Et liv er forbi: Filosofi skader ikke – og det er nok

Med sin høje statur og sit livlige og opmærksomme væsen var Jørgen Dehs nem at få øje på i mængden. Han var også en mand, der gerne forelskede sig. Som i 1969 da han var til en Vietnam-indsamling i København. På en trappe mødte han Sys Hindsbo. Det var kærlighed ved første blik for dem begge. Også selv om hun på det tidspunkt var gift.

Det var gennem højskolen, at han var kommet med i Vietnam-arbejdet. Hans egen politiske aktivisme var mest til den svævende og tænksomme side. At sidde på et lille kontor og sætte frimærker på konvolutter, var ikke noget for ham.

Han inviterede hende til te på Hillerød Højskole, hvor han arbejdede. Han var ved at uddanne sig på Den Fri Lærerskole i Ollerup og arbejdede på højskolen som en del af sin uddannelse, der krævede lidt omveje, fordi han aldrig havde fået taget en realeksamen. Han blev som 16-årig smidt ud af skolen og havde i nogle år arbejdet som portør i København

Universitetet var den rette hylde

Han og Sys Hindsbo blev gift og levede sammen i mange år. Selv efter de var blevet skilt, og hun blev gift med en anden, forblev de venner. Sent i livet fik Jørgen Dehs en søn med Kamille Nygård, og det var det bedste, der var sket for ham. Hun flyttede i forbindelse med sit præstevirke til Grønland, inden sønnen, Vilhelm, blev født, og i de fire år, de boede deroppe, besøgte han dem flere gange.

Da han aldrig havde fået sin eksamen, måtte han søge om dispensation for at blive optaget på universitetet. Han skrev en motiveret ansøgning og kom ind i første forsøg. Her faldt han til ro. Han havde fundet sin plads og skulle ikke længere jage rundt.

Han blev inden for universitetsverdenen resten af sin karriere, og her kunne han lade sin passion for æstetik og filosofi møde sin interesse for undervisning. Han var en afholdt underviser, der gik op i at lære de studerende at tænke selv. Først som underviser, mens han læste sin kandidat, og siden som ekstern lektor i Odense og Aarhus. Fra 1999 og frem til sin pension i 2012 var han lektor og leder af forskeruddannelsen ved Arkitektskolen i Aarhus.

Fra han begyndte på universitetet, var han meget opslugt af sit filosofiske arbejde, og han brugte mange timer ved skrivebordet. Ikke at han var meget produktiv, men han havde en særlig opmærksomhed omkring sproget, og sætninger blev skrevet og omskrevet igen og igen. I de bøger han læste, lavede han sirlige og præcise understregninger.

Filosofien er vigtig i sig selv

Filosofien og æstetikken var ikke bare et job for ham, men et tankesæt, der afspejlede sig i det levede liv. Engang, da han blev spurgt, om det filosofiske og humanistiske arbejde nyttede noget, svarede han: »Nej, men det skader heller ikke.«

Filosofien var vigtig i sig selv, og det var nok for ham til at bruge sit liv på det.

Gennem hele sit liv flyttede han frem og tilbage mellem byen og landet, men i hjertet var han byboer. På gåture i byen kunne han finde adspredelse, mens han i skovene på Sydfyn kun havde sig selv i hovedet. Han kunne bruge en hel dag på at cykle rundt i byen for at skaffe den helt særlige olie til aftensmåltidet, som han manglede, fra den helt rigtige butik. Han ville helst ikke have at tingene lå derhjemme for længe, derfor købte han også ind næsten dagligt.

Ordnede selv boet

I midten af 90’erne fik han konstateret kræft i svælget. Han fik strålebehandling, og selv om han fik at vide, at det godt kunne give nogle mén senere, var det ikke noget, han tænkte meget på.

I 2016 begyndte det alligevel at påvirke ham.

Han fik ikke blod nok til hjernen og led af besvimelsesanfald. Han måtte holde op med at cykle, men han blev ved med at skrive på den bog om melankoli, som han var i gang med lige til det sidste.

Han fortalte ikke sine nærmeste meget om sin sygdom, han ville heller ikke indlægges. Men han vidste alligevel godt, hvor det bar hen. Han begyndte at ordne sit bo. Han fandt billeder fra sit liv frem og begyndte at sortere dem i kuverter. På kuverter skrev han navnet på den person – blandt andre Sys Hindsbo samt sin søn og dennes mor – som han gerne ville have overtog minderne fra hans liv, efter at han var gået bort.