Baggrund
Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Jan la Cour

Når Jan la Cour gjorde noget, gjorde han det mere end helt. Hvad enten det var at bygge isslotte eller at være læge
Moderne Tider
22. december 2018
Når Jan la Cour gjorde noget, gjorde han det mere end helt. Hvad enten det var at bygge isslotte eller at være læge

Privatfoto

På denne tid af året plejede han at holde ekstra godt øje med vejrudsigten.

Han ventede på, at heldøgnsfrosten satte ind. Når frosten endelig satte ind, spildte han ikke et vågent øjeblik. Iført uldent undertøj i lag og tykke vanter, spredte han flødebollebakker, medicinpakninger, mælkekartoner og kødbakker, som han havde samlet i løbet af hele året ud over borde i hele haven. Han hældte vand i, og ventede tålmodigt, mens frosten forvandlede vandet i formene til hundredvis af byggeklodser af is.

Jan la Cour byggede isslotte. Det tog ham op til 72 timer at bygge et slot, hvor han møjsommeligt én efter én dyppede isklodserne i vand og holdt dem fast på en anden isklods, indtil de frøs sammen. Når slottene var færdige, førte han lyskæder igennem de snoede isgange og drak en kop te, mens han beundrede sine værker oplyst i grønne, blå og røde farver.

Han kunne ikke lade være. Selv den vinter, han var på Grønland, måtte han bygge et slot. Det frøs så hårdt, at isklodserne frøst fast på huden, alligevel fik han opført slottet.

Multikunstner

Isslottene var langtfra det eneste sted, hvor Jan la Cours kunstneråre kom til udtryk. Han både malede, digtede, spillede, komponerede, samlede, klippede, installerede, byggede og skrev. Og han gjorde aldrig noget halvt. Faktisk gjorde han de fleste ting mere end helt.

Når han malede, malede han så mange malerier, at lærrederne stod i stakke. Når han spillede golf, spillede han hver dag. Når han klippede udklip, klippede han i døgndrift, til fingrene værkede. Og når han deltog i Informations julesangskonkurrence, sendte han ikke et vers, men 50 nøje udvalgte.

Målet med al hans kunst var at få folk til at smile. Han var lykkelig, når naboerne kom forbi og nød isslottene, eller når børnebørnene grinede af de kringlede vers i en hjemmedigtet sang.

Blå bog: Jan Dornonville de la Cour

  • Født den 21. januar 1943 i København.
  • Læge og multikunstner.
  • Efterlader sig sin kone Birgit, tre børn og tre børnebørn.
  • Død den 16. november 2018 på Herlev hospital

Hans kone Birgit så evigt kærligt til, når Jan la Cour hang 375 håndmalede påskeæg fra sommerhusets loft eller lavede kunst af forgyldte torskeben.

Han mødte Birgit på et talerkursus, da de var 15. Jan la Cour blev straks glad for hende og skrev små digte til hende, men hun var mere tøvende, og i øvrigt var det ikke passende at have en kæreste. Birgits mor derimod syntes, at idéen om at få Jan la Cour ind i familien var god. Derfor sørgede hun for, at de to holdt kontakten i årene derefter. I 1970 blev Birgit og Jan la Cour gift.

Selv efter næsten 50 års ægteskab var han håbløs romantiker. Til valentinsdag fyldte han stuen med guldfarvede hjerter hængende fra loftet, som Birgit fik i hovedet, når hun gik gennem stuen. Et år fyldte han stueloftet med billeder af anatomisk korrekte hjerter. Det var lige grotesk nok til Birgits smag, men Jan la Cour var tiltrukket af det smukke i det groteske.

Lægen la Cour

Jan la Cour var en kunstner, der blev læge.

Han fik sin eksamen i 1972, men havde inden da sammen med Birgit været udsendt for Folkekirkens Nødhjælp til et spedalskhospital i Tamil Nadu i Indien. Efter han blev færdiguddannet, tog de to igen afsted til Bangladesh, hvor de var med til at genopbygge et hospital og lave sundhedsklinikker efter løsrivelseskrigen mod Pakistan.

I 1976 overtog Jan la Cour sin fars praksis i Gentofte.

Hans konsultation lignede en dagligstue med væggene dækket af hans mange malerier fra gulv til loft. Patienterne elskede ham for hans varme og humor. Han var den slags læge, der hellere ville tale om livet end om sygdomme.

Da en ældre kvinde en dag kom ind med leverpletter og forfærdet spurgte, om det mon var ligpletter, svarede han: ’Nej, ikke så længe De selv spørger’.

Da Jan la Cour begyndte at praktisere, havde han to små børn, og siden kom en tredje til. Der var liv og leben i huset på Borgevej i Lyngby, men når han kom hjem fra arbejde, havde han brug for ro til at tømme hovedet. Det gjorde han hver dag til et afsnit af sæbeoperaen Glamour – efter hans mening det mest hjernetømmende fjernsyn, man kunne se. Så hver eftermiddag sad hele familien stille samlet om et afsnit Glamour.

Jan la Cour var en kærlig og tilstedeværende far og bedstefar. Han digtede sange, legede lege og byggede legehus med sin ældste søn til sine børnebørn.

Da han fik at vide, at han var dødssyg, fik han travlt. Han skulle nå at færdiggøre det installations-univers, han var ved at lave til børnebørnene på sommerhusets grund. Han skulle også nå at rejse med Birgit og besøge Grønland en sidste gang. Sidst i august. Denne gang også med den yngste søn og ældste barnebarn.

Hans kunst fulgte ham helt til efter hans død.

Vinduet på hans hospitalsstue var dekoreret med papirklip, han lavede, mens han var indlagt. I den stuvende fyldte kirke til begravelsen blev et digt sammensat af flere af hans allersidste digte læst højt, og hans kiste blev båret ud til en melodi, han havde skrevet til sin datter.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dagmar Holdensen

han HÆNGTE påskeæg op, og ( der HANG de)