Læsetid: 4 min.

Forhåbentlig kommer der et nyt valg – det kan ikke gøre situationen værre

Et flertal i svenske Riksdagen afviste fredag morgen, at Socialdemokraterna danner en ny regering. Tre måneder er gået, siden Moderne Tiders redaktion tog til landsbyen Fagerhult for at dække det svenske valg. Og Sverige har stadig ingen ny regering. Folk taber tillid til systemet, mener Jonas Andersson fra Fagerhult. Og det er nok meget godt, siger han
Sidste gang stemte jeg Sverigedemokraterna. Men jeg var meget i tvivl, om jeg skulle stemme blankt. Sådan ville det være igen, siger Jonas Andersson.

Sidste gang stemte jeg Sverigedemokraterna. Men jeg var meget i tvivl, om jeg skulle stemme blankt. Sådan ville det være igen, siger Jonas Andersson.

Sigrid Nygaard

15. december 2018

– Hvad havde du håbet skulle ske efter valget?

»Jeg havde egentlig ikke de store forhåbninger. Måske var det netop det her, jeg havde håbet på. Kaos. Det kan være, at det kan føre til, at både politikere og vælgere begynder at tænke på politik på en ny måde.«

– Hvad er der sket indtil videre?

»De politiske partier har stået stejlt på deres gamle positioner. Det er desværre helt, ligesom det var før valget. Det hele handler om at holde Sverigedemokraterna væk fra magten. Jeg synes, det er enormt problematisk, at man på den måde holder så stor en andel af vælgerne uden for indflydelse.«

Jonas Andersson

  • Født 1979.
  • Gift, far til to.
  • Bor i landsbyen Fagerhult i Småland, hvor han driver købmandsforretningen Nära Dej.
  • Stemte for første gang på Sverigedemokraterna ved valget i september

»Der er to partier på højrefløjen, Moderaterna og Kristdemokraterna, som lader til at være mere åbne over for et kompromis med Sverigedemokraterna. Men selv ikke de partier markerer sig klart og utvetydigt om det.«

– Hvad er det bedste, der kan komme ud af den politiske krise?

»Jeg håber, der kommer et nyt valg. Det kan i hvert fald ikke føre til noget værre.«

– Tror du, at politikerne har lært noget af det her valg?

»Det er svært at tale om politikere generelt. Men mange politikere, eller nogen af dem, er i hvert fald ved at genoverveje deres holdning til Sverigedemokraterna.«

– Hvis der skulle komme omvalg, ville du så stemme det samme?

»Jeg ville være lige så usikker som sidste gang. Sidste gang stemte jeg Sverigedemokraterna. Men jeg var meget i tvivl, om jeg skulle stemme blankt. Sådan ville det være igen.«

– Hvordan går det ellers i Fagerhult?

»Det er rimelig meget det samme, som da I var her. Skolen er her stadig. Butikken lever stadig. Menneskene er de samme. Ingen revolutioner her.«

– Har du fået styr på køleskabet i butikken?

»Ja. Eller, da I var her, var det varmen, som drillede. Det er svært at klare den, når det er varmt i vejret. Nu hvor det er blevet koldt, fungerer det fint. Men vi skal have et nyt, inden det bliver sommer igen.«

– Taler I meget om valget i Fagerhult?

»Ja, det gør vi da. Der er jo nye artikler i avisen hver dag. De fleste er trætte af den lange proces. De så helst, at der bare blev dannet en regering. Alle er selvfølgelig ikke enige om, hvilken regering det skal være. Men generelt tror jeg, at det er de færreste, der som jeg håber på et nyvalg. De vil bare have en regering. Men jeg tror, at mange har tabt tillid til systemet. Mange vil nok betegne det som en dårlig ting. Men ikke mig. I mine øjne er det en god ting. Jeg bliver mere og mere anarkistisk.«

– De er jo erklæret libertær og mener, at staten fylder for meget. Er Sverigedemokraterna et libertært parti?

»Nej. Sverigedemokraterna er ikke et parti, der repræsenterer mine libertære holdninger. Men i forhold til de øvrige partier repræsenterer de en form for sund fornuft. De har en klar agenda. For de øvrige partier handler det hele om det politiske spil og meningsløs konkurrence partier imellem. Sådan er det ikke med Sverigedemokraterna. De har nogle klare enkeltsager, som de forfølger.«

– Hvem ser du helst som statsminister?

»Nu har jeg ikke meget tilovers for hverken Stefan Löfven (Socialdemokraternas leder, red.) eller Ulf Kristersson (Moderaternas leder, red.), som er de to mest oplagte kandidater. Står valget mellem de to, er jeg i virkeligheden ligeglad. Det kommer ikke til at gøre den store forskel. De repræsenterer begge status quo. Det ville selvfølgelig gøre en forskel, hvis det blev en som Jimmie Åkesson (Sverigedemokraternas leder, red.). Og igen, det ville måske ikke ændre samfundet som sådan. I hvert fald ikke i retning af mine libertære ideer.«

– Der er politisk kaos flere steder i Europa. I Tyskland var de også lang tid om at danne regering. I Storbritannien kan de ikke finde ud af Brexit, og i Frankrig er der store folkelige protester. Mener du, der er en forbindelse mellem de store europæiske kriser og situationen i Sverige?

»Det er forskellige grader af ustabilitet. Vi har ingen gule veste i Sverige. Men forbindelsen er, at folket taber tillid til det politiske system. Med god grund. Det er måske ikke den bedste måde at håndtere det på. Jeg ved ikke, om jeg ville ønske, vi havde gule veste i Sverige. Jeg så gerne, at folk gik på gaden og protesterede. Men de skulle gøre det uden at være voldelige og lave hærværk på butikker.«

»Har I egentlig også haft denne her slags problemer med at danne en regering i Danmark?«

– Nej. Faktisk ikke.

»Se, det skyldes jo også, at I har håndteret Dansk Folkeparti på en helt anden måde, end vi har håndteret Sverigedemokraterna. I har ikke holdt dem udenfor. Hvis bare de svenske politikere havde været mere ligesom de danske, så stod vi nok ikke i denne her situation.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu