Feature
Læsetid: 12 min.

» ... måske holder krigen op, så vi igen kan spise kebab i Aleppo ...«

De er fætre og født næsten samtidig i Aleppo i Syrien. Her voksede de op som brødre, indtil borgerkrigen skilte dem ad. I dag er de 18 år, Ali Bako går på efterskole i Danmark og Subhi Jamal Al-Osman arbejder på et autolakeringsværksted i Libanon. Men de taler stadig sammen og sender beskeder og deler drømme, håb og erfaringer om en voldsom verden. På baggrund af deres korrespondence, har de skrevet denne dialog
Subhi Jamal (t.v.) og Ali har her sidst på efteråret haft mulighed for at mødes i Beirut. Subhi Jamal bor med sin bror og dennes kone i huset i baggrunden. Ifølge Ali taler alle på gaden med syrisk accent. 

Subhi Jamal (t.v.) og Ali har her sidst på efteråret haft mulighed for at mødes i Beirut. Subhi Jamal bor med sin bror og dennes kone i huset i baggrunden. Ifølge Ali taler alle på gaden med syrisk accent. 

UNICEF/Trane-Hanghøj

Moderne Tider
15. december 2018

Subhi Jamal: Kan du huske, da vi var små, Ali? Når vi tog på tur i Aleppo. Vi kendte alle krogene i midten af byen, de handlende på markederne, alle butikkerne. De var åbne til langt ud på aftenen. Der var lys overalt. Vi gik på jagt efter den helt rigtige kebab. Det var bedstemor, der gav. Egentlig ville hun hellere selv have lavet mad til os. Når man besøgte hende, var det første hun sagde altid:

»Har I fået mad? Skal jeg ikke lave noget til jer?«

Hun foreslog typisk grillet kylling. Men vi ville hellere spise ude. Hun kunne aldrig stå for os, så hun fandt pungen frem.

Ali: Bedstemor græder altid, når jeg ringer til hende. Hun er bange for, at vi aldrig ses igen. Så drømmer jeg højt om at få hende familiesammenført til Danmark, men hun drømmer ikke med. Hun er blevet for gammel til den slags, siger hun.

Ali Bako

  • Født i Aleppo i Syrien i 2000.
  • Blev i 2013 med sin mor og sine søskende familiesammenført med sin far, der var flygtet til Danmark.
  • Tager 10. klasse på en efterskole i Vestsjælland.
  • Drømmer om at komme i gymnasiet for herefter at uddanne sig til flymekaniker eller civilingeniør.
  • Arbejder i sin fritid på et pizzaria.

Nogle gange kan jeg ikke holde det ud. Så laver jeg fis for at muntre hende op. Ringer og præsenterer mig som min bror, Muhammed. Hun kan ikke høre forskel, og så spørger jeg hende, hvem hun bedst kan lide: Mig eller ham. Hun holder altid mest af den, hun tror, hun har i røret. Så sludrer hun løs om, at Ali da bestemt har gode egenskaber. Han er en sød dreng, men, du Mohammed, du er alligevel min øjesten.

Når jeg lægger kortene på bordet og siger, at hun taler med mig og ikke Mohammed, så skriger hun op som en fasan og griner helt overdrevent. Det er meget bedre end at tale om krigen. Om hærene, der flytter rundt i det nordlige Syrien, tæt på hvor hun bor. Min bedstemor søger trøst i fortiden, der er ingen grund til at ødelægge det med spekulationer om fremtiden. Det er længe siden, den har bragt noget godt med sig for hende.

Farvel til Aleppo

Ali: For mig begyndte krigen på tv. Billederne mindede om dem fra Palæstina, som havde været i fjernsynet hele mit liv. Mennesker, der råbte. Soldater, der skød. Bomber, der eksploderede. Men billederne var fra byer, jeg kendte godt. Der var også nogle fra Aleppo, men det var stadig uvirkeligt. Når jeg kiggede ud ad vinduet, var alt som det plejede.

De voksne hviskede om, at nogle andre lavede demonstrationer, når de troede, vi ikke hørte det, men jeg var mere optaget af, at vi var uovervindelige i Counterstrike, og at vi tilmed var ved at blive ret gode til GTA. Vi var de uovervindelige fætre. Når vi var på hold sammen på computercafeen, fik alle smæk.

Vi drømte om at blive professionelle gamere og fodboldspillere, eller piloter og læger.

Syriske flygtninge

  • Efter knap otte års konflikt i Syrien er mere end seks millioner mennesker internt fordrevne, og mere end fem millioner syrere, heriblandt 2,5 millioner børn, lever som flygtninge i Tyrkiet, Libanon, Jordan, Irak og Egypten.
  • Libanon huser mere end 1,5 millioner syriske flygtninge i landet, det betyder, at hver fjerde person i landet er en syrisk flygtning.
  • Situationen for flygtninge og fattige libanesere er svær. Næsten 1,4 millioner børn lever under fattigdomsgrænsen

Kilde: UNICEF

Subhi Jamal: De drømme er væk. 6. klasse blev mit sidste skoleår, der kommer ikke flere. Da jeg flygtede til Libanon, var det for at arbejde, ikke for at få en uddannelse. Jeg var 14 år, havde to arme og to ben, det er dem, jeg kommer til at leve af resten af mit liv.

Jeg forstod, at krigen var kommet, da kampene om lufthavnen fik vores hus til at ryste. Alle de kæmpende sagde, at de ville skåne civile, men helt almindelige mennesker blev ramt hele tiden. Vores nabodreng blev dræbt af en bombe. Den skulle have ramt nogle soldater, men bomber aner ikke den slags. Han gik tilfældigvis forbi det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Aleppo var fuld af steder, som tilfældigvis var helt forkerte. Naboen og jeg havde spillet fodbold sammen hele vores liv og lavet lektier sammen hver dag. Vi plejede at følges til skole, nu fulgte jeg ham til graven.

I det mindste ved, jeg hvor han er i dag. Der er så mange, vi ikke har hørt fra i årevis. Jeg aner ikke, om de lever.

Ali: For mig var det angrebet på politistationen for enden af gaden, der fik mig til at forstå, at krigen var kommet til Aleppo. Det var som et stykke musik, hvor man kun kunne høre bassen.

Krigen havde allerede sat sig i de voksnes ansigter. Snart indså de, at de var nødt til at lade den afgøre deres beslutninger. Vi skulle væk. Vi pakkede vores ting, overbeviste om, at vi snart ville vende tilbage. Hvor lang tid kunne sådan en konflikt tage? En uge? To? Vi skulle bare et smut ud til familien på landet, til tingene var kølet lidt af i Aleppo.

Subhi Jamal: Det gjorde de så bare ikke. De voksne måtte opgive deres job, vi blev taget ud af skolen. Så sad vi der otte farbrødre og fastre med familier og prøvede at finde plads i dine forældres landejendom.

Subhi Jamal Al-Osman

  • Født i Aleppo i Syrien i 2000.
  • Flygtede som 14-årig til Beirut i Libanon. Efter flugten måtte han opgive at gå i skole og arbejder i dag i et autolakeringsværksted for at tjene penge til sin familie i Syrien og regningerne i Beirut.
  • Bor sammen med sin storebror på 24 år og dennes 17-årige gravide kone i en lille lejlighed i Beirut.

Til sidst solgte min far sine entreprenørmaskiner. Han plejede at leve af at lave vandboringer, men Syrien var blevet et sted, hvor bomberne rev ned, ikke et land hvor man byggede nye ting op. Min far var bange for, at maskinerne skulle blive stjålet eller konfiskeret af en af de mange militante grupper i området. Den slags udstyr var mange penge værd, hvis man solgte det i Tyrkiet, så det var et spørgsmål om tid, før nogen ville få den idé.

Grupperne havde hele tiden brug for penge. Det havde min far også, for familien skulle have tag over hovedet. Han brugte pengene til at bygge et nyt hus ved siden af sin søsters. Snart havde vores otte onkler og tanter opført en hel lille by i dine forældres gamle olivenlunde. De havde bygget sig rammen om en fremtid. Men krig har ikke respekt for fremtid. Så den flyttede også ind.

Ali: Til sidst havde vi set så mange døde, at de ikke skræmte os. Selv efter flere år i Danmark, skræmmer de døde mig ikke. Når jeg går fra stationen og hjem til mine forældres hus, skyder jeg altid genvej gennem kirkegården. Også om natten. Mine venner synes, det er uhyggeligt.

»Hvordan tør du,« spørger de.

Måske fordi jeg modsat dem ikke kun har skullet finde mig i døden som en del af min fantasiverden. Den er håndgribelig og velkendt. Døde mennesker har aldrig har gjort mig noget, i Syrien lærte man at være mere bange for de levende.

Flugten til Danmark

Ali: Min fars planer for fremtiden lignede ikke din fars ret meget. Min havde i mange år arbejdet i Europa. Han vidste, at der var en verden uden for Syrien, som måske ville ham det godt. Han havde venner i Grækenland, netværk i Europa, og så en fremtid for sig og sin familie, der lå langt væk fra Syrien. Han tog selv i forvejen og hentede resten af os til Danmark som familiesammenførte.

Da min mor, mine søskende og jeg forlod klyngen med de otte små huse i olivenplantagen, vidste vi godt, at vi ikke ville komme tilbage lige med det samme. Taxaen ventede for at køre os til den tyrkiske grænse, alle onklerne, tanterne, kusinerne, fætrene og bedstemor var afskedskomité. Mormor græd som altid, men krammede hårdere end nogensinde. Hun havde også hørt rygterne om, at hvis først man krydsede grænsen til Tyrkiet, så kunne man få problemer med at vende tilbage. Stemplet som afhopper sidder i panden på os.

Du stod og kiggede lidt på afstand, Subhi, jeg gik over til dig og mumlede noget i retning af:

»Vi ses senere.«

Jeg husker ikke, at du nikkede.

Subhi Jamal: Jeg kan godt huske den seance. Din mor var den første af min fars søskende, der flygtede ud af Syrien. Jeg tænkte:

»Tag mig med. Væk fra de døde og hen til et nyt liv, der er til at holde ud.«

Jeg var misundelig, men også lykkelig over, at nogle af os trods alt kom væk.

Efter I tog afsted, blev tingene værre. Vejene lukkede, i perioder kunne vi slet ikke få mad – varer kunne ikke komme frem. Men det kunne ISIS. En af deres krigerfamilier flyttede ind i jeres hus og blev vores naboer. Ingen turde sige nej til dem.

Trods fælles baggrund er deres perspektiver i dag vidt forskellige på grund af krigen. Ali (t.v.) er ved at uddanne sig i Danmark, mens Subhi Jamal tjener penge til sin familie på et autolakeringsværksted i Beirut.

Trods fælles baggrund er deres perspektiver i dag vidt forskellige på grund af krigen. Ali (t.v.) er ved at uddanne sig i Danmark, mens Subhi Jamal tjener penge til sin familie på et autolakeringsværksted i Beirut.

UNICEF/Trane-Hanghøj
Min mor og søstre blev nærmest spærret inde i vores hus. De måtte ikke gå ud alene, og pludselig skulle de, der aldrig havde dækket sig til, være iført niqab. Selv inden for hjemmets fire vægge gik de rundt og lignede sorte spøgelser – de nye naboer kunne jo få øje på den igennem vinduerne, og fik de et glimt af deres hud eller hår, ventede straffen. Og den var hård. Rygterne gik på, at ISIS kunne finde på at fjerne usømmelige kvinders børn. Min mor skulle ikke nyde noget.

Min far blev taget for at ryge en cigaret. ISIS sendte ham på opdragelseskursus. Han måtte naturligvis selv betale for den service. Det kostede os en masse penge, vi ikke havde. Kurset sluttede af med en advarsel om, at hvis han blev taget igen, kunne han regne med fængsel.

Han blev taget igen, men af en anden islamistisk gruppe, som åbenbart ikke delte strafferegister med den første gruppe, så han slap med endnu et kursus. Og sådan blev terroren ved. Der var hele tiden nye grupper, der var stikkere overalt. Alle forsøgte at finde ud af, hvad de skulle gøre for ikke at blive rodet ind i noget.

Hver gang en ny gruppe fik magten, gik det ud over dem, der mere eller mindre ufrivilligt havde støttet de seneste magthavere. Det var vanvittigt farligt at være neutral, i længden var det endnu farligere ikke at være det.

Så rig på fred

Subhi Jamal: Efterhånden faldt økonomien fuldstændigt fra hinanden. Pengeproblemerne kunne mærkes helt ind i kroppen. Ikke mindst på min ene storebror. Han var født med sukkersyge, havde levet fint før krigen, men nu havde vi ikke længere råd til hans medicin.

Til sidst besluttede jeg mig for at tage til Libanon for at arbejde, så jeg kunne sende penge hjem. Vi var også bange for alle militserne, der bankede på for at hverve nye medlemmer. Hvornår ville de begynde at bruge tvang?

Jeg kunne ikke blive ved med at håbe, at det hele ville blive bedre, for alt blev værre og værre. Min anden storebror var allerede i Beirut – han gjorde sit bedste for at skrabe penge sammen, men der var aldrig nok. Jeg havde brug for at hjælpe til. Jeg ved godt, at det ikke hjalp i længden. Min sukkersygeramte storebror er død nu, men jeg prøvede i det mindste.

Jeg var 14 år, da jeg krydsede den libanesiske grænse. Følelsen af endelig at være nyttig blandede sig med savnet af min mor og far. At køre ind i Beirut var som at køre ind i fortiden. I Aleppo før krigen. Det var et langt flashback. Åbne butikker, cafeer, der lyste i natten, folk gik afslappet rundt på gaden. Det hele var som i gamle dage, bortset fra, at vi kun var min ældste storebror og mig – resten af familien sad stadig i Syrien. Freden i Beirut blæste mig nærmest bagover.

Ali: Jeg genkender følelsen. Jeg havde den også, da jeg kom til Danmark. Jeg behøvede ikke længere at være bange. Mine søskende kunne lege. Det er den følelse, folk flygter for at få. Europa er så rig på fred. Det er derfor, så mange drømmer om at komme hertil.

Min følelse af fred forstærkes af fællesskabet på min efterskole. Vi passer på hinanden, lige fra vi vækker hinanden og løber morgentur, til når vi spiller kort om aftenen. Jeg kan regne med dem rundt om mig – regne med, at de vil mig det godt.

På skolens musiklinje lærer vi at spille guitar. Jeg tænker ofte på dig, når jeg øver mig. Det er jo din drøm. Nogle gange er det, som om jeg lever de drømme, du drømmer, mens du er vågen. Jeg kan godt blive flov, når du spørger mig, hvad jeg vil med mit liv. Når jeg svarer, at hvis det glipper med flymekanikeruddannelsen, så vil jeg gerne være civilingeniør, og du svarer med et:

»Du skal bare kæmpe for det, Ali.«

Jeg tror følelsen kommer af, at jeg ikke kan sige det samme til dig uden at føle, at jeg gør en smule nar. For der er jo ingen uddannelsesmuligheder for dig i Libanon. Du er der for at arbejde og sende penge hjem, ikke for at uddanne dig.

Jeg kan tage hjem fra efterskolen i weekenderne og bo sammen med min familie, du har ikke set din i flere år, og nu er det for farligt for dig at tage over grænsen til Syrien for at besøge dem. Du risikerer at blive anholdt og ende i hæren. Da vi var børn, havde jeg aldrig forestillet mig, at vores muligheder skulle ende med at blive så forskellige.

Subhi Jamal: Det er jo ikke fordi, alt er håbløst hos mig i Beirut. F.eks. har jeg fået det bedre, efter at jeg sagde mit job på restauranten op. De måneder, hvor jeg arbejdede fra klokken 6-19 på autolakeringsværkstedet og på restauranten fra klokken 19 til godt 4, kunne jeg ikke mærke min krop. Jeg faldt i søvn, imens jeg arbejdede. Det var min chef på værkstedet, der sagde stop. Han kunne ikke bruge halvsovende arbejdskraft til noget, sagde han. Hvis ikke jeg droppede natarbejdet, ville han droppe mig.

Min krop fik det bedre af at holde op på restauranten, men min økonomi fik det værre. Som arbejdsdagen skrider frem, kan man godt se, hvor det bærer hen. Mangler der kunder, bliver lønnen derefter. Nogle gange må jeg låne for at kunne sende penge hjem til Syrien. Hvis jeg var libaneser, ville jeg helt sikkert få en bedre løn, men så havde jeg måske ikke mit job. Det tænker jeg på, når dampene fra de kemikalier, vi bruger til at male bilerne, svider i lungerne. Jeg er stadig rask, har arbejde og har aldrig siddet i en flygtningelejr. Jeg har det bedre end så mange andre syrere.

Men jeg drømmer da om at hente min familie ud af Syrien, så vi kan få en ny chance i et andet land.

Ali: Måske lykkes det. Eller måske holder krigen i Syrien op, så vi igen kan spise kebab i Aleppo!

Subhi Jamal: Der er rigtig mange måskeer i den sætning, Ali.

Ali Bako og Subhi Jamal Al-Osman har deltaget i en skriveskole hos Susan Knorrenborg, der er ansat i UNICEF Danmark.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Aleksander Laursen

Den kunne snildt være sluttet for længst såfremt Vest magterne havde anerkendt Rusland som en partner i international politik. Rune lykkeberg og journalisterne på information render lykkeligt rundt i den illusoriske propagandarus vore medier har budt os i snart en hel generation.

https://www.theguardian.com/world/2015/sep/15/west-ignored-russian-offer...

Jeg tror usa kan atombombe mellemøsten og Afrika i morgen. Medierne skal bare skrive det handler om demokrati så løfter ingen et øjenbryn. Enhver som stiller sig kritisk er russisk agent eller konspirationsteoretiker. God weekend :)

Bettina Jensen, Jan Jensen, Harald Strømberg, Gert Romme, Jan Fritsbøger og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

De menneskeskabte klimaforandringer og det svindende globale eksistensgrundlag.

Anno 2018.
War and drought have produced Syria's smallest wheat crop in 30 years

Link: https://www.weforum.org/agenda/2018/10/war-and-drought-produce-syrias-sm...

Drought
This coincided with the most intense drought ever recorded in Syria, which lasted from 2006 to 2011 and resulted in widespread crop failure, an increase in food prices and a mass migration of farming families to urban centers. This migration strained infrastructure already burdened by the influx of some 1.5 million refugees from the Iraq War.The drought has been linked to anthropogenic global warming. Adequate water supply continues to be an issue in the ongoing civil war and it is frequently the target of military action.

Link: https://en.m.wikipedia.org/wiki/Syrian_Civil_War

"Mellem 2006 og 2011 var 60 pct. af Syrien ramt af tørke, 75 pct. af alle syriske landmænd blev ramt at total misvækst, og i den nordøstlige del af landet mistede landmændene 80 pct. af deres husdyr."

Link: http://www.b.dk/globalt/klimaforandringer-varsler-krige