Læsetid: 9 min.

En tur ned ad Weidekampsgade

Socialdemokratiet vil gerne være der, hvor folket er – og er ikke bange for at føre realpolitik for at nå derhen. Sådan er det i dag under Mette Frederiksen, der gerne vil arbejde med Dansk Folkeparti, og sådan var det, da Egon Weidekamp styrede København og samarbejdede med DKP for at opnå resultater – og blev ganske upopulær i processen. Men tør socialdemokraterne også tage radikale valg?
Dengang der fandtes bykonger: Egon Weidekamp i Legoland. Københavns socialdemokratiske overborgmester var ikke bange for at lave studehandler med politiske modstandere og gøre sig selv upopulær på venstrefløjen. Lidt ligesom nutidens S-ledelse. 

Dengang der fandtes bykonger: Egon Weidekamp i Legoland. Københavns socialdemokratiske overborgmester var ikke bange for at lave studehandler med politiske modstandere og gøre sig selv upopulær på venstrefløjen. Lidt ligesom nutidens S-ledelse. 

Ole Frederiksen

22. december 2018

Kan I huske Egon Weidekamp? Mange københavnere kan garanteret. De færreste for det gode.

Selv kan jeg ikke komme i tanker om nogen mere hadet politiker fra mine ungdomsår. Og så var han socialdemokrat. Det værste, man kunne forestille sig. En anden Egon, Olsen, føjede det til sin remse af skældsord over resten af banden efter »hundehoveder og hængerøve« osv. Socialdemokrater!

På mange måder stod Egon Weidekamp som den typiske socialdemokrat. Den typiske pamper, men over dem alle, overborgmester, ikke pamper med dyre biler og damer, det interesserede ham ikke, men med nærmest uindskrænket magt, dét interesserede ham.

Weidekamp, var det ikke ham, der kæmpede mod BZ’erne sammen med Pelle Jarmer (en anden socialdemokrat)? Var det ikke ham med Byggeren? Og med Ungeren, huset som København gav til de unge og senere tog tilbage med henvisning til, at det kun var brugsretten, ikke ejendomsretten, de unge havde fået?

Jo, det var det.

Hvis bare venstrefløjen ...

Men Weidekamp, det var altså også ham, der opnåede politiske resultater, som selv hans kritikere, som Mogens Lykketoft f.eks., måtte anerkende. På daginstitutionsområdet. Og på boligområdet, såmænd.

Tidligt i sin karriere gik han imod sin egen partifælle Abraham Rosenberg, da han opdagede, at samme Rosenberg privat spekulerede i nedrivning af boliger og opførelse af nye investeringsejendomme. I stedet gik han sammen med den konservative byplanborgmester Alfred Wassard om at renovere de eksisterende boliger. Det var i 1960’ernes begyndelse.

Endnu tidligere, lige efter krigen, stod han alene med sin protest mod Socialdemokratiets manglende vilje til samarbejde med DKP (som han stolede på siden modstandsbevægelsen).

Som helt ung var han i slåskamp med heilende KU’ere med skrårem. Det var i 1935. Alt det er der ingen, der husker mere. Man kan læse om det i Thomas Bo Pedersens Weidekamp. Portræt af en bykonge (Vindrose 1988).

Egon Weidekamp blev født i 1921 og voksede op i en familie med tre børn i en lille lejlighed i den usanerede Viborggade på Østerbro. Det siges, at han selv så glædestrålende til, da den karré, hvor han var vokset op, blev revet ned.

Han var en mand, der opnåede resultater. Spørgsmålet er hvordan.

En tid lang havde Socialdemokratiet absolut flertal i borgerrepræsentationen. Senere havde han flertal med andre partier. En overgang med DKP. De havde en partidisciplin, han kunne forstå. ’Demokratisk centralisme’: Man diskuterer, indtil beslutningen er truffet, derefter retter man ind. Og ellers med De konservative. Der er der også topstyring. Og ellers ...

Hvis en sag ikke gik efter overborgmesterens hoved, fik Weidekamp den lagt ind under sin egen afdeling. Det ramte især byplanlægningen.

Men fra 1978 hedder byplanborgmesteren Villo Sigurdsson. Han er fra VS. Det er der, det begynder at gå galt for Weidekamp. Nu er det vores alle sammens Villo mod Weide. Ved kommunalvalget i 1981 formaster VS’eren sig til at få 21.000 personlige stemmer mod overborgmesterens 15.000.

Stadigvæk, det er ikke så enkelt.

I marts 1985 stormer nogle BZ’ere Weidekamps kontor og lækker en del af hans personlige papirer til VS. I september 1986 angriber de hans hjem, mens hans kone er alene hjemme. Det sidste er simpel vold. Det første er problematisk, for så vidt som VSerne lækker videre fra BZ’erne til pressen.

Udenomsparlamentarisk virksomhed er ganske vist ikke uforeneligt med VS’ program. Men samtidig har man Preben Wilhjelm siddende i parlamentet, som højt respekteret af hele det politiske spektrum opnår delresultat efter delresultat.

Så kan man beskylde VS for at tale med to tunger. Og så skændes VS i øvrigt med DKP. Og SF med både VS og DKP.

Weidekamp bliver mere og mere forbitret. Hans evige omkvæd bliver anklagen mod »venstrefronten«. Alt det, der kunne være gennemført, hvis bare venstrefløjen ville være med!

Og samme anklage den modsatte vej. Er det venstrefløjen, der kører på frihjul i kraft af upopulære Weidekamp, eller er det overborgmesteren, der tromler venstrefløjen med sine byplaner og sit traume over at være opvokset i en familie, der skulle bo på 30 m2?

I hvert fald, stemningen vender først, da Ekstra Bladet vender sig mod Villo Sigurdsson, som før havde haft bladets opbakning, og anklager ham for at sylte alle byggesagerne. VS og SF kommer til at stå for de rene hænders politik; de rene hænder som man får af ikke at tage ansvar for noget som helst.

Weidekamp er derimod en mand, der får noget fra hånden. Men derved bliver han uvægerligt også en systemets mand.

Det virker, men det er ikke kønt. Det giver resultater – men kun delresultater. Det er socialdemokratisme og realpolitik. Det er ikke verdensrevolutionen.

Vælgerne vandrede fra DKP til DF

Og det er stadig der, vi er. Samme dilemma, samme konfrontation. Med et andet persongalleri. Og knap nok det.

Tag nu Finn Rudaizky f.eks. Han var en af Egon Weidekamps kritikere dengang ud over Mogens Lykketoft. Han var medlem af Socialdemokratiet i 37 år. I dag er han medlem af DF. Dvs. han er på en måde også en typisk socialdemokrat ...

Engang gjaldt det for Socialdemokratiet om at vinde stemmer tilbage fra DKP og SF. I dag gælder det om at vinde dem tilbage, der er gået til DF.

En alliance mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, kan man tænke sig nogen værre form for realpolitik? Det må vel blive nationalsocialdemokratisme!

Sådan var jeg tilbøjelig til at mene indtil for nylig. I dag er jeg kommet frem til det modsatte, nemlig at sådan en alliance giver god mening. Dansk Folkeparti har alligevel overtaget meget af Socialdemokratiets socialpolitik. Det er faktisk mest på udlændingeområdet, partiet har adskilt sig fra socialdemokraterne.

Kunne det ikke tænkes, at Socialdemokratiet med sin position i dansk politisk historie har en mere solid forbindelse til den danske befolkning end Dansk Folkeparti?

Mattias Tesfaye er blandt de fremtrædende socialdemokrater, der har talt varmt for en alliance med Dansk Folkeparti, også i udlændingepolitikken. Hans udgangspunkt er arbejderklassen, og i modsætning til dem, der fornægter problemerne med integrationen, bor han ikke på Østerbro eller Christianshavn, men på Vestegnen.

Han har berettet sin historie i bogen Velkommen Mustafa (Gyldendal 2017). Det er først en beretning fra skurvognen og om det »grænseoverskridende« ved at spise sin madpakke sammen med nogen, der stemmer Dansk Folkeparti. Og så beretningen fra værkstedet om det »ekskluderende« ved en kollega, som han ser ligge og messe på et tæppe ved siden af en trillebør.

Fra Dansk Folkepartis side er invitationen blevet hilst velkommen. Der har man ikke noget imod at opfatte sig selv som moderne socialdemokrater. For mig at se er spørgsmålet, hvem der omfavner hvem. Det er i det mindste ikke entydigt.

For Tesfaye beretter ikke kun sin egen historie, men også Vestegnens, og hele Socialdemokratiets.

Man skal huske, at det var arbejdsgiverne og de borgerlige, der inviterede ’fremmedarbejderne’ til landet. Og at det var fagbevægelsen og venstrefløjen, der advarede. I 1970 kunne socialdemokraten Finn Christensen citere Max Frisch, der om lignende forhold i Schweiz havde sagt:

»Vi ville importere arbejdskraft, men vi fik mennesker«.

En anden, som gjorde opmærksom på faren for kulturelle problemer med udenlandske arbejdere, var Hanne Reintoft, dengang i 1970 ordfører for kommunisterne. Andre igen talte tidligt for et indvandrerstop. Herunder socialdemokraterne Mogens Camre og Anker Jørgensen.

Ansvaret lander hos De Radikale

Eneste konstant hele historien igennem er frustrationen over De Radikales indflydelse. Mogens Lykketoft, der stadig er aktiv, både som socialdemokrat og som kritisk, beskyldte den 1. september i år i Politiken de radikale for »paradoksalt nok« at drive vælgerne i armene på Dansk Folkeparti.

En alliance mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti: Det er ikke kønt, men hvad hvis det giver resultater?

Mogens Lykketoft anbefaler De Radikale at støtte Socialdemokratiet, idet man som radikal så kan beklage at være uenig i den indvandringspolitiske strammerkurs. Men som radikal, på venstrefløjen i det hele taget, bør man kunne bidrage med andet end beklagelse. Når man lige kommer ud af problemfornægtelsen.

Socialdemokratiet kan ikke være troværdigt, medmindre, som Tesfaye citerer det socialdemokratiske folketingsmedlem René Skau Björnsson for at sige, »folk tror på, at vi tager de problemer, de oplever, alvorligt«.

Den slags retorik har det lovlig let i en tid, hvor alle har vænnet sig til, at virkeligheden, det er vores oplevelser. Som om man bare havde de og de oplevelser ... Som om oplevelserne ikke var defineret, timet og tilrettelagt — af medierne, af den herskende ideologi og von hörensagen!

Der tegner sig nærmest uhyggelige symmetrier her. De definerer sig, og vi definerer os ... Eller rettere: På begge sider står nogen klar til at definere vores ’identitet’.

»Et tørklæde er ikke bare et tørklæde«, hedder det med et citat i Tesfayes bog. Det er så sandt, som det er sagt. Tesfaye citerer efter Information fra 31. maj 2003. Citatet er af Asmaa Abdol-Hamid. Det handler om et synligt skel mellem dem og os.

Og ved at lovgive imod de synlige skel, mod burkaerne, mod de manglende håndtryk ved officielle lejligheder, ved at lovgive ophøjer vi så den skik og brug, som har været en selvfølge til selv at være noget nær en lovreligion.

Problemet er forkert stillet, forkert defineret. Det er derfor, løsningerne bliver forkerte.

Preben Wilhjelm, der også er aktiv og kritisk stadigvæk, sagde i et foredrag i Højskoleforeningen så sent som 17. november her i 2018: Det er de reaktionære holdninger, religion kan give anledning til, vi skal gå imod, ikke en bestemt religion. Og han tilføjede, at det kan være lige meget, om det reaktionære kommer fra Islamabad eller fra Seem.

Det ved Tesfaye sådan set godt. Altså at det handler om »mere principielle overvejelser om ligestilling, religionens rolle i samfundet og behovet for at føle sig hjemme i eget land«, som han skriver. Han siger endda meget rammende, at når demokratiet støder sammen med religiøse krav, »er det Gud, der har vigepligt«.

Men så ville det unægtelig hjælpe, hvis man som Preben Wilhjelm så lidt mere principielt-politisk på sagen og tilføjede: en hvilken som helst Gud. Og det ligger det tungt med i et land, hvor Folketingets åbning markeres med en gudstjeneste i den evangelisk-lutherske kirke, hvis overhoved ifølge grundloven også skal være af denne samme konfession.

Det er på det punkt, De Radikale og venstrefløjen har svigtet: Ved at vende det blinde øje til sammenblandingen af religion og politik. Radikalisme er sekularisme, selv om de partiradikale for tiden har glemt det. Og det er på det punkt, Tesfayes skurvognsrealisme trænger til et skub i den rigtige retning. Lad så også det radikale komme fra en gammel venstresocialist.

’Antallet betyder noget’

Derfor må man også radikalt afvise den socialdemokratiske trosartikel: ’Antallet betyder noget!’ For nej, det er integrationen, der betyder noget. I Socialdemokratiet er der kun få, der – som Ritt Bjerregaard – har den holdning.

Socialdemokraterne har åbenbart lagt sig fast på et tal, der hedder 5.000. Undertegnede må indrømme ikke at kunne få denne tallets visdom ind i sit hoved. Den forekommer ham nærmere at være en hån mod alle de indvandrere, der gerne lader sig integrere.

Holland har en befolkningstæthed på omkring tre gange Danmarks. BNP pr. indbygger er derimod omtrent det samme. Så hvis BNP fulgte med op, kunne vi vel også være mange flere. Så ville 500.000 ikke være for mange. Hvis det derimod handler om fundamentalister, der med magt og ikke mindst vold vil lave samfundet om, så det følger deres formørkede sindelag, så er selv fem for mange.

Integrationen handler ikke om tal. Den handler om politik. Som at skabe retfærdighed i, hvem der kommer hertil: Kvoteflygtninge snarere end spontanflygtninge.

Den handler om at undgå klientgørelse og passivisering og om at få aktive borgere – der vel sådan set bare skal være aktive i den udvikling, der var gang i, før al politik blev en diskussion om ’flygtninge og indvandrere’.

Sådan kan jeg ikke lade være med at spekulere på, hvad det havde gjort for integrationen, hvis den seneste socialdemokratiske regering havde undladt at blokere for det radikale forslag om lige barsel til kvinder og mænd. Dvs. hvis alle af sådan en lov var blevet nødsaget til at stille mænd og kvinder lige.

Læs også
Karl Hjortnæs var medlem af Folketinget for Socialdemokratiet i 21 år, sad som minister under Anker Jørgensen i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne. Her præsenterer Anker Jørgensen sin regering 27. september 1973. Fra venstre Kjeld Olesen, K. Aksel Nielsen, Karl Hjortnæs, Ritt Bjerregaard, Orla Moeller, Anker Jørgensen, Christian Thomsen og Svend Jakobsen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bare nej. DF fører fremskridtspartiets socialpolitik, som man kunne forvente, mens de siger noget andet. De er ikke det mindste i opposition til nedskæringer og forringelser for samfundets dårligt stillede, for privatisering, for stort set alt andet, der hører til på den yderste højrefløjs område.
Det er umuligt at finde en lov, der tilgodeser velfærdssamfundet, som har fået sine stemmer fra DF.

David Zennaro, Estermarie Mandelquist, Tino Rozzo, Kirsten Andersen, Eva Schwanenflügel, Martin Rønnow Klarlund, Bjarne Bisgaard Jensen, Søren Andersen, Torben Skov, Søs Dalgaard Jensen, John Damm Sørensen, Anders Reinholdt, Henning-Buerup Jørgensen, Mogens Holme, Herdis Weins og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar