Læsetid: 3 min.

Et liv er forbi: Lars Olivarius ville ikke have en begravelse. Han ville have et afterparty

Lars Olivarius var seniorsergent i forsvarets Eskadrille 722. Når han ikke fløj i helikopter, stod han på ski, sejlede og arrangerede store fester til enhver tænkelig lejlighed
Lars Olivarius var seniorsergent i forsvarets Eskadrille 722. Når han ikke fløj i helikopter, stod han på ski, sejlede og arrangerede store fester til enhver tænkelig lejlighed

Privatfoto

29. december 2018

I november troppede 80 mennesker op på Nørrebro – ingen i sort tøj. Til gengæld drak de gin og tonics til tonerne fra et jazzorkester, som spillede Vera Lynns »We’ll Meet Again«.

Rundt om på bordene lå Lars Olivarius’ scrapbog spredt ud. Der var udklip fra avisartikler, som handlede om nogle af de utallige redningsaktioner, han havde været på med Eskadrille 722 i forsvaret, hvor han var seniorsergent. Men der var også billeder af de mange skiture med venner og familie og af hans båd, som hed ’Tøsen’.

Det hele havde han planlagt længe før sin død. Ikke fordi han var syg, eller troede han skulle dø i en nær fremtid, men fordi han gerne ville bestemme, hvordan hans venner, bekendte og familie skulle mindes ham, når han en dag var væk.

Sådan var Lars Olivarius nemlig – han ville have tingene på sin egen måde. Helt til det sidste.

Våbenskjold og vognmager

Han voksede op i Lundtofte i en familie med eget våbenskjold og et efternavn, som stammer fra 1600-tallet. Faren var revisor, moren hjemmegående og storebroren blev uddannet fra universitetet og var lærd, som man plejede at sige i familien.

Lars Olivarius var bedre med sine hænder. Først uddannede han sig til smed, senere til flymekaniker. I de år mødte han sin første hustru på en skøjtebane – hun var 14, han var 17 – og efter nogle år kom to børn til, først en datter, så en søn. Familien slog sig ned i Eremitageparken i Hjortekær.

Blå bog: Lars Olivarius

  • Født den 28. marts 1944.
  • Uddannet flymekaniker. Blev senere seniorsergent i Eskadrille 722 på Værløse Flyvestation.
  • Død den 9. november 2018.
  • Efterlader sig en datter, en søn og seks børnebørn.

Når han ikke fløj rundt i helikopter med Eskadrille 722, reparerede Lars Olivarius biler i et lille værksted 500 meter fra lejligheden, hvor der var plads til både reservedele og fritgående høns. Han var udtalt autodidakt og havde sin egen definition af ’at reparere’. Engang satte han f.eks. en forlygte fast med tyggegummi og tændstikker.

Lars Olivarius havde altid flere biler på lager. Hver uge kørte han sine egne børn – og de andre børn fra boligområdet – til svømmetræning. En af gangene havde han netop ordnet en gammel grøn Morris 1000, men efter få meter gik bilen i stå. De seks-syv børn, som var proppet ind i bilen, steg ud og løb tilbage til værkstedet, hvor han hentede en ny gammel bil – samme model og samme farve.

’Lange Grethe’

Lars Olivarius nåede at være på flere end 1.000 missioner med Eskadrille 722, som var blandt de mest kendte redningsfolk i Danmark.

Op til flere gange fløj de også med både dronning Margrethe – eller ’Lange Grethe’, som Lars Olivarius plejede at kalde hende på grund af hendes højde – og kronprins Frederik.

Den røde løber blev altid rullet ud, når dronningen var med. En af gangene sagde Lars Olivarius skarpt til mandskabet, at de skulle huske at tørre fødderne af, inden de steg om bord. Det overhørte dronningen og tørrede ligeledes demonstrativt sine fødder af i den røde løber.

Derhjemme havde Lars Olivarius et foto af sig selv og Kronprinsen hængende ved siden af den medalje, han havde fået af Dronningen for ’Udmærket Lufttjeneste’.

Gummiplantage i Thailand

I løbet af sit 74-årige liv havde Lars Olivarius tre hustruer. Efter den første skilsmisse holdt han og børnene en stor fest. Anledningen var både skilsmissen og børnenes 18- og 20-årsfødselsdag. Skilsmissen i sig selv var ikke noget at fejre, men i familien plejede man at sige, at når noget gik både godt og skidt, skulle det ordnes med fest og farver.

Da Lars Olivarius flere år senere fyldte 60 år, skulle han på pension. På det tidspunkt var han netop gået fra sin anden hustru, og en kammerat spurgte ham, om de skulle tage en tur til Thailand. Det ville Lars Olivarius gerne. Og der mødte han sin tredje hustru, Susie. Det var ikke hendes rigtige navn, men hendes thailandske navn var svært at udtale. Han købte en stor grund i Thailand og plantede 1.200 gummitræer, som de passede sammen.

Susie og Lars Olivarius flyttede senere tilbage til Danmark i et rækkehus. Men han begyndte at blive syg, og i september faldt han om.

Lægerne fandt en tumor i hans hjerne. Og en til. I november var det slut.

Selv om Lars Olivarius ikke var helt klar til at forlade verden, fik han trods alt det afterparty, som han havde ønsket sig.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
  • David Zennaro
  • Michael Andresen
Jørn Andersen, David Zennaro og Michael Andresen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu