Læsetid: 10 min.

32 år som præst i Mariakirken: »Jeg var vred over at se uligheden så klart, da jeg kom til Vesterbro«

I 32 år har Jens Johansen været præst i Mariakirken i den hårde ende af Istedgade. Han kom til et nedslidt og ildelugtende Vesterbro, som siden har udviklet sig. Men der er stadig masser af hjemløse og stofafhængige, som har brug for hjælp. Nu går han på pension – og skriver sig ind i rækken af københavnske præster, som ser embedet som mere end gudstjenester, bryllupper og begravelser
Forskellen på at være i kirken og i politik er, at i kirken tror vi på syndernes nådige forladelse, det gør man ikke i politik. Der er der kontant afregning efter fortjeneste, siger Jens Johansen.

Forskellen på at være i kirken og i politik er, at i kirken tror vi på syndernes nådige forladelse, det gør man ikke i politik. Der er der kontant afregning efter fortjeneste, siger Jens Johansen.

Peter Nygaard Christensen

19. januar 2019

Det var et Vesterbro i knæ, som præsten Jens Johansen flyttede til i 1986: »Når man gik på husbesøg, så lugtede trappeopgangene af urin, brun sæbe, rottelort, brunkål og petroleum.«

Citatet er fra Jens Johansens afskedsprædiken, som han holdt i Mariakirken i søndags. Nu – et par dage efter – står han foran orglet og kigger op mod alteret. Mellem et par kirkebænke ligger to hjemløse på gulvet og sover. Ved siden af den ene står der en stor, gennemsigtig pose med pantflasker, og en svag snorken kan høres i hele kirken.

Værestedet Mariatjenesten har åbent, og de hjemløse har fået lov til at hvile sig. I våbenhuset står flere hjemløse og drikker kaffe og ruller cigaretter. De taler rumænsk. De mange fattige har altid været en del af livet i denne del af byen – og de var grunden til, at Jens Johansen valgte at blive præst i netop Mariakirken. For her er arbejdet markant anderledes end i mange andre kirker:

»Her nytter det ikke at se sig selv som præst udelukkende i kirkerummet. Man skal også ud over fortovskanten, arbejde udadrettet og lokalt.«

Jens Johansen

  • Født 1952.
  • Uddannet fra metodistkirkens teologiske seminarium i Göteborg.
  • Arbejdede frem til 1985 i den fælleskirkelige organisation Det Økumeniske Center i Aarhus.
  • Siden 1986 præst i Mariakirken på Vesterbro.
  • Skole- og kulturborgmester i København fra 1994 til 1997.
  • Medlem af Borgerrepræsentationen for SF fra frem til 2005.
  • Bor med sin kone på Vesterbro

Og det har gennemsyret Jens Johansens liv. Ud over præstegerningen er han formand for herberget Mændenes Hjem, og i en årrække sad han i Borgerrepræsentationen for SF og var skole- og kulturborgmester. Det hele har haft det samme formål:

»Det er vel ønsket om at gøre forholdene for mennesker bedre. Jeg var vred over at se uligheden så klart, da jeg kom til Vesterbro.«

Bonderøv

Jens Johansen er opvokset i en lægefamilie, som flyttede rundt mellem forskellige steder på Fyn og i Jylland med det længste ophold i Vendsyssel. Hans familie var en del af Metodistkirken, men Jens Johansen følte, at der var højere til loftet i Folkekirken:

»Teologisk fandt jeg ud af, at man kunne ånde friere i Folkekirken. Teologien var mere forpustet i Metodistkirken.« Det var til hans fars store fortrydelse, men Jens Johansen blev senere tilgivet.

At komme til Vesterbro var en udfordring, som han gav sig selv:

»Jeg har altid godt kunnet lide at stå på tæer. Så når man lidt længere. Hvis jeg var blevet præst i et lille landsogn, så ville jeg gå i frø. Jeg tror, at mit liv og min hverdag og min verden ville blive for lille. Nogen stortrives ved det, men det er ikke noget for mig.«

Gadelivet på Vesterbro var et kulturchok:

»Jeg ankom som en bonderøv,« siger Jens Johansen: »Gaden var det sociale rum, det var der, man mødtes. Der var mange, der var uden for arbejdsmarkedet, førtidspensionister, bistandsklienter. Jeg kan huske, at der var sådan et drikkehjørne, hvor der altid sad folk. Der lå hundredvis af ølkapsler, der var kørt ned i asfalten. Den var nærmest blevet forgyldt,« siger Jens Johansen, som efter rundvisningen har slået sig ned i kirkens køkken med en kop kaffe i hånden.

Da jeg kom, var præsten den bedst uddannede. Sådan er det ikke i dag, nu er forældrene til de børn, der kommer i kirken, i gang med at skrive ph.d., fortæller Jens Johansen.

Peter Nygaard Christensen
»Jeg kan også huske de første transvestitter, jeg så. De gik og trak oppe på Halmtorvet. Det var altså også en overraskelse – det havde jeg ikke set før. Det var meget anderledes end det, jeg var vant til. Men jeg var også fascineret over, at livet kunne leves på den måde.«

Mest overrasket var Jens Johansen imidlertid over boligforholdene:

»Vesterbro var fuldstændig nedslidt. Omkring 10 procent havde fjernvarme, få havde eget toilet. Den første vinter, jeg var her, frøs vandrørene og faldstammerne mange steder. Vi havde et fyr i kirken, så der kom folk nede fra Halmtorvet og hentede vand i her til deres husholdning. Sådan var forholdene på Vesterbro i slutningen af 80’erne,« siger Jens Johansen »Ja, du kan nok høre, at jeg er gammel boligordfører i SF,« tilføjer han. Der var heller ikke dørlåse på opgangene:

»Så der lå ofte en hjemløs i trappeopgangen – og de lugtede ikke altid godt. Folk tissede over alt. I kroge, op ad mure, i baggårdene. Det er derfor, Anders Matthesen synger: »Vores sne er gul« i Jul på Vesterbro. Det er sådan set sandt nok – sneen var aldrig hvid her, man skulle ikke spise af den.«

Økumenisk trinitær teologi

Jens Johansen er inspireret af noget, der hedder økumenisk trinitær teologi.

»Det lyder fint, men trinitær betyder bare, at det både er fader, søn og helligånd. At man ikke skal indsnævre sit gudsbillede til at være en af dem. Det er mest noget, man taler om ved festlige lejligheder.« Økumenien arbejder for forståelse mellem verdens forskellige kristne kirker. Desuden har Jens Johansen studeret tredjeverdensteologi:

»Essensen er, at evangeliet er godt nyt for de fattige. Det Nye Testamente er gennemsyret af, at nu sker der noget nyt: De fangne sættes fri. De sultne mættes. De syge helbredes. De fremmede er der nogen, der tager sig af. Det er en meget konkret forståelse af, at det at være synder, er at leve et trangt og begrænset liv,« siger han og holder en lille pause:

»Et liv, som begrænses af noget, der kommer udefra: despoter, magthavere osv. Derfor forstår jeg ordet frelse konkret: At de magtesløse bliver kusk i deres egen tilværelse. Frelsen er en konkret forandring i tilværelsen, når livet er trangt. For mig er evangeliet en social forkyndelse, men også et engagement for forandring.«

Når det kommer til de konkrete resultater på Vesterbro, må Jens Johansen imidlertid erkende, at der har været langt imellem solstrålehistorierne:

»De vokser ikke umiddelbart på træerne. Og nogle gange har man trods den mest behjertede indsats måttet se, hvordan afmagten har grebet folks tilværelse og smidt dem i afgrunden. Så nogle gange har jeg kun været et vidne til afmagten og elendigheden.«

Og det har været en stor udfordring: »Især for sådan en som mig, der kommer med middelklasseværdier og er vant til, at man kan projektere sig ud af problemerne.«

Det var en ny erfaring, som også skulle bearbejdes teologisk: Livet er ikke altid succesfuldt, og man kan løbe ind i nederlag. Jens Johansen er glad for, at man politisk i højere grad er begyndt at tale om harm reduction, dvs. at man frem for at forestille sig, at eksempelvis narkomaner skal blive som os andre, så arbejder man i stedet på at begrænse skaden.

»De skal leve et værdigt liv, og det er ikke værdigt at ligge og indtage stoffer i rendestenen.« Derfor har fixerummene, som åbnede i 2012 i Kødbyen, været afgørende vigtige for udviklingen på Vesterbro.

Nye folk i kirken

Fixerummene er blot den seneste store ændring i den tid, Jens Johansens har været præst på Vesterbro. Den første store var ændringen af boligerne, især byfornyelsen, som begyndte i 1989. Med den ændrede bydelen sig markant. Mange af de små lejelejligheder blev slået sammen, sat i stand og gjort til andele. De, som var så heldige at købe en andel, kom pludselig til penge, og vesterbroborgerne blev med årene rigere, yngre og mere ressourcestærke. De gamle alkoholikere forsvandt. Det er sigende, at nogle af de mest populære aktiviteter i Mariakirken i dag er babysalmesang og børnegudstjenester.

Jeg kan sådan set godt forstå, at man vælger en anden kirke. Jeg lærte også, at det ikke havde noget med mig at gøre eller med Mariakirken som sådan. Det er placeringen, og den kan man ikke løbe fra, siger Jens Johansen.

Peter Nygaard Christensen
Jens Johansen fortæller, at man for nylig måtte fjerne det fastsiddende knæfald foran alteret og erstatte det med et mobilt knæfald, som kan flyttes, når børnene indtager kirken. Aktiviteterne er så velbesøgte, at der simpelthen ikke var plads nok til alle babyerne på gulvet foran alteret:

»Da jeg kom, var præsten den bedst uddannede. Sådan er det ikke i dag, nu er forældrene til de børn, der kommer i kirken, i gang med at skrive ph.d.,« fortæller han.

Selv om bydelen har udviklet sig i en positiv retning, er stofmarkedet og prostitutionen der stadig. Miljøet på Maria Kirkeplads og i Istedgade er ikke blevet mindre hårdt:

»Trods alle bestræbelserne på at rydde op, er det ikke lykkedes. Vi har Nordeuropas største stofscene på Vesterbro. Prostitutionen er her stadig. De hjemløse er her stadig. Det er bare fra en hel verden – ikke kun danskere,« siger han.

Først var det alkoholikerne, så var det især flygtninge med PTSD, som medicinerede sig selv, og i dag er det især hjemløse østeuropæere og romaer, der kommer i kirken. Derfor er arbejdet som præst i Mariakirken stadig noget særligt.

»Der er et fravalg af de traditionelle kirkelige handlinger som dåb og vielse. Der er nogle begravelser, men det er ikke mange, fordi der bor så mange unge. Mange af de forældre, der kommer til babysalmesang, fravælger kirken, når børnene skal døbes:

»De vælger som regel en anden kirke på Vesterbro. Ikke fordi de er bange for at komme på Istedgade, men fordi de mener, at deres familier vil blive chokerede.«

I en periode vikarierede Jens Johansen i nabokirken Eliaskirken på Vesterbros Torv. Den ligger kun 500 meter fra Mariakirken, men det er en verden til forskel:

»Der kan man lade dørene stå åbne i løbet af dagen, uden at der sker mærkelige ting,« griner han: »I Eliaskirken kom naboer herfra, som skulle giftes og have deres børn døbt. Jeg kan sådan set godt forstå, at man vælger en anden kirke. Jeg lærte også, at det ikke havde noget med mig at gøre eller med Mariakirken som sådan. Det er placeringen, og den kan man ikke løbe fra. Man skal vedkende sig den.«

Politisk præst

De mange romaer, som stadig kan høres i våbenhuset, har givet nogle nye udfordringer for kirken: Mariatjenesten har altid set sig selv som et sted, hvor man dyrkede samtalen og hjalp de udsatte med at skabe et netværk. Flertallet af brugerne i dag kan imidlertid hverken dansk eller engelsk, så det er så som så med samtalerne – det bliver mest ved husly, kaffe og mad.

»Vi stiller for tiden os selv det spørgsmål: Hvad betyder det, at Mariatjenesten er i en kirke, og ikke et lejet butikslokale? Det skal ikke være som en hvilken som helst hjælpeorganisation. Og hvis man følger det spor, kan man godt nå til den konklusion, at det er nogle andre, vi skal hjælpe. Men hvad skal der så blive af romaerne?« spørger Jens Johansen.

Mariakirken er gennem årene blevet kritiseret mange gange. Senest i 2017, hvor flere lokale beboere og butiksindehavere havde fået nok af kirkens insisteren på at hjælpe romaerne, som efterhånden havde overtaget Maria Kirkeplads. Jens Johansen beskriver medieopmærksomheden som »en shitstorm«. Det har både han og kirken imidlertid prøvet før – første gang i 1987, da Mariakirken som den første danske folkekirke husede en gruppe libanesiske flygtninge:

»Søren Krarup kaldte det ’en forplumring af evangeliet’ og ’gerningsretfærdighed’, og Pia Kjærsgaard kritiserede mig sågar fra talerstolen i Folketinget,« husker han. Folkekirken rummer alt fra venstre til højre i det politiske spektrum. Det er Jens Johansen meget bevidst om, og særligt efter han kom i borgerrepræsentationen for SF, har han været forsigtig:

»I min forkyndelse er jeg ikke politisk. Der er præster, der går meget længere, end jeg gør,« siger han. Han ser dog ikke sit politiske og religiøse engagement som modsætninger:

»Jeg er kristensocialist: jeg er socialist, fordi jeg er kristen. Men jeg siger aldrig Jesus i politiske sammenhænge, og jeg prøver at undgå at gøre mine prædikener politiske.« Selv om formålet med Jens Johansens virke er det samme, er der også en klar forskel, mener han:

»Forskellen på at være i kirken og i politik er, at i kirken tror vi på syndernes nådige forladelse, det gør man ikke i politik. Der er der kontant afregning efter fortjeneste.«

Vesterbros surdej

Ved sin afskedsprædiken i søndags sluttede Jens Johansen af med at citere en af sine præstekolleger, som engang har sagt: »Giv kirken på Vesterbro at være surdej i vores bydel – så det hele hæver og løfter sig. Lad den være lys og salt.«

»Jeg synes, det er så fint sagt,« siger Jens Johansen. Det store spørgsmål er naturligvis om det så er lykkedes at være en surdej?

»Ja, jeg synes, det er lykkedes. Efter min afskedsprædiken kom provsten hen og sagde: ’Du har stillet dig i en lang og sej københavnsk tradition for engagement for de mennesker, du er præst for, og det område, du bor i.’ Det blev jeg meget glad for at få at vide. Så ved man, at man ikke er helt afsporet,« siger Jens Johansen, som er enig med provsten i, at der blandt mange københavnske præster findes en særlig tilgang til gerningen:

»Det er den tradition i København, som jeg har forsøgt at arbejde videre på. Her er der simpelthen noget, der skal gøres, fordi livet er så elendigt for mange.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pietro Cini
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Maria Francisca Torrezão
  • Ejvind Larsen
  • Viggo Okholm
  • Gert Romme
  • Henrik Brøndum
  • Grethe Preisler
Pietro Cini, Bjarne Bisgaard Jensen, Maria Francisca Torrezão, Ejvind Larsen, Viggo Okholm, Gert Romme, Henrik Brøndum og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ulighed - også social ulighed er en svøbe, som samfundet absolut ikke kan være bekendt.

Det er en grundlæggende menneskerettighed ikke at blive diskrimineret. Alligevel oplever mange mennesker dagligt at blive behandlet dårligere og anderledes end andre - også på det sociale område.

Eksempler er der nok af, og de er spredt ud over alle områder i samfundet.

- F.eks. er det ganske urimeligt, at svage borgere i lejeboliger skal betale til mere velstillede boligejeres nye køkkener, badeværelser og lånerenter.

- F.eks. er det urimeligt, at svage borgere med lav indkomst skal betale for, at mere velstillede borgere kan på billig rengøring og så videre.

- F.eks. er der urimeligt, at lavtlønnede borgere med flere deltidsjobs har svært ved at tjene så meget, at de kan betale sine omkostninger.

- Uanset hvordan politikere vrider fakta, så er det faktisk en politisk pligt at sørge for, at alle borgere, der vil arbejde, også har et job - eller modtager en rimelig kompensation.

Eksemplerne står simpelt hen i kø, så enhver der vil, kan bare fylde på.

Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Kim Houmøller og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar