Interview
Læsetid: 4 min.

Overlevede Auschwitz: Disse år minder om tiden op til Anden Verdenskrig

Mandag fylder FN’s menneskerettighedserklæring 70 år. Det er sjældent, at Iboja Wandall-Holm har skænket den en tanke, for når man bor i et demokrati, så tager man menneskerettighederne for givet, som hun siger. »Det er først, når man som jeg har prøvet på egen krop, hvordan det er ikke at have dem, at man tænker på dem,« fortæller den 94-årige jødiske kvinde, der blev deporteret til Auschwitz som 19-årig
Moderne Tider
8. december 2018
Iboja Wandall-Holm fotograferet året efter befrielsen fra Auschwitz. 94-år gammel advarer hun i dag mod den nationalisme, hun ser sprede sig.

Iboja Wandall-Holm fotograferet året efter befrielsen fra Auschwitz. 94-år gammel advarer hun i dag mod den nationalisme, hun ser sprede sig.

Privatfoto

— Du blev født af jødiske forældre i 1923 i den slovakiske del af det daværende Tjekkoslovakiet. I 1942, midt under krigen, flygtede du og din søster til Ungarn. Hvad skete der?

»Vi hørte Hitlers stemme i radioen hver dag, og som tiden gik, spekulerede min far mere og mere på, hvad han kunne gøre for at beskytte os. Da jødedeportationerne begyndte i 1942, besluttede han sig for, at min søster og jeg skulle væk, at vi skulle rejse til Ungarn.«

»Min søster og jeg var de ældste af en søskendeflok på fem, og resten af familien blev i Slovakiet. De blev aldrig deporteret, men en uge før krigen sluttede, blev mine to yngste søskende og mine forældre skudt. Så da jeg vendte hjem fra Auschwitz, kom jeg til et tomt hus.«

– Hvordan var afskeden med dine forældre?

»Jeg kan stadig huske de sidste ord, min far sagde til os: ’I klarer det.’ Og vi klarede det.«

Iboja Wandall-Holm

  • Født Lebovičová den 15. december 1923 i Liptovský Mikuláš i det daværende Tjekkoslovakiet.
  • Kom til Danmark i 1956.
  • Forfatter, digter og oversætter.
  • Mor til to, mormor til fire og snart oldemor til én.
  • Uddannet i politisk økonomi og journalistik på Karlsuniversitetet i Prag og på politiske højskoler

– Hvordan var jeres liv som flygtninge?

»Den første tid boede jeg hos noget fjern familie i Ungarn, der ejede en porcelænsbutik, men vi nåede at bo alle mulige steder. Jeg arbejdede sort som syerske og med at pakke æg. Det gav ikke så mange penge, så min søster og jeg var tit sultne. Alligevel følte jeg mig heldig over at være flygtning og over ikke at være blevet deporteret. Jeg var jo ung! Så på en eller anden måde var det også en slags eventyr, en oplevelse. Jeg havde altid drømt om at komme ud i verden. Jeg havde bare forestillet mig, at det skulle blive på en anden måde.«

– Var der lyspunkter?

»Det var venskaberne med en gruppe unge, der var kommunister, ligesom jeg selv. De viste mig Budapest, lånte mig bøger og tog mig med ud, hvor arbejderungdommen holdt fest, og så hørte vi musik hele natten og sov i høstakke. Så midt i flygtningelivet var der et ungdomsliv.«

– Hvordan blev I fanget?

»Vi blev angivet, havde held til at stikke af, men blev så fanget igen og kom i en lejr. Her mødte jeg en mand med en meget smuk sweater på. Han sagde til mig: ’Ved du hvad? Jeg har så mange af dem, så jeg kan trevle den op, og du kan strikke en til dig selv ud af den.’ Så det gjorde jeg. Og jeg vidste, mens jeg strikkede sweateren, at jeg aldrig ville komme til at gå med den. Det var en fornemmelse. Og ganske rigtigt. Da jeg havde strikket den færdigt, pakkede jeg den ned. Det var i marts 1943. Dagen efter blev jeg hentet og deporteret til Auschwitz.«

– Vidste du, hvad der ventede?

»Nej, det vidste jeg ikke. Den unge mand med sweateren fortalte mig, at han troede, det var en fabrik, der producerede sæbe.«

– Hvilken følelse husker du tydeligst fra din tid i Auschwitz?

»Jeg husker det brutale og det menneskeforagtende. Man var mindre end et insekt. Alle kunne træde på dig. Det er det, jeg husker.«

– Hvordan lugtede der?

»Brændt. I mange år efter kunne jeg ikke gå forbi en affaldsplads, hvor de brændte tøj. Jeg havde selvfølgelig posttraumatisk stress, men det vidste jeg ikke dengang. Men jeg var ung, livet fortsatte, og jeg havde åbne sanser. Og så begyndte livet langsomt at flyde ind i de her åbne sanser. Men man glemmer jo aldrig, hvad der er sket. Det sidder i en, selvfølgelig.«

– Tror du, at menneskerettighederne har gjort verden til et bedre sted?

»Det tror jeg ikke. De har jo selvfølgelig gjort sit, og der har været fred i lange tider. Det har været dejligt. Men nu vokser nationalismen. Det gør mig bange, for jeg har oplevet dens konsekvenser på min egen krop. Eller, nu er jeg jo så gammel. Men jeg er bange på mine børn, mine børnebørn og mit kommende oldebarns vegne. Jeg er også nervøs for USA’s og Kinas forhold, forholdet mellem Rusland og Europa, alt sammen. Og så er jeg også bange for, hvordan EU kommer til at udvikle sig. For jeg så EU som en garanti for fred. Og nu …. Macron er i knibe, Merkel går af, Storbritannien melder sig ud.«

»Jeg har snart levet et helt århundrede. Jeg har lært meget om mennesket. Mennesket er skrøbeligt og langtfra perfekt. Det har opnået en hel masse, men det har også ødelagt en hel masse. Det er den mørke side af menneskets kreativitet.«

– Har menneskerettighederne betyder noget for dig personligt?

»Når du kommer til et demokrati, så er det jo helt selvfølgeligt, at menneskerettighederne bliver overholdt. Derfor har jeg slet ikke tænkt på dem. Når du ikke har brug for dem, så kæmper du måske heller ikke lige så meget for dem. Det er, når man som jeg har prøvet på egen krop, hvordan det er ikke at have dem, at man tænker på dem.«

— Det siges, at tiden i dag minder om tiden op til Anden Verdenskrig. Er du …

»Det gør den også. Vi lever i en tid, der minder om 1920’erne og 1930’erne. Nationalismen vokser alle vegne, og der er opløsning overalt.«

– Hvad giver dig håb?

»Jeg har haft håb hele mit liv. Det har reddet mig. Jeg har sådan en fornemmelse af, at håbet sad i mig som en fiskeblære og holdt mig oppe. Jeg tror det er en egenskab at have håb. Det kommer indefra.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

"Jeg har haft håb hele mit liv. Det har reddet mig. Jeg har sådan en fornemmelse af, at håbet sad i mig som en fiskeblære og holdt mig oppe. Jeg tror det er en egenskab at have håb. Det kommer indefra."

Tak for dette interview med én som husker tiden før menneskerettighederne.

Dorte Sørensen, Torben Skov, Arne Lund, Erik Fuglsang, Bjarne Andersen, Torben Bruhn Andersen, Ole Frank, Niels Duus Nielsen, Hanne Ribens, Finn Egelund, Mogens Holme, Charlotte Ljungstrøm, Anne Eriksen, Lillian Larsen, David Zennaro, Marie E. Rasmussen, Frede Jørgensen og Natalie Barrington Rosendahl anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

Stærk og særdeles relevant artikel
et stort kram til Natalie og Iboja
( også til Eva )

Torben Skov, Erik Fuglsang, Bjarne Andersen, Hanne Ribens, Mogens Holme, Anne Eriksen, Natalie Barrington Rosendahl og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Tak Frede, dejligt med et jule-kram, ligeover :-)

Torben Skov, Bjarne Andersen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

Tak, Eva :-)

Snart er der ikke flere "øjenvidner" til Holocaust, og så får højrefløjen, nynazister og lign. endnu lettere ved at afvise hvad der skete dengang - og det er allerede slemt nok. I Sverige fx har det vist sig, at mange unge i gymnasierne mere tror på holocaust-benægterne, end på de, der sad i kz-lejrene.. Jeg ved ikke om noget lign. kan konstateres herhjemme, men "revisionisterne" gør i hvert fald hvad de kan. Det er derfor utrolig vigtig at fasthold erindringen om det skete.

Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jo Arne, i Jylland er også set plakater med budskabet "Holocaust er en løgn"..
Antisemitismen breder sig ligeså hurtigt som hadet til muslimer, misogyni og homofobi :-(
Se Deadline fra igår.

Har lige opdaget noget pudsigt: Iboja Wandall-Holm lagde pokkerme hånd til fingerplanen. Og det er ingen joke.

Hans Schjørmann

Der er en uhyggelig lighed på dengang og nu:
Det synes at al politisk debat er inficeret af syndebukning!