Læsetid: 11 min.

Har #MeToo ændret Danmark?

Vi har skrevet spalte op og spalte ned om #MeToo på Dagbladet Information. Men fylder bevægelsen kun på redaktionsmøder, i kulturverdenen og blandt dem, der var overbeviste i forvejen? Eller har den ændret vores måde at omgås hinanden på? Jeg gik på jagt efter et svar i Nyhavn, på et advokatkontor, på en højskole og på mit gamle gymnasium
Vi har skrevet spalte op og spalte ned om #MeToo på Dagbladet Information. Men fylder bevægelsen kun på redaktionsmøder, i kulturverdenen og blandt dem, der var overbeviste i forvejen? Eller har den ændret vores måde at omgås hinanden på? Jeg gik på jagt efter et svar i Nyhavn, på et advokatkontor, på en højskole og på mit gamle gymnasium

Ditte Ahlgren

29. december 2018

I nogle måneder af min gymnasietid var et af de helt store samtaleemner på skolen en trekant mellem en pige og to drenge.

Historien begynder relativt uskyldigt: Pige kysser med dreng til en privatfest, de lister sammen ind på soveværelset, de lægger sig i sengen, de har sex. Men så sker det lidt usædvanlige, at en af fyrens venner kommer ind i rummet. Han vil også være med, og det får han lov til. Til sidst dukker en tredje ung mand op i døråbningen, men her siger pigen fra, og han sætter sig i stedet på en stol og kigger på.

Historien blev allemandseje på gymnasiet. Da nogle elever opførte deres juleafslutningsshow foran resten af skolen, blev scenen med de tre i sengen og fyren ved siden af på stolen lavet til et element i en sketch. Og da der i foråret var gallafest, og priserne for årets babe, årets hunk og lignende skulle uddeles, blev pigen og de tre drenge kaldt op på scenen for at modtage prisen for årets bommert.

Lærerne vidste ikke, hvad det drejede sig om. Men alle eleverne vidste det selvfølgelig, og der blev klappet og hujet højere end på noget andet tidspunkt den aften. Jeg er ret sikker på, at pigen ikke syntes, at det var spor sjovt.

I disse #MeToo-tider har jeg ofte tænkt tilbage på historien fra min gymnasietid for snart ti år siden. Klappede og grinede jeg også, da sketchen blev fremført, og prisen blev uddelt? Jeg ville ønske, at svaret var nej. Men sandheden er nok, at det gjorde jeg. I hvert fald lidt.

I dag væmmes jeg ved mindet om, hvordan en seksuel hændelse blandt nogle teenagere blev stillet til skue og latterliggjort på den måde foran 900 andre elever. Men hvad er det egentlig, der har ændret sig i mit hoved? Har det noget at gøre med, at jeg er blevet ældre?

Eller handler det om, at tiden og vores normer har ændret sig? Har #MeToo rent faktisk forandret Danmark?

Det har jeg – her hvor det første år med #MeToo er ved at rinde ud – sat mig for at undersøge på fuldstændig uvidenskabelig vis. Første stop er en restaurant i Nyhavn.

Restauranten

Ditte Ahlgren

#MeToo-bevægelsen er elitær, siger nogle, fordi den kun beskæftiger sig med skuespillerinder og andre fra den kreative klasse. Det er måske rigtigt nok, tænker jeg og beslutter mig for at gå på jagt efter en tjener eller en kok.

Ifølge restaurationspersonalets fagforening 3F står det særligt skidt til med sexchikanen på restauranter og i hotelbranchen, men samtidig er det også tabubelagt på denne type arbejdspladser at klage over lumre bemærkninger, klap i røven og overgreb.

På Facebook finder jeg gruppen ’Kokke og tjenere’, melder mig ind og efterlyser i en besked nogen, der vil tale med mig om #MeToo. Den første kommentar kommer kort efter.

»Jeg blev engang klappet i røven af min chef … Vi drikker stadig øl efter job! Lad nu være med det pis og fokuser på ordentligt arbejdsmiljø, løn etc. i stedet for på de forsmåede folk, der blev overrasket over, at Hells Kitchen næsten er sandt,« skriver en, der hedder Niels.

Han får hurtigt fire likes.

»Hvad er #MeToo?« skriver en, der hedder Tanni, og en, der hedder Line, svarer: »Det er det, vi kalder personalegode« efterfulgt af en smiley, der græder af grin.

Nogle dage efter kontakter Natasha Desirée mig og siger, at jeg er velkommen i Nyhavn, hvor hun arbejder som tjener. Da jeg træder ind på restauranten, er hun netop blevet færdig med sin pause og skal til at gøre klar til de gæster, der kommer i aften. I de 13 år, hun har arbejdet i branchen, er der ikke meget, der har ændret sig. Heller ikke efter #MeToo.

»Sådan en fredag eller lørdag tror nogle mandlige gæster stadig, at du er et tag selv-bord,« siger den 30-årige tjener. Når hun for eksempel står og dækker bord, kan gæster og især forbipasserende i Nyhavn råbe ting som: »du skal med mig hjem i seng«, eller de prøver at lægge hånden rundt om hende.

»Det er sådan noget rigtig håndværkerråberi, og det er normalt her inde i Nyhavn. På de lidt finere restaurationer findes der også sexchikane, men det er på en mere diskret måde, hvor gæsten lige kan finde på at give dig et lille klap bagi nede ved bordet,« siger Natasha Desirée.

Den nok værste oplevelse, hun har haft med en kunde, var, da en mand stak sin hånd op under nederdelen på hende. Så stak hun ham en flad.

»Det syntes min chef var helt fint,« siger hun.

Som erfaren tjener er hun dog mindre udsat, for kunderne har det med at udse sig de helt unge piger, som ser lidt usikre ud. Det har altid virket for hende bare at sige fra og »stå op for sig selv«, og hun synes egentlig ikke, at tilnærmelserne fra gæsterne skal ses som det helt store problem.

Hvis #MeToo-bevægelsen har ændret noget i branchen, så er det måske blandt kollegerne, siger Natasha Desirée. Hun har talt med sin kokkekæreste og kolleger om, at især mændene er blevet nervøse for »den søde uskyldige flirt«, der kan foregå blandt personalet ude i køkkenet.

»Det kan jeg da godt mærke. Og det synes jeg faktisk er en skam, for det er da fint med et lille wink eller at få at vide, at man ser godt ud,« siger Natasha Desirée, der har fri over julen.

Til gengæld skal hun arbejde nytårsaften.

»Så der skal nok blive masser af #MeToo,« siger hun og griner, mens hun trykker min hånd til farvel.

Gymnasiet

Ditte Ahlgren

Nærum Gymnasium ligner sig selv. Det lugter endda, som der gjorde for knap ti år siden, da jeg blev student – lidt af hormonel teenagesved, meget af nye møbler.

Langt de fleste unge, jeg taler med, synes ikke, at #MeToo har ændret noget for dem.

»Hahaha, nej,« siger Frederik Rothe på 18 år, da jeg spørger, om han handler anderledes.

»Hvad er det, #MeToo er?« siger Emil på 17.

»Vi bruger det mest som en joke,« siger 18-årige Caroline Hoverby.

I hjørnet af den store agora, som udgør gymnasiets kerne, møder jeg 3. g’erne Tristan Rapp på 19 år og 18-årige Gustav, der ikke vil have sit efternavn i avisen. De sidder sammensunket bag deres bærbare og med overtøj på. Jeg fortæller dem historien om trekanten, og begge drenge finder historien »stødende«.

»Den var sgu ikke gået i dag. Oh oh, no way,« siger Gustav.

»Det kunne godt være en joke internt i klassen. Men ikke i stor skala. Det ville skolen lukke ned med det samme,« siger han.

Hvis ledelsen havde kendt til historien om trekanten dengang for ti år siden, tror jeg heller ikke, at de havde ladet den blive til sådan et offentligt show. Også dengang var gymnasiet forsigtigt, og vi måtte for eksempel ikke lave lister i skolebladet over, hvem der havde kysset med hvem. »Censur!« kaldte jeg det.

Men ifølge eleverne er ledelsen det seneste år blevet endnu mere forsigtig. Tristan Rapp tror, at det skyldes, at de er bange for at få medierne på nakken, ligesom det skete for Rungsted Gymnasium, efter det kom frem, at nogle havde følt sig krænket til de såkaldte puttemiddage, hvor de flotteste 1.g’er bliver udvalgt til en fest med alle 3.g’ere af det modsatte køn. Her skal ’putterne’ gå letpåklædt rundt og servere for de ældre elever, mens de sprøjter chokoladesovs og flødeskum udover sig selv.

På Nærum Gymnasium har festerne fandtes siden min tid. Gymnasiet har valgt at beholde traditionen, men holder øje med, at det ikke stikker af – eksempelvis ved at placere rektor i rummet, når 1.g’erne går til auditions for at blive udvalgt til puttemiddagene.

Både Tristan Rapp og Gustav mener, at #MeToo har ændret Danmark og deres egen hverdag en smule. For eksempel på dansegulvet til fester.

»Hvis en pige har danset meget op ad mig, bliver jeg nærmest nødt til at have mine hænder helt tæt ned langs siden. For jeg vil ikke have, at hun tror, at jeg har de forkerte intentions,« siger Gustav.

Tristan Rapp supplerer med, at han er bange for, at #MeToo har bidraget til en paranoid kultur, uden at det egentlig har hjulpet på overfaldsstatistikkerne.

»Jeg har været meget mere forsigtig over for piger ved hele tiden at sige sådan noget ’er det godt, er det o.k., er du sikker’. Bare for at være helt sikker på, at jeg ikke gør noget forkert. Det er mange piger ret uforstående over for.«

Advokatkontoret

Ditte Ahlgren

Kammeradvokaten har kontor i det gamle Shellhus ved Vesterport Station i København. Det var her, Gestapo havde hovedkvarter under besættelsen, og hvor de holdt modstandsfolk fanget på øverste etage som et værn mod at blive bombet af de allierede.

Nu er den øverste etage indrettet med kantine og mødelokaler, og det er i et af disse mødelokaler, at HR-direktør Lene Kahl har sat møder op mellem mig og nogle af advokatfirmaets ansatte.

Som en naturlig del af firmaets kerneværdi, ordentlighed, har der også før #MeToo-bevægelsen været fokus på området, ligesom HR-direktøren har fokus på mobning og andre trivselsspørgsmål. Men hverken før eller nu kommer der nogle klager, for i det hele taget er Kammeradvokaten ifølge Lene Kahl et meget ordentligt sted.

»Ordentlighed gennemsyrer kulturen,« siger hun til mig, inden 27-årige Josephine Søegaard Knop, der er advokatfuldmægtig og har arbejdet hos Kammeradvokaten i fire år, kommer ind i rummet.

Selv om der godt kan være en upassende tone blandt nogle få mennesker andre steder i advokatbranchen, har hun aldrig oplevet noget hos Kammeradvokaten.

Det eneste småubehagelige, hun kan pege på, er oplevelser med eksempelvis modparter, der blandt andet er begyndt at komplimentere hendes udseende i arbejdsrelaterede sammenhænge. Selv om kommentarerne i disse situationer har været både »uprofessionelle og grænseoverskridende«, har hun aldrig rigtig reageret på dem, og det er sket så sjældent, at det er svært for hende at sige, om #MeToo har ændret noget eller ej.

Men i det mindste har #MeToo givet Josephine Søegaard Knop og hendes venner et ord for sådanne oplevelser. Og så har bevægelsen åbnet nogle juridiske diskussioner, synes hun.

»Det er sådan noget, vi diskuterer over øl. Jeg er jo som jurist opdraget i en tankegang om, at der altid er to sider af alle sager. Men det oplever jeg er blevet mere forbudt at sige i disse #MeToo-tider. Jeg har det generelt ambivalent med de her ’heksejagter’ på sociale medier. Det begynder på en eller anden måde at kompromittere det generelt ret velfungerende retssystem, som vi nu engang har.«

Højskolen

Ditte Ahlgren

Da Esben Christensen gik på højskole i 2003, blev der på et tidspunkt sunget en bestemt festsang. Lærernes vers lød:

»Skal vi mødes i madrasrummet?
Jeg har A-nøgle og gummi med
skal vi ikke bare se at komme afsted?«

»Og så stod alle lærerne og svingede med deres nøglebundter. Og det var smaddersjovt! Deeer tror jeg ikke lige, vi er i dag 15 år efter. Der er i hvert fald nogle ting, der har forandret sig. Tiden er en anden,« siger Esben Christensen, der i dag er 35 år og selv er højskolelærer på Vallekilde Højskole på Vestsjælland, hvor han blandt andet underviser i journalistik.

Det er elevernes næstsidste dag på højskolen, inden deres forløb slutter, og de er i fuld gang med at pynte op til den store afskedsfest i aften.

Imens taler jeg med Esben Christensen og Pia Beltoft på 36 år, der er højskolens kommunikationsansvarlige. De fortæller, at #MeToo faktisk har gjort en meget konkret forskel på højskolen. På grund af bevægelsen er ledelsen nemlig i gang med at udarbejde en handlingsplan for, hvad man gør, og hvem man går til, hvis man oplever overgreb eller chikane på skolen. Planen og retningslinjerne, som er udviklet af et konsulentbureau, og som skal ses som et præventivt tiltag, er stadig ved at blive tilpasset en højskolekontekst. Indtil videre har konsulenthuset givet planen det friske navn ’Fra #MeToo til #WeDo’.

Hverken Esben Christensen eller Pia Beltoft opfører sig på en anden måde over for eleverne, end de gjorde før, siger de. Der skal være plads til, at Pia Beltoft kan gå ind på en mandlig elevs værelse, og at Esben Christensen med sit friluftshold kan bygge svedhytte og sidde i badetøj inde i dampen med eleverne.

Men måske tænker Pia Beltoft i dag mere over, hvad der potentielt kunne være en krænkelse. Det skete for eksempel, da skolen for nylig lavede en indsamling til fordel for Kræftens Bekæmpelse ved at donere tjenester og ydelser til hinanden. En ung kvinde købte i den forbindelse et fotoshoot af tre mandlige elever, der fik taget nøgenbilleder nede i saunaen – indsmurt i olie og med en øl strategisk placeret mellem benene.

»Det var fint, alle var enige om, hvad der foregik. Men der var jeg også sådan, hmm, hvad hvis det var omvendt? Hvad hvis en anden havde købt det, så kunne det potentielt … du ved. Jeg er på det seneste bare blevet mere bevidst om at tænke tankerne et skridt videre. Og tænke ’hey, er der egentlig nogen her i rummet, der kunne blive krænket af det her’,« siger Pia Beltoft.

– Er det så godt eller dårligt?

»Det tror jeg er meget godt. Så længe det ikke medfører, at jeg ikke tør sige og gøre noget som helst.«

Et helt forandret land?

Det er tydeligt, at #MeToo ikke har udryddet krænkelser. Det viser både min lille undersøgelse og statistikkerne generelt.

Bevægelsen begyndte som et fænomen på vores computerskærme. Allerede dengang var begrebet spraglet – for handlede #MeToo kun om voldtægt, eller kunne det også bruges om et uønsket klap i numsen og en halvklam bemærkning?

I løbet af 2018 har #MeToo bevæget sig fra de sociale medier ind i vores hverdagsliv. Det er stadig lige så udefinerbart og ukonkret, hvad der skal lægges i det. Det kommer an på, hvem du er. Men lige meget hvad har det medført alt fra nye regler, et nyt sprog, nye omgangsformer og ny tvivl.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henning Wettendorff
  • Steen Voigt
  • David Engelby
  • Steffen Gliese
  • Niels Duus Nielsen
  • Frede Jørgensen
Henning Wettendorff, Steen Voigt, David Engelby, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu