I retten: »Det er en form for omvendt psykologi«

Tiltalte M og hans forsvarer ankommer lige til øllet. M er en ung mand på 16, spinkel af bygning og klædt i fuldkommen sort bortset fra sine hvide New Balance-sko.

Han sætter sig med krydsede ben under det lille bord, der udgør vidneskranken. Hans mor trasker ind og tager plads på stolerækken bag ved ham.

Sagen drejer sig om en episode på Københavns Hovedbanegård en eftermiddag i slutningen af oktober. M og et par venner sidder i B-toget i retning mod Høje Taastrup, da de hører to kontrollører komme ind i kupeen og bede om kort eller billet.

Det er civilkontrollører, men ingen af drengene vender sig om for at kigge på dem, forklarer M. For da ingen af dem har billet, skynder de sig bare i den modsatte retning af, hvor kontrollørerne kom fra.

Og så er det dér, de hører en af kontrollørerne råbe efter dem.

»Der er tilkaldt politi – så hvis I skal nå væk, skal det gå stærkt,« gengiver M. Han indrømmer, at han ikke præcis kan huske, hvad der blev råbt, men det var altså noget i den retning.

Anklageren kigger undrende på den tiltalte.

»Det forstår jeg ikke? Så togrevisoren opfordrede jer til at stikke af?«

»Nej, sådan forstod jeg det ikke,« siger M.

»Tror mere, det var ment som, at vi ikke kunne nå væk, så vi kunne lige så godt blive. Sådan en form for omvendt psykologi.«

Togdørene i den nærmeste mellemgang er spærret, så drengene søger længere ned i toget for at komme væk fra de to kontrollører. Da dørene ud til perronen endelig åbner, løber drengene ud i forskellige retninger.

Anklageren anmoder om, at M tegner perronen på et stykke papir, så alle bedre kan visualisere episoden.

»Jeg kan ikke tegne,« siger M, men går alligevel med op til dommerbordet, hvor parterne i fællesskab får skriblet en tegning sammen.

’Det bliver værst for jer selv’

»Jeg tænkte, at jeg skulle løbe op mod DGI-byen, for jeg ved, der ligger en politistation oppe på Hovedbanen,« siger M og peger ned et sted på tegningen.

Der er mange mennesker på perronen, husker han, og pludselig, midt i spurten, ramler han ind i en af de to civilkontrollører.

Ifølge anklageren ramte M ham så hårdt, at han har døjet med smerter og ømhed i nakken.

Da de to kontrollører efterfølgende holder M fast ved en infotavle og beder ham slappe af, indrømmer M, at han råber ad dem:

»Hvis I ikke slipper mig, så bliver det værst for jer selv.«

Anklageren kalder det første vidne ind. Det er den forurettedes kollega, en kraftig mand i T-shirt og jeans, som var til stede ved episoden. Han forklarer, at han ikke så selve sammenstødet, men at hans kollega »gav et jag fra sig« og lige pludselig havde fat i M.

Anklageren vil vide, om han tror, at M vidste, at K var togkontrollør, da han løb ind i ham. Det er afgørende, for er det tilfældet, kan M dømmes ud fra straffelovens paragraf 119 om overlagt vold mod tjenestemand i funktion.

Det er ikke til at sige med sikkerhed for kollegaen. Ej heller om drengene så kontrollørernes ansigter tilbage i kupeen. Til gengæld havde M en »knyttet hånd hævet over hovedet« rettet mod K, og i tråd med M’s egen forklaring truede han dem, forklarer kollegaen.

Efterfølgende tager den forurettede kontrollør, K, plads i vidneskranken. Han fortæller, at drengene ignorerede dem i kupeen, og at de havde besluttet at lade dem gå, da der kun var fem minutter tilbage af deres vagt.

Men da de er ude på perronen øjeblikket senere, og han ser M løbe imod sig, kan han ikke nå at flytte sig. Så M banker »forholdsvist hårdt« ind i ham, så han er ved at vælte, og K spørger, »hvad fanden han har gang i«, og efter noget tumult bliver politiet tilkaldt.

Modsat sin kollega er K temmelig overbevist om, at M må have set hans ansigt, allerede da kontrollørerne passede drengene op i toget. Derfor må han have vidst, at han løb ind i en togkontrollør, ræsonnerer K.

»Han har alle muligheder for at undgå at ramme mig. Jeg er overbevist om, at det var bevidst,« siger K, der dog ikke husker noget om en knyttet hånd.

Forsvareren vil vide, om han skulle have råbt, at drengene skulle løbe deres vej, som M påstår. Og om det kunne forstås om en opfordring til at stikke af.

»Det genkalder jeg ikke,« svarer K.

Konfliktråd

Forsvareren begynder nu at læse op om M’s baggrund. Han er opvokset på Vestegnen, har ingen tidligere domme og har for nylig deltaget i konfliktråd med K, hvilket ifølge forsvareren »har sat nogle tanker i gang hos M«.

K bekræfter, at det har været en positiv oplevelse. »Jeg tror ikke, han er en skidt knægt – jeg tror bare, han traf et meget dumt valg den dag.«

Anklageren mener, at der er grundlag for at sige, at M var fuldt ud klar over, at han løb ind i K, og at han efterfølgende truede dem.

Han kræver en betinget dom af en varighed, som dommerne bør fastsætte.

Forsvareren mener omvendt ikke, at der er belæg for, at tiltalte var klar over, hvem K var. Samtidig er de to vidner ikke enige i, om M havde haft en knyttet næve eller ej, påpeger hun.

Dommerne går ud for at votere. Forsvareren hvisker noget til M, der nikker stille.

Efter et kvarter vender panelet tilbage.

M frifindes. Retten finder ikke, at der er dokumentation for, at M var klar over, at K var tjenestemand, og at han dermed ikke kan dømmes for paragraf 119.

Hvad angår truslerne, vurderer retten, at ordene var sagt i et desperat forsøg på at komme væk. Samtidig er hans unge alder en formildende omstændighed, siger dommeren. Et behersket smil sniger sig frem på M’s læber.

K kommer over og giver ham hånden.

»Så håber jeg ikke, vi støder ind i hinanden igen på den her måde,« siger kontrolløren med et smil.

»I hvert fald ikke uden billet,« siger M.