Håbets sang er en kommuneblond svensker

Ugerevyen tager den sidste uge inden jul under kyndigt eftersyn. Og en ung blond pige – den 15-årige skoleelev Greta Thunberg – er ikke til at komme uden om
Mens politikerne på klimatopmødet i Katowice holdt sig på det jævne, stod en 15-årig svensk skoleelev for det mest opløftende forsøg på at hæve ambitionsniveauet på klodens vegne.

Mens politikerne på klimatopmødet i Katowice holdt sig på det jævne, stod en 15-årig svensk skoleelev for det mest opløftende forsøg på at hæve ambitionsniveauet på klodens vegne.

Sadak Souicile Pictorium

Moderne Tider
22. december 2018

Velkommen til de sidste julepanikdage før selve dagen. Denne særlige tid, hvor de store drømme om at købe noget ganske særligt forlades til fordel for at sikre status quo ved at købe et lidt for dyrt og lidt for kedeligt fad i Magasin i sidste øjeblik.

Så står man der i de fantasiløses indpakningskø og kan søge trøst i at tænke på sidste weekends klimatopmøde i Katowice, der endte med, at verdens ledere i menneskehedens, civilisationens og klodens hellige navn blev enige om at give jordkloden en cd med covernumre i julegave.

Den var formet som en 133 sider lang erklæring om at fortsætte nogenlunde som planlagt, hvilket helt bestemt er fint, men når det er, hvad verdens mægtigste mænd kan præstere, så er det vel også o.k. for at forære lillemor en tærteform.

Der skete da også flere fede ting i Katowice. Vi lærte for eksempel, at håbets sang er ung kommuneblond svensker. Hun hedder Greta Thunberg og er en 15-årig skoleelev, der tidligere har strejket fra sin skolegang for at demonstrere for politisk handling på klimaets vegne. Hun holdt en dejlig dundertale til klimamødet, og hendes ord gik kloden rundt:

»Før I begynder at fokusere på, hvad der er behov for at gøre, snarere end hvad der er politisk muligt, er der intet håb,« lød det blandt andet. Det kan man jo også tænke over i julegavekøen.

Eller man kan bryde ud i sang. Denne uge ville de mange nok demonstrativt gjalde »Den danske sang er en ung blond pige« som et symbol på, at man ikke lader sig kue af identitetspolitiske strømninger.

Her i den kolde agurketid har nærmest alle politikere været ude og rase over, at CBS har givet en undskyldning til en, der følte sig krænket over, at man sang netop den sang.

De identitetspolitiske diskussioner har med deres kombination af at være pisseirriterende og principielt vigtige vist sig at være debattens svar på en eksploderende stjerne, der pulserer ildtunger af krænkelse, forargelse over krænkelse, krænkelse over forargelse over krænkelse i en uendeligt eskalerende energiudladning. Hvis nogen fandt ud af at drive en turbine på debatbenzin, så ville identitetspolitikken kunne løse klimakrisen ret hurtigt.

Ovre i identitetspolitikkens eget land, USA, har præsident Trump også mødt identitetspolitisk modstand – denne uge fra landets hekse, der mener, at han misbruger ordet ’heksejagt’ – men det har han ikke taget så alvorligt.

Præsidenten selv er da også et kraftværk af ballade. Onsdag beordrede han de amerikanske tropper ud af Syrien med den begrundelse, at IS mere eller mindre var besejret. Beslutningen er kontroversiel – også blandt visse republikanere – da den efterlader USA’s kurdiske våbenbrødre i en temmelig stram situation omgivet af fjender – og overlader det syriske spillebræt til andre magter som Rusland og Iran. Venstresnoede kritikere udlagde beslutningen som en julegave til Putin, og da Putin holdt sit traditionsrige maratonlange julepressemøde torsdag kvitterede han med ordene:

»Donald har ret.«

Kort tid efter kom historien om, at Trump også ønsker at trække en stor del af tropperne i Afghanistan hjem, og cirka samtidig skred hans forsvarsminister, Jim Mattis, fordi han var for uenig i den førte politik. Da general Mattis blev udnævnt som forsvarsminister, sagde alle, at han var total blæst – ’Mad Dog’ Mattis som han blev kaldt. Nu, hvor han forlader Det Hvide Hus, er alle oprørte over, at denne fornuftens stemme, forlader en impulsstyret og utilregnelig commander in chief. Det er den effekt, Donald Trump har på folk – han får alle andre til at virke rolige, rationelle og fornuftige.

Det trick kan man også vælge at lade sig inspirere af her i de sidste julepaniske dage – for hvis du køber nogle virkelig fantasiløse gaver, får det alle andres gavekort til Vero Moda til at se kærlige og gennemtænkte ud. Ja, man kunne ligefrem kalde det en næstekærlig handling i forbindelse med Jesusbarnets og hjerternes fest. Hav en dejlig en af slagsen.

Ugerevyen

Ugerevyen giver dig et stærkt idiosynkratisk overblik over de mest interessante begivenheder i ugen der gik. Vi dækker både indland, udland og dyrenes verden.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nike Forsander Lorentsen

'Kommuneblond'!

Jeg vil da gerne sende en tak til den 15-årige skoleelev, Greta Thunberg, der med sin faste protest-plads udenfor Rigsdagen i Stockholm har sat miljø og klima på dagsordenen.

Hendes initiativ er gået jorden rund, så skoleelever har fået øjnene op, medens f.eks. Australiens premierminister syntes, den svenske regering "skal finde noget" at straffe hende på.

Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar