Læsetid: 14 min.

To år efter fredsaftalen i Colombia: Hvem har sagt, at freden skulle være fredfyldt?

I en særlig lejr for tidligere FARC-soldater forsøger de at vende tilbage til et samfund, der helst ikke vil vide af dem. Det er nu to år siden, at en historisk fredsaftale mellem den colombianske regering og guerillabevægelsen gjorde en ende på årtiers blodig borgerkrig, men kampene fortsætter, fredsprocessen vakler, og fremtiden for lejrene er uvis
Boldspil i La Fila i Tolima-provinsen, en af i alt 23 lejre, hvorfra de tidligere guerillakrigere skal socialiseres tilbage til samfundet.

Boldspil i La Fila i Tolima-provinsen, en af i alt 23 lejre, hvorfra de tidligere guerillakrigere skal socialiseres tilbage til samfundet.

Ana Vallejo

15. december 2018

Prolog:

»Jeg kan huske, at vi var meget nervøse i de måneder, hvor fredsforhandlingerne bevægede sig ind i deres afgørende fase, for der var officielt erklæret våbenhvile.

Derfor havde vi også fået ordre om ikke at forlade lejren, og vi havde været her i tre måneder. Du må forstå, at det var en uvant situation for en soldat. De sidste år havde vi sjældent været det samme sted mere end nogle dage ad gangen.

Våbenhvilen betød, at vi ikke måtte angribe militæret, og militæret ikke måtte angribe os. Men våbenhvilen tog ikke højde for de paramilitære enheder i området – det var derfor, vi var nervøse. Når som helst kunne der komme et bagholdsangreb, så vi havde lavet en forsvarsstilling, hvor vi forberedte os på angrebet. Min opgave var at holde udkig. Jeg havde taget stilling ved et træ. Kom ind, lød det fra min walkie-talkie. Det var min kommandant, der sagde, jeg skulle komme tilbage til mødestedet

Vi var cirka 70 samlet under en presenning. Den aften fik vi beskeden før resten af verden.

’Vores generaler har besluttet sig for at indgå fred,’ sagde kommandanten. Jeg havde gået og forberedt mig på meldingen i flere måneder, så overrasket var jeg ikke. Det virkede heller ikke, som om de andre var. Der var mest bare stille.

Da jeg gik i seng, var jeg mest bekymret. Jeg havde været i krig det meste af mit liv, og jeg var bange for, hvad der ville ske, når jeg afleverede mine våben.

Jeg var bange for at blive forrådt.

I dag har flere tidligere kammerater forladt fredsaftalen, og jeg forstår dem godt. De føler sig svigtet og har frygtet for deres sikkerhed, men jeg er her stadig.«

Janet Morales, 34 år, medlem af guerillabevægelsen FARC, siden hun var 17 år, oplevede fredsaftalen mellem FARC og den colombianske regering, dagen før den officielt blev indgået den 24. november 2016.

***

November 2018. To år efter freden

Efter timer i tæt regnskov åbner landskabet sig. Jean Carlos byder velkommen.

Han er bredskuldret og lav, hans sorte hår er maskinklippet i siderne og nakken, og omkring halsen har han et hundetegn med Che Guevaras portræt. Jean Carlos står rank med hænderne placeret ved hofterne. Luca, en gråsort pitbull, og fire andre hunde gør.

»Var det svært at finde?«

Han smiler, og ud fra ansigtsudtrykket kender han svaret. Kortet, han havde sendt et par dage forinden, havde ingen vejnavne. Det var et satellitfoto med længde- og breddegrader, og i modsætning til andre kort markerede kortets røde prikker ikke landsbyer, men militærstrategiske punkter som mulig flugtvej, kontrolpost og indforståede punkter som castilla og casa.

Overalt i lejren er der afbildninger af revolutionære koryfæer: Che Guevara, Fidel Castro og FARC’s stiftere.

Ana Vallejo
Siden FARC blev oprettet som en marxistisk-leninistisk revolutionsbevægelse i 1964, har guerillasoldater som Jean Carlos gjort det til deres kunst at være svære at finde. De har levet i enheder, der konstant har bevæget sig gennem Colombias jungle. Det var først de senere år, da droneangrebene vandt frem, at kunsten at gemme sig blev umuliggjort. Kammeraterne faldt som fluer, og FARC mødte op ved det fredsforhandlingsbord, der for to år siden satte en stopper for den 52 år lange borgerkrig.

Det er alt sammen fortid nu. 41-årige Jean Carlos gemmer sig ikke længere. Som et bevis bytter han sit nom de guerre ud med sit borgerlige navn.

»Jeg er egentlig døbt Jesús David Albino Aragonés,« siger han.

Han bor side om side med sine pensionerede soldaterkammerater på en svært fremkommelig bakketop i en af landets subtropiske regnskove. La Fila, som FARC kalder lejren, er en af Colombias 23 såkaldte territorier for Capacitación y Reincorporación – træning og reinkorporering – af tidligere FARC-soldater.

Det handler nemlig om at blive ’reinkorporeret’ – ikke ’reintegreret’ i samfundet, forklarer Jean Carlos.

»Jeg kan ikke se nogen grund til, at vi skulle integrere os i vores eget land.«

Det er sidst i november. Den kommende lørdag er det præcis to år siden, at FARC og den colombianske regering underskrev en af de mest ambitiøse fredsaftaler, verden har set.

Ud over en total afvæbning af FARC i bytte for ti mandater i parlamentet indeholdt den jord- og narkotikaprogrammer, der skulle rive konfliktens grundlag op ved rode ved at sikre bønderne jordrettigheder og gøre det økonomisk attraktivt for dem at udskifte koka- og marihuana med legale afgrøder.

Samtidig var der spørgsmålet om konfliktens millioner af ofre. Der blev oprettet en særlig enhed, der skal finde forsvundne og savnede colombianerne. En sandhedskommission, der skal indhente vidneudsagn og anerkende konfliktens ofre og en særlig domstol, der skal retsforfølge både FARC og militæret.

Endelig indeholdt fredsaftalen et ’reinkorporeringsprogram’ for de 7.000 FARC-soldater, der fra den ene dag til den anden blev civile. Det er et resultat af denne del, som Jean Carlos viser rundt i.

Han siger, at der ikke er forberedt nogen fejring af dagen på lørdag. Det var der heller ikke sidste år. Måske er der heller ikke så meget at fejre: I Colombia forstsætter kampene, og flere FARC-soldater har valgt at forlade lejrene og vende tilbage til krigen. Jordreformerne lader vente på sig, og ifølge FN’s kontor for narkotika og kriminalitet har det været et rekordår for landets kokainproduktion. Samtidig har Colombias nyvalgte regering lanceret et opgør med dele af fredsaftalen og blandt andet skåret i finansieringen til Sandhedskommissionen.

Hvem har sagt, at fred skal være fredfyldt.

Firmaets mand

Det er svært at se, at størstedelen af lejrens beboere har været guerillakrigere siden teenageårene.

I lejrens ’restaurant’, en overdækket terrasse, sidder tidligere guerillakvinder på rad og række og ammer. Imellem to kvinder sidder Janet Morales. Uvisheden og bekymringerne fra aftenen for fredsaftale ligner et fjernt minde, som hun sidder der med hænderne omkring maven. Om en måned skal hun føde.

Før freden var det et utænkeligt syn. Gravide maver og børn var upraktiske, og det blev forbudt guerillakvinderne at få børn. Enkelte fik lov at aflevere deres spædbørn ved familiemedlemmer, flere blev ifølge Human Rights Watch tvangssteriliseret eller tvunget til at abortere.

Om en måned skal Janet Morales føde sin datter. Jeg er demokrat. I dag findes kun ordenes revolution, siger hun.

Ana Vallejo
Igen synes fortiden fjern. Bag de nybagte eller vordende mødre hænger en plakat med en variant af legen ’sæt halen på grisen’: I stedet for en gris er der et blondt babyhoved, og i stedet for en hale skal man placere en sut i dens mund.

Der hænger også et hjemmelavet kort over provinsens distrikter, og for første gang ser jeg, hvor jeg befinder mig. I en netop revideret rejsebog, der ligger i min taske, er området stadig blot en unavngiven grå plet. Et ingenmandsland. For to år siden var det FARC-land. På sin vis er det stadigvæk.

Babygråd afløses af gøen, som afløses af tropiske fugles fløjten, som afløses af Jean Carlos. Han vifter med hånden og begynder at gå langs lejrens rødjordede veje. Det er regntid og mudret. En tæt dis omslutter lejren.

Jean Carlos, der blev medlem af FARC som 20-årig, forklarer om tiden og livet efter freden. Her bor omkring 300 personer. De fleste er tidligere guerillasoldater, resten er familie, forklarer han.

Han taler som en firmaets mand: indstuderet. Som en, der ved, hvad han ønsker og ikke ønsker at tale om. Som om han bevidst forsøger at skjule det åbenlyse: at grundlaget, som freden hviler på, vakler. At flere af hans kammerater atter har grebet til våben. At andre er gået under jorden. At manden, der formulerede fredsaftaleteksten, Humberto de la Calle, for få måneder siden skrev et åbent brev til befolkningen: »Vi er ved at tabe freden på gulvet,« stod der.

Jean Carlos fortsætter ufortrødent.

»Her er hotellet, hvor økoturister, der kommer for at vandre, skal bo,« siger han og peger på en hvid barak, der til forveksling ligner de andre med graffitiportrætter af alle heltene og citater af dem.

»De af os, der kæmper for livet, vil altid stå tilbage,« står der.

Som en del af fredsaftalen blev guerillakrigerne indlogeret i lejrene, hvor de skulle trænes i at begå sig i samfundet. I starten var det som et fængsel. Militæret havde kontrolposter nær lejrene – officielt (og med god grund) for at beskytte de tidligere soldater mod hævntogter – og FARC-folkene havde udgangsforbud.

I dag kan de gå og komme, som de vil. De tidligere FARC-soldater modtager hver et månedligt tilskud på 700.000 pesos (ca. 1.600 kr.) – lidt mindre end landets mindsteløn. På sigt skal beboerne i lejren blive selvforsørgende. Det er det, turismen blandt andet skal hjælpe dem til.

’På sigt’ betyder til august næste år, og udsigterne er dystre. På FN’s sikkerhedsrådsmøde i oktober, sagde FN’s ansvarlige for Colombia, Jean Arnault, at langt størstedelen af den de tidligere FARC-krigere »stadig ikke har nogen stabil indkomst ud over det månedlige statslige tilskud, der ophører til august«.

»Hvem ved, hvad der så sker?« siger Jean Carlos.

Georgina piller majs fra kolben. Hun er i lejren for at besøge sin datter. Da freden kom, fik hun for første gang i otte år vished for, at hun var i live.

Ana Vallejo
Han er fortrøstningsfuld og siger: »lad os nu se«. Han forklarer, at de har skabt et landbrugskooperativ med de lokale. De har også lavet et tekstilkooperativ og foreløbigt sparret sammen og købt to maskiner, der kan lave farveprint på T-shirts, de vil sælge til turisterne. Han siger, turisterne med sikkerhed vil komme for at opleve naturen med dem som turguider. Han slår ud med armen for at vise mig, hvad de kan tilbyde. Gennem disen, i dalen kan jeg skimte en brøkdel af verdens største páramo-økosystem.

»I mine øjne kom freden ikke med fredsaftalen – den kommer først nu, hvis altså vi formår at skabe den,« siger han.

Kort efter åbner skyerne sig.

Stækket fred

Regnen gør grusvejen til en flod, der ender et sted i dalen. To drenge drikker vandet, der løber fra en overdækket terrasse. Under terrassens halvtag står Arley. Års guerillakrig må ælde, for han siger, han kun er 41 år. Han siger også, at det er underligt pludseligt at have sit eget hjem og leve separate liv, når man altid har været vant til at dele.

Arley blev optaget i FARC, da han var 19. Han er gammel nok til at huske fortidens mislykkede fredsprocesser og nævner byguerillaen M-19, der opererede i Bogotá i særligt 1970’erne og 80’erne med bombeattentater, likvideringer og gidselstagninger. De var de første til at opgive våbnene, indgå en fredsaftale og gå på pension. Så slog Bogotá igen, og flere medlemmer blev likvideret på åben gade.

Ifølge FARC’s partikontor led 78 pensionerede guerillakrigere samme skæbne i fredsaftalens første år.

»Det er derfor, jeg i bund og grund er mistroisk. Det kan godt være, at der formelt er fred, men krigen lever stadig. Det er bare at se sig omkring,« siger Arley.

Han har sympati med de af kammeraterne, der i dag betragtes som dissidenter, fordi de igen har grebet til våben. Ifølge tænketanken Insight Crime, der overvåger organiseret kriminalitet, har op mod 2.800 tidligere FARC-soldater i dag vendt fredsaftalen ryggen og fundet våbnene frem igen. Det svarer til, at godt og vel 40 procent af FARC’s samlede styrke fra før fredsaftalen i dag bliver betegnet som FARC-dissidenter.

En af dem, der har fulgt vejen mod freden i årevis, er María Victoria Llorente, der er direktør i tænketanken Fundación Ideas para la Paz, som overvåger fredsprocessen.

Fra sit kontor i Bogotá forklarer hun, at nogle af FARC-medlemmerne har afvist freden, officielt fordi regeringen ikke har overholdt aftalen, og fordi de frygter for deres sikkerhed. Uofficielt fordi den lukrative narkotikahandel er for fristende at holde fast i frem for fredsprocessens uvished og det i manges øjne udsigtsløse liv i lejrene.

Ifølge direktøren er den vigtigste årsag, til at freden halter, at den colombianske regering og FARC aldrig formåede at samle befolkningen omkring fredsaftalen. Det blev i sin tid tydeligt, da landet ved en folkeafstemning valgte at takke nej til fredsaftalen. Det sendte chokbølger gennem det internationale samfund, og noget måtte selvfølgelig gøres, så freden kunne opretholdes – og lidt bureaukratisk fiksfakseri senere bestod aftalen alligevel.

»Tre meningsmålinger var dengang umulige at rykke,« siger María Victoria Llorente om årsagen til, at befolkningen sagde nej, og hvorfor freden fortsat har trange kår i dag:

»Fire ud af fem mente ikke, at FARC var til at stole på. Nogenlunde samme andel krævede, at FARC-soldaterne skulle i fængsel, og samme andel ville ikke have dem i politik. I fredsaftalen indgår alt det, som befolkningen var imod: strafnedsættelse og garanteret repræsentation i parlamentet,« siger hun.

Mit barn er det bedste, som freden har givet, siger Miranda, der putter sin baby. Det var forbudt for kvinderne i FARC at få børn under krigen, og flere blev tvunget til at abortere.

Ana Vallejo
Dengang blev nej-fløjen ledet af det konservative parti Centro Democrático. Partiet genvandt i år regeringsmagten efter en valgkamp, hvor de lovede, at ændre de dele af fredsaftalen, som befolkningen var særligt utilfredse med.

Blandt flere ændringer har den nye regeringen besluttet, at den særligt oprettede Domstol for Fred (JEP) fremadrettet kun kan tvinge FARC-soldater til at aflægge vidneforklaringer. For militærets folk er det nu frivilligt, om de vil vidne.

Arley siger, at det den slags, der får ham til at tvivle på freden. Fra terrassen kan han se det, der engang var lejrens sidste våbendepot. Det eneste, der er tilbage, er de mudrede afmærkninger fra containerne.

»Da vi afleverede våbnene til FN, gjorde vi det muligt for staten at ændre fredsaftalen. Våbnene var den eneste måde, vi kunne sikre, at staten ville leve op til sine forpligtelser,« siger han.

Hjerter uden had

Selv om livet i lejren kan virke resignerende, holder flere af beboerne ufortrødent fast i, at deres kamp for at omstyrte samfundet lever.

De insisterer på, at ideologien og krigen er uløseligt forbundet, og når de under krigen begyndte at tvivle på sammenhængen, havde hver enhed sin egen feltideolog, typisk enhedens akademiker, der gav en indsprøjtning ufortyndet marxisme.

Det kan høres på måden, de taler. Årsagen til landets ulykke og forsvaret for krigen finder de i teorien og kapitalens udbytning. Selv samme sted begrunder de håbet for fremtiden. Alt er strukturer. Og kommunismen vil komme, når samfundet er klar, for det står jo skrevet i »Biblen«, som en beboer siger.

Lejrens ældste; Adrian, eller El Abuelo – bedstefaderen – som han kaldes, er 60 år, hvilket er betydeligt over gennemsnitslevealderen for en FARC-soldat. Han har været medlem af bevægelsen i 35 år. I sin hånd bærer han en cd med revolutionære guerilla-sange, som han plejer at sætte på ved aftensmaden.

Han kalder, freden for en ny mulighed for at skabe politiske resultater.

»Men jeg kommer aldrig til at tænke freden som en sejr, så længe bønderne stadig bliver udbyttet og sulter,« siger han.

Desværre for El Abuelo ser det ud til, at FARC’s tvivlsomme ry har overhalet bevægelsens politiske mærkesager. Ved parlamentsvalget i marts fik partiet blot 0,4 procent af stemmerne, hvilket omtrent svarer til, at kun de selv og deres familier satte kryds ved partiet.

Det var ikke overraskende, siger Jean Carlos.

»Frygten for os er stadig for stor i samfundet. Det kommer til at tage lang tid at vinde befolkningens tillid.«

I lejren inviterer FARC løbende skoleklasser og lokalbefolkningen på besøg, som en del af et initiativ, der blev grundlagt med fredsaftalen. Jean Carlos fortæller, at de fleste i befolkningen har glemt eller aldrig fået fortalt, hvorfor der udbrød krig i første omgang. Det er så længe siden, at årsagerne blev udvisket af blindt had

Ikke alle skoler billiger initiativet, særligt de private mener ikke, at deres elever har noget at gøre blandt de tidligere guerillakrigere.

»Min far er konservativ, og han blev rasende, da jeg sagde, at jeg ville tage herhen,« siger 23-årige Carolina Pullida, der sammen med nogle studiekammerater har valgt at trodse universitetet og selv har arrangeret besøget.

Denne dag er første gang, de møder, de mennesker som, de kun kender som mordere og årsagen til landets smerte.

»FARC kender kun volden og våbnenes sprog, sagde min far i går.«

Carolina Pullida mener, at løbet er kørt for hendes far og bedsteforældre. De vil aldrig ændre mening.

»Det er op til os,« siger hun: »Vi er generationen, der voksede op uden had i vores hjerter.«

Den colombianske borgerkrig har sendt otte millioner på flugt og kostet 220.000 mennesker livet heraf 180.000 civile. Jean Carlos siger, at FARC også begik fejl, og at uskyldige døde. Jeg spørger, om alt det her: Turismen, deres landbrugskooperativ, undervisning af skoleklasser skal ses som et forsøg på at blive tilgivet for nogle af de grusomheder, de selv stod bag.

»Mit håb er, at den næste generation, skal kunne forstå, hvorfor vi valgte at gribe til våben, ikke at de skal tilgive os. Jeg håber, de indser, at krigen ikke startede, fordi landmænd pludseligt besluttede sig for at skyde befolkningen, men at det skyldtes kapitalismens undertrykkelse,« siger Jean Carlos.

Regnen er stoppet. De mudrede veje oplyses kun af enkelte lys. I ’restauranten’ er lejrens beboere begyndt at indfinde sig for at spise aftensmad. De mødes af El Abuelos FARC-musik.

Vil du blive her for altid, spørger jeg Jean Carlos, men han svarer ikke. Han spørger, hvor han ellers skal tage hen.

***

Epilog

»Det var svært at vende sig til sove i sengen. De fleste nætter lagde jeg mig ned på et liggeunderlag på gulvet, som jeg plejede i junglen. Men det har jeg fået forbud mod nu. De andre siger, det ikke er godt, når man er gravid – så jeg må hellere passe på.

Jeg forventede aldrig at blive gravid igen. Den første gang var jeg 17 år og lige blevet medlem, så det var et dårligt tidspunkt, selv om andre valgte at få børn og sende dem hjem til deres familier for at lade dem opfostre dem.

Jeg kan ikke forestille mig at lade andre om at opfostre min pige. Hvis krigen skulle komme igen, og vores generaler siger, at vi skal tage våbnene op og kæmpe, så tager jeg hende med i krig.

Men for at være ærlig, så tror jeg ikke, det sker.

Usikkerheden er der selvfølgelig, for kampene fortsætter, men jeg synes, det går bedre og bedre. I starten følte jeg, at jeg var et dyr i zoologisk have. Når skoleklasserne kom, kiggede de kun på os – de talte aldrig til os. Det har ændret sig: I dag taler de og stiller spørgsmål og bliver og overnatter.

Det er, som om de er ved at få øjnene op for, at vi er mennesker«.

Janet Morales

Fred i Columbia år 2

Den 24. november 2016 sluttede 52 års blodig borgerkrig mellem den colombianske stat og den revolutionære bevægelse FARC.

Colombias forhenværende præsident, Juan Manuel Santos, modtog Nobels Fredspris 2016 for sit arbejde for fred i landet.

Borgerkrigen har kostet mindst 220.000 mennesker livet og fordrevet op mod otte millioner.

Fredsaftalen betød, at FARC udleverede 8.112 våben til FN, og at 7.000 guerillakrigere blev tvangsflyttet til demobiliseringslejre, som de i første omgang ikke måtte forlade. Det må de i dag, hvorfor mange har forladt lejrene uden at vende tilbage.

Fredsaftalen indebærer, at FARC’s politiske parti er sikret minimum ti parlamentsmedlemmer denne og næste valgperiode. Derefter skal de opnå valg på lige fod med andre partier.

Ved valget i marts modtog partiet blot 0,4 procent at stemmerne, hvilket svarer til omkring 50.000 stemmer

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu