Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Foråret i Haderslev

Hvor mange selvantændelser skal der til for at starte en brand?
Måske er det sådan, modstand kommer til at artikulere sig i fremtiden: Ikke som samlede dagsordener og smarte slogans, men som drømmelignende bølger af lys og ild, der skinner tilbage på magthaverne.

Måske er det sådan, modstand kommer til at artikulere sig i fremtiden: Ikke som samlede dagsordener og smarte slogans, men som drømmelignende bølger af lys og ild, der skinner tilbage på magthaverne.

Lars Gejl

15. december 2018

For et par uger siden overhældte en 57-årig mand sig selv med benzin på jobcentret i Haderslev. Han forsøgte at tænde ild, men blev stoppet af en vagt, og det var efterfølgende politiets vurdering, at der var tale om en »psykisk syg mand«, der forsøgte at begå selvmord. Denne vurdering blev tilsyneladende overbevisende understøttet af forlydender om, at manden skulle være blevet opfordret til sin handling af en afdød soldaterkammerat ved navn Igor.

Alligevel er der noget ved sagen, der påkalder sig opmærksomhed: Har der ikke været for mange af den slags sager gennem de sidste fem-seks år? Har man ikke hørt lignende historier fra Hjørring og Brøndby og Ringe og Odense?

Jeg brænder!

Det er bemærkelsesværdigt, at en så markant handling som at sætte ild til sig selv kan gå nogenlunde upåagtet hen i en verden fyldt med tv-stationer og nyhedssites. Endda den ene gang efter den anden. Historien om den desperate selvantændelse er ellers én af de stærkeste fortællinger om ultimativ modstand mod et undertrykkende system.

Den tjekkoslovakiske student Jan Palach, der satte ild til sig selv i protest mod Sovjetunionens nedkæmpelse af Foråret i Prag, blev et symbol på modstanden mod Moskva. Og Det Arabiske Forår i 2011 blev sat i gang, da Hosni Kalaya i Tunesien gav op og gjorde det samme. Det er en voldsom handling, som på en gang er et anråb og et ultimativt udtryk for at have opgivet at blive hørt.

Historierne om Palach og Kalaya hjemsøger os som historien i Freuds Drømmetydning om faderen, der havde mistet sin søn og nu så ham i sin drøm, stående ved faderens seng med ild i tøjet og et sørgeligt, skuffet spørgsmål: »Fader, ser du ikke, at jeg brænder?«

Palachs og Kalayas handlinger blev ikke afvist som vanvittige, men det kræver på en måde en ekstra indsats af dem, der er vidner til sådanne handlinger ikke at gøre dette, for det er handlinger, der balancerer helt ude på kanten af det, der giver mening. Det er anråb eller bønfaldelser, der i samme moment udraderer den anråbende. Som at banke på nogens dør og stikke af, før der åbnes – bare i en ekstrem og tragisk form.

Faderen i Freuds historie måtte gå i psykoanalyse, og måske bør vi gøre det samme? For hvad er det, disse tilfælde siger os? Hvis der er mere på færde en blot en psykisk sygdom, når mennesker sætter ild til sig selv på et jobcenter, er det så os, der er vanvittige, når vi siger, at der ikke er noget at komme efter?

En psykisk syg mand

Lacans fortolkning af drømmen om det brændende barn var, at faderen var nødt til at vågne fra den, fordi hans selv syntes at være dybt involveret i den. Drømmen syntes på en særdeles ildevarslende måde at stille spørgsmålet, om han ikke havde kunnet gøre mere for sit barn. Derfor måtte han skynde sig tilbage til virkeligheden (netop ved at vågne) for at slippe væk fra det endnu mere virkelige: At hans barn var dødt, og han ikke havde kunnet gøre noget ved det.

Måske er der en lignende logik i spil i sagerne om selvantændelse på jobcentrene: Vi ved i virkeligheden godt, at der er så mange regler og praksisser, så megen kontrol, så mange afvisninger og så stor produktion af skyld i vores sociale system, at det næsten ikke er til at bære. En gang imellem er der et menneske, der giver op og sætter ild på sig selv.

Men fordi det er ubærligt, og fordi ingen tilsyneladende kan overskue, hvordan man skulle lave systemet grundlæggende om, så folk holder op med at sætte ild til sig selv, vågner vi straks fra drømmen igen og skriver den ud af vores erindring ved at kategorisere den under ’psykisk syge’.

Gule veste

Hvad De Gule Veste i Paris har vist, er imidlertid, at der ind imellem opstår en tilfældig anledning til at samle den undertrykte viden i et system og kræve forandring. Er De Gule Veste egentlig ikke også en slags selvantændelse? En protest, der består i at tage den selvlysende refleks fra bagagerummet på og nægte at gå hjem. En meddelelse uden noget indhold, men som alligevel rummer en viden, alle godt kan genkende.

Det startede med noget ret tilfældigt, benzinpriser, som ganske hurtigt viste sig ikke at være bevægelsens egentlige indhold. (En lidt grovkornet vittighed kunne være, at demonstranterne ikke engang havde råd til at sætte ild til sig selv.) Men snart viste det sig, at der var meget mere på færde – og, at politikerne måtte i gang med at fortolke det.

Måske er det sådan, modstand kommer til at artikulere sig i fremtiden: Ikke som samlede dagsordener og smarte slogans, men som drømmelignende bølger af lys og ild, der skinner tilbage på magthaverne: »I ved i virkeligheden godt, at det her ikke holder – nu må I se at få det på plads, inden det er for sent.«

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Samuel Grønlund
  • Troels Ken Pedersen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Kurt Nielsen
  • Grethe Preisler
Samuel Grønlund, Troels Ken Pedersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu