Læsetid: 5 min.

»Det er sindssygt vigtigt at bevare eventyrligheden«

Det 21. århundrede er en ’hen’, som skal læse op på historien, så vi undgår flere krige. Og som ved hjælp af gamle, borgerlige dyder skal redde klimaet, fuldføre kvindefrigørelsen og huske eventyrligheden, siger forfatter Hanne-Vibeke Holst
Det er vigtigt at få kunsten med, og så skal vi ikke være så bange for det, der en gang hed borgerlige dyder, mener forfatteren Hanne-Vibeke Holst.

Det er vigtigt at få kunsten med, og så skal vi ikke være så bange for det, der en gang hed borgerlige dyder, mener forfatteren Hanne-Vibeke Holst.

Mia Mottelson

1. december 2018

Det 21. århundrede er blevet 18 år, og Information arbejder på en fødselsdagstale. Her er forfatteren Hanne-Vibeke Holsts input til talen.

»Jeg synes, at vores 18-årsfødselar skal til at læse lidt mere på lektierne.«

— OK. Hvad ligger der i det?

»Jamen, det hænger lidt med forståelsen af, hvad der gik galt i det forrige århundrede. Jeg bor i Paris lige nu, så jeg er meget optaget af Macron. Han siger noget af det, min roman Som pesten også handler om. Hvorfor var det, vi opbyggede de her institutioner efter verdenskrigene? Nu, hvor der er mange, der har travlt med at tage afstand fra konventionerne, synes jeg, at vores unge fødselar godt kunne læse lidt på lektien for at forstå, hvad der er gået forud. FN blev ikke skabt for at bringe menneskeheden i himlen, men for at redde den fra helvede, som Dag Hammarskjöld (tidligere generalsekretær for FN) sagde.«

— Er der noget, du tænker, at fødselaren skal undgå?

»Vi ser jo de her tegn i tiden på selvoptagethed og kynisme. At man isolerer sig fra andre i sine egne små bobler. Selvtilstrækkeligheden tror jeg er blevet meget mere accepteret. Da jeg var barn, var der stadig dyder, som udsprang af den nationalkonservative borgerlighed. Dem bør vi ikke glemme.«

»Det handler om at give plads til andre og tænke på andre end sig selv: Ikke tage det største stykke kage først, rejse sig for en gammel i bussen, sige tak for mad. Det er nogle gamle dyder, men hvis man overfører dem til at handle om, hvordan man er en god samfundsborger, så fungerer de faktisk ret godt. Vi lever i en tid, hvor det enkelte individ får lov til at tage så meget plads, som det overhovedet kan skaffe sig, uden at der bliver set ned på det. Tværtimod er det for så vidt noget, der bliver hyldet. Men hvis vi alle sammen gør det, så bryder de sociale strukturer sammen.«

— Men hvordan siger man det i sådan en tale uden at komme til at lyde gammel og sur?

»Jeg tror, du skal appellere til empatien. Lad os tage klimapolitikken, for den er også vigtig at have med. Altså, hvis du ser et maleri af Vejle Ådal fra Guldalderen, så vil man sige ’hold da op, hvor er det smukt’, men hvis man går derud i dag, er det simpelthen forsvundet, og det tror jeg faktisk, de har følelse før. De forstår godt, at jorden ligger og gisper efter vejret som en fisk, der ligger på land. Det er dem, der kommer til at skulle lave det store paradigmeskift.«

— Det ville være godt, hvis der også var noget positivt, man kunne sige?

»Jamen, det synes jeg, man kan med det hele. Når vi er bekymrede og rådvilde, er det, fordi vi ved, at Jorden slår revner men ikke ved, hvad de revner kan føre til. Det kræver, at man får en bevidsthed om, hvad det var, de andre gjorde forkert. Så sådan kan du sætte talen op: Det 18. århundrede lavede de her fejl, det 19. århundrede lavede de her fejl, det 20. århundrede lavede de her fejl ... «

— Det synes jeg er en god ide …

»Ja! Så altså: Hvordan undgår du at gentage de andres fejl? Forældrenes bedsteforældrenes, oldeforældrenes ...«

— Er det 21. århundrede egentlig en dreng eller en pige?

»Det er nok en ’hen’ i disse queer-tider. Man kunne godt sige, at det var en kvinde, men det synes jeg ville være uretfærdigt. Der er ikke nogen grund til, at kvindekønnet skal begå den samme fejl, som vi selv har været udsat for, nemlig at vi udelukker det andet køn.«

»Vi skal selvfølgelig inkludere hinanden. Så det må være intetkøn eller fælleskøn. Men når jeg nu har været så rummelig, så vil jeg også sige, at vi stadig står foran et kæmpestort problem med et meget udbredt patriarkat. Hvis du ser på hele jordkloden, er det jo det system, der er gældende og derfor er undertrykkelsen af kvinden stadigvæk et kæmpestort problem. Selv om vi nu har #MeToo, er det ikke løst.«

— Er der lang vej endnu?

»Ja, og det er også et sted, man kan sætte ind, hvis den unge fødselar mangler mening og tænker ’hvad skal jeg gøre for andre’. Jeg er bekymret for, at man er meget selvoptaget og har svært ved at løfte blikket og være solidarisk. Hele debatten om identitetspolitik kan være sjov og interessant og vigtig, men den går meget hurtigt hen og bliver indadvendt. Det er mig og min krænkelse.«

»Jeg synes, man skal løfte blikket og prøve at kigge på andre end en selv. Hvad med kvinder i Afrika, som bliver voldtaget og omskåret? Der er så meget, som burde have opmærksomhed, men ikke får det, fordi det ikke er ungt og hipsteragtigt.«

— Hvilken rolle skal kunsten spille i talen?

»Kunsten er vigtig at have med, fordi den er rummet for erkendelse og poesi og skønhed og drøm og alt det underbevidste. Vi taler om kunst og kultur som noget, der er slået sammen og foregår i et reservat uden for alt det, der er vigtigt. Som om den er noget for eliten, der går i Det Kongelige Teater, men det er kunst jo ikke. Den er en del af os alle.«

— Er der et værk, som vil være oplagt at anbefale til den 18-årige?

»Suzanne Brøggers Creme Fraiche. Det er en frigørelseshistorie. Suzanne Brøgger er meget fortryllende. Når hun ser noget, bliver det magisk på en eller anden måde. Det kan være fortryllende at gå ind i en knappebutik i Paris og købe fem billige knapper. Man kan tillægge dem en æstetisk og magisk dimension. Det er der meget inspiration i for et ungt menneske.«

— Så der skal være plads til det ekstra?

»Absolut. Der er fem knappeforretninger lige der, hvor jeg bor i Paris. Og man tænker: Hvem fanden køber de knapper? Der er også den fineste konditorkunst og chokoladekunst og en butik, som kun sælger globusser. Det er derfor, Paris er sådan en fantastisk by. Det er, fordi den stadig er fortryllende. Den har de ting, som ellers er blevet bortrationaliseret. Så jeg vil sige til det unge menneske, at det er sindssygt vigtigt at bevare eventyrligheden.«

— Så en tur til Paris vil være en god gave at give?

»Ja, for i Paris kan man blive mindet om det hele.«

— Man kan jo også tage toget til Paris, så man ikke belaster miljøet for meget.

»Det kan man nemlig, og det gjorde jeg faktisk selv, da jeg var lige præcis 18 år.«

Serie

Det 21. århundrede er blevet voksent

Det 21. århundrede er fyldt 18 år, og det er tid til en fejring.

Vi har sat os for at skrive en tale til den 18-årige, og i løbet af december vil vi derfor ringe til stemmer med særlig indsigt i både nutiden og fortiden for at samle input: typiske karaktertræk, skelsættende begivenheder og gode råd til det videre voksenliv. Det stof, som en god fødselsdagstale til en 18-årig er gjort af.

Den færdige tale bliver bragt i Moderne Tider lørdag den 29. december

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
  • David Zennaro
Jørn Andersen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu