Baggrund
Læsetid: 4 min.

Skal 2019 være året, hvor englænderne skubber Spanien af Champions League-tronen?

Et verdensmesterskab i Frankrig, falske 10’ere og brasilianske supermålmænd. Her er de tendenser, der kommer til at præge fodboldåret 2019
I 2018 satte en ny spillertype dagsordenen: målmanden. Og trenden vil fortsætte i 2019, hvor brasilianske Alisson Becker skal forsøge at bringe Liverpool FC helt til tops i den engelske liga og i Champions League.

I 2018 satte en ny spillertype dagsordenen: målmanden. Og trenden vil fortsætte i 2019, hvor brasilianske Alisson Becker skal forsøge at bringe Liverpool FC helt til tops i den engelske liga og i Champions League.

Peter Powell/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
5. januar 2019

Vi begynder med taktikken. Vi har vænnet os til fænomenet ’den falske 9’er’ – centerforwarden, der søger langt ned i banen og opererer i rummene foran modstanderens defensiv. Leo Messi har gjort rollen populær og særdeles synlig.

Men der er andre falske spillere på vej, især dem, der spiller imellem kæderne og er vanskelige at placere på taktiktavlen. Falske 10’ere som Tottenhams Christian Eriksen og FC Bayern Münchens James Rodriguez ynder at udvide den klassiske 10’er-position – enganché, krogen, som argentinerne kalder den – til også at dække fløjene og dermed gøre det svært for det andet hold at dække op.

På Tottenhams holdkort ser man ofte en traditionel 4-3-3 med kanter, der skal levere bolde til Harry Kane, men i realiteten løber de fire mand, heriblandt Eriksen, lige bag ved strikeren rundt i de zoner og huller, der byder sig til, og som er lukrative for det offensive spil.

Ligeledes har vi i flere år set kantspillere, der agerer i den ’forkerte’ side (kroneksempler er Bayerns Arjen Robben og Real Madrids Gareth Bale). For at skabe plads til deres favoritben trækker de ind i banen og bliver i princippet til en slags 10’er eller ekstra forward. Hold øje med dem: falske 9’ere, 10’ere, 11’ere og angribere nr. 2.

Paris Saint-Germain, hvad nu?

2018 var året med Football Leaks.

Det gik blandt andet hårdt ud over Paris Saint-German, ejet af staten Qatar. Selv om bosserne i en af verdens rigeste klubber gør alt for at tone uroen ned, bliver PSG efter al sandsynlighed nødt til at sælge mindst ét af deres guldæg: Kylian Mbappé eller Neymar.

Lige nu er den kun 20-årige Mbappé i høj kurs efter et forrygende VM i sommer med Frankrig, mens Neymar gjorde sig anderledes uheldigt bemærket.

Men én af dem skifter klub i 2019. Rygterne lyder på Barcelona, Real Madrid eller Manchester City.

The Special One

Han er kendt for at være en fixer af Guds nåde. Han gjorde det med Porto, han gentog det i Inter, og han var manden, der efter lange, magre år bragte Real Madrid tilbage i semifinalen i Champions League. Navnet er José Mourinho. Og da 2018 gik på hæld, blev han endelig fyret fra Manchester United.

Rygterne svirrer, især om en mulig tilbagevenden til den spanske hovedstadsklub. Mange siger, at han er alt for defensivt indstillet til et Real-mandskab, der helst skal spille sprudlende og målrigt.

Men han er stadig eminent til at rydde op i hele butikken – inklusive ledelsen – og hans måde at behandle stjerner med tårnhøje egoer er legendarisk. Det samme er hans temperament og tro på egne evner.

Det bliver spændende at se, hvor han ender. Han er én af de sidste store trænere i generationen lige før Jürgen Klopp og Mauricio Pochettino.

Ballon d’Or

I 2019 er der hverken EM eller VM, så Ballon d’Or-radaren er rettet mod ligaerne og Champions League.

Den nuværende guldvinder, Real Madrids Luka Modric, havde et spektakulært VM, hvor han bragte Kroatien i finalen mod Frankrig, og han var også en af drivkræfterne i Reals tredje Champions League-pokal i streg.

Med Modric blev ti års suveræn Messi-Ronaldo-magt endelig brudt. Mange siger, at de to stadig er verdens bedste fodboldspillere, men at UEFA havde brug for at sende et signal. M

odric har ikke haft nogen god sæson indtil nu, og i mellemtiden banker stjerner som Mbappé, Atletico Madrids Antoine Griezmann og Liverpools Mohamed Salah på til at føre stafetten videre.

Kan man forestille sig Messi eller CR7 snuppe guldbolden endnu en gang? Næppe.

Kvinde-VM i Frankrig

Det store tilløbsstykke til sommer bliver kvindernes verdensmesterskab.

Det begynder den 7. juni og afholdes i Frankrig. Der er 24 hold med – Danmark er ikke blandt dem.

Favoritter er USA, som kan vinde VM for fjerde gang i otte turneringer.

Men værterne fra Frankrig samt Tyskland og Japan ligger også lunt i svinget. Vi må heppe på svenskerne, som er i pulje med USA, Thailand og Chile.

Brasilianere mellem stængerne

De gulgrønne fra Sydamerika har altid haft ry for at spille legende sambafodbold, til trods for at de var nogle af de første til at introducere moderne, videnskabeligt baseret fodbold med zoner og kæder. 1958 var året, hvor Brasilien konverterede Ungarns berømte system til en 4-2-4, der siden kom til at danne skole overalt i verden.

Man kender brasserne for de dynamiske fullbacks – Roberto Carlos, Marcelo – og de stolte 9’ere og 10’ere. Hvem husker ikke Ronaldo og Rivaldo?

Men 2018 satte en ny spiller på dagsordenen: målmanden. Trenden vil fortsætte i 2019, for både Liverpools Alisson Becker og Manchester Citys Ederson er kandidater til at blive de bedste i det nye år. Gense gerne Beckers fuldstændig vanvittige redning mod Napoli i Champions League-gruppespillet.

Premier League anyone?

De senere år har hold fra den spanske La Liga toppet i Champions League. Italien var næsten en glemt stormagt, men er kommet gevaldigt tilbage, mens tyskerne synes stabile med Bayern og Dortmund.

Men hvad med England? Premier League er verdens bedst betalte og mest sete liga. Holdene køber og køber. Manchester City har de seneste mange år været spået som ny Champions League-vinder, men har fejlet, når det gjaldt. Liverpool måtte i maj sidste år se sig slået af finaleholdet over dem alle, Real Madrid.

Skal 2019 være året, hvor englænderne vælter det spanske overherredømme? Liverpool er i hvert fald en både værdig og underholdende kandidat. Men det er næppe et spansk hold, der står i vejen i år. Det er derimod Juventus.

De bedste

Og slutteligt: Hvad med Messi og Ronaldo, nu uden Ballon d’Or? Vil de blive ved med at spille gudefodbold for FC Barcelona og Juventus? Selvfølgelig. Og i øvrigt får både Zlatan Ibrahimovic og Wayne Rooney, bedagede herrer i amerikansk fodbold, et forrygende 2019. Godt nytår.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Bare de ikke spiller på den falske bane, så det OK med mig.