Læsetid: 14 min.

Al magt til forsamlingshuset: Kan borgerråd løse vor tids problemer med demokratisk underskud?

Grundige debatter i borgerråd fik Irland til at legalisere abort og Texas til at udbygge sit vindmøllesystem – nu overvejer briterne om borgerråd kan være vejen frem til at overvinde de dybe modsætninger i befolkningen og den politiske klasse, som Brexit har frembragt
Grundige debatter i borgerråd fik Irland til at legalisere abort og Texas til at udbygge sit vindmøllesystem – nu overvejer briterne om borgerråd kan være vejen frem til at overvinde de dybe modsætninger i befolkningen og den politiske klasse, som Brexit har frembragt

Sofie Holm Larsen

26. januar 2019

I sommeren 1978 gennemførte socialpsykologen George F. Bishop og hans forskerhold fra Cincinnati, Ohio en meningsmåling, der angiveligt skulle afdække folks holdninger til tidens store politiske temaer. Et spørgsmål lød:

»Flere mener i dag, at ’Loven om Politisk Interessevaretagelse af 1975’ burde ophæves? Er De enig eller uenig?«

Det viste sig, at 16 procent var enige, mens 18 procent var uenige. De var et overraskende resultat. Så store meningsforskelle om Loven om Politisk Interessevaretagelse af 1975 burde der ikke være. Sådan en lov eksisterede nemlig slet ikke. 

Bishop udgav undersøgelsen under titlen Pseudo-Opinions on Public Affairs. Den er siden blevet en klassiker i politisk videnskab. Lignende eksperimenter er siden foretaget gentagne gange. Altid med et tilsvarende resultat: Udelader man et afkrydsningsfelt for ’ved ikke’, vil en tredjedel af de adspurgte typisk lade, som om de har en mening.

Tilføjer man, at »præsident Obama« eller »republikanerne« vil ophæve den ikkeeksisterende lov, dukker endnu flere mennesker op med meninger fordelt efter traditionelle politiske skel. Disse undersøgelser fortæller os med andre ord noget, som ingen politikere nogensinde ville finde på at sige højt foran deres vælgere: Ofte aner vi ikke, hvad der bliver snakket om i den politiske debat, men hader bare at skulle indrømme det.

Rationel uvidenhed

Konklusionen er ikke, at folk er dumme. Dumt ville derimod være at bruge sin tid på at sætte sig ind i alle mulige lovtekniske detaljer i stedet for at arbejde eller nyde livet og samværet med vores nærmeste. Trods alt er vores personlige mening kun én ud af mange millioners, uanset hvor velinformerede vi selv bilder os ind at være.

James Fishkin, en politologi-professor fra Stanford University og førende fortaler for at indføre borgerråd – en original metode til at finde ud af, hvad folk i virkeligheden ville mene, hvis de fik tid til at tænke en problematik ordentligt igennem – taler i den forbindelse om ’rationel uvidenhed’: De fleste af os har ganske enkelt ikke et reelt behov for at vide alt om, hvordan man regerer et land.

I november pegede Gordon Brown, britisk premierminister fra 2007-10, på borgerråd som en mulig vej ud af Brexit-krisen. Og i december offentliggjorde en række førende britiske intellektuelle et åbent brev i Guardian til støtte for Browns idé. Fishkin kalder selv borgerråd for »en så ultrasimpel idé, at det er pinligt«.

Stort set går det bare ud på at invitere befolkningen ind i et forsamlingshus og lade dem tale sammen.

Indædt strid

Lad os se på et nyligt eksempel: Da Irland i 2016 skulle tage stilling til en reform af landets abortlovgivning, rustede alle sig til benhård ideologisk kamp. 33 år tidligere var en forbitret folkeafstemning endt med, at der blev indskrevet en ret til livet for mødre og deres ufødte børn i den irske forfatning. Det havde den konsekvens, at det blev noget nær umuligt at få en lovlig abort i Irland.

Spørgsmålet har været et jævnligt tilbagevendende stridspunkt i Irland lige siden. For at afklare det og fire andre politiske spørgsmål nedsatte det irske parlament et borgerråd bestående af 99 borgere, som afspejlede befolkningens sammensætning efter alder, køn, klasse og religiøse tilhørsforhold. En pensioneret højesteretsdommer, Mary Laffoy, påtog sig at stå i spidsen for forsamlingen. Ingen politikere måtte blande sig.

Det første, Neasa Keogh husker, var, at der blev banket på døren til hendes hus i Limerick. Hun havde en holdning til abortspørgsmålet, men havde aldrig involveret sig i politik på andre måder end ved at afgive sin stemme ved de irske valg.

»Jeg var allerede politisk vakt, da politikerne kom til min dør,« siger hun.

»Jeg havde ofte tænkt, at vi burde gøre sådan og sådan. Men selv gjorde jeg aldrig noget ved det.«

58-årige Keogh var lige på gået på pension som skolelærer, havde god tid til at deltage og ville få sine rejser til Dublin betalt. Men borgerrådet skulle være transparent. Det betød, at dets diskussioner skulle transmitteres live over internettet. Keoghs navn ville altså blive offentligt kendt. Hun huskede udmærket den hadske stemning ved folkeafstemningen i 1983.

»Jeg var da en smule nervøs for, at højreradikale typer skulle komme efter mig,« siger hun. Men nu fik hun chancen for at hjælpe sit land, og det ville hun gerne.

Gigantisk jury

Rådet skulle forsamles på Grand Hotel i Malahide nordøst for Dublin en weekend hver måned. Efter planen skulle alle fem politiske spørgsmål være drøftet til ende 18 måneder senere. Ud over de 99 borgere var der 100 suppleanter, hvis nogen meldte fra. Det endte en del med at gøre. Basalt set skulle Keogh indgå i en gigantisk jury. De skulle bare tage stilling til et kontroversielt værdipolitisk spørgsmål på vegne af en hel nation, og ikke én sigtets persons skyld eller uskyld.

Tidligt om morgenen den dag, Borgerrådet skulle samles til en åbningsceremoni på Dublin Castle, satte et andet rådsmedlem, Oisín Herraghty, sig ind i sin bil og gjorde klar til den lange køretur fra Connacht i Vestirland. Herraghty, i dag 47 år, er teknisk leder på et kulturcenter. Ligesom Keogh blev han hvervet gennem personlig henvendelse fra politikere, der havde banket på hans dør. Han havde på stedet sagt til ja til at medvirke, men siden mere eller mindre glemt det.

»Jeg havde bilradioen tændt, og tophistorien i 8-nyhederne var, at borgerrådet skulle i gang. Jeg tænkte ved mig selv: ‘Jamen, det er jo mig. Jeg er med i nyhedernes første historie, det her må være større, end jeg havde troet.’«

På det tidspunkt havde han end ikke fortalt sin familie om det.

Det fulde omfang af hans ansvar gik først op for Keogh, da borgerrådets indledningsceremoni gik i gang. Efter korte taler fra rådsformand Laffoy og Endda Kenny, den daværende Taoiseach (Irlands premierminister, red.), skulle medlemmerne lytte til indlæg fra tre akademiske og juridiske eksperter om sociale forandringer i irsk historie.

»Da jeg tog til det her arrangement, tænkte jeg først, at det nok bare var et paradenummer, men det hele virkede så ægte og dybtfølt,« fortæller Keogh.

De egentlige rådssessioner begyndte følgende måned. Selv om 199 mennesker ikke udgør andet end et mikroskopisk udsnit af Irlands 4,8 millioner indbyggere, er det stadig for mange til, at der kan føres frugtbare samtaler. Derfor blev rådet inddelt i mindre grupper. Keogh havnede i en gruppe på seks: tre mænd og tre kvinder fordelt på forskellige aldersgrupper.

Hvert bord havde en moderator og en referent, der tog noter. Moderatoren bistod med at formidle gruppemedlemmernes samtale efter faste retningslinjer. Hvis en borger under et af de efterfølgende ekspertforedrag følte sig utryg ved at stille opklarende spørgsmål, kunne moderatoren stille det i borgerens sted.

Dernæst påhørte rådsmedlemmerne nye indlæg fra medicinske eksperter, præster og fortalere for både det ene og det andet synspunkt. Over 13.000 indlæg kom derudover fra offentligheden, og rådsmedlemmerne kunne også selv bede om at høre og få uddybet specifikke synspunkter.

Ved afslutningen på hver session skulle hvert rådsmedlem skrive et kort sammendrag, der kunne overbevise rådsformanden om, at de havde forstået alt, hvad de havde hørt. Før hver rådssession fik de også udleveret baggrundsinformationer, de skulle læse op på. Abortbilleder fik de ikke at se, men derudover blev de ikke forskånet for nogen detaljer. Det var hårdt arbejde. Det var omfattende og på mange måder krævende.

Keogh havde i 1983 stemt nej til abortforbuddet og anså sig selv for et frisindet menneske, men hun husker, hun engang blev spurgt:

»‘Jamen, mener du da ikke, at ufødte også har en lige ret til livet?’ Det ramte mig i hjertekulen,« siger hun.

»Jeg er selv mor til tre børn … det var meget svært at forholde sig til, syntes jeg.«

Styr på fakta

Sidste møde om abortspørgsmålet fandt sted 22. april 2017. Det meste af weekenden gik med at stemme i aflukkede bokse. Da resultaterne kom, vakte de stor opsigt i Irland. Et massivt flertal af rådsmedlemmer stemte for at omstøde abortforbuddet. 64 procent af dem anbefalede sågar parlamentet at legalisere abort uden restriktioner frem til 12. eller 22. uge af svangerskabet.

Selv om mange på forhånd havde afskrevet borgerrådet som et forsøg på at lægge en dæmper på et nationalt stridsemne, blev rådets endelige indstilling langt mere radikal, end nogen havde forventet. Så radikal, at mange anså det for udelukket, at Irland var moden til at gå den vej. Det sidste skulle en folkeafstemning snart afklare. Herraghty fulgte valgkampen på tæt hold.

»Jeg hørte folk fra begge sider fremføre deres synspunkter,« siger han, »og jeg tænke ved mig selv: Stop en halv! Det der er simpelthen ikke korrekt. Få nu styr på jeres kendsgerninger.«

Den 25. maj 2017 stemte 66 procent af de irske vælgere ja til forfatningsændringen og 34 procent imod. Altså et flertal, der lå marginalt over Rådets flertalsafgørelse fra Grand Hotel.

Det sidste blev af kritikere set som en bekræftelse på deres skepsis over for de mulige manipulerende hensigter bag borgerråd. Var det ikke et sådant resultat, man måtte forvente at få, hvis man lukker folk inde på et hotel med en flok venstresnoede eksperter? Meget muligt, men nu konsulterede Rådet ikke kun eksperter.

I Irland efterspurgte rådsmedlemmerne flere førstehåndserfaringer fra medborgere, der var blevet berørt af abortforbuddets konsekvenser. De hørte personlige vidnesbyrd i form af lydoptagelser fra seks kvinder, hvoraf nogle var rejst til udlandet for at få foretaget abort, mens andre havde fravalgt abort. I Limerick fortalte lokale borgere Keogh om deres egne oplevelser med abort, som de ikke havde betroet til nogen andre i årevis.

Borgerråd kan altså sagtens være lydhøre over for almindelige menneskers stemmer og lade disse indgå i politiske afvejninger. Samtidig kan borgerråd løse ‘ekkokammer-problemer’, fordi folk bliver nødt til at føre diskussioner med meningsmodstandere.

»Det princip blev indterpet fra starten af,« siger Keogh.

»At folk ville have forskellige holdninger, at der kunne tales både for og imod, og at alle skulle høres. Det skete, at jeg kom til at sidde ved et bord, hvor jeg ikke havde spor til fælles med de andre. Alligevel kunne vi ofte nå frem til en slags konsensus, eller i al fald blive enige om, præcis hvor vi var uenige. Jeg mødte de skønneste mennesker. Jeg mødte mennesker af en slags, jeg aldrig tidligere havde mødt i mit liv.«

Referencepaneler

Borgerråd er ikke en ny praksis, og der har været eksperimenteret med dem i flere lande verden over.

Et tv-transmitteret pionereksperiment fandt sted i Manchester i 1994 – temaet var kriminalitet og strafferammer. Og i 1996 afholdt staten Texas i guvernør George W. Bushs embedstid en såkaldt deliberativ afstemning, der udmøntede sig i, at et flertal ikke havde noget imod at betale et lille pristillæg til finansiering af flere vindmøller frem for fossil energi – Texas er i dag den amerikanske delstat, der har USA’s mest udbyggede vindmøllenet.

I 2006 anbefalede et borgerråd i Holland at reformere valgsystemet. I 2011 bestilte den japanske regering en deliberativ afstemning om atomkraft og pensionssystemets fremtid. I Gdansk i Polen i 2016 trådte et borgerråd sammen for at diskutere, hvordan byen bedst kunne beskytte sig mod oversvømmelse, og nye borgerråd i byen har siden diskuteret en række emner, herunder indvandring. Ulykkeligvis blev initiativtageren til Gdansks borgerråd, borgmester Pawel Adamowicz, knivdræbt for to uger siden.

Alligevel er processerne bag borgerråd ikke velbelyste, ikke engang i Canada, hvor lokale og nationale råd er almindelige og ofte kendes som ’referencepaneler’.

»En dag fik jeg et brev med posten,« fortæller 27-årige Syd Burdett fra British Columbia.

»Der stod noget i retning af: ’Hallo, vi leder efter deltagere til vores referencepanel om medicintilskud. Vi vil gerne betale dig for at tage til Ottawa i en uges tid.’«

Canadas regering havde bedt om input fra 35 vidt forskellige mennesker fra alle dele af landet til deres medicintilskudspolitik. Burdett, der alligevel havde tænkt sig at sige op fra sit job i et supermarked, takkede straks ja til invitationen om at deltage.

I Canada finansieres behandling i det offentlige sygehusvæsen over skatterne, mens udgifter til receptpligtig medicin uden for hospitalet betales af borgerne selv. Dette betyder, at en del mennesker må undvære medicin, de ikke har råd til. Det kunne et nyt medicintilskudssystem hindre, men hvor skulle pengene til finansieringen komme fra?

 Burdett fortæller, at han havde ret vage forestillinger om, hvad et referencepanel var, og emnet medicinudgifter vidste han absolut intet om. Da han ankom til sit hotel i Ottawa efter en fem timer lang flyvetur, påtog han sig imidlertid sit nye hverv med stort engagement.

»Det mindede mig lidt om min tid på universitetet,« siger han.

»Det var på sin vis en helt akademisk oplevelse.«

I ugens løb lyttede Burdetts gruppe til en række indlæg fra akademiske, lægelige og kommercielle eksperter. En kvinde i panelet havde sit spædbarn med, men det opførte sig pænt. Diskussionerne kunne blive temmelig tekniske, men aldrig uforståelige eller uvedkommende.

»Jeg vil sige, at da ugen var omme, havde vi alle sammen fået en ret god forståelse af den her problematik,« siger Burdett. Panelet endte med at anbefale en indførelse af offentlige medicintilskud finansieret via højere skatter.

Upopulær beslutning

Det er forståeligt, at politikere i stigende grad fristes til at tage borgerråd til sig.

Når der skal træffes en nødvendig, men upopulær beslutning som f.eks. en skatteforhøjelse, kan de uddelegere noget af ansvaret til mennesker, der selv kommer til at betale for den, som ikke har grunde til at lyve, som ikke skal vinde stemmer ved et valg, og som ikke behøver at udstråle, at de kender alle de rette svar.

Samtidig signalerer borgerråd et stærkere demokratisk mandat end ekspertkonsultationer og giver større klarhed end afgørelser ved folkeafstemning. I Storbritannien er ideen om borgerråd da også ved at vinde indpas.

Rebecca Weight er 31 og arbejder på et museum i London. Hun er abonnent på en online-meningsmålingstjeneste og blev derfor ikke overrasket, da hun sidste år fik en e-mail med invitation til at bruge to weekender på et hotel i Birmingham på at diskutere hjemmehjælpssystemets fremtid. For sin ulejlighed ville hun modtage 300 pund og få alle udgifter betalt.

»I forvejen havde jeg prøvet at være i fokusgruppe,« siger hun.

»Det her var noget i samme stil. Bare mere væsentligt.« Det, hun kom til at deltage i, var det første egentlige britiske borgerråd nedsat af det britiske underhus, House of Commons.

Den 27. april sluttede Weight sig til de 46 øvrige indkaldte borgere.

»Det var som et ægte tværsnit af befolkningen,« siger hun.

»Jeg blev overrasket over at se, hvor forskellige vi var i gruppen.«

Rådsmedlemmerne spiste middag sammen, lærte hinanden at kende, og næste dag fik de forelagt udfordringerne i det britiske hjemmehjælpssystem. De viste sig at være forholdsvis enkle.

»Grundlæggende var problemet, at der ikke var afsat penge til at betale for en ordentlig hjemmehjælp,« siger Weight.

Som andre deltagere i rådet, Guardian har talt med, oplevede Weight sin deltagelse som stimulerende og interessant. Hun ville dog gerne have lyttet mere til mennesker med førstehåndserfaringer inde fra systemet, siger hun.

Generelt synes hun dog, at hun fik tilstrækkeligt information fra de mange eksperter til at kunne danne sig en selvstændig og kvalificeret holdning, hvis hun da ikke ligefrem selv var blevet en slags ekspert. I sidste ende besluttede rådet sig for at anbefale et universelt hjemmehjælpssystem og finansiere det gennem højere skatter.

Hvad de politiske beslutningstagere vil stille op med Burdetts, Weights og deres medborgeres indsigtsfulde anbefalinger, må vi vente at se. I Canada besluttede forbundsregeringen i første omgang at nedsætte en kommission, Hoskins-kommissionen, som til sommer spiller ud med en større medicintilskudsplan. I Storbritannien ser et underhusudvalg ud til at ville følge flere af borgerrådets konkrete anbefalinger – dog afventer de en grønbog om hele politikområdet, der først kommer senere i år.

Vil borgerråd også kunne hjælpe Storbritannien i spørgsmålet om Brexit? Et forsøg i den retning blev gjort i oktober 2017 på et hotel i Manchester. Rådsmødet blev arrangeret af ngo’en Involve og havde deltagelse af 25 Brexit-tilhængere og 22 Remain-tilhængere foruden af tre mennesker, der ikke stemte ved folkeafstemningen i juni 2016.

Efter to weekender med diskussioner besluttede rådet sig for at anbefale britisk udtrædelse af EU – dog med en handelsaftale og privilegeret adgang til Storbritannien for EU-borgere, men ikke fuld bevægelsesfrihed. Var det ikke muligt at opnå en aftale med EU om en sådan ordning, foretrak rådet alternativt, at Storbritannien forblev i det indre marked, men indførte en strammere kontrol med bevægelsesfriheden.

Da Gordon Brown i november fremsatte sit forslaget om borgerråd, talte han om en »ny slags kongelig kommission«, der skulle »føre dialog om alle tidens vanskelige spørgsmål fra migration til suverænitet og Storbritanniens langsigtede økonomiske udsigter – og give alle stemmer en chance for at blive hørt«.

Skepsis og tvivl

Perspektiverne lyder besnærende, men skal et sådant borgerråd fungere i et spørgsmål, der splitter de britiske borgere så voldsomt som Brexit, må man forsøge at imødekomme skeptikerne, pointerer Matthew Taylor. Han er direktør for den tværvidenskabelige institution Royal Society of Arts og har været fortaler for borgerhøringer i britisk politik siden 1990’erne.

De vigtigste indvendinger, han støder på, handler om frygten for, at borgerråd ikke bliver fair sammensat. Især betvivles det, hvor repræsentative de er, og om de almindelige vælgere, der skal udgøre rådet, nu også får tilstrækkelige forudsætninger til at kunne forstå de ofte komplicerede spørgsmål i moderne politik. Der er også skepsis omkring, hvorvidt ordstyrere og moderatorer vil være i stand til at styre diskussionen tilstrækkeligt upartisk.

»Der er ikke andre midler imod denne skepsis end at kaste sig ud i det,« siger Taylor. »Først når man har prøvet det eller set, hvordan det fungerer i praksis, vil folk have tillid til, at de her folk faktisk kan være ægte repræsentanter for hele landets opinion.«

Netop derfor anser Taylor det for afgørende, at debatten i et borgerråd om Brexit kan blive livetransmitteret over tv.

»Nogen vil sikkert tænke, at det var da en blandet flok. Men med tiden vil de fleste komme til at se forsamlingen som legitim.«

Rådets anbefalinger behøver ikke at være bindende, siger Taylor, men går regeringen imod dem, skylder den at forklare befolkningen hvorfor. Dermed kan der komme helt ny fremdrift i det politiske liv.

Herraghty taler i dag ikke så forfærdelig meget om sin rolle og sin tid i borgerrådet, men forleden blev emnet bragt på bane på hans arbejdsplads. Og for første gang sagde han til sine kolleger: »Jeg var med i det der.« Han mødte kun beundrende blikke.

»Det var fantastisk,« siger han – »en af de bedste oplevelser i mit liv.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Salget af dele af DONG til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, som daværende finansminister Bjarne Corydon stod i spidsen for, og sammenbruddet i SKAT’s indrivelse efter massive nedskæringer har også ført til vrede mod elitens beslutninger i Danmark
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Gert Romme
  • Kasper Kjær
  • Steffen Gliese
  • Michael Friis
David Zennaro, Gert Romme, Kasper Kjær, Steffen Gliese og Michael Friis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det lyder som alletiders idé.
Dog bør det formaliseres: der børe foretages lodtrækning mellem et antal borgere, som nedsættes for en periode af max. et år i hver kommune, og som tilsammen udgør et rådgivende organ for regering og folketing.

Niels Duus Nielsen, Henrik Peter Bentzen, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

-Her i Danmark ser det ud til vi desværre i retning af at gå den modsatte vej!

Seneste med den bog efterforskningslederen Jens Møller udgav efter Ubådssagen, og han nu er under "fritaget for tjeneste" indtil sagen er undersøgt af "den uafhængige politianklagemyndighed", som den hedder.

I praksis handler det om at have givet oplysninger man ikke ønsker ud i det offentlige rum.

Lige P:T: er byretssagen mod Jacob Scharf afgjort med en dom på 4 måneder ubetinget fængsel, for småtterier fra sin bog "7 år for PET", samt konfiskation af alt indtjent ved bogsalget.

Ganske vist har regeringen problemer med sine sandheder overfor såvel befolkningen og ikke mindst i vort folketing overfor de folevalgte politikere, - men det omgås alene ved om der er politisk flertal for sanktioner mod disse "usandheder", der stride imod den "forretningsorden" om at ministre skal informere folketinget fyldestgørende.

Imidlertid ser der med de ovennævnte sager mod jens Møller og Jacob Scharf mere ud til at være præget af, at det embedsværket magtbrynde der står for denne linje udadtil, - der må åbenbart ikke være almindelige "helte" som folket kan lide, de skal derimod holdes nede, for ingen in de underliggende etater må lyse op over embedsværket.

Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Henrik Peter Bentzen, Jesper Sano Højdal, Harald Strømberg, Carsten Wienholtz, Torben K L Jensen, Anne Eriksen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring og Torben Skov anbefalede denne kommentar

"nu overvejer briterne om borgerråd kan være vejen frem til at overvinde de dybe modsætninger i befolkningen og den politiske klasse, som Brexit har frembragt"

For en kort bemærkning. De dybe modsætninger er ikke skabt af brexit. Brexit er et resultat af de dybe modsætninger!

Per Torbensen, Espen Bøgh, Nike Forsander Lorentsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Henrik Peter Bentzen, Rolf Andersen, Nille Torsen, Flemming Berger, Anne Eriksen, Torben K L Jensen, Kim Houmøller, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring, Jan Jensen og Bettina Jensen anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

Borgerråd ville utvivlsomt kunne bidrage til øget politisk bevidsthed og til at skabe øget kontrol med de valgte politikere, hvormed borgerråd kan være ét af flere elementer til at bremse den igangværende demokratiafvikling og sætte en kurs ud af den neoliberale totalitarisme, vi som samfund er ved at blive maltrakteret af.

David Zennaro, Nike Forsander Lorentsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Henrik Peter Bentzen, Nille Torsen, Kasper Kjær, Carsten Wienholtz, Anne Eriksen, Torben K L Jensen, Steffen Gliese, Torben Skov, Eva Schwanenflügel, Jan Weber Fritsbøger og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Hvorfor mystificere årsagen til det demokratisk underskud og den stigende økonomiske ulighed?
Det er ikke raketforskning vel?

Hvornår fortæller de folkevalgte politikere sandheden om deres ikke bæredygtige pseudo økonomi og de menneskelige omkostninger den har?
Hvor meget skal vandet stige?
Hvem lyver de folkevalgte politikere for?

Politikerne er først og fremmest erhvervets og pengenes forlængede arm og belønnes med en magt, der er ude af proportioner med den indsats, de yder for landets borgere.

At få nogen til at indrømme det - måske på dødslejet eller måske ved pensionen (men man går jo ikke på pension - foretrækker måske et godt kødben)
En oprydning og et oprigtigt demokratisk miljø ville hjælpe på dette fastlåste morrads, vil befolkningen kunne blive enige om det?

Niels Duus Nielsen, Henrik Peter Bentzen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Måske skulle man have omdannet de gamle sogneråd til borgerråd i stedet for helt at afskaffe dem

Det demokratiske underskud er ikke pludseligt dumpet ned fra himlen. Det er kommet hen ad vejen som følge af valg vi som samfund foretog. Det hele skulle være mere effektivt og strømlinet (man kan jo ikke have et sogneråd til at købe fortovsfliser til en lille flække (hvorfor egentlig ikke?). På Europæisk niveau helst også (lidt) storslået. Flag og Beethovens sang. Pas i samme farver. Politikerne siger at de blot vil os det bedste. Men demokrati giver kun mening når det er lokalt forankret. Hvis man vil vinde Italienernes sympati (og undgå Euroens kollaps) så skal man ikke love dem gratis Wi-Ei i storbyerne (Juncker) og holde rørstrømske taler om at der ikke har været krig i Europa i 50 år. Så skal man give dem et job (30% af de unge er arbejdsløse).

Bettina Jensen, Anne Eriksen, Trond Meiring, Niels Duus Nielsen og Henrik Peter Bentzen anbefalede denne kommentar

Lad os være enige om, at demokrati ikke er en perfekt og demokratisk styreform, der giver fuld retfærdighed. Men inddirekte demokrati er altså indtil nu, det bedste man har.

Hvis man ser på Schweitz, hvor livets og politikernes store "spørgsmål" bliver sendt ud til borgerne i en konkret sags-afstemning om et enkelt punkt, er dette i hvert fald ikke løsningen. Her ser man jo, at svarene er utroligt følelsesbestemte, og kan påvirkes direkte af en politisk opinion eller hændelse. Og undersøgelser viser, at mange vælgere ville have stemt noget helt andet (det modsatte) blot få dage eller uger efter, hvis spøgsmålet var blevet fremlagt på en mere nuanceret måde.

Hvis man skal gøre den førte politik mere demokratisk, må man nok se på de ansvarlige politikere og deres ansvar for den førte politik. Og her må man nok også se på politikernes straf- og erstatningsansvar, selv om det uden tvivl vil være en vanskelig disciplin. Men måske en ny forfatning og en uafhængig forfatningsdomstol er en del af løsningen.

Bettina Jensen

"Lad os være enige om, at demokrati ikke er en perfekt og demokratisk styreform, der giver fuld retfærdighed. Men inddirekte demokrati er altså indtil nu, det bedste man har."

Gad vide hvordan det kan være at demokrati ikke er en demokratisk styreform? Og konklusionen er voldsomt fejlbehæftet; hvordan er det komparative grundlag blevet etableret? Det må du gerne redegøre for, Gert Romme - nu du bevæger dig ud i videnskabsteoretiske betragtninger som angiveligt kårer 'indirekte demokrati' (går ud fra at du her henviser til den deliberative, repræsentative model, vi kender fra bl.a. hovedparten af de vesteurpæiske lande).

At erfaringerne fra bl.a. Schweiz viser at folkeafstemninger kan have stor bias og være meget emotionelt provokerende, kalder ikke nødvendigvis på at denne direkte demokratiform betragtes som uanvendelig, det kunne lige så vel kalde på at man er særdeles varsom med at facilitere bindende folkeafstemninger og i stedet hovedsageligt anvender vejledende ditto. Det kunne også kalde på at man i tilrettelæggelsen af folkeafstemninger er uhyre omhyggelig, så der opnås størst mulig neutralitet i afstemningens grundlagsbeskrivelse. Der er mange ting, man kan gøre.

Dén bias og fordrejningsrisiko, vi ser ved folkeafstemninger, gør sig jo også gældende når vore politikere skal stille op og føre kampagner i vort repræsentative konkurrencedemokrati. Kandidaterne fremstiller sig selv selektivt, de omgærderer sig med etikker og politikker, de aldrig får ført ud i livet (og sommetider endda abrupt beslutter sig for at frafalde) - og mange af dem lyver direkte.

Mangt og meget tyder på (men det er aldrig bevist) at deltagelse og involvering er afgørende for om et samfund har mere eller mindre demokratisk form og indhold, og folkeafstemninger kan være et understøttende element for deltagelse og involvering, ligesom et rigt foreningsliv, nærdemokratiske institutioner og høj lighed ofte (i formentligt endnu højere grad) kan være dette. Demokratiudvikling hænger efter alt at dømme tæt sammen med den mellemfolkelige tillid samt tilliden til folkevalgte og -udpegede magtforvaltere, foruden autenticitetsgraden af de politiske handlinger og processer. Eksempelvis har man i Schweiz ikke blot oplevet at folkeafstemninger er blevet misbrugt politisk (derfor skal det diskuteres hvilke parter som evt. har ret til at beslutte og facilitere folkeafstemninger), foruden at de er blevet juridisk udvandet - og så kontraproducerer det direkte demokrati naturligvis.