Baggrund
Læsetid: 6 min.

Verdens største ishockeyliga på bombastisk besøg i Europa

Globaliseringen har også ramt ishockeysporten. Her er verdens største klubber i modsætning til fodbolden ikke placeret i Europa, men i Canada og USA, og i sidste uge tog National Hockey League hele sit store apparat med til Finland i en uge for at vise sig frem. Midt i det hele stod en ung dansker
Nikolaj Ehlers (t.h.) fra Winnipeg Jets fejrer sammen med holdkammaraten Ben Chiarot holdets første mål i NHL-kampen mod Florida Panthers i Helsinki.

Nikolaj Ehlers (t.h.) fra Winnipeg Jets fejrer sammen med holdkammaraten Ben Chiarot holdets første mål i NHL-kampen mod Florida Panthers i Helsinki.

MARTTI KAINULAINEN

Moderne Tider
10. november 2018

Helsinki, Finland. Nationalarenaen Hartwall Arena er fyldt op med 13.490 tilskuere. Et gigantisk lys- og lydshow rammer isen med et brag. Flimrende videoer med heftige ishockeyklip fylder den hvide flade, og ishockeyholdene fra Winnipeg Jets og Florida Panthers hamrer ind på isen.

Få minutter senere rejser vi os op til den canadiske og amerikanske nationalmelodi. Derefter: Den finske ishockeylegende Teemu Selänne kommer ind på den røde løber og smider symbolsk pucken på isen foran de finske stjerner Patrik Laine fra Winnipeg og Aleksander Barkov, Florida.

Speakeren præsenterer på bombastisk vis de to holds startopstillinger, og vi er efter 20 minutters optakt endelig klar til kamp. NHL Global Series er kommet til Finland. Verdens største ishockeyliga har ramt Europa med hele sit kæmpestore apparat af lys, lyd, merchandise, pr og ikke mindst action på isen.

Scenen er sat for to kampe mellem Winnipeg Jets og Florida Panthers, der spiller to af hele 82 kampe i grundspillet i NHL på finsk jord.

Ligaen vil betale Europa og Finland tilbage for de spillere, som NHL har fået leveret i de seneste tre-fire årtier, lyder den officielle begrundelse for det kommercielle fremstød nummer to i denne sæson i Europa.

I begyndelsen af sæsonen spillede New Jersey Devils og Edmonton Oilers en kamp i Göteborg og havde forinden været på besøg i Tyskland og Schweiz for at promovere NHL.

Showet omkring kampen efterlader ingen tvivl: NHL samler verdens bedste ishockeyspillere, men er samtidig også en kommerciel maskine, som ingen europæiske turneringer kommer i nærheden af.

I selskab med de allerstørste

Midt i hele festen i Helsinki står en ung, jordnær aalborgenser, der dybest bare elsker at flyve Nordamerika og verden rundt for at spille ishockey.

Nikolaj Ehlers er en af Winnipegs topangribere, og selv om han ikke helt har ramt formen endnu i den her sæson, regnes han stadig for en afgørende faktor hos Jets.

Ehlers har et fænomenalt skøjteløb, og han hørte i perioder i sidste sæson til en af de mest omtalte angribere i hele NHL.

Selv om han nu og da dukker op i mediebilledet i Danmark, så synes det vanskeligt at forstå for danskerne, hvor stor en stjerne Ehlers – og de fem øvrige danske NHL-spillere – er i det nordamerikanske ishockeymiljø.

Det gælder ikke mindst for Nikolaj Ehlers og Frederik Andersen, der spiller i Winnipeg og Toronto i Canada, hvor ishockey er nationalsport. Skulle man sammenligne med fodbold, svarer det ret beset til, at Ehlers og Andersen spiller i Manchester City og Barcelona. De danske ishockeyspillere i NHL hører til de mest tjenende danske sportsfolk overhovedet.

Winnipeg er en mindre by og et mindre marked end Toronto, men man ser ofte – selv til grundspilskampene – at der står en kæmpe menneskemængde uden for arenaen for at se hjemmekampene på storskærm. Der er ganske udsolgt hver eneste gang.

Til den officielle pressekonference på kampdagen op til matchen i Helsinki kommer Nikolaj Ehlers ind i rummet med den bordeauxfarvede blazer svunget over skulderen. Han svarer hurtigt, smart, ærligt og velformuleret på spørgsmålene, og er fuldstændig klar over, hvordan rollen skal spilles i verdens største ishockeygame.

Fra Original Six til 32 hold

National Hockey League (NHL) er en af verdens ældste sportsligaer. NHL blev etableret helt tilbage i 1917 og har udviklet sig enormt, siden Montreal Canadiens og Ottawa Senators tørnede sammen i den første kamp nogensinde.

Montreal Canadiens har været med helt siden dengang og en nyere udgave af Ottawa Senators spiller også med i nutidens NHL.

Der var fire canadiske hold i den første NHL-sæson nogensinde, og det er også »ishockeyens moderland«, der stadig udgør rygraden af NHL, selv om ligaen nu er domineret antalsmæssigt af amerikanske hold.

I 1942 begyndte ’The Original Six’-æraen, som stadig bringer tårer i øjnene og klumper i halsen på ældre NHL-fans.

I 25 sæsoner bestod ligaen af Montreal, Toronto, Detroit, Chicago, Boston og New York Rangers, og det var i den periode, hvor NHL for alvor etablerede sig som en del af underholdningsindustrien i Canada og den østlige del af USA.

Kombinationen af umanerlig hård sport, bistre slagsmål og opslidende bedst af syv-serier trak folket til legendariske arenaer som Madison Square Garden i New York og Maple Leafs Garden i Toronto.

Fremsynede mennesker så en kommerciel industri, og NHL ekspanderede i flere omgange. Der var raseri over hele Canada, da seks amerikanske mandskaber – heriblandt to fra det hidtil uopdyrkede californiske marked – kom ind i ligaen i slutningen af 60’erne. Det var et første kig ind i fremtiden.

Det gik slag i slag op gennem 70’erne med udvidelser. I USA eksploderede NHL-interessen for alvor, da ishockeyens største navn gennem tiderne, Wayne Gretzky – efter at havde vundet fire mesterskaber med canadiske Edmonton Oilers – i 1988 skiftede til Los Angeles Kings.

I dag tæller NHL 31 hold. 24 af dem er amerikanske og syv er canadiske.

Canada leverer stadig hovedparten af spillerne til NHL, men det er de store amerikanske markeder, som ligaen angriber, når der skal nye hold ind i ligaen.

Eksempelvis Vegas Golden Knights fra Las Vegas, der begyndte i NHL i sidste sæson og sensationelt spillede sig helt frem til slutkampen. Eller Seattle på vestkysten, der efter al sandsynlighed kommer til at huse NHL-hold nummer 32 inden for de kommende sæsoner.

Et kæmpe apparat

Siden 2010 har NHL også arbejdet med det europæiske marked ved at servere kampe i byer som Prag, Stockholm, Berlin og altså Helsinki.

I indeværende sæson flytter NHL også en enkelt eller to kampe om ugen til europæisk tv-tid, så ligaens apparat er svært bevidst om lige at markere, at man altså er noget større end russisk-baserede Kontinental Hockey League (KHL) og svenske SHL.

Samtidig er NHL flintrende ligeglad med den internationale kampkalender.

En lang diskussion mellem ligaen og det internationale forbund udmundede i sidste sæson i, at NHL for første gang siden 1998 ikke løslod sine spillere til OL-turneringen. Det ville blot være et disturbing break, som NHL’s øverste ledelse i form af commissioner Gary Bettman og hans sidemand Tim Daly kalder det under en pressekonference i Helsinki.

At Bettman er til stede i Helsinki, beviser blot, at NHL tager Global Series yderst alvorligt – og både Winnipeg og Florida har syv-otte pr-folk med til at styre løjerne i samarbejde med NHL’s egne folk.

Pressekonferencerne filmes af fire tv-stationer, og journalisterne kan op til kampen fornøje sig med 40 siders statistikker, der alene handler om Winnipeg og Florida og de to mandskabers hidtidige 10 kampe i sæsonen.

’Not bad’

I aften vinder Winnipeg 4-2 over Florida, og holdets finske stjerne, Patrik Laine, påkalder sig publikums store jubel med et hattrick. Han redder stemningen på en aften, der er præget af mange og lange pauser, der skal føje tv-transmissionernes reklamer hjemme i Canada og USA.

Det er de vant til på den anden side af Atlanten, men som almindelig dansk tilskuer har man en fornemmelse af, at det i høj grad knækker kampens intensitet.

Nikolaj Ehlers leverer en fin kamp. Danskeren, der er på en syvårig kontrakt i Winnipeg til en værdi af i alt 245 millioner kroner, trækker to af de udvisninger, der fører til, at hans hold scorer. Otte-ti reportere og et svensk tv-hold griber fat i ham.

De fleste vil tale om holdkammeraten og aftenens finske hovedperson Patrik Laine, i øvrigt en af Ehlers bedste kammerater. Da Ehlers foran et kamera bliver bedt om at beskrive Laines præstation med et ord, siger han med et glimt i øjet.

»Can I use two words? ... Not bad.«

Sådan optræder en dansk verdensstjerne i verdens største liga. Dagen efter taber Winnipeg 2-4, men Ehlers scorer et artistisk mål, hvor han i fuld kontrol med pucken drejer sig fra baglæns til forlæns på skøjterne og derefter hamrer pucken i nettet i to forsøg.

Umiddelbart efter den kamp venter ni timers flyvetur over Atlanten i Winnipegs egen chartrede maskine. Global Series er ovre, og cirkusset fortsætter på den anden side af Atlanten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her