Brevkassen: Jeg har ikke længere lyst til at spille wordfeud med min mor

Siden jeg var 18-19 år, har jeg spillet wordfeud over telefonen med min mor. Selv når jeg har rejst i længere tid, har vi holdt kommunikationen med højst tre dages interval – den maksimale tidsfrist for at danne et nyt ord, hvis ikke man vil tabe spillet. I dag er jeg 29, og min mor refererer ofte til, hvor hyggeligt det er, at vi har spillet sammen i alle de år.

Det betyder meget for hende. Men faktisk er det begyndt at stresse mig – det lille røde ikon, der sidder i toppen af appen og viser, at jeg ikke har sendt et ord tilbage til hende ... Og hvis ikke jeg når at svare, sender min mor mig bare en ny spilanmodning. Eller måske gør jeg det ligefrem selv, selv om jeg allerhelst bare vil holde en pause. Kan jeg sige til min mor, at jeg ikke gider at spille wordfeud med hende længere?

Svar I:

Jeg var også engang en rigtig spiller, men det endte med, at jeg havde så mange uafsluttede spil på samvittigheden, at jeg måtte stoppe. Men dengang tog jeg også meget let på det med scrabble. Hvis jeg en aften kedede mig, så jeg fik lyst til at sætte ild til mine bukser, begyndte jeg i stedet spil med alle mulige komplet fremmede mennesker, som jeg dagen efter ikke kunne huske hvad hedder og da slet ikke gad at udveksle bogstaver med. Ja, jeg var en wordfeud-tøjte, og sjovt var det, men også stressende, så det måtte have en ende.

Men det er jo anderledes for dig, og jeg synes, at det I har, er for værdifuldt til at smide væk. Jeg foreslår i stedet, at I dropper de lange spil og i stedet spiller mere koncentreret. Det er mit forhold til Wordfeud i dag. Jeg spiller på en lang togtur eller en lørdag aften i sofaen, og så gør jeg mine spil færdige.

Alternativt: Hils din mor og sig, at jeg gerne vil spille med hende. Men hun får tæsk.

– Anna von Sperling

Svar II:

Hvor lyder det dejligt – for din mor. Mens du er langt væk i dit eget liv, langt væk i andre lande, går hun rundt i en hverdag, der nogenlunde ligner sig selv, og så dukker der pludselig en ’skihopbakke’, en ’pastinak’ eller et ’kapokhoved’ op på hendes telefon, der siger, at du ikke har glemt hende. For hende er det en smuk institution, men for dig er spillet en fornøjelse, der har transformeret sig til en pligt.

Med voksenlivet følger hele tiden mere ansvar og flere pligter, og din opgave er at tage de største på dig uden for meget klynk og skære de unødvendige fra, så du stadig kan have det sjovt. Det er klart, at en god familierelation er baseret på et vist mål af fortielser og ofre – men her er det okay at være ærlig og sige, at du gerne vil have en pause fra jeres årelange wordfeud-streak. Lad være med at psykologisere mere rundt i det. Bare gør det. Du har alligevel skuffet hende værre før.

– Mikkel Vuorela