Læsetid: 11 min.

Albanere i Sydserbien drømmer om Kosovo: »Jeg har ikke noget land«

Serbien og Kosovo forhandler om en ny grænse, der skal bane vejen for landenes optagelse i EU. Forskere frygter, at grænsedragningen vil flå borgerkrigens sår op på ny. Men i en albansk enklave i Serbien, få kilometer fra Kosovo, drømmer en ung albaner og hans venner om frihed og anerkendelse
Sadri Aliu, en 25-årig albaner, drømmer om, at hans hjemby Presevo bliver en del af Kosovo. »Lige nu kan jeg hverken sige, at jeg bor i Serbien eller i Kosovo, kun at jeg er albaner i blodet – selv om mit pas siger, at jeg er serber,« fortæller han.

Sadri Aliu, en 25-årig albaner, drømmer om, at hans hjemby Presevo bliver en del af Kosovo. »Lige nu kan jeg hverken sige, at jeg bor i Serbien eller i Kosovo, kun at jeg er albaner i blodet – selv om mit pas siger, at jeg er serber,« fortæller han.

Peter Nygaard Christensen

5. januar 2019

Gangsterrappen spiller så højt, at det er stort set umuligt at tale sammen på klubben, men da der ikke er noget dansegulv, er aktiviteterne begrænset til at drikke, ryge smøger og råbe. Vi befinder os i Presevo, en albansk enklave i Sydserbien, kun 15 kilometer fra Kosovo.

Sadri Aliu, en albansk it-studerende med maskintrimmet hår og tung sølvhalskæde, tænder en ny smøg, før han har røget den gamle færdig. Hans venner bryder ud i latter, da de opdager det, og viser alle med hænderne, hvordan det ville se ud, hvis man røg to cigaretter på én gang.

»Er der nogen serbere her?« råber vi til Aliu.

»Nej, det er kun albanere,« svarer han og læner sig helt ind til os.

– Der kommer aldrig nogen serbere?

»Nej. Aldrig.«

Sadri Aliu og vennerne farer pludselig op fra bordet, da en bredskuldret mand med fuldskæg træder ind på klubben. Hans jakkesæt skiller sig ud fra klubgængernes nedringede skjorter og kjoler, og han har knap lukket døren, før han bliver overdynget med kram og håndtryk.

Ragmi Mustafa, hedder manden, og i begyndelsen af november 2018 blev han valgt som præsident for det nationale albanske minoritetsråd. Et af hans vigtigste politiske mål er at få tegnet en ny grænse mellem Kosovo og Serbien – én, der vil gøre Presevo og de omkringliggende byer til en del af Kosovo.

»Det vil sikre, at albanske børn får en bedre uddannelse, at alle nyuddannede albanere kan bruge deres diplomer i Serbien, og så vil det rive sprogbarrieren ned,« råber han, da vi spørger ind til hans politik.

Ragmi Mustafa (til højre) bliver overdynget med kram og håndtryk, da han træder ind på baren. Han er præsident for det albanske minoritetsråd og træt af at høre om frygten for, at en ny grænse mellem Kosovo og Serbien vil åbne Pandoras æske på Balkan.

Peter Nygaard Christensen

Det handler om frihed, forklarer han. Uden den kan de ikke skabe et samfund med større retfærdighed.

Men at flytte på en grænse i et område, hvor netop grænserne for nylig førte til krig, er kontroversielt. Det ved Ragmi Mustafa godt. Men han er træt af at høre om frygten for det.

»Alle taler om Pandoras æske … Pandoras æske var åben i 1990’erne, men nu har den været lukket længe, og den her grænsedragning kommer ikke bare sådan til at rive den op igen. Jeg mener, come on … Der bor ikke engang særligt mange mennesker i de områder, det handler om. Jeg er så træt af at høre om Pandoras æske.«

Sadri Aliu er mindre skråsikker, men også han drømmer om, at hans hjemby genopstår i Kosovo som følge af en ny grænse.

»En stor del af mig håber, at det sker, for lige nu har jeg ikke noget land. Lige nu kan jeg hverken sige, at jeg bor i Serbien eller i Kosovo, kun at jeg er albaner i blodet – selv om mit pas siger, at jeg er serber.«

Pandoras æske

Presevo, hvor 90 procent af de godt 13.000 indbyggere er albanere, er et af omdrejningspunkterne for et storpolitisk drama på Balkan. Siden sommer har regeringslederne i Serbien og Kosovo forhandlet om at tegne en ny grænse, der skal udveksle de etniske enklaver i landene: de serbiske i Nordkosovo med de albanske i Sydserbien.

Kosovo og Serbien skal forhandle sig frem til gensidig accept, hvis landene vil optages i EU. Så længe Serbien ikke anerkender Kosovo som selvstændig stat, og så længe landene ikke »normaliserer deres forhold«, som det hedder i EU, bliver de ikke optaget i unionen. Det var budskabet fra EU-parlamentet i november. Landene går glip af investeringer og handelsfordele, som ville kunne hjælpe med at løfte dem ud af dyb fattigdom.

Det er derfor, at de forhandler om en ny grænse – her over 20 år efter, at krigen i Kosovo tvang over en million albanere og 200.000 andre på flugt.

Men vi er nødt til at tale om farerne ved at rykke grænserne på ny, mener lektor Christian Axboe Nielsen fra Aarhus Universitet. Han er en af Danmarks førende Balkan-eksperter og forfatter til bogen Vi troede ikke, det kunne ske her om Jugoslaviens sammenbrud i 1990’erne. Ifølge ham er udvekslingen af territorier »et knæfald for tanken om, at der kun skal bo x’ere i stat x og y’ere i stat y«.

Først og fremmest frygter han dog, at den nye grænse kan skabe en dominoeffekt på Balkan-halvøen, netop fordi landegrænserne er skabt af borgerkrige.

»Man kan ikke lave den her grænsedragning klinisk mellem Serbien og Kosovo uden at åbne Pandoras æske. For hvad gør vi med de andre eksempler – det albanske mindretal i Makedonien og i Grækenland eller det serbiske mindretal i Bosnien?« siger Christian Axboe Nielsen.

»Min erfaring fra Balkan er, at når folk skal flyttes, så bliver de pissehamrende sure. Særligt hvis de ikke inddrages. Og du kan aldrig trække en linje, der gør alle glade. Hvis man tror, det bliver guld og grønne skove og gadefest i Kosovo og Serbien ved at gøre det her, vil jeg vove som historiker at pege på andre massive udvekslinger af befolkninger og sige, at så tager man fejl.«

Peter Nygaard Christensen

Også den tyske kansler, Angela Merkel, frygter, at grænsedragningen kan skabe uro ikke bare i Serbien og Kosovo, men på hele Balkan.

»Det her bliver nødt til at siges igen og igen, fordi igen og igen er der forsøg på at snakke om grænser, men det kan ikke lade sig gøre,« sagde hun i august om forhandlingerne mellem Kosovo og Serbien.

Men snakken om den nye grænse er ikke forstummet af den grund – også selv om Kosovo og Serbien har holdt kortene tæt ind til kroppen siden møderne i Bruxelles. Den østrigske premierminister, Sebastian Kurz, sagde i november, at Østrig ikke vil modsætte sig en ny grænse, det samme har USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, udtalt, mens EU’s udenrigschef, Federica Mogherini – i hvert fald udadtil – stadig holder døren åben for forhandlingerne.

Senest opfordrede den amerikanske præsident, Donald Trump, Kosovo og Serbien til at lave en permanent fredsaftale. Det skete i et åbent brev til Kosovos præsident, Hashim Thaci, der tidligere har talt varmt om en »justering af grænsen«.

»Vi er klar til at bistå jeres bestræbelser på at nå en aftale, der balancerer både Kosovos og Serbiens interesser,« skrev Trump i midten af december. 

Albanske skolebøger er bandlyst

Nogle timer før vi træder ind på diskoteket, møder vi Sadri Aliu på basketballbanen i Presevo, hvor de unge mennesker må sigte efter kurven i tusmørke. Gadelamperne, der står ved sidelinjen, har ikke virket i årevis.

Det eneste, der lyser op på banen, er Alius smartphone. Han står omkring midtercirklen, nogle meter fra basketspillerne og puster cigaretrøg mod aftenhimlen.

Han swiper igennem sit fotogalleri på smartphonen og viser et billede fra en udvekslingsrejse på it-studiet, hvor han som den serbiske repræsentant holder landets flag i hænderne. Han smiler på billedet, men forklarer, at det er en facade.

»De andre albanere på studieturen betragtede mig som en af dem – og det gør jeg også selv. Men jeg var jo med som serbisk repræsentant. Så jeg følte, at jeg var den eneste af alle de studerende, der ikke havde noget land,« siger han og tager endnu et hvæs af sin cigaret.

»Det er slemt at bo i Serbien som albaner, fordi vi albanere ikke har de samme rettigheder som serberne. Det er for eksempel et problem, at jeg ikke taler flydende serbisk, når jeg søger job her, men jeg tror også bare, at det automatisk trækker ned, når arbejdsgiverne kigger på mit CV og kan se, at jeg er albaner.«

Når det bliver aften, må de unge på basketballbanen i Presevo sigte efter kurven i mørke. Gadelamperne, der står ved sidelinjen, har ikke været tændt i årevis. Godt 15 kilometer bag moskéens minaret ligger Kosovo.

Peter Nygaard Christensen

Det muslimske bønnekald glider ud af moskeens minaret og blander sig med skrålene og latteren fra basketspillerne.

Alle på banen er albanere. Men i skolen lærer de intet om albansk historie, og deres lærebøger er oversat til albansk fra serbisk. Albanske originaludgaver er bandlyst, ligesom man kan få en bøde for at vise det albanske flag i offentligheden.

Hvis man vil vide noget om albansk historie, må man selv google sig til det, fortæller Sadri Aliu, så det har han gjort.

Den unge it-studerende, der for tiden sparer sammen til at tage en kandidatuddannelse i Makedonien, kan se frem til et usikkert arbejdsliv i Presevo, hvor fabrikkerne lukker på stribe, og arbejdsløsheden er tårnhøj – og hvor de tunge poster i regionen kræver, at man mestrer det serbiske sprog. Det gør Sadri Aliu ikke.

Det sidste problem på Balkan

Fra 1999 til 2001 holdt den albanske guerillahær til i bjergene omkring Presevo, hvorfra de angreb serbiske mål i regionen – med flere civile tab til følge. I 2012 rejste albanerne et monument for de faldne oprørere foran rådhuset, men regeringen i den serbiske hovedstad, Beograd, opfattede det som en provokation og lod en bulldozer rive monumentet ned. I dag har de lokale albanere plantet blomster på pladsen for at mindes oprørerne.

»Jeg har familiemedlemmer, der døde i krigen, men mine forældre har det nok tættere på end mig. De var meget bange, da jeg skulle en uge til Beograd,« siger Sadri Aliu.

»Men jeg har ingen problemer med serberne her i byen. Det tror jeg ikke, der er nogen, der har. Jeg har mange serbiske venner, og vi taler sjældent om krigen. Og hvis vi gør, snakker vi om, at vi er anderledes, end de var dengang. At vi skal bygge stabilitet og forståelse i regionen og satse på de unge. Hvad der er sket er sket.«

Sadri Aliu.

Peter Nygaard Christensen

Lidt senere sidder Sadri Aliu på en af de albanske cafeer og nipper til en espresso, mens to af hans venner diskuterer på livet løs. Den ene, Hedon Esati, repræsenterer den dominerende holdning blandt albanerne i Presevo, nemlig ønsket om at blive indlemmet i Kosovo.

»Det ville løse det sidste problem på Balkan,« siger han.

Den anden, den 32-årige aktivist Valon Arifi, mener, at det er naivt at tro, at regionens problemer – fattigdommen, arbejdsløsheden, korruptionen – forsvinder med et snuptag, bare fordi de bliver en del af et nyt land. Tværtimod mener han, at grænsedragningen vil skabe nye problemer på Balkan.

»Både serbere fra det nordlige Kosovo og albanere her i Sydserbien oplever diskrimination, så jeg forstår problemet. Men det er farligt at lave etnisk rene stater i Balkan, det er jeg meget imod. Det fortæller historien os, at vi bør være,« siger han.

Hedon Esati svarer hurtigt igen:

»Jeg tror ikke, vi skal frygte det. Det er et ønske på begge sider af grænsen. Serberne i Nordkosovo er også isolerede og ønsker det samme som os. Det vigtigste for os er, at vi kan holde på de studerende, der har taget deres uddannelse i Pristina. De fleste af dem flytter væk, fordi deres diplomer ikke anerkendes her – det gør mit i øvrigt heller ikke.«

»Men de unge i Albanien vil også gerne forlade deres land, og det samme vil de unge i Kosovo,« siger Valon Arifi.

»Det handler ikke om territorier, men om økonomi. Det, vi skal gøre, er, at vi skal ændre mentaliteten. Få landene på Balkan til at forstå, at de folk, der bor inden for grænserne, er borgere i landet. Jeg føler for eksempel, at jeg er albansk, men jeg er også borger i Serbien, og det bør anerkendes.«

Etnisk udrensning på skrivebordet

Det er netop den manglende anerkendelse, der er problemet, hvis man spørger Christian Axboe Nielsen. Han kritiserer, at EU ikke tydeligere lægger afstand til udvekslingen af territorier og kræver, at landene stopper den undertrykkelse, der foregår inden for de eksisterende grænser.

»I stedet for at støtte præsidenten fra Kosovo og Serbien, der begge er nationalister, i at begå administrativ etnisk udrensning, burde man fra EU’s side sige, at deres duelighed til at blive EU-medlemmer bliver målt på, hvordan de behandler deres mindretal. Og på om de gør samfundet til et bedre sted for alle borgere uanset etnicitet.«

Peter Nygaard Christensen

Igor Novakovic, der er forskningsleder ved International Security Affairs Centre i Beograd, siger, at grænsedragningen slet ikke ville være et tema, hvis Serbien blot anerkendte Kosovo. Men han understreger, at det er et politisk betændt emne, rodfæstet i en konflikt, der rækker flere århundreder tilbage i tiden.

Desuden er der stadig fem EU-lande, der ikke anerkender Kosovo, herunder Spanien og Grækenland.

»Aleksandar Vucic (den serbiske præsident, red.) vil ikke bare gå med til at anerkende Kosovo, medmindre han får en symbolsk sejr den anden vej. Det er også forudsætningen for, at han får støtte fra den serbiske befolkning, der ellers er imod Kosovos selvstændighed. Til gengæld er han interesseret i, at der sker noget snart, for hans forventning var, at Serbien allerede ville være optaget i EU på dette tidspunkt,« siger han.

»Det er derfor, et land swap er på tale. For første gang er det nu en legitim mulighed – før var det slet ikke på bordet. Ånden er ude af flasken.«

Albanere i taxaen

Man kan ikke se det, når man kører langs Presevos hovedgade, over hullerne i vejen og forbi faldefærdige huse, bjerge af skrald og vilde hunde, der skødesløst vandrer ud foran bilerne. Men lige mellem to næsten ens huse skiller det. Her slutter det albanske kvarter, og det serbiske begynder.

I et lille hjem, kilet ind mellem den lokale jernbane og en af de få fabrikker i byen, der endnu ikke er lukket, bor en pensioneret børnehaveklasselærer, og hun vil slet ikke forholde sig til de etniske spændinger. Men så snart snakken falder på grænsedragningen, tager hendes gæst – en midaldrende sporarbejder – ordet og begynder at fægte med armene:

»Presevo bliver kun en del af Kosovo, hvis politikerne i Beograd anerkender Kosovo som en selvstændig stat, og det ville være en kæmpe fejltagelse. Det kommer heller aldrig til at ske, for Kosovo er en del af Serbien. Det her er noget, der kun bliver talt om i medierne, og ligesom 85 procent af alt andet, medierne siger, er det løgn.«

Peter Nygaard Christensen

Sporarbejderen vil ikke svare på, hvad han ville gøre, hvis nu han pludselig boede i Kosovo.

En anden serber, en taxachauffør med kortklippet gråt militærhår, træder ind ad døren, giver et jernfast håndtryk og begynder straks at ryge om kap med værten. Han erklærer sig enig med sporarbejderen.

»Der er slet ingen problemer mellem albanere og serbere her i byen. Jeg kører for eksempel ofte med albanere i min taxa,« siger han.

Schweiziske nummerplader

Tilbage i den albanske del af byen har klokken passeret midnat, da vi forlader de øredøvende rytmer på natklubben. Sadri Aliu hiver os med på en køretur i sin sorte Golf 4 gennem Presevos øde gader. Der er noget, han vil vise os.

Han drøner op ad den stejle bjergside, hvorfra landevejen snor sig til Kosovos grænse godt 15 kilometer derfra, men inden han når ud af byen, drejer han af vejen og svinger bilen ind foran rådhuset.

»Om sommeren er der proppet med biler på schweiziske nummerplader,« siger han og peger over mod en tom parkeringsplads.

»Alle de unge, der har forladt det her sted for at arbejde i Schweiz, kommer hjem og besøger deres familier.«

Siden sommeren sidste år har regeringslederne i Serbien og Kosovo forhandlet om en ny grænse, der skal udveksle de etniske enklaver i landene og gøre Presevo til en del af Kosovo.

Peter Nygaard Christensen

Vi stiger ud af bilen, og Aliu tænder en cigaret. Han spørger, om vi har rejst mange steder i verden.

»Jeg har en liste over steder, jeg gerne vil besøge. Bali står allerøverst,« griner han så.

– Har du overvejet at flytte helt væk fra Presevo?

»Ja. Her er kedeligt. Men hvad kan jeg gøre? Jeg er lokalpatriot. Det kan godt være, at jeg er albaner i mit blod, men det her er mit hjem.«

Serie

Kampen om Serbien

20 år efter Kosovo-krigen står konflikten stadig i vejen for Serbiens optagelse i EU. For serberne handler det ikke kun om gammelt fjendskab, men også om at bevare sig selv. Information er taget til Serbien for at prøve at forstå, hvad der adskiller serberne fra at følge deres nabolande ind i det europæiske fællesskab.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Christian Axboe Nielsen er vel nok klog på både spørgsmålet om landudveksling eller ej - og på EU's holdning til spørgsmålet.

Men hvis Serbien og Kosovo kan blive enige om en landudveksling, så skal vi andre bare blande os udenom. De 2 lande skal ikke tages som gidsler for alverdens andre potentielle Balkan problemer.

Spm det ser ud nu, er forhandlingsprocessen ganske skrøbelig, og er sårbar over for nye og "ikke-ønskelige" begivenheder, der egentlig ikke behøver at have noget at gøre med de kritisk vigtige spørgsmål - som f.eks. Serbiens anerkendelse af Kosovo.

Og dette er faktisk hændt før. F.eks. det chokerende mord på den serbiske politikeren Oliver Ivanovic i januar 2018 i Mitrovica, der i øvrigt endnu ikke er opklaret. Det afsporede dengang de bilaterale samtaler, der lige var blevet genoptaget.

Desværre er denne risiko igen ret tydeligt. For dialogen kan blive afsporet i et kritisk øjeblik, nu hvor de tidligere ledere af Kosovo-befrielseshærerne, der i nutiden er højtstående politiske embedsmænd, bliver anklaget af den nye Haag-baserede krigsforbrydelsesdomstol. Og dette kan alvorligt forstyrre de afgørende Pristina-Belgrad-forhandlinger, der nu går ind på et kritisk stadie.