermed pengefordelingen.
Hvorfor kom UEFA’s modernisering af Champions League i 2016? For det første ville man åbenlyst hægte sig på det voldsomme opsving i Premier League, der netop havde landet en historisk og særdeles gunstig tv-aftale for de følgende fem år. Med det nye turneringsformat var Englands fire bedste garanteret en plads i tv- og reklamefinanserne, også selv om de havde præsteret dårligt i Europa de senere år og risikerede at tabe deres koefficienter til lande som Italien og Tyskland.
For det andet var der meget, der tydede på, at UEFA havde en langsigtet plan. Kære storklubber, vi giver jer en lukrativ deal, der holder jer inde i varmen. Til gengæld skal I droppe planerne om en europæisk superliga.
Kategorien »historisk succes« blev dog ikke realiseret.
Real Madrid, Barcelona, PSG, Bayern og alle de andre har tilsyneladende fået en del af deres vilje. UEFA har bøjet sig for overmagten. Også selv om de udadtil signalerer stålvilje og solidarisk demokrati.
Men som dokumenterne fra Football Leaks viser, er idéen om en europæisk superliga langtfra død og borte. På den led er topfodbold hverken værre eller bedre – eller mere sensationel – end enhver anden neoliberalistisk virksomhed: En konstant søgen efter nye, indbringende markeder i et frådende hav af konkurrenter og troløse kunder.
