Ligusterfascismen er blevet overhalet af en ny tendens: Hipsterfascisme

Der var engang, hvor man talte om ligusterfascisme. Det gør man ikke mere. Forestillingen om den småborgerligt angste familie, der skjuler sig for omverdenen bag den både billige og hurtigtvoksende ligusterhæk, synes langsomt at have sneget sig ud af sproget.

En forklaring på det kunne være, at den bevægelse, som ordet ’ligusterfascisme’ beskriver, efterhånden har indtaget hele samfundet. Med Dansk Folkeparti som det tyngdepunkt, mange politiske diskussioner drejer sig om, og med lige dele angst for fremmede og dræbersnegle, kunne man mene, at ligusterfascismen har sat sig afgørende på den politiske dagsorden og den kulturelle bevidsthed.

Hækken går ikke kun rundt om ens egen matrikel, men langs den nationale grænse.

Men måske er ligusterfascismen snarere blevet overhalet og overdøvet af en ny tendens; en ny måde at værne om ens eget og markere afstand til alt det fremmede. Vi vil kalde denne tendens for hipsterfascismen.

Fascisme med kant

Ligusterfascismen var en stilfærdig form for fascisme. Den var en tålmodig udbygning af ’det tavse flertal’, der bare ville have lov og orden og en stærk leder. Den ville hævde sin ret til jorden, matriklen, men i øvrigt være i fred. (Og hvad der så foregik i kælderen, var ikke godt at vide).

Hipsterfascismen, derimod, er mere æstetisk stolt. Den viser sig frem og står ved sin identitet. Den markerer sig og er unik, men den er ikke så afhængig af sin egen indhegning som af sit tøj, sin krop og sin stil. Hvis parcelhuset var et tempel for ligusterfascismen, er kroppen det for hipsterfascismen.

Fra hipsterkulturen henter man ideen om at være på kant, udfordrende og egenartet. Hvad kunne være mere avantgarde end at synes, at det er godt nyt, at Jair Bolsonaro er blevet valgt til præsidentembedet i Brasilien? Fra fascismen henter man resten.

Det stramt noble tøj, frisuren og forestillingen om, at der skulle være sådan noget som en national identitet, der på metafysisk vis har eksisteret længere, end der både har eksisteret nationer og identiteter, og som er lige ved at blive ødelagt af postmodernisme, marxisme og indvandring. Hipsterfascismen er kæk og fræk, og på samme tid som er den melankolsk og autenticitetssøgende.

Hvad er det, der giver personer som Jair Bolsonaro, Donald Trump og Pernille Vermund så meget mere medieopmærksomhed, end de retteligen fortjener? Det har helt sikkert ikke noget at gøre med at ville skjule sig bag en ligusterhæk. Tværtimod. Men det vil netop også være en misforståelse at tro, at deres tilhængere holder af at skjule sig. De er snarere kommet ud fra deres gemmer og råber lige så højt som deres ledere. De har fået ytringsfrihed og selvtillid, og nu skal det være slut med al den mangfoldighed og ligestilling.

Som Gyldendal skrev i foromtalen af sin hyldest til hipsterfascisten Pernille Vermund: »Bogen er en beretning om en selvstændig arkitekt og enlig mor fra Nordsjælland, som en dag får nok og beslutter at udfordre de gamle partier.«

Hipsterfascismen forlader de trygge rammer og går på gaden og på nettet og siger fra. Den er effektiv på de sociale medier, og den finder hele tiden nye måder at markere sig på som vovet, energisk og stålsat. Selv skandaler, der ville fælde ’almindelige’ politikere, kan bruges som våben af hipsterfascisterne. Og Jonathan Spangs hipster-sjove tungekys med Vermund var netop dét: bekræftelsen af fascismens nye, cool og flamboyante stil. Tak for lort, Jonathan, som man siger.

Ikke populisme, hipsterfascisme

Det nytter ikke længere at blive ved med at omtale højredrejningen som ’populisme’. Det er for lidt, og det er for upræcist. Problemerne med begrebet populisme er, at det for det første er en neutral kategori, som lige så vel kunne have været venstreorienteret, og for det andet at det antyder, at populisterne taler på vegne af ’det sande folk’. Populismediagnosen accepterer på en måde forestillingen om ’den jævne dansker’, som Søren Krarup plejede at sige det. Det vil sige: ligusterfascisten.

Det, man overser her, er den helt igennem hipsteragtige nydelse, man kan få ud af at brænde excessivt for sin nation, sin kultur og sin identitet. Netop fordi det er blevet muligt at bilde sig ind, at dette er nyt og så avantgarde, at det næsten endnu ikke er blevet cool.

Der er ikke nødvendigvis tale om blindhed eller mangel på viden og forståelse af verdens gang. Der er snarere tale om en attitude, en bestemt subjektiv figur. Det kan være, at hipsterfascismen laver et forsvar for traditionelle familieværdier, ’naturlige’ kønskategorier og et små- eller storracistisk fødselsfællesskab. Men energien, man kan blive helt høj af, er avantgardistisk.