Feature
Læsetid: 15 min.

Der er ti familier tilbage i de blå blokke i Taastrupgaard. Hvad mener de om nedrivningerne i ghettoområderne?

I de kommende år skal boligblokke flere steder i Danmark rives ned som en del af den nye ghettoplan. I Taastrupgaard begynder nedrivningerne allerede efter nytår. Information tilbragte en dag i ghettoområdet, hvor man står midt i de forandringer, som resten af de hårde ghettoområder i Danmark står over for de kommende år
»Jeg havde hørt alle mulige historier om Taastrupgaard inden. Du ved: Taastrupgaard det ene og Taastrupgaard det andet. Bandekrig 24 timer i døgnet. Men så flyttede jeg hertil,« siger Muhammed Mohammed, der er 31 år og arbejder i Københavns Lufthavn.

»Jeg havde hørt alle mulige historier om Taastrupgaard inden. Du ved: Taastrupgaard det ene og Taastrupgaard det andet. Bandekrig 24 timer i døgnet. Men så flyttede jeg hertil,« siger Muhammed Mohammed, der er 31 år og arbejder i Københavns Lufthavn.

Anders Rye Skjoldjensen

Moderne Tider
29. december 2018

I opgang nummer 67 i Taastrupgaard lukker Sidse Clausen døren til sin lejlighed bag sig. Det runger i opgangen. Hun går ned ad trappen til bunden af trappeopgangen, tager en gennemsigtig plastiksæk med nogle dyner og en lille lampe, løfter den op på en gul sækkevogn og trækker vognen ud af opgangen og videre ned langs boligblokken mod parkeringspladsen. Det er hendes sidste dag i Taastrupgaard.

Og det har været »fint nok«.

»Men vi har mest holdt os for os selv. Mine børn har været nede og lege på legepladsen et par gange. Men det holdt de ligesom hurtigt op med,« siger hun.

Sidse Clausen har boet i Taastrupgaard vest for København siden juni. Hun skal være ude senest ved årsskiftet og er ved at flytte sine sidste ting inden flyttesyn. Hun er en af de sidste beboere tilbage i blokken i Taastrupgaard, hvor otte af de i alt 38 boligblokke skal rives ned som en del af en større plan for området. Lejlighederne er tomme. Gardinerne taget ned.

Sidse Clausen har i medierne hørt om problemerne med kriminalitet og sociale problemer i Taastrupgaard, og hendes børn blev kaldt »bøsser« og »grise«, da de gik ned på legepladsen mellem blokken for at lege. Så hun forstår godt politikernes ønske om at gøre noget.

»Selvfølgelig. Man skal ikke gå rundt og være utryg der, hvor man bor. Men set i lyset af, at der mangler boliger ... jeg er skrevet op på fem ventelister.«

Hun tænker sig lidt om.

»Man vil jo næsten bo hvor som helst.«

Sidse Clausen.

Sidse Clausen.

Anders Rye Skjoldjensen

I slutningen af november vedtog et bredt flertal i Folketinget en plan for, hvordan man vil forsøge at forandre de udsatte boligområder i Danmark i årene frem mod 2030. Det skal blandt andet ske gennem nedrivninger og tvangsflytninger.

’Ét Danmark uden parallelsamfund – ingen ghettoer i 2030’ hedder regeringens strategi.

I 2030 skal andelen af almene familieboliger i de såkaldt hårde ghettoområder ifølge den nye lov være under 40 procent. I dag er 15 ud af de i alt 29 boligområder på ghettolisten hårde, og i de områder skal antallet af almene boliger altså bringes ned, for eksempel ved at omdanne eksisterende boliger til ungdoms- eller ældreboliger eller ved at rive boliger ned.

Som der står i regeringens strategi:

»Der er kun én vej. Ghettoerne skal helt væk.«

I Taastrupgaard vedtog man for to år siden en lignende plan. Den omfatter blandt andet nedrivning af otte boligblokke med i alt 188 lejligheder og en renovering af de resterende boliger. På den måde står Sidse Clausen og de andre beboere i Taastrupgaard midt i de forandringer, som resten af de hårde ghettoområder i Danmark står over for de kommende år.

Der er kun én vej. Spørgsmålet er, om det er den rigtige. 

Hvor skal de bo?

Nede på parkeringspladsen foran blokken står Claus Bjørton. I en blå vindjakke og med solbriller i panden. Han er kundechef i boligadministrationsselskabet KAB og har sammen med bestyrelsen i Taastrupgaard og Høje-Taastrup Kommune lavet planen for området.

’Fremtidens Taastrupgaard’, hedder den.

Han går ned langs blokkene. Over parkeringspladsen foran bebyggelsen og forbi nogle af de i alt 400 overvågningskameraer, som er blevet sat op i området i løbet af de seneste omkring ti år. Stopper.

»Her,« siger han.

Claus Bjørton.

Anders Rye Skjoldjensen

Han træder et skridt bagud og kigger op mod bygningen. Holder hænderne frem med omkring en meters mellemrum for at vise, hvor nedrivningen begynder og slutter.

»De her to langblokke. De er stort set tomme. Og de fleste af dem, der er tilbage, bor her på midlertidige lejekontrakter. Du kan se ...«

Han peger op mod en af de få lejligheder med gardiner.

»Der er ikke ret mange steder, hvor der er gardiner. Omkring årsskiftet flytter de sidste beboere, og så hegner vi hele området ind og begynder at afkoble forsyningen af vand og elektricitet. Senere på året kommer de så med store maskiner og begynder at klippe betonblokkene i stykker og køre dem væk.«

Taastrupgaard har i en årrække været på regeringens liste over ghettoområder i Danmark. For at komme på listen skal et område opfylde en række kriterier, blandt andet at andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande er over 50 procent (i Taastrupgaard er tallet 64,5 procent), at flere end 60 procent kun har grundskole (i Taastrupgaard er tallet 83,5 procent), og at gennemsnitsindkomsten er under 55 procent af gennemsnitsindkomsten i regionen (i Taastrupgaard er den 53 procent).

De seneste år er kriminaliteten faldet i Taastrupgaard, mens andelen af personer i arbejde eller uddannelse er steget. Men så sent som i slutningen af november er syv unge mænd fra Taastrupgaard blevet dømt for et umotiveret og brutalt overfald på Taastrup Station, hvor de sparkede og trampede to mænd i hovedet og efterlod dem på skinnerne. Taastrupgaard er stadig en ghetto. Ifølge regeringens officielle liste over ghettoområder har den været det siden 2010. Hvert år.

I 2016 vedtog beboerne derfor en plan over området, som kommunen og boligselskabet havde fremlagt, og som blandt andet omfatter nedrivninger og renoveringer i Taastrupgaard.

»Vi havde i 20 år lavet boligsociale indsatser i området. Det har handlet om forældreansvar og lektiehjælp og tilbud om frivillige aktiviteter, men vi må bare konstatere, at de ikke har haft den ønskede effekt. Det har hjulpet en masse mennesker, som i dag er i uddannelse eller i beskæftigelse, men de flytter ofte fra området. Og derfor har indsatsen ikke ændret boligområdet,« siger Claus Bjørton.

På et møde for beboere i Taastrupgaard blev forslaget sendt til afstemning.

»Vi sagde til beboerne: Hvis I er parate til at bringe det offer, at vi fjerner 188 boliger, så får I en ny folkeskole og en renovering af de eksisterende boliger med nye vinduer. Det kræver ikke nogen doktorgrad at se, at det er et temmelig nedslidt boligområde. Samtidig garanterede vi, at ingen ville blive boligløse.«

235 stemte for, 125 imod.

På mange måder minder planen i Taastrupgaard om den plan for ghettoområderne i resten af landet, som blev vedtaget i slutningen af november af et flertal bestående af regeringen og Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF. Argumentationen har også været den samme: De sidste årtiers indsats med at bygge områderne op indefra har ikke haft den ønskede effekt. Nu begynder vi at rive ned.

»Der er meget fælles tankegods i det,« siger Claus Bjørton.

»Der er en fælles erkendelse af, at udsatte almene boliger ikke må ligge så koncentreret i nogle områder. Så skaber vi taberfabrikker. Sorte daginstitutioner og sorte skoler og i det hele taget utrygge miljøer. Det er de fleste enige om. Men når man går ind med et arbitrært krav om at rive boliger ned i de hårde ghettoområder for at få antallet af almene familieboliger ned, så må man spørge: Hvor skal de bo? I Taastrupgaard er der altså 300 personer på venteliste bare til en etværelseslejlighed.«

Anders Rye Skjoldjensen

Vandsengseffekten

Man kunne også stille et andet spørgsmål: Virker det at rive ghettoerne ned?

Det har Rikke Skovgaard Nielsen, seniorforsker på Statens Byggeforskningsinstitut under Aalborg Universitet, undersøgt i rapporten ’Ufrivillig fraflytning fra udsatte boligområder’, hvor hun sammen med sin forskningsassistent har gennemgået en række udenlandske erfaringer med at rive ghettoområder ned. Det korte svar er: Tilsyneladende ikke. Eller som det hedder i rapporten i forskersprog: »Evidensen for positive effekter af de foreslåede tiltag er relativt begrænset.«

»Men det virker for så vidt i det enkelte område,« siger hun i telefonen. 

»Hvis du flytter en gruppe af beboere, som for eksempel ikke har et job eller en uddannelse, så vil antallet af beboere med den type af problemer blive mindre i det pågældende område. Det er klart. På den måde bliver det enkelte boligområde løftet. Men problemet er, at det har konsekvenser for de områder, hvor beboerne flytter til. De personer, som flytter, bliver jo ikke mindre arbejdsløse eller bedre uddannet af at blive flyttet,« siger Rikke Skovgaard Nielsen.

På Aalborg Universitet kalder de det »vandsengseffekten«. Begrebet kommer fra Holland og er meget enkelt: Når man lægger sig i den ene side af sengen, flyder vandet over i den anden.

»På samme måde har man set, at udfordringerne fra nogle områder flytter til andre. Selv om man faktisk har haft en forventning om, at det ville have en positiv effekt i både de gamle og de nye områder«.

– Men er man ikke nødt til at gøre et eller andet?

»Jo, og jeg tror heller ikke, der er nogen, som synes, man skal lade stå til. Den rapport skal ikke ses som et argument mod ghettopakken eller lignende tiltag. Men man skal ikke tro, at man kan løse sociale problemer med fysiske forandringer. I bund og grund er problemet, at de er arbejdsløse. Det er et socialt problem.«

– Så nedrivning virker ikke alene. Kan du pege på ét tiltag, som vi ved, altid virker?

»Nej.«

Rikke Skovgaard Nielsen svarer prompte. 

»Det er det korte svar. Der er nogen steder, hvor nedrivning er det rigtige i et eller andet omfang. Der er andre steder, hvor det ikke er. Der er områder, hvor man ville kunne sælge til private developere, men der er også områder, hvor man ikke ville kunne gøre det. Der er områder, hvor det generelt fungerer godt, men hvor der bare er for mange uden for arbejdsmarkedet, og så er der områder, hvor det ikke gør. Det er meget forskelligt.«

Anders Rye Skjoldjensen

Opgang 75

Der er lys i et enkelt vindue. Resten af boligblokken er mørklagt.

Omkring klokken 17.30 kommer Sahra Muhamed Ismail hjem. Hun går ind i nummer 75. Gennem døren, hvor glasset er smadret og forsøgt repareret med gaffertape og videre op ad trappeskakten til anden sal. Her bor hun i en lejlighed med sin eksmand og seks børn.

»Der er helt stille.«

Hun smiler.

»Der er kun mig tilbage i hele opgangen. Alle er flyttet. Men det er okay. Jeg kommer ikke til at savne bygningen.«

Sahra Muhamed Ismail sætter sig ved spisebordet. Det er dækket af en dug med store roser i sart lyserød og lilla. Over bordet hænger en pære i en ledning og oplyser hele rummet i et kraftigt, hvidt lys. Midt i stuen står en syvpersoners hjørnesofa og en stor fladskærm, og i sofaen sidder hendes datter på syv år og ser fjernsyn. Sahra Muhamed Ismail har en datter og fem sønner. De fire yngste sønner er ikke hjemme, og den ældste på 20 år sidder i fængsel.

»Det er tredje gang. Første gang var han 16 og anden gang 17.«

Ifølge hende har forældre med anden etnisk baggrund end dansk i Taastrupgaard ikke været gode nok til at aktivere deres børn.

»Danske forældre og udenlandske forældre er forskellige. Mor og far arbejder. Børnene går i skole og til fodbold. Faren hjælper til derhjemme. De danske forældre aktiverer deres børn og tager i svømmehallen. Masser af ting. De har altid en plan om eftermiddagen. Men de udenlandske forældre har måske ikke penge til at sende deres barn til fodbold, eller de aktiverer ikke deres børn. Børnene kommer hjem, spiser lidt og går så ud igen. For at lave hvad?«

Hun holder en kort pause og svarer selv.

»Ballade.«

Statistikken giver hende ret. Ifølge tal fra rapporten ’Parallelsamfund i Danmark’, udgivet af Økonomi- og Indenrigsministeriet tidligere i år, er kriminaliteten blandt unge mandlige efterkommere af indvandrere tre gange højere end unge mænd med dansk baggrund.

Med en søn i fængsel er Sahra Muhamed Ismail selv en del af statistikken.

– Kunne du ikke have stoppet ham?

»Jeg har sagt stop. Men han hører ikke. Fordi det er hans venner, eller brødre.«

– Men er det ikke dit ansvar som mor at opdrage ham til ikke at begå kriminalitet?

»Men jeg har sagt det mange gange. Nu har jeg ikke snakket med ham i seks måneder.«

Sahra Muhamed Ismail.

Sahra Muhamed Ismail.

Anders Rye Skjoldjensen

Sahra Muhamed Ismail og hendes familie skal være ude af deres lejlighed ved årsskiftet. Hvis hun helt selv kunne vælge, hvor hun skulle bo, skulle det være i en lejlighed i Rødovre. Det er et »stille og roligt sted«. Men hende og familien flytter ind i boligområdet Blåkildegård i Taastrup.

Det er hun glad for. Først og fremmest fordi huslejen er 3.000 kroner lavere. Ifølge KAB har Blåkildegård »mange af de samme sociale karakteristika« som Taastrupgaard, men området kan ikke komme på ghettolisten, fordi der bor under 1.000 personer. 22 familier fra de blå blokke – som nedrivningsområdet bliver kaldt af beboerne – i Taastrupgaard flytter ligesom Sahra Muhamed Ismail til Blåkildegård.

Og »det sætter naturligvis sit præg på et boligområde som Blåkildegård«, siger Claus Bjørton fra KAB.

En del af familierne fra de blå blokke flytter til andre lejligheder i Taastrupgaard. 11 familier flytter til nybyggede rækkehuse i Taastrup, mens mellem 20 og 30 flytter til lejligheder i andre udsatte boligområder, for eksempel Gadehavegaard.

Anders Rye Skjoldjensen
Gadehavegaard er ligesom Taastrupgaard er på den hårde ghettoliste. 

– Er det ikke et problem, at I flytter familier fra ét område på den hårde ghettoliste til et andet?

»Jo, det kan det være. Men hvor skal vi flytte dem hen? Lige nu er Blåkildegård inde i en meget negativ udvikling. Ikke alene på grund af de 22 familier fra Taastrupgaard, men det har absolut ikke gjort det bedre,« siger Claus Bjørton

– Men hvorfor har I så ikke flyttet de 22 familier et andet sted hen?

»Jamen, hvad skal vi gøre? Vi skal jo tømme lejlighederne. Det er en bunden opgave. De skal rives ned inden en given tidsfrist. Hvor skal vi gøre af dem? Blåkildegård er den samme boligorganisation. Det er naturligt at tilbyde dem boliger der. Det er noget, vi kan tage fat i. Bam! Når der er en ledig bolig i Blåkildegård, så tilbyder vi den til en fra Taastrupgaard, som ønsker at blive boende i den del af byen.«

– Men udefra set virker det håbløst.

»Det er det også, når man ser det udefra. Men som boligselskab eller kommune, der er vi bare nødt til at sige, at de skal bo et eller andet sted i vores samfund. Og de har ikke råd til at købe selv, så de bliver nødt til at bo i den almene boligsektor. Det er mor og far og fem børn. Så må vi bare se, hvad vi har på hylderne, og det er desværre ikke særlig meget.«

Tæt på grønne arealer og City 2

I Taastrupgaard har de fleste en holdning til nedrivningerne. 

I aktivitetshuset møder vi en ældre dame, som har boet i Taastrupgaard siden 1973 og denne eftermiddag sidder og laver juledekorationer sammen med nogle af områdets børn. Hun er for. 

På stien mellem blokkene møder vi en mand omkring de 40, som er opvokset i Taastrupgaard og selv har været en del af det kriminelle miljø. Han er imod.

I fælleshuset møder vi en ung kvinde, som har boet midlertidigt i Taastrupgaard og er blevet skudt efter med en paintballpistol på sin altan. Hun er også for. 

Og på parkeringspladsen møder vi ejendomsmesteren, som har arbejdet i Taastrupgaard i over 20 år og er blevet truet på livet med et baseballbat af en far, fordi han havde konfiskeret sønnens fodbold. Han er skeptisk. 

Muhammed Mohammed er hverken for eller imod. Han stikker hovedet ud ad vinduet fra sin lejlighed i en af de blokke, som skal nedrives.

»Bare kom op.«

Muhammed Mohammed.

Anders Rye Skjoldjensen

Han tager imod i entreen, i en lang sort kjortel og bare tæer. Inde i stuen har han tændt fyrfadslys og sat kanelgifler og solsikkekerner frem i små skåle på sofabordet.

»Damen kommer på besøg.«

Muhammed Mohammed smiler.

Han er 31 år og har boet i Taastrupgaard i omkring halvandet år. Han bor i en toværelseslejlighed med et ret lille og ret tomt køkken og en stue med en stor sofa og en fladskærm på væggen. Under skærmen står en Playstation, og ved siden af den ligger en koran. Tidligere boede han på Østerbro hos en bekendt, men da han fik tilbudt sin egen lejlighed i Taastrupgaard, valgte han at flytte. Og det har »faktisk været meget fedt«.

»Jeg havde hørt alle mulige historier om Taastrupgaard inden. Du ved: Taastrupgaard det ene og Taastrupgaard det andet. Bandekrig 24 timer i
døgnet. Men så flyttede jeg hertil.«

Han har ikke oplevet noget ubehageligt i den tid, han har boet i Taastrupgaard. Faktisk ville han gerne blive boende.

»Først og fremmest er det billigere end andre steder. Men der er også masser af grønne arealer og indkøbsmuligheder. City 2 er lige ved siden af. Så man har alt herude. Men jeg kunne også godt forestille mig sådan noget som Taastrup eller Albertslund.«

Muhammed Mohammed har ikke fundet en ny lejlighed endnu. Han arbejder fuld tid i Københavns Lufthavn i bagagehåndteringen og vil gerne spare sammen til at købe en andelslejlighed, men han har også spurgt boligselskabet, om der er nogle ledige lejelejligheder. Det er der ikke.

»Så jeg forstår ikke helt, hvorfor de vil rive det ned. Jeg ved godt, at det er en del af den nye ghettoplan, og det er fint at forsøge at få ghettoerne væk. Det vil vi alle sammen. Men hvor skal folk bo?«

De største nedrivninger i Europa 

Det spørgsmål er på dagsordenen klokken 14 samme eftermiddag.

Omkring et langt mødebord i fælleshuset, som ligger på parkeringspladsen mellem boligblokkene og Taastrupgaardsvej, sætter repræsentanter fra boligadministrationsselskabet KAB og beboerrepræsentanter fra bestyrelsen i Taastrupgaard sig. I midten sidder Claus Bjørton med en orange Aloe Vera-sodavand.

»Lad os bare komme i gang,« siger han og sender et stykke papir rundt til de andre. Tre sider A4 med de vigtigste punkter i den nye ghettolov, der stiller en række krav, som boligselskaberne og kommuner skal leve op til.

»Det er et lidt særligt møde. Vi står som boligselskab over for en række møder med borgmesteren og de kommunale direktører, og når vi forhandler med kommunen, skal vi have et mandat at forhandle med. Derfor sidder vi her i dag: Vi skal komme med et bud på, om vi vil ommærke boliger fra familieboliger til ungdomsboliger, om vi vil sælge boliger til private, eller om vi vil nedrive boliger uden at gøre noget andet. Hvad vil vi gøre?«

Det er spørgsmålet denne eftermiddag. Claus sætter sin iPad til en projektor. På væggen viser han et regneark med fire kolonner, en for hvert scenarie for fremtidens Taastrupgaard.

»Jeg skal nok lige prøve at skitsere tidsplanen.«

Den ser i korte træk sådan ud: Inden 1. februar skal kommunerne og boligselskaberne indsende ansøgninger til Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, hvis de ønsker dispensation fra kravet om højst 40 procent almene familieboliger. Og inden 1. juni skal de indsende en samlet plan for, hvordan de vil leve op til de nye krav i ghettoloven og udvikle … eller rettere afvikle ghettoområderne frem mod 2030.

Den slags planer er ikke noget nyt. 

»De har været på den danske dagsorden siden begyndelsen af 1990’erne og længere tid i lande som USA, Holland og England,« siger Rikke Skovgaard Nielsen fra Aalborg Universitet.

Men selv om indsatsen mod ghettoområder har været på dagsordenen i årtier, så er der få erfaringer med nedrivninger både i Danmark eller resten af Europa. Der er enkelte fra blandt andet Gellerup.

»Vi kender eksempler på enkelte områder – for eksempel fra et område i Holland og fra Århus – hvor man har revet ned, men vi har ikke set de her brede tiltag, hvor man som i Danmark har vedtaget en lov, som kan gøre, at det her bliver noget, vi kommer til at se meget fremover. Samtidig skal man huske, at der en dispensationsregel, så reelt ved vi ikke, hvor omfattende det bliver. Men som det er lagt op, kan det blive noget af det mest omfattende, man kender.«

Anders Rye Skjoldjensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Så skaber vi taberfabrikkern" - næ, tværtimod flytter folk fra området, fordi de får bedre muligheder pga. den hjælp, de modtager. Det er den almindelige samfundsmekanik, der synes at være uforståelig for politikere og embedsmænd - sammen med at der altid vil være nogen, de vil bosætte sig eller blive bosat i områder som disse, hvor folk med få ressourcer bosætter sig, indtil de er blevet hjulpet eller har hjulpet sig selv til at komme videre.

Kim Folke Knudsen, Karsten Aaen og Dennis Tomsen anbefalede denne kommentar

Om jeg forstår, hvorfor det skal være et problem, at folk kun har en 9.klasses eksamen? Det er der altså også mange danskere over 40-45 år, der har! Eller at der bor over 50 procent mennesker fra ikke-vestlige lande i de her boliger? De kan jo sagtens have et arbejde, som den her artikel også viser. Det her, mener jeg, som jeg også har skrevet før, handler udelukkende og kun og klassekamp! Og om fra Venstres, de borgerliges, og kapitalens side!, at stække de sidste rester af det social-demokratiske boligprogram, som jo netop skulle sørge for gode, lyse, rene, og dejlige lejligheder til de personer, der ikke havde det så økonomisk godt som resten af samfundet. Og så deres venner, de borgerliges venner, altså i bygge-branchen til at bygge ejerlejlighed der, hvor der før var de her boligblokke, ejerlejligheder, som kun mennesker der tjener f.eks. 400.000 kr. og derover har mulighed for at købe!

Kim Houmøller, Bjarne Bisgaard Jensen, Kim Folke Knudsen, Niels Duus Nielsen, Trond Meiring, Steffen Gliese, Anne Eriksen og Jan Nielsen anbefalede denne kommentar

Ja, nogen skal kun have det bedste, resten kan sejle i deres egen sø - dybt asocialt!
PÅ den humoristiske side, har jeg lige set, at Søren Pape fylder 47 i dag, den 31 dec. - Problematisk fødsel?

Trond Meiring, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

En dansk måde at foretage gerrymandering.

Kim Folke Knudsen

Vanviddet ses imellem linjerne i beretningen. Beboerne flyttes ikke ud af fattigdom, kriminalitet og sociale problemer. Nej de er blevet til bønder i et politisk skakspil med budskabet rejs hellere hjem med Jer eller skrub af til Lolland, for så er vi fri for disse Ghettoplaner. De skal nærmest chikaneres rundt ligesom politikerne altså de borgerlige og DF og Socialdemokraterne koster rundt med flexjobberne og med førtidspensionisterne og kontanthjælpsmodtagerne. Men hvor er hjem for de stakkels lejere, som ikke har 3 mio.kr stående på deres konto ??

Det ser ud som om at et minimum af borgerne flytter til ledige boliger i almennyttige afdelinger som ikke før eller siden igen kan komme på Ghettolisten og indstilles til nedrivning. Altså bor du almennyttigt så forbered dig på, at du er en lejer, der kan kostes rundt efter forgodtbefindene uden rettigheder og afsæt et flyttebudget på minimum 50.000 DKK til alle de gange du skal betale for at flytte fra en bolig få den istandsat for dine penge til nedrivning og så videre ind i den næste grimme almennyttige betonkasse.

Jeg skal ikke nogensinde bo i det almennyttige lort, der kommer ud af denne politik. Bliv selvforsørgende og sæt aldrig dine ben i det socialdemokratiske fallitbo den almennyttige boligsektor, som nu er dømt til evig usikkerhed og ulykke.

Måske skulle de ærede politikere overveje, hvorledes man med anstændighed prøver at løfte folk ud af fattigdom istedet for at grine hånligt af den politiske korrekthed og rive ned her og der med falske løfter om bedre boligområder. De findes ikke for lejerne med mindre du betaler minimum +12.000 kr. i husleje om måneden og endnu bedre bliver boligejer, for der kan de uduelige politikere trods alt ikke ekspropriere ejerforeninger og omforme dem til deres boligprojekter a la Ghettoplanen.

I juledagene hørte jeg et ønske fra middelklassen om at du vil nu have tilskud til for at passe deres børn hjemme i eget hjem for børnene skulle ikke udsættes for den larmende standard i en daginstitution. Straks var Venstre ( Danmarks Liberale parti ?? ) parat til at åbne for statskassen med masser af nye tilskud for tænk om man skulle passe sig eget barn for egen løn hvilket uhørt og utåleligt overgreb på den skrøbelige middelklasse med familieindkomster på op imod 1 mio. kr. årligt to biler hvis ikke tre biler hus, sommerhus båd osv.

Det samme parti var lige ved at plyndre landsbyggefonden for de sidste midler for at iværksætte deres ødelæggende Ghettoplan der i alt sin enkelhed går ud på at nedbringe antallet af betalelige lejeboliger i dette land uanset, at der står mennesker på venteliste til en sådan bolig i årevis. Nej der var ikke råd til at hjælpe de socialt udsatte var der. Men der var masser af vores skatteyder penge, som Venstre kunne formøble væk på en overforkælet middelklasse, der ikke orker en daginstitution med for meget larm og som nu gudhjælpemig skal have skattefinansieret løn fra os andre for at tage sig af deres egne børn. Min bare røv - Det er ikke til at holde ud at høre på og de kalder sig et liberalt parti.

Socialpolitik må handle om prioritering og at tage sig af de mest udsatte først.

I Danmark sker der det modsatte middelklassen rager til sig. Overklassen er ophørt med at betale skat, for det kan godt betale sig og Fanden tager resten.

Godt Nytår 2019, Der kommer en bedre løsning i morgen, hvis vælgerne tør rydde op i partierne inde på Christiansborg ved næste valg.

Anne Eriksen, Per Torbensen, Ebbe Overbye, Kim Houmøller og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Ghettoplanen er jo heller ikke, overhovedet, et forsøg på at bedre vilkår nogle steder - almennyttige og til at betale. Man eksporterer folk, man anser for mindreværdige og bygger ejerboliger, sælger til højstbydende entreprenører i ind- og udland.
Almene boliger er udmærkede at bo i, da soc.demokratiet var til for den lille mand og vil forsat være det, hvis ikke dette asociale skoleridt fra Venstre og co. bliver gennemført (kunne man være optimistisk, her i et valgår?)

Kim Folke Knudsen

En gang til da min nytårskommentar fra 1 Januar 2019 kl 03.43 var temmelig sur og lidt ophidset over tingenes tilstand med vores nuværende Boligpolitik.

Ghettoplanen bygger på følgende påstande.

PÅSTAND NR. 1:Hvis ressourcestærke borgere blandes med fattige borgere, så løftes de fattige borgere ud af deres sociale problemer.

En smuk tanke og ideen om at bo sammen er helt sikkert godt for et samfunds sammenhængskraft. Men der skal penge og social indsats til at løfte mennesker ud af fattigdom og sociale problemer. Flytterokader alene dur ikke. Jeg er helt sikker på, at en familie som flyttes til et alternativt husprojekt i 2930 Klampenborg ikke får løst samtlige deres sociale problemer ved at skifte post nummer til 2930. Du bliver ikke løftet ud af din personlige isolation og fattigdom alene af en flytning men ved at der føres en social politik, der hjælper mennesker ud af nød på deres egne betingelser og med værdighed.

PÅSTAND 2. Indvandrene og for sin sags skyld også de etniske danske fattige klumper sig sammen i parallelsamfund.

NEJ NEJ OG ATTER NEJ. Der er ikke nogen personer som flytter frivilligt ind i Vollsmose eller Mjølnerparken eller Nøjsomhed i Helsingør. Borgerne har ikke noget valg, for der er ikke andre billige boliger til rådighed. Indvandrene kan i mange tilfælde slet ikke få lov at købe en ejerbolig i Danmark. Andre kan ikke få lov at låne penge til boligkøb, fordi de ikke har en stærk nok økonomi. Andre igen har ikke forbindelser til attraktive lejeboliger i den private sektor hos advokater og lignende.

Derfor har opsplitningen i rige og fattige boligområder skabt parallelsamfundene. Det har beboerne i parallelsamfundene ikke skabt, de er tvunget af omstændighederne til at få det bedste ud af det og blive boende. Det er faktisk de danske borgerlige politikere, som har været med at skabe denne opsplitning af boligmarkedet ved at tilgodese de attraktive dele af ejerboligmarkedet med subsidier.

Et af Ghettokriterierne er, at hvis beboerne i en boligafdeling kun har en indkomst svarende til 55% af lokalområdets indkomst, så er det punkt med til at skubbe boligafdelingen ud i titlen en Ghetto.
Skørt og helt vanvittigt. For tænk nu hvis beboerne i nabo området er velhavende boligejere. I området flytter flere og flere velhavere ind i ejerboligerne og de omkringliggende huse. Så vokser lokalområdets indkomst men det gør indkomsten i den almennyttige boligafdeling ikke. Pludselig er afstanden mellem høj og lavindkomst blevet så stor, at beboerne i lejeboligerne nu skal straffes med en ghettoplan og med truslen om nedrivning og lukning af deres afdeling. De har intet forkert gjort, de har ikke haft den samme indkomstfremgang som deres naboer i ejerboligerne og i villakvarteret ved siden af. Det er fuldstændig meningsløst at indkomstforskelle skal bruges til at sanktionere beboere i de almennytige boligafdelinger. Det siger jo sig selv, afdelingerne er netop til for at sikre,at der overhovedet er boliger til denne gruppe af borgere.

PÅSTAND 3 Selvom vi river mange boliger ned, så er der altid plads til at genhuse borgerne et andet sted til en rimelig husleje.

Garantien for denne påstand udbedes, og den går ikke med at finde privat udlejning i faldefærdige rønner på Lolland og Falster og andre steder.

De omfattende nedrivningsplaner betyder, at politikerne tvinger borgere til at skulle ud i flytninger. Det gælder ældre mennesker det gælder mennesker med lave indkomster, hvor en flytning kan blive til et økonomisk pres på hele familien.

Jeg tror desværre at Ghettoplanen dækker over en samfunds forsyndelse. At vi efterhånden har en række almennyttige boliger opført i 1960´erne, som er nedslidte og i nogen tilfælde utidssvarende. Jeg er helt sikker på, at hvis du sammenlignede boligstandarden i ejerboliger i f.eks Vollsmose med den tilsvarende boligstandard for ejerboliger i andre kvarterer af Odense, så vil der være en stor forskel. Der er et efterslæb og behov for at forny de almennytige boliger fra 1960´erne.

Det vil kræve, at der investeres mere i Landsbyggefonden og ikke mindre.

Desuden synes jeg det vil være velgørende, hvis politikerne valgte at tilføre de økonomiske midler og lave frivillige aftaler med boligselskaberne og boligorganisationerne. Der er så mange gode kræfter i boligorganisationerne og blandt frivillige beboere, at de sagtens på egen hånd kan finde ud af at forny deres boligområde uden at det skal gøres til en overilet nedrivningsøvelse, som skader mere end den gavner. Ghettoplanen med alle dens tvangslovgivning er gennemsyret af mistillid fremfor dialog og samarbejde.

Endelig bør der nedsættes en kommision, som skal overveje muligheder for at bygge billige flexboliger til en lav husleje, så folk ikke må gå fra hus og hjem, fordi deres sociale ydelse ikke rækker til huslejen i de nye lejeboliger.

Afskaf derfor fattigdomsydelserne for de er i den grad med til at forpeste borgernes levevilkår og gøre det helt umuligt at få råd til en flytning til en ny bolig med højere husleje.

Jeg ønsker mig politikere som tages ansvar for en boligpolitik, der også dækker almindelige menneskers boligbehov og politikere, der holder op med at bruge de almennytige boligafdelinger, som skraldespande de kan sparke til, når de bliver ophidset over de sociale problemer, som de selv ikke har nogen klar løsning på.

Et nytårs ønske er hermed bragt med håbet om en bedre boligpolitik for alle borgere i dette land og ikke kun for boligejerne.

Kim Folke Knudsen

Betegnende for VLAK og DF med flere, som hylder Ghettoplanen med et massivt nedrivningsprogram for de almenyttige lejeboliger er følgende nyhed i julen 2018.

31.000 unge danskere har været sat i den situation, at de først er flyttet hjemmefra for dernæst efter et stykke tid at flytte hjem til forældrene igen.

Absolut ingen debat her i landet om denne oplysning. Hvorfor vælger så mange unge mennesker at flytte hjem til forældrene igen og er der tale om et helt frivilligt valg ??

Kunne der være den sandhed, at de fleste unge ikke længere har råd til at gå ombord i byens ejerlejligheder, fordi priserne nu er for høje i forhold til de unges indkomst.

Kunne der være den sandhed at ventetiden til en privat udlejningsbolig er uendelig og afhængig af gode personlige kontakter

Kunne der være den sandhed, at hvis adskillige 1960´er boliger nu skal moderniseres eller nedrives ifølge Ghettoplanen, så bliver udbuddet af boliger,hvor unge har råd til at starte med at stifte deres eget hjem endnu mindre end før.

Nå det har tilsyneladende ingen interesse for det politiske ghettoflertal: (VLAK+DF+S) på Christiansborg, men hvor mange af dem er unge boligsøgende selv ??