Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Hvordan bliver jeg god til at være vordende far?

Frederik, 27 år
Min kæreste har flere gange sagt, at hun ikke synes, jeg engagerer mig nok i hendes graviditet. Hvad er det, jeg konkret skal gøre?

Lise Åserud

8. december 2018

Jeg skal være far til april, og det glæder jeg mig til. Selv om min kæreste og jeg taler om det dagligt, har jeg svært ved helt at forestille mig den virkelighed, der venter os, og derfor svært ved at planlægge et liv, jeg ikke kender.

Min kæreste har flere gange sagt, at hun ikke synes, jeg engagerer mig nok i hendes graviditet, hvilket blandt andet har resulteret i, at jeg på hendes opfordring har hentet appen Preglife, hvor jeg kan følge fostrets udvikling i de forskellige stadier. Jeg er også begyndt at lede efter en brugt Volvo, vi kan købe.

Men i går gentog hun så sin anke, hvilket gjorde, at jeg gik i seng med ondt i maven. Hvad er det, jeg konkret skal gøre for at engagere mig nok?

Svar I:

Stort tillykke! Det er vidunderligt at få et barn. Og det er underligt at vente på det.

Jeg blev far i sommer, og det var først, da barnet kom ud, at jeg sådan rigtigt forstod, at det var et virkeligt menneske med øjenvipper og negle og porer i huden, som min kæreste havde bygget derinde i maven.

Din kæreste mærker alt muligt. Nyt liv i kroppen, vilde hormonture og alle mulige gener. Dit job er at gøre hendes liv nemmere. Fortæl hende, at du bliver ked af det, når hun kalder dig utilstrækkelig, og tag dig så sammen.

Selv om du ikke fatter det følelsesmæssigt, så kan du godt engagere dig intellektuelt. Den der app er en god begyndelse. Køb eventuelt også en bog. Det viser, at du er seriøs. Vælg en sang, og syng den for maven tit. Skaf udstyr som barneseng, babystol til bilen, barnevogn og så videre.

Det er også mit indtryk, at det er ret kedeligt at være gravid, så prøv at sørge for, at I laver nogle sjove ting sammen, så det hele ikke handler om det ufødte barn, men om barnets fundament – jer to. I skal holde længe. Tag i svømmeren, tag på fisketur, lej et sommerhus, og hyg jer, for helvede.

— Mikkel Vuorela

Svar II:

At få barn er en enorm afgrund af krav, du lige nu kun kan skimte et utydeligt, men allerede ubehageligt omrids af.

Men ro på, du vil blive et mindre egocentreret menneske med tiden og lære at indstille dig på, at du ikke længere er voksenbabyen derhjemme.

Ej, det var vist lidt groft. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på den nytårsaften, jeg havde for nogle år siden, hvor et par uden børn – selvvalgt – fablede i timevis om den rette temperatur eller whatever på rødvin.

Dermed ikke sagt, at man kun kan blive et helt menneske, hvis man får børn. Men for nogle hjælper det altså lidt. Sæt dig på kampen, og lad være med at pive.

— Mette-Line Thorup

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Prøv at spørge din kæreste hvad hun egentlig mener med at du ikke engagerer dig nok.
Måske er hun bare bekymret over hvordan mon det hele bliver?
Ihvertfald skal du slet ikke gå i seng med ondt i maven.
I skal øve jer i at dele jeres følelser, inden der går søvnløse nætter i den.

Og så tillykke :-)

Gustav Alexander, Morten Balling, Niels Duus Nielsen, Viggo Okholm og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar

Enig med Eva Schwanenflügel. Tryk hende lidt på hendes dejlige mave og få hende til at fortælle lidt mere om, hvor skoen (eller den lille !) trykker !
Samtale fremmer ofte forståelsen.
Pøj pøj med den lille - og med at finde en dejlig Volvo ;-)

Niels Duus Nielsen, Viggo Okholm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Gad vide, om en kvindelig brevkasseskriver, der gik i seng med ond i maven over at kæresten sagde at hun var ved at blive en dårlig mor, ville få at vide at hun bare skulle holde op med at pive?

Mette Poulsen, Erik Fuglsang, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Tino Rozzo og Jens Pedersen anbefalede denne kommentar
Louise Fribo Eriksson

Mette-Line Thorup: Gider du svare manden ?? Han beder faktisk om nogle gode råd. Han piver ikke, som jeg læser det.
Til Frederik: Da jeg var gravid var bl.a flg ting med til at gøre graviditeten hyggelig: følg med i fosterets bevægelser på forskellige tidspunkter. Brug tid på bare og sidde og KIGGE på maven mens fosteret karter rundt. Og læg øret til maven. Det er fascinerende. Massér hendes fødder mens I diskuterer navne, køb babyrelaterede ting som DU føler for og del det med hende. Tag initiativ til indkøb i babybutikker. Spørg hende hvad hun tænker og føler. Bed hende om det samme. Det er også din graviditet!! Læs på nettet om de forskellige stadier fosteret er i og hyggesnak om det. Se fjollede film om babyer. I sidste ende er det hendes ansvar alene at bære barnet, både følelsesmæssigt og fysisk eftersom hun er den der bærer barnet i maven. Dit ansvar er at lytte og støtte, grine/græde med hende og holde hende i hånden hvor hun har brug for det.
Men hun må også give udtryk for hvad hun har brug for. Du kan ikke gætte dig til det.
Men DU venter også et barn så mærk efter hvad DU synes er interessant, spændende, angstprovokerende, dejligt og handl efter dét. Alt godt til jer begge

Gustav Alexander, Erik Fuglsang og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Problemet for førstegangsfædre er, at hele projektet forekommer uvirkeligt. Kæresten svulmer op, men det kunne jo bare være varm luft? Det er jo ikke manden, der bærer rundt på barnet og er sig kødeligt bevidst 24/7 om, at han skal være far.

Jeg var vist også en dårlig vordende far, men det ændrede sig, da jeg oplevede fødslen. Selv om det ikke var min krop, det gjorde ondt på, var det oplevelsen af, at før var vi to, men nu er vi tre, der gjorde mig til voksen og til far. Indtil da var jeg en drengerøv, det er jeg i og for sig stadig, men noget afgørende ændrede sig i min tilgang til verden.

Kvinden har ni måneders forspring, derfor må hun tillade, at manden ikke rigtigt kan tage det alvorligt før han ser miraklet ske.

Randi Christiansen, Henning Kjær, Erik Fuglsang og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Du er ikke den første mand i verden, der oplever at en gravid kvinde - eller en kvinde på et bestemt stadie i hendes cyklus - kan være urimelig.
Du er nødt til at vride tolerance- og rummeligheds-knappen op må max og sluge den kendsgerning, at du kun kan være utilstrækkelig.
Belønningen følger.
Tillykke.

Jan Weber Fritsbøger

måske ser din kvinde det samme som mig, i stedet for ar forholde dig til barnet og moderen, så er din reaktion at lede efter nyt legetøj til dig selv, den der ligegyldige Volvo har da absolut intet med barnet at gøre men med din facade, nu i familiefar rollen.