Baggrund
Læsetid: 8 min.

Vrede virker for mænd, men ikke for kvinder – og fire andre teser fra ny bog om kvinder, vrede og politik

Bogen ’Good and Mad’ af feministen og journalisten Rebecca Traister er et forsvar for kvindelig vrede i en politisk æra, hvor kvindebevægelser og vrede kvindestemmer fylder mere og mere
Rosa Parks får taget fingeraftryk af politiet i Montgomery. Året er 1956, og hun er sammen med en række andre borgere anklaget for at overtræde reglerne om raceadskillelse.

Rosa Parks får taget fingeraftryk af politiet i Montgomery. Året er 1956, og hun er sammen med en række andre borgere anklaget for at overtræde reglerne om raceadskillelse.

Gene Herrick

Moderne Tider
15. december 2018

I årtier lå den amerikanske aktivisme i dvale. Men de seneste år er den blusset op på ny. Dens fortropper er rasende kvinder, hvis vrede ofte er blevet latterliggjort og undertrykt, men som efter valget af Donald Trump endelig bliver taget alvorligt.

Det er nogle af pointerne i journalist Rebecca Traisters nye bog Good and Mad – The Revolutionary Power of Women's Anger om kvindelig vrede i amerikansk politik.

Bogen, som allerede er blevet en bestseller, er ikke en videnskabelig udforskning af kvinders følelsesmæssige vrede. I stedet fortæller den gennem eksempler fra amerikansk politik om kvindelig vrede som undertrykt og udskældt, men også som katalysator for politisk forandring og sociale bevægelser.

Good and Mad er et indspark i en polariseret amerikansk kønsdebat – og i kampen mellem præsident Donald Trump og kvinderne er Rebecca Traister åbent på kvindernes side.

Her er hendes fem vigtigste pointer.

1. Rosa Parks og hvordan kvindelige heltes vrede bliver usynliggjort

Mange kender historien om Rosa Parks, den afroamerikanske kvinde fra Montgomery i Alabama, der en decemberaften i 1955 skulle med bussen hjem efter en lang arbejdsdag. Da buschaufføren bad hende om at opgive sin plads til en hvid passager og rykke ned bagest i bussen, nægtede hun at rejse sig. I dag huskes hun som borgerrettighedsbevægelsens førstedame.

Ifølge Rebecca Traister tænker mange amerikanske børn på Parks’ aktivisme som en stille protest fra en ældre dame, der var for træt til at rejse sig efter en hård dag. Men det billede er forkert, har Parks senere sagt.

»Folk siger altid, at jeg ikke ville opgive mit sæde, fordi jeg var træt, men det er ikke rigtigt. Jeg var ikke fysisk træt. Og jeg var heller ikke gammel, selv om nogle mennesker har et indre billede af mig som en ældre dame. Jeg var 42 år. Den eneste form for træt, jeg var, var træt af at give efter,« skrev Parks i sin biografi.

Nej, Parks var ikke gammel og træt. Hun var vred.

I Good and Mad udlægger Rebecca Traister, hvordan Parks dengang i 1955 allerede i mange år havde været en aktiv forkæmper for sortes rettigheder, der i sin ungdom næsten havde slået en hvid dreng i hovedet med en mursten, fordi han prøvede at nærme sig hende, og som efterfølgende havde brugt store dele af sit liv på at tordne mod voldtægt.

Men det ved de fleste amerikanere bare ikke, skriver Traister. Hun mener, at kvinders vrede, og den politiske indflydelse den har medført, ofte bliver undertrykt i den amerikanske historieskrivning.

»Vi er aldrig tvunget til at overveje, at vrede – og ikke bare stoicisme, sorg eller styrke – lå bag de få kvindelige heltes gerninger, som vi lærer om i skolen,« skriver hun.

Problemet er, at det bliver en ond cirkel, fortsætter Traister. For hvis de politiske heltinder aldrig beskrives som vrede og kun som gode og beherskede, kan det være med til at fastholde et billede af kvindelig vrede som uproduktiv og ustrategisk.

Men det er forkert, skriver Traister. For både fortiden og nutiden viser, at kvinders vrede – ligesom mænds – kan skabe social forandring.

2. Michelle Obama og hvordan sorte kvinders vrede er ildeset i USA

Mange tænker på Michelle Obama som et pragteksempel af en førstedame: intelligent, veltalende, elegant. Men sådan har det ikke altid været.

Da Barack Obama i 2007 førte kampagne i håbet om at blive nomineret som demokraternes kandidat ved præsidentvalget i 2008, gjorde hans kone sig bemærket ved sin politiske indignation. Det mødte kritik, men det var først, da hun i en tale insinuerede, at hun var kritisk over for de seneste årtiers førte politik i USA, at det for alvor gik galt.

»For første gang i mit voksne liv er jeg stolt af mit land, fordi det lader til, at håbet endelig er ved at gøre comeback,« sagde hun på landsdækkende tv.

Fra det øjeblik, skriver Rebecca Traister, blev Michelle Obama kendt som Barack Obamas vrede sorte kone. Kommentatorer kritiserede hende for ikke at være taknemmelig for, hvad USA havde gjort for hende, og tilnavne som ’Medusa-Michelle’ og ’Baracks bitre halvdel’ blev flittigt brugt i medierne. Nogle gik så langt som at kalde hende militant.

Den kendte sorte feminist Chimamanda Ngozi Adichie skrev i den sammenhæng, at reaktionerne på Michelle Obama ikke kun hang sammen med, at hun var kvinde. Det handlede også om, at hun var sort:

»Fordi Obama sagde, hvad hun mente, og fordi hun kun smilte, når hun havde lyst, blev hun fremstillet som USA’s mest letkøbte karikatur: Den Vrede Sorte Kvinde. Kvinder må generelt ikke være vrede – men for sorte kvinder er der dertil også en forventning om uendelig taknemmelighed …«

I et interview har Michelle Obama fortalt, at hvad hun oplever som sin egen indignation og passion, ofte kan blive vendt til at ligne vrede og aggressivitet i offentligheden.

I et interview har Michelle Obama fortalt, at hvad hun oplever som sin egen indignation og passion, ofte kan blive vendt til at ligne vrede og aggressivitet i offentligheden.

Cheriss May

Med tiden skruede Michelle Obama ned for sin kritik af USA, og da hendes mand modtog nomineringen som præsidentkandidat ved demokraternes kongres i Denver i 2008, var hendes offentlige persona ifølge Traister fuldstændig forvandlet:

»Hun talte om tøj og strømpebukser, ikke om politik og nationen, og hun blev framet som en hengiven kone og mor,« skriver Traister

Traister bruger kritikken af Michelle Obama til at understrege en pointe om, at man ikke bare skal passe på med at udvise offentlig vrede, hvis man er kvinde – man skal passe ekstra på, hvis man tillige er sort.

3. Hillary Clinton og hvordan vrede virker for (nogle) mænd, men sjældent for kvinder

Under den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016 florerede en vittighed om den demokratiske kandidat Hillary Clinton og hendes chancer for at vinde valget.

»Hillary Clinton bliver aldrig valgt som præsident i USA af én simpel grund: Hun minder mænd for meget om deres første ekskone,« lød det.

Og netop Hillary Clinton og den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016 tjener ifølge Rebecca Traister som et af de bedste eksempler på, hvordan vrede virker for mænd i amerikansk politik, mens det kan være ødelæggende for kvinder.

Valgkampen i 2016 var kendetegnet ved vrede blandt vælgerne – vrede over eliten, indvandring og ulighed. Den vrede var både Bernie Sanders og Donald Trump dygtige til selv at artikulere, når de smed deres knytnæver i vejret, hamrede i talerstolen under deres taler og råbte ind i mikrofonen – og vælgerne elskede dem for det, skriver Rebecca Traister.

Da Hillary Clintons talepædagog bad hende om aldrig at råbe foran sine vælgere, svarede hun: Okay. Men kan du give mig et eksempel på, at det nogensinde er lykkedes for en kvinde i politik at hæve stemmen? Det kunne talepædagogen ikke.

Da Hillary Clintons talepædagog bad hende om aldrig at råbe foran sine vælgere, svarede hun: Okay. Men kan du give mig et eksempel på, at det nogensinde er lykkedes for en kvinde i politik at hæve stemmen? Det kunne talepædagogen ikke.

Brendan Smialowski

Hillary Clinton var på den anden side ikke god til at udtrykke vrede. Og det var bevidst, for hun og hendes rådgivere var klar over, at vrede ikke virker positivt på vælgerne, hvis den udtrykkes af en kvinde. Det havde de opdaget, da hun forsøgte at blive demokraternes præsidentkandidat i 2008. Da blev hun kritiseret af både højre- og venstrefløjskommentatorer, der mente, at hun virkede vred og derfor var svær at holde af.

I Good and Mad siger Dan Schwerin, der var Clintons ledende taleskriver under præsidentvalgkampen, at hans indtryk er, at mandlige kandidater kan råbe og derefter blive kaldt passionerede, mens kvindelige kandidater opfattes som skingre, så snart de hæver stemmen.

Fordi Clinton forstod dette, siger Schwerin, anstrengte hun sig under valgkampen i 2016 for at være kontrolleret og forsigtig. Som Clinton beskriver i sin erindringsbog What happened, begyndte hun for eksempel at gå hos en talepædagog. Han instruerede hende i ikke at hæve stemmen og tale med kraft, selv om hendes tilskuere opførte sig energisk og højrøstet.

»Så blev det pludselig opfattet som uautentisk og udlagt, som om hun ikke forstod folkets vrede,« siger Schwerin. Ifølge ham endte strategien altså med at give bagslag.

4. Barack Obama og hvordan vrede ikke altid virker for sorte mænd

Rebecca Traister påstår ikke, at vrede altid virker for alle mænd i politik. Også her, argumenterer hun, kan race spille en rolle, og vrede kan således være lige så ødelæggende for en sort mand, som den kan være for en hvid kvinde, mener hun.

Her bruger hun Barack Obama som eksempel.

»Obamas historiske succes kom til dels af, at han var lykkedes med at overbevise hvide vælgere om, at han ikke var en vred, sort mand,« skriver Rebecca Traister. På den måde virkede han ikke som en trussel mod »den hvide magt«, mener hun.

5. Trump, Weinstein og hvordan vi pludselig lever i den kvindelige vredes tidsalder

I årene op til valget i 2016 skete der en langsom opbygning af politisk vrede – på begge sider af det politiske spektrum og hos både mænd og kvinder.

Det begyndte egentlig, skriver Rebecca Traister, med den højreorienterede Tea Party-bevægelse. Kort tid efter kom Occupy Wall Street-bevægelsen – og så i 2013, da en politimand blev frikendt for at have dræbt den sorte teenager Trayvon Martin, brød #BlackLivesMatter-bevægelsen ud.

Nogenlunde samtidig spirede feministiske protestbevægelser mod voldtægter på universiteter, mens populærkulturen med sangerinder som Beyoncé var med til at gøre feminismen mere og mere mainstream.

Men først da Trump blev valgt som præsident, blev kvindelig politisk vrede sluppet løs, nemlig da millioner af kvinder demonstrerede gennem gaderne verden over ved Women’s March den 21. januar 2017 – den største politiske endagsprotest i USA’s historie.

»Hvis kvinderne havde vist en sådan vrede, før Trump blev valgt som præsident, havde offentligheden grinet af dem,« skriver Rebecca Traister, der mener, at det tidligere ikke var bredt accepteret, at sexisme rent faktisk er et relativt udbredt problem i USA.

Men da Trump blev stemt ind i Det Hvide Hus på trods af kommentarer om pussy grabbing og anklager om seksuelle krænkelser, var der pludselig mere lydhørhed over for en kritik af strukturel sexisme, mener forfatteren.

Rebecca Traister skriver, at der var en tendens til at behandle »denne opstandelse bygget på kvinders vrede som hysteri, en rasende hob, en heksejagt, en forbigående fase, et barnligt vredesudbrud, noget irrationelt, noget nichepræget, noget der kan blive afværget og neutraliseret, så snart alle bare lige er faldet lidt ned«.

Men alligevel fortsatte vreden. Efterfølgende skrev så mange kvinder sig op til valg, at USA aldrig har set magen til tidligere i historien, hvilket som bekendt resulterede i, at et rekordhøjt antal kvinder blev valgt ind ved de netop overståede midtvejsvalg.

Og så i oktober sidste år kom afsløringerne om filmproduceren Harvey Weinstein, der skulle vise sig at blive startskuddet til #MeToo-bevægelsen.

»Vredens vindue var åbnet,« skriver Rebecca Traister.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

"Vredens vindue var åbnet,« skriver Rebecca Traister."

Det er pokkerme også på høje tid !!

Lise Lotte Rahbek, Hanne Ribens og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Jeg har debatteret meget med amerikanere på amerikanske fora i flere år, og kan sagtens genkende at kvinder ikke gives lov til at vise deres aggression uden at - sommetider i årevis - fremover bliver udstillet som "følelsesladede" og ude af stand til at debattere ordentligt, alt imens mændene kan bande, svovle og miste besindelsen hele tiden og det er glemt til næste debat. Her har amerikanerne nu engang nogle ret "gammeldags" tanker om og forventninger til kønnene. Venskaber på tværs af kønnene er f.eks. også mere sjældne i USA, så kløften er vel også størrere.

Herhjemme er jeg i mindre grad (end online debat med amerikanere) stødt på ideen om at aggression, både vrede men især også vold, skulle være så unikt maskulint at en kvinde der udvidser aggression underminerer hendes feminitet. Aggression og vold, og accepten af samme (vold dækker jo også over legitim vold - der hvor vold kaldes "magtanvendelse"), er dog næppe noget der dyrkes i FEMINA eller andre dameblade som noget der kan være "feminint".

Tak for at henlede opmærksomheden på en ganske central bog. Information når avisen beviser sit værd som uundværlig.

Bodil Hansen, Hanne Ribens og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Når mænd bliver vrede, ender det som regel med øretæver, og så er den potte ude. Kvinder kan ikke konkurrere med mænd i en boksering, så når de bliver vrede, ved man(d) aldrig, hvorfra angrebet vil komme, så selvfølgelig er vi mænd bange for kvinder, der bliver vrede.

Brug det imod os, piger, til at erobre en plads i solen sammen med mændene; udnyt, at "rigtige mænd ikke slår på kvinder" men i stedet må anvende karaktermord for at forsvare sig, som beskrevet i artiklen. Men brug det med ansvar. Lad være med at anvende jeres nyfundne styrke til at instituere et patriarkat med omvendt fortegn. Matriarkatet er lige så ringe som patriarkatet, hvad vi søger er ægte, gensidig respekt mellem kønnene og lige muligheder for alle.

Randi Christiansen, Erik Fuglsang, Samuel Grønlund og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Niels Nielsen, det er fromme tanker du tænker..

Men vi snakker om systemisk undertrykkelse, det vil du vel ikke benægte?
Ifølge det Kriminalpræventive Råd :
5000 ca. voldtægter om året.
Omkring 900 anmeldt.
Ca. 50 dømt.

Hvorfor tror du kvinder vil: "instituere et patriarkat med omvendt fortegn" ?

Lise Lotte Rahbek, Vivi Rindom, Mette Poulsen, Elisabeth Andersen, Erik Fuglsang, Bodil Hansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

PS. At betegne 'kvinder' som en eller anden minoritetsgruppe der skal kæmpe for lydhørhed er ret weird..

Lise Lotte Rahbek, Randi Christiansen, Elisabeth Andersen, Erik Fuglsang og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Niels, hvorfor har kvinderne ikke taget magten forlængst?
Fordi vi elsker jer mænd !!
Men mændene opfylder ikke deres del af kontrakten særlig godt - hvis man tror FN's beretning om nyt slaveri, tvangsprostitution, afpresning og anden udnyttelse.
Det synes mig at vi trænger en mandebevægelse, hvor mændene faktisk elsker kvinderne og kæmper MED dem, istedet for at det hele strander i barselsloven.

Lise Lotte Rahbek, Randi Christiansen, Elisabeth Andersen, Erik Fuglsang og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Eva, det er vel udtryk for, at vi ikke har fået bugt med jungleloven endnu.

Eva Schwanenflügel

Ja. Niels.
Og hvorfor har mænd stadig behov for jungleloven efter milleniers udnyttelse af kvinder, børn og planet?
Vi trænger til at mændene trækker bukserne på og lader den øvre hjerne bestemme ;-)

Eva Schwanenflügel

Jeg ved godt det er strengt for mændene.
Men man kan ikke have alle de privilegier naturligt.
Det handler om magt.

Eva Schwanenflügel

Mænd må anerkende kvinders rettigheder.

Lise Lotte Rahbek

Niels N
Hvis mænd slår på tæven, når de bliver vrede... hvad laver så alle de mænd i toppen af samfundspyramiden, som så vidt vides ikke slår, men manipulerer, intrigerer og puster sig op uden der opstår nævekamp?

Randi Christiansen, Vivi Rindom, Mette Poulsen, Hanne Ribens, Elisabeth Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Lise Lotte
Det er samme mekanisme; klap på skulderen.

Niels Duus Nielsen

Lise Lotte, det er de halve løsninger, der er skyld i elendigheden:

Vi er blevet så civiliserede, at vi generelt er blevet enige om ikke at slå på tæven, hverken på mænd eller kvinder, og har forbudt de fysisk stærke at stjæle de svages ting. Men det har så bare betydet, at de rige og de smarte nu er blevet de nye stærke, fordi de har regnet ud, at de ved at manipulere politikerne kan de få dem til at skrive en lov, der giver de rige lov til at tage de fattiges arbejde, og en anden lov, der forbyder de fattige at forsvare sig. Og hvis de fattige forsvarer sig alligevel, med deres hænder, da det er det eneste, de har at forsvare sig med, kommer politiets lange arm og giver dem med kniplen.

Randi Christiansen, Kim Houmøller, Elisabeth Andersen, Eva Schwanenflügel og Bjørn Pedersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Niels, jeg fatter ikke din udlægning.
Skal vi slå på tæven for at blive hørt?
Det er sgu for... Gult
He he..

Lise Lotte Rahbek

Niels N
Jeg faldt lige af, der. Kan du ikke være rar at skære din mening ud i pap..? *rækkerpapogsaksover*

“Men også som” er det dansk?

Mikkel Møldrup-Lakjer

Det er en sejlivet myte, at Rosa Parks “bare var træt”, og at hendes protest kom ved et tilfælde, Den er også tidligere viderebragt i Information. Jeg har tidligere forsøgt at aflive den og at understrege, at Rosa Parks var del af en bevægelse: http://lakjer.dk/mikkel/blog/2005/10/rosa-parks-et-eksempel-til.html

Niels Duus Nielsen

Lise Lotte, man behøver ikke selv være stærk, hvis man kontrollerer politiet. Politiet er til for at fange forbrydere, så hvis man fx tillader svindel, men forbyder folk at sove på gaden, kan man roligt snyde resten af befolkningen, så vandet driver, mens dem, det går ud over, og som er blevet svindlet ud i hjemløshed, ikke kan gå til politiet og klage deres nød.

Torben Skov, Randi Christiansen, Trond Meiring, Kim Houmøller, Elisabeth Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Nu er det vist böjer i neon: Men bad, women good.
Suk.

Kvinders mulige konflikter med at udtrykke og håndtere egen vrede er kulturbestemte; det samme gælder mænds. Naturligvis (!) kan både mænd og kvinder (dvs. mennesker) være/blive vrede og finde både mening og mestring i dét, vi kan bare ikke klare det på egen hånd. Vrede har, som enhver anden gældende grundfølelse, brug for nabohjælp.

Randi Christiansen

Vi lever i et samfund styret af privatkapitalisering på og indbyrdes konkurrence om overlevelsesressourcerne. Aggression er den drivende faktor, og mænd er i kraft af deres testosteronniveau og fysiske overlegenhed tættere på at lade vreden tage magten end kvinder.

Kvinder må betjene sig af 'blød magt', der kan være nøjagtig ligeså destruktiv.

Man må forstå vreden og dens ophav, før man kan tale meningsfyldt om dens kønsspecifikke udtryk.