Læsetid: 3 min.

Brevkassen: Hvornår kan jeg flytte fra familien?

Far til to
15. december 2018

Allerede før min kæreste og jeg fik vores første barn for knap to år siden, gik det ned ad bakke for vores forhold. Så blev hun gravid igen ret hurtigt, og vi valgte at beholde barnet – både fordi det havde været svært at få det første, og fordi de to små i det mindste ville have hinanden, hvis nu mor og far gik fra hinanden.

Siden er vores forhold gået helt og endeligt i stykker, og efter det har vi så fået en baby, der nu er to måneder gammel. Vi bor stadig sammen, og jeg sover inde på sofaen, og vi tolererer hinanden for at hjælpes om at passe de børn, vi begge elsker.

Men det er en lortesituation, og jeg vil gerne væk. Jo før, des bedre. Vi vil ikke skille børnene, og den nyfødte har brug for sin mor, så hvis jeg flytter, står min eks med en kæmpeopgave med to små unger alene – og det er jo heller ikke fedt. Så hvad gør jeg? Hvornår kan jeg tillade mig at pakke mine ting og flytte?

Svar I:

Mine forældre gik fra hinanden, da jeg var to og havde en rimelig begrænset fatteevne. Jeg har derfor aldrig tumlet med dårlige skilsmissefølelser og minder om kernefamilien – men jeg fik dobbelt op på juleaften.

For børnenes skyld kan der altså være god fornuft i ikke at vente for længe. Og luften i lejligheden bliver vel kun mere forpestet, som tiden går.

Men hvad siger din (eks)kæreste egentlig? Hendes holdning er ret afgørende for, hvornår du kan flytte, for det vigtigste må være, at I kan holde hinanden ud fremover. Sådan har det været med mine forældre, og det har fandeme været rart.

Uanset hvad skal du være forberedt på at strække dig virkelig langt, når først du er sluppet fri af sofaen og skal stå til rådighed for ture med barnevognen, ture på legepladsen, indkøb og generel aflastning i børnenes vågne timer. Fra da af må du betragte dig selv som periodevis husslave. Det bliver der virkelig brug for, hvis hun skal hænge på dem hele natten.

— Jon Faber

Svar II:

Det her er det sværeste brevkassespørgsmål, jeg har svaret på. Uanset hvad du vælger, står du i en lortesituation. Det siger jeg ikke for at klemme alt håb ud af dig, men fordi, det er vigtigt, at du finder ro med, at der ikke findes nogen løsning, som er god for alle.

Jeg er helt med på, at den bedste løsning for dig er at gå. Jeg kan næsten fornemme, hvor svært du har ved at trække vejret i lejligheden, og jeg forstår godt, hvis du har brug for at finde dit eget sted, hvor du kan sænke skuldrene lidt.

Men du er nødt til at blive. For de tre andres skyld. Du kan ikke efterlade din ekskæreste med en toårig og en baby. Selv om mødre er latterligt seje, og det til tider kan føles, som om de kan overkomme alt, så knækker hun nakken på det der. Og det kan I ikke byde børnene. Så du må blive på sofaen og hjælpe til med alt, hvad du kan. Og først når din ekskæreste ikke behøver dig i lejligheden længere, kan du flytte.

Med børn følger et enormt ansvar. Og det ansvar er du nødt til at tage på dig. Også selvom du i en periode af dit liv nu kommer til at gå på kompromis med dig selv.

— Lærke Cramon

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu