Læsetid: 6 min.

Gareth Bale: Waliseren, der kunne være verdens bedste

Real Madrids walisiske stjerne, Gareth Bale, er i finalekampe stort set altid afgørende, og stort set altid en garanti for scoringer. Han er Englands bedste fodboldeksportvare. Hans pokalsamling er imponerende. Det samme er antallet af rekorder. Men det er, som om hæderen og den store anerkendelse går uden om ham
Gareth Bale i hovedstødsoffensiv mod tjekkiske FC Viktoria Plzeň på Bernabeu i Madrid tidligere på efteråret. Forventningerne er i top, men det kniber med at få dem indfriet.

Gareth Bale i hovedstødsoffensiv mod tjekkiske FC Viktoria Plzeň på Bernabeu i Madrid tidligere på efteråret. Forventningerne er i top, men det kniber med at få dem indfriet.

Javier Soriano

8. december 2018

Mens holdkammeraten Luka Modric kronede en flot sæson for både klub og landshold med Ballon d’Or-titlen i mandags, ser det anderledes sløjt ud for Real Madrids 29-årige waliser, Gareth Bale.

Real Madrid vandt 2-0 hjemme på Estadio Santiago Bernabeu over Valencia i sidste weekend og ligger lige nu nummer seks i La Liga, seks point fra førerholdet Sevilla. Heller ikke ved den lejlighed formåede Bale at få netmaskerne til at blafre, og vi skal helt tilbage til 1. september 2018 i en kamp mod Leganés for at finde sidste scoring fra den 185 cm høje landsholdsspiller.

Champions League er i den grad Real Madrids favoritturnering, og her går det bedre for Bale. Men er det nok? Har Bale råd til at være luksusspiller for verdens største fodboldklub?

Bale vandt overraskende ikke Trofeo Puskás-prisen for sæsonens bedste mål. Med sin sublime saksesparkscoring i Champions League-finalen mod Liverpool var der ellers lagt op til det, men prisen gik i stedet til Liverpools Mohamed Salah.

Det kom bag på Bale:

»Ja, det overraskede mig, for nu at være helt ærlig. Jeg synes, at man underminerer vigtigheden af præmien, selvom Salahs scoring også var et flot mål. Jeg skulle dog have vundet prisen. Jeg er nødt til at sige, at mit mål var det bedste,« udtalte Bale til det engelske fodboldmagasin FourFourTwo.

Skuffet

Rygter har spået waliseren væk fra det spanske i mange år. Efter Champions League-finalen i Kiev den 26. maj i år var den helt gal. Bale havde støt og roligt spillet sig ind i varmen på Zinedine Zidanes holdkort, men den franske cheftræner valgte alligevel at sætte Bale på bænken i finalen. Da han blev skiftet ind, vendte han kampen med sine to scoringer, og Real Madrid kunne for tredje år i træk hæve pokalen med de store ører mod himlen.

»Det er klart, at jeg var meget skuffet over ikke at starte inde i kampen. Jeg følte, at jeg havde fortjent det, men det er træneren, som træffer beslutningerne. Selvfølgelig bør jeg spille hver uge, noget, der ikke har været tilfældet i denne sæson. Jeg var skadet i fem uger, og jeg har ikke spillet kontinuerligt. Nu må jeg sætte mig med min agent og tale tingene igennem,« sagde Bale til den madrilenske sportsavis AS.

Forhandlinger med Manchester United var fremskredne, og alt så ud til, at Bale ville vende tilbage til Premier League. Men så skete der noget afgørende. Zidane trak sig som træner, og Cristiano Ronaldo valgte at skifte til den italienske mesterklub Juventus. Real fik ny træner, først Julen Lopetegui og siden Santiago Solari, som begge erklærede deres fulde støtte til den »sensationelle« spiller Gareth Bale.

Topniveauet er af en anden verden. Men Bale forsvinder i for mange kampe. Og så har han en lang skadeshistorik.

Med Champions League-sejren i Kiev nåede Bale op på siden af Phil Neal, den britiske højreback, som var med til at vinde Europa Cup’en for Liverpool i 1977, 1978, 1981 og 1984. Bale er Englands suverænt bedste fodboldeksportvare. Samlingen tæller fire Champions League-pokaler, to FIFA-verdensmesterskaber for klubhold, to UEFA Super Cup’s, en La Liga-titel og Copa del Rey-guld.

Verdens dyreste

Han er en finalemand. Stort set altid afgørende og garanti for mål. Hvorfor har han aldrig vundet Ballon d’Or eller blot været i nærheden af det?

I starten af 2015 var han verdens dyreste fodboldindkøb nogensinde. Men da han skød på mål i en kamp mod Valencia den 4. januar 2015 og brændte i stedet for at lægge en tværaflevering til holdkammeraten Karim Benzema, buhede publikum af ham. Ikke alle, men nok til, at det kunne høres.

Ugen efter gik det helt galt. Bale havde fået en friløber og spurtede i sin karakteristiske, kraftfulde stil mod Espanyols mål. Forinden havde han produceret et fremragende oplæg til 1-0 og scoret et ikke mindre sublimt frisparksmål til 2-0. Cristiano Ronaldo sprintede også ind mod stængerne. Han forventede en pasning i fødderne fra waliseren. Den kom ikke. Bale tog selv chancen. Skuddet blev reddet. Ronaldo slog ud med armene og brokkede sig højlydt. Publikum og fans var rasende. Kunne man være mere selvisk? »Chupón!« skreg de – den grådige, den selviske, egoisten.

»Vi venter stadig på Bale,« lød overskriften på avisen Marca februar samme år. Bale-Gate var brudt ud, og den trak en masse andet sladder med sig. Var det klogt at spille med Bale og Ronaldo samtidig? Var det ikke bare Florentino Pérez, Real Madrids præsident, der absolut ville have sine dyre guldæg – Benzema, Bale, Ronaldo – på banen samtidig?

Udlændinge har det notorisk svært i den madrilenske fodboldkultur. Sergio Ramos bliver altid tilgivet. Selv Iker Casillas, som har fået en del skældud, er gået fri, fordi han er spanier. Engang gjorde de nar af brasilianeren Ronaldo, franskmanden Zinedine Zidane og tyskeren Mesut Özil. Gonzalo Higuaín, argentiner, spillede i Real Madrid og oplevede en sæson med lutter mishagsytringer. Til sidst turde han knap nok skyde på mål.

Karim Benzema, som startede sæsonen 2017/18, kender turen:

»Jeg spiller i en kæmpeklub, og der forventes altid en masse af mig. Jeg er Real Madrid-angriber, og det betyder, at jeg helst skal score i alle kampe. Sådan er det bare,« sagde Benzema til AS tilbage i 2015, da det blev moderne at mukke over Bale.

»De piftede ad mig. Casillas har også oplevet det. Alle de store, som har spillet for Madrid, har prøvet det. Ronaldo, Zidane og så videre,« konkluderede Benzema.

»Jeg tror simpelthen ikke, Bale forstår den sydeuropæiske mentalitet,« skrev Juanma Trueba i sin klumme i AS.

Da Bale kom til Real Madrid i 2013, skulle han holde en lille tale for sine klubkammerater i omklædningsrummet. Det er kutyme. Bales tale var på engelsk. Det har de ikke rigtig tilgivet ham for.

Uindfriede forventninger

På mange måder kan Bale minde om brasilianeren Kaká, der heller ikke fik indfriet de tårnhøje forventninger til fulde. I AC Milan – inden skiftet til Real Madrid – kunne Andrea Pirlo stikke en dyb aflevering henover den defensive midtbane til en retvendt Kaká, der ville overliste og sprinte forbi bageste kæde. Ligesom Kaka skal Bale helst have bolden retvendt og gerne lidt ude på fløjen. Med Bale får man ikke den særlige, spanske posesión, hvor bolden holdes i egne rækker, og Bale mangler stadig at bevise for stort set alle sine trænere i Real Madrid, at han også arbejder disciplineret i defensiven.

Favoritformationen med Bale er enten en klassisk 4-3-3 med ydre centerforwards, som det hed i gamle dage, eller en hårdtslående, Premier League-inspireret 4-4-1-1, hvor Bale kan ligge i rummet lige bag boksspilleren. Skæbnens ironi er, at den klub, han ville passe allerbedst ind i, er den klub, han forlod til fordel for Real Madrid: Tottenham Hotspur.

I slutningen af november 2017 blev Gareth Bale den britiske spiller med flest optrædener for verdens bedste hold. På det tidspunkt havde han spillet 160 kampe. Dermed overhalede han David Beckham, som sluttede på 159 kampe.

Lige nu er der måltørke for Bale. Men han prøver. I søndag eftermiddag gælder det opgøret mod La Ligas bundprop, SD Huesca, på udebane. Bale er bedre ude end hjemme på Bernabéu, hvor spillet ofte bliver nervøst og forceret. Han har haft 35 afslutninger på mål siden sommerferien, men indtil nu er det kun blevet til tre mål i Spaniens bedste række.

Det er besynderligt og i virkeligheden lidt af en tragedie. Gareth Bale kunne være verdens bedste spiller, helt deroppe i Ronaldos og Lionel Messis luftlag. Men sådan er det ikke blevet.

»Hvornår ser vi Alpha-Bale igen?« lød en kommentar på Bales Twitter-konto mandag aften, da waliseren havde lykønsket Luka Modric med Guldbolden. Godt spørgsmål.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Han er Englands bedste fodboldeksportvare" - Jeg tror ikke Waliserne er helt enig da Wales or England er two forskelling nationer under Unionen UK/Storbrittanien