Feature
Læsetid: 7 min.

Så ruller den onde julebold igen

Den ærkeengelske tradition med at tvinge landets bedste fodboldspillere gennem et sammenpresset og skadesfremkaldende spilleprogram hen over højtiden er tilbage
Moderne Tider
15. december 2018
Mancester City, der her med spillerne Leroy Sane Gabriel Jesus jubler over det første mål i opgøret mod TSG 1899 Hoffenheim tidligere på måneden, er en aboslut topfavorit til den kommende Premier League.

Mancester City, der her med spillerne Leroy Sane Gabriel Jesus jubler over det første mål i opgøret mod TSG 1899 Hoffenheim tidligere på måneden, er en aboslut topfavorit til den kommende Premier League.

Andrew Yates

Når spillerne fra Manchester City og Everton lørdag lige over frokost løber ud af spillertunnelen på Etihad Stadium, tager de samtidig hul på en engelsk juletradition, der er lige så rodfæstet som frugtkage, knallerter og John Rutters julesalmer, nemlig det vidtberømte Christmas Program.

Et program, der i korte træk handler om at tvinge spillerne ud i frysende vind og iskolde regnbyger for at afvikle den mest sammenpressede del af sæsonen, mens december går på hæld, og resten af nationen retirerer inden døre for at fejre højtiden med deres nærmeste og kære.

Utallige er ellers de toptrænere og eksperter fra det europæiske fastland, der i årenes løb har forsøgt at få denne ærkeengelske og objektivt set bindegale tradition afskaffet.

Således kaldte Manchester Uniteds forhenværende træner, Louis van Gaal, juleprogrammet for »det ondeste element i Englands (fodbold)kultur«.

De tidligere engelske landstrænere Sven Göran Eriksson og Fabio Capello advarede om, at det brændte spillerne ud før sommerens slutrunder.

Og det europæiske fodboldforbund UEFA lavede for nogle år siden et studie, der viste, at spillerne i den engelske Premier League i foråret får fire gange så mange skader som spillere i ligaer, hvor man holder julepauser.

Alle disse indvendinger er dog faldet på stengrund. The Christmas Program er urørligt, for englænderne elsker deres fodboldmæssige juletradition, der nærmest betragtes som en slags manddomsprøve:

Hvis du vil løfte mesterskabspokalen til maj, må du bevise, at du kan overleve slagsmålene i kulde, regn og snebyger hen over jul og nytår.

Vinderne tager det hele – igen og igen

I år finder juleprogrammet imidlertid sted på bagtæppet af en vis bekymring i det engelske over, hvorvidt Premier League er ved at miste en af de kvaliteter, som englænderne ellers er mest stolte af ved deres bedste fodboldrække – nemlig dens interne konkurrencedygtighed.

I mange år har englænderne yndet at fremhæve Premier League som en række, hvor alle kan slå alle, men det ser ud til at være slut i år.

Ud af de 53 kampe, som de fem bedste klubber i Premier League – Manchester City, Liverpool, Tottenham, Arsenal, Chelsea – hidtil har afviklet mod rækkens 14 såkaldt mindre hold, har de vundet 43 og kun tabt to, nemlig Tottenhams nederlag til Watford tilbage i starten af september og Chelseas nederlag til Wolves for et par uger siden.

Eller sagt på en anden måde: Pengenes logik har talt i engelsk fodbold. Topklubberne er blevet så rige, at de er stukket af fra rosset.

Det øger paradoksalt nok presset på medaljeaspiranterne før højtidsprogrammet. For når topholdene sætter så få point til i opgørene mod de mindre klubber, så må ethvert pointtab til et hold uden for topfem være at betragte som en katastrofe. Der skal tre point på kontoen hver eneste gang. Og selv beskedne fejltrin kan forfølge topklubberne langt ind i foråret.

En af de klubber, der stort set ikke begår svipsere, er de forsvarende mestre fra Manchester City.

Med 13 sejre i de første 16 kampe og en målscore på +36 har de himmelblå været så suveræne, at fodboldskribenterne på avisen The Telegraph i optakten til sidste weekends opgør mod Chelsea i fuldt alvor diskuterede, om City ville blive den første klub siden Arsenals såkaldte Invincibles i 2004, der gik ubesejret gennem en hel sæson. (Tre af de ni fodboldreportere sagde ja.)

Det bliver the sky blues som bekendt ikke, efter de tabte udekampen på Stamford Bridge. Men at man overhovedet drøfter spørgsmålet, fortæller noget om, hvor overlegent Guardiolas mandskab hidtil har været.

Sidste sæson blev de det første hold nogensinde i Premier League, der nåede op på 100 point, og the Guardians respekterede fodboldkommentator Daniel Taylor talte utvivlsomt for mange, da han for nylig beskrev City som et »overlegent, gnistrende effektivt og farligt fodboldhold – meget vel den mest spændende samling af spillere, vi har set i engelsk fodbold«.

At mandskabet fra den lyseblå halvdel af Manchester p.t. ’kun’ ligger nummer to i ligaen skal man på den baggrund ikke lægge for meget i. De må fortfarende regnes som storfavoritter til at vinde guldet. De har den bredeste trup, de fleste kampafgørende spillere og den mest dominerende spillestil. Det eneste, der efter alt at dømme kan forhindre dem i at forsvare deres mesterskabstitel, er, hvis de tager foden af pedalen i den hjemlige liga for at satse alt på den pokal, der betyder mest for Guardiola og holdejer Sheikh Mansour bin Zayed i år, nemlig Champions League.

Rødt held

Men som sagt ligger City altså kun på andenpladsen i skrivende stund. Og det skyldes, at førstepladsen indtages af det genopstandne storhold fra Liverpool FC.

At de røde fra Merseyside skulle ligge så højt på dette tidspunkt af sæsonen, var der nok ikke mange, der havde set komme, og selv de mest forbenede Liverpool-fans vil formentlig også medgive, at det lige så meget skyldes held som forstand.

Således har Liverpool i bemærkelsesværdig grad været tilsmilet af heldet i dette efterår, hvilket senest blev illustreret i det 96. minut af det netop afviklede Merseyside-derby, da Evertons målmand Jordan Pickford af årsager, der bedst kendes af ham selv, vippede bolden ned i hovedet på den indskiftede Origi, der ugeneret kunne heade kuglen i det tomme mål til 1-0-sejr.

Så heldig er en klub normalt ikke, men Liverpool har gennem hele efteråret haft marginalerne på deres side, og det har gjort dem i stand til at sætte en resultatserie sammen, der lige akkurat er ét point bedre end Citys.

Samtidig har det også haft stor betydning, at holdets tyske træner, Jürgen Klopp, har lagt spillestilen om og gjort den langt mere afbalanceret – eller kedelig, om man vil.

Sidste års stil, der kombinerede højintensivt overfaldsfodbold med jævnlige udfald i defensiven, er blevet skrottet til fordel for et langt mere sammenhængende udtryk på banen.

Eller som Klopp selv har formuleret det:

»Forskellen mellem de perioder, hvor vi var flyvende, og de perioder, hvor vi ikke var flyvende, var for stor sidste år.«

I år er Liverpools flyvehøjde lidt lavere – men stabil. Det har gjort holdet kedeligere at se på for den neutrale tilskuer. Til gengæld kan spillere og tilhængere nyde udsigten fra toppen af tabellen.

Usandsynlige helte

Et andet hold i fremmarch er Arsenal. Det rød-hvide mandskab fra Nordlondon indledte sæsonen med at tabe til Chelsea og Manchester City, men efterfølgende har The Gunners sammensat en stime på 21 opgør uden nederlag.

Hovedforklaringen skal findes i midtfeltet, hvor den nye træner, Unai Emery har installeret to unlikely heroes i skikkelse af den 19-årige franskmand Mattéo Guendouzi og den 22-årige Lucas Torreira fra Uruguay.

Sidste år ved denne tid spillede Guendouzi ellers for midterklubben Lorient i den franske Ligue 2, mens Torreira henslæbte en anonym karriere som oprydder på Sampdorias midtbane. Men Arsenals talentspejdere spottede deres uforløste potentiale, og nu tilføjer de hver uge silke og stål til den midtbane, der tidligere ellers var kendt som det, englænderne kalder a soft touch; befolket som den var med brillante men vege teknikere, der lod sig vælte omkuld af moderat fysisk pres.

Der er ingen, der vælter Guendouzi og Torreira omkuld!

Og mens Klopp, Guardiola og Emery gør deres mandskaber klar til julens kampe, sidder en portugiser og surmuler i en luksussuite på The Lowry Hotel i Manchester.

Hans navn er José Mourinho, og han gennemlever p.t. en af de værste kriser i sit professionelle liv. Hans hold, Manchester United, er hægtet af topkampen, og forholdet til hans vigtigste spiller – franskmanden Paul Pogba – undergår en total nedsmeltning.

Det blev understreget for nylig, da det kom frem, at Mourinho i omklædningsrummet efter en kamp mod Southampton havde angrebet sin franske verdensmester og kaldt ham for en virus i truppen:

»Du spiller ikke ordentligt. Du respekterer ikke dine medspillere og tilhængerne. Og du dræber mentaliteten hos de gode, ærlige folk omkring dig. Du er ligesom en person med influenza, med en virus i et lukket rum – du giver den virus videre til andre.«

Det bemærkelsesværdige er ikke så meget hårdheden i ordvalget som den måde, det kom til offentlighedens kendskab på.

Det blev nemlig refereret af en journalist ved navn Duncan Castles, der i mange år har været kendt som uofficielt talerør for den portugisiske træner. Eller sagt på en anden måde: Mourinhos nedsabling af Pogba kom frem, fordi Mourinho ønskede, at det skulle komme frem. Det var ikke en tilfældig læk. Det var et målrettet karaktermord på Uniteds vigtigste midtbaneaktør begået af hans egen træner.

Pogba tog i øvrigt handsken op, da han sørgede for, at hans svar til Mourinho også tilflød medierne i form af en læk til The Times, hvor midtbaneaktøren var citeret for at sige, at problemerne på banen skyldtes, at »han ikke har nogen at aflevere til, fordi Mourinhos destruktive taktik hindrer hans medspillere i at bevæge sig frit rundt i offensiven«.

Mourinho har reageret på striden ved at sende Pogba ud af startopstillingen til de seneste to kampe. Det er naturligvis ikke en langsigtet løsning, men det sikrer, at skriverkarlene i det nordvestengelske stadig har noget at skrive om.

Og mens aktørerne på Old Trafford således gennemlever deres eget sælsomme psykodrama, kan vi andre se frem til endnu et spændende juleprogram fra det engelske. Det kan godt være, at det er en ’ond’ tradition, der brænder spillerne ud og forårsager byger af overbelastningsskader i det tidlige forår.

Men det giver enhver fodboldfan muligheden for at trække sig bort fra familiens favntag og nyde lidt stille bold i højtidsdagene.

Og det er også værd at tage med.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her