Læsetid: 3 min.

'Ved at spise risalamande kunne det frankofile borgerskab distancere sig fra de lavere klassers julemiddag'

Det velbjærgede borgerskab spiste risalamande til dessert, mens bønderne spiste grød til forret, så det kostbare julekød kunne strække lidt længere. Sådan var det i hvert fald engang, forklarer madhistorier Caroline Nyvang
Det velbjærgede borgerskab spiste risalamande til dessert, mens bønderne spiste grød til forret, så det kostbare julekød kunne strække lidt længere. Sådan var det i hvert fald engang, forklarer madhistorier Caroline Nyvang

Jesper Stormly Hansen

15. december 2018

 – Hvorfor spiser vi risengrød og risalamande til jul?

»Vi har altid spist grød. I mange, mange hundrede år var Danmark en nation af grødspisere. Man har spist utroligt lidt kød. Selv for overklassen var kød en mangelvare indtil slutningen af 1800-tallet. Når almindelige mennesker endelig spiste kød, for eksempel til jul, spiste man naturligvis grød. Så kunne man blive lidt mætte og på den måde strække det kostbare kød. Til jul har den brede befolkning spist sødgrød lavet på mælk, som var en form for luksusvariant af den vandgrød, de spiste til daglig. Det er ikke før slutningen af 1800-tallet, at det bliver almindeligt at lave sødgrød med ris, som altså er en endnu mere luksuriøs udgave af sødgrød.«

 – Hvad med risalamanden?

»Ved at spise risalamande kunne det frankofile borgerskab distancere sig fra de lavere klassers julemiddag. Den første opskrift på risalamande findes i den ikoniske Frøken Jensens Kogebog fra 1901. Trods det franskklingende navn er risalamande faktisk en aldeles dansk opfindelse. Retten stammer fra Danmark.«

Risalamande – den oprindelige opskirft

12 personer

  • 15 kvint ris (75 gram)
  • ½ pot mælk (ca. en halv liter)
  • 1 pot fløde (ca. en liter)
  • 20 kvint hakkede mandler (100 gram)
  • 15 blade husblas
  • 1/4 pægl sherry ( ca 60 mililiter)
  • 4 spiseskefulde melis
  • Vanilleessens

Femten Kvint Ris koges i en ½ Pot halvskummet Mælk. 20 Kvint groft hakkede eller stødte, søde Mandler røres deri tillige med 15 blade Husblas, opløste i en 1/4 Pægl sherry, Vanilleessens og 3 á 4 spiseskefulde Melis. Naar Grøden er til Dels afsvalet røres Flødeskum af 1 Pot Fløde deri, og Risene ophældes i den Glasskaal, hvori de skal serveres. Hensættes nogle Timer på et koldt Sted, forinden den skal spises. Kold Sauce af Kirsebær-Marmelade passer særlig godt hertil.

Fra Frøken Jensens Kogebog (1901)

– Så navnet er rent krukkeri?

»Ja. Det er et udslag af frankofili. Retten bliver til i en periode, hvor borgerskabet kigger meget til Frankrig. Ikke mindst i forhold til gastronomi. Der er måske ét overlap, som kan retfærdiggøre det franske navn. Den danske tradition med at putte en mandel i risalamanden minder utrolig meget om den franske tradition for at bage én bønne i helligtrekongerkager. Den, der finder bønnen, får et kys eller en gave. Så der er et slægtskab. Men selve retten er en dansk opfindelse.«

 – Er det frøken Jensen, som har opfundet retten?

»Nej. Eller det ved man ikke. I sidste uge holdt jeg oplæg om dansk madkultur. Her hørte jeg et rygte om, at det var en dansk kok på d’Aangleterre, der havde fundet på risalamanden. Men det kan ikke verificeres. Ofte er retter opstået flere steder samtidig, som følge af økonomiske og teknologiske udviklinger. For eksempel kan man ikke lave risalamande uden flødeskum. Og det er ikke før 1870’erne, at vi bliver i stand til at producere en fløde, som er fed nok til at kunne piskes til flødeskum. Inden da er risalamande altså en gastronomisk umulighed.«

 – Hvornår bliver risalamanden allemandseje?

»Man siger, at risalamanden for alvor vandt indpas og begyndte at udkonkurrere risengrøden under Anden Verdenskrig. Ris var en dyr importvare, og man kunne få mere ud af dem ved at piske dem op med danskproduceret fløde. Så i en periode var risalamande faktisk billigere for den brede befolkning end risengrød.«

 – Hvad med mandlerne? Det er vel det dyreste?

»Det kunne man slet ikke skaffe under krigen. I stedet puttede man en knap i risalamanden. Den, som fik knappen, vandt gaven.«

 – Er det stadig en klassemarkør, om man spiser risengrød eller risalamande?

»Nej. Man plejer at sige, at fra Anden Verdenskrig og frem har risalamanden totalt udkonkurreret risengrøden ved de danske juleborde. Og det har ikke været et klassespørgsmål siden. Selvfølgelig findes der familier, hvor man stadig spiser grød i stedet for risalamanden. Men så er det for at tage hensyn til allergikere eller kræsne børn.«

 – Er der nye klassemarkører i julemåltidet?

»Der er selvfølgelig statistikker, som viser små regionale og sociale forskelle i, hvad vi spiser til jul. Men overordnet set har vi et meget standardiseret julemåltid. Vi spiser langt hen ad vejen de samme ting. Også på tværs af geografiske og sociale skel.«

Serie

Stemmegaflen

Mad er gennemsyret af identitet og ideologi: Hvordan spiser en konservativ, findes der særlig venstreorienteret mad, og hvad er Dansk Folkepartis største bidrag til dansk madkultur? Frem mod valget taler Moderne Tider hver uge med en politiker om mad, identitet og politik. Og Mavefornemmelsen skifter navn til Stemmegaflen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu