Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Poul Nielsen overlevede 18 måneder i en tysk KZ-lejr

Poul Nielsen blev som teenager sendt halvandet år i kz-lejren Sachsenhausen, men bevarede al den tid troen på, at i morgen ville blive en bedre dag
I mange år holdt Poul Nielsen sine erindringer som kz-fange for sig selv. Men da hans barnebarn skulle med skolen til Tyskland – og blandt andet til Sachsenhausen – begyndte han at fortælle.

I mange år holdt Poul Nielsen sine erindringer som kz-fange for sig selv. Men da hans barnebarn skulle med skolen til Tyskland – og blandt andet til Sachsenhausen – begyndte han at fortælle.

Privatfoto

24. november 2018

Det var Poul Nielsens far, der åbnede døren, da tyskerne bankede på. Det var en tidlig morgen midt i oktober, og endda en søndag, så de to grøntklædte Gestapo-folk vækkede familien med deres voldsomme bank på døren til huset i Odense.

»Wo ist Ihr Sohn?«

Sønnen var Poul Nielsen. Han var 18 år gammel og lå i sin seng på etagen ovenover. Under sengen lå eksemplarer af den danske modstandsbevægelses magasiner Trods Alt! og Frit Danmark. Det var dem, samt rygter om, at Poul Nielsen gik og stak hagekorsflag i efterladte hundelorte rundt om i byen, der kostede ham 18 måneder i en kz-lejr.

Poul Nielsen tænkte ikke på sig selv som modstandsmand, selv om han støttede den spirende modstand mod besættelsesmagten. Han var nærmere en helt almindelig teenager, der boede hjemme hos sin far, der havde en kittelforretning, og sin hjemmegående mor.

Mere end meget andet, var Poul Nielsen spejder. Og hans første tanke, da han blev ført fra hjemmet i Odense til afhøringscentralen var, at nu havde han en god historie at fortælle kammeraterne, næste gang de sås.

Fantasipølser og kedsomhed

På det tidspunkt vidste Poul Nielsen ikke, at han var på vej ud på en længere rejse. Først til Gestapos afhøringscentral på husmandsskolen i Odense, dernæst til celle nummer 210 i Vestre Fængsel i København og endelig med tog til KZ Sachsenhausen knap 35 kilometer nord for Berlin.

Poul Nielsen var en af de heldige. Han fik arbejde som assistent til en bogtrykker i en nærliggende arbejdslejr. Det var heldigt, fordi så slap han for det hårde arbejde, som langsomt sled hans medfanger op.

Hans værste fjender var sulten og kedsomheden.

Når sulten for alvor gnavede, fik han og medfangerne Vagn – en dansk fange – som var slagter, til malerisk at beskrive, hvordan han plejede at stoppe pølser. Når Vagn fortalte, følte Poul Nielsen sig næste transporteret tilbage til sin mors spisebord.

Poul Nielsen

  • Erhvervsmand, tidligere kz-fange og forfatter til bogen Kun et nummer om hans tid som fange i kz-lejren Sachsenhausen.
  • Æresmedlem af Netværk for Nazisme- og Holocaust-studier på Syddansk Universitet.
  • Født den 19. april 1925.
  • Efterlader sig to sønner, tre børnebørn, fem oldebørn og sin hustru Linda.
  • Død den 16. oktober 2018

Poul Nielsen var populær i lejren. Både blandt vagterne, som han bestak med cigaretter fra Røde Kors-pakkerne, og blandt de andre fanger, som han smittede med sin optimisme. Når Poul Nielsen senere fortalte om de 18 måneder, tilskrev han det sin spejdertid, at han kom hjem uden mén. Hvad end det var, bevarede han troen på, at i morgen ville blive en bedre dag.

Navnebogen

Poul Nielsen besluttede sig for, at han ville forevige sit ophold i lejren. Han fik sin kammerat til at stjæle små stykker papir fra det lille trykkeri, som Poul Nielsen bandt sammen til en bog. Siderne udsmykkede de andre fanger med tegninger, hilsner og rim og remser. »Glem aldrig!« skrev én og »Når venner tager afsked, siger de ’på gensyn’« skrev en anden. Han kaldte sin bog for Navnebogen.

Efter halvandet år kom den dag, som Poul Nielsen aldrig havde mistet troen på ville komme. Den dag, han kom hjem med De Hvide Busser i maj 1945.

De næste 50 år talte Poul Nielsen ikke meget om sine 18 måneder i tysk fangenskab. Han blev gift med Bodil, overtog sin fars forretning og fik to sønner, som også fik børn. Navnebogen lå på sin hylde, men blev kun sjældent åbnet.

Det ændrede sig den dag, hans sønnesøn skulle på lejrtur med sin skoleklasse. De skulle til Berlin og også besøge KZ Sachsenhausen. Klasselæreren spurgte, om ikke Poul Nielsen ville komme og fortælle om sine oplevelser. Den skulle han lige tygge lidt på. Han sagde ja, og da han først var begyndt, kunne han ikke stoppe igen.

Vidnesbyrd

Vidnesbyrdene strømmede fra Poul Nielsens mund til foredrag, interviews og i hans egen bog. Han blev ved med at fortælle til kort før sin død. Publikum jublede, når han satte sig på hug og hoppede over gulvet, som fangerne var blevet tvunget til af de tyske fangevogtere.

Når han fortalte, var det med budskabet om tilgivelse. Poul Nielsen dvælede ikke ved uhyrlighederne, selv om der var rigeligt at tage af. Nogle af hans tætteste venner, var to tyske familier, som holdt sommerferie i sommerhuset ved siden af hans eget.

Efter Bodil døde, giftede Poul Nielsen sig med Linda. Han var 78, og hun var 20 år yngre. Men det passede godt, for ingen kunne alligevel tro på, at Poul var så gammel, som han sagde.

I oktober døde Poul Nielsen af en fremskreden prostatakræft. Han holdt sine sidste foredrag i kørestol. I sin tale fremhævede præsten hans positive væsen, og en trompetist spillede »What a Wonderful World«, da kisten blev båret ud. For selv efter at have oplevet verdens mørkeste sider, var det dét, verden var for Poul Nielsen. Vidunderlig.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Carsten Mortensen
David Zennaro og Carsten Mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg kan kun sige at ordene her vist passer fint på Poul,
Jeg bor i byen og havde glæden af at spille old boys håndbold med ham i flere åt
i firserne og han var så 20 år ældre end mig.
æret være hans minde.