Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Jeg vil ikke have hans visdomstænder som smykker

Tandfeen
19. januar 2019

Jeg ved godt, at mit dilemma lyder sært, men min kæreste fik for nylig fjernet sine visdomstænder, og nu planlægger han at forære dem til mig – som smykker. Først troede jeg, at det var en joke, men jeg er bange for, at han mener det alvorligt. Han bliver ved med at vende tilbage til emnet og vise mig bud på, hvordan smykkerne kunne tage sig ud.

Vi har en tradition for at overraske hinanden med skæve indfald, men det her er altså en tand for skævt for mig. Omvendt vil jeg heller ikke såre ham ved at afvise en gave, som han selv betragter som en kærlighedserklæring.

Jeg mener: Det er jo bogstaveligt talt en del af ham, jeg siger nej til.

Skal jeg bare tage imod de tænder og sætte pris på intentionen bag? Eller har I forslag til, hvordan jeg på en pæn måde forklarer ham, at jeg ikke har lyst til at have hans (eller nogen andres) tænder om halsen eller i ørene?

Svar I:

Der kan ikke være meget visdom tilbage i de tænder og slet ikke i deres ejermand. Lyv, og sig, du er allergisk over for udtagne visdomstænder. Eller sig, du hellere vil have et diamantdiadem eller bare en tur i biografen. Tag dem på en enkelt gang, tag dem af, smid dem væk (organisk bioaffald), og påstå, at de er blevet stjålet af en formentlig professionel tandtyv. Eller sig, at nok kan I lide, at overraske hinanden med skæve indfald, men de tænder er altså et nummer for skæve. Du kan uden tvivl diske op med endnu flere dårlige vitser – det indbyder emnet til, men lad hellere være.

Nej, der findes ikke nogen pæn måde at sige det på, så du kan lige så godt tage den ’up front’ med ham og grine ham direkte op i hans visdomstandløse fjæs. En del af ham selv? Stop det! Sig det, som det er: Du synes, det er for ulækkert. Desværre tyder gaveforslaget på et anderledes alvorligt problem: Din kæreste er for selvhøjtidelig og vedblivende manisk. Fyr ham, og find en anden med mere humor og navnlig mere visdom i tænderne såvel som i det hele taget.

— Kristen Bjørnkjær

Svar II:

Du har tre muligheder. Start med nummer et, og bevæg dig videre i rækken, hvis ikke det virker.

1) Sig, at du under ingen omstændigheder vil bære hans vamle, elendige, gamle pløkker om din hals, og at du forlader ham, hvis han så meget som tænker på at slæbe dem ned til en guldsmed.

2) Smid dem ud. Du ved garanteret allerede, hvor han opbevarer dem.

3) Hvis du ikke ved, hvor tænderne er, og din kæreste i øvrigt er uden for normal pædagogisk rækkevidde, må han smage sin egen medicin: Forær ham ting, som også er en del af dig. Du kan f.eks. rulle en hårbold sammen af alle de gamle hår, der bor i din hårbørste. Suppler med dem, der gemmer sig under risten i bruseren, og lav hele herligheden til en nøglering, som du forventer, at han bruger. Du kan også tørre dine brugte tamponer og lægge dem i pres, så du kan bruge dem i en collage, du rammer ind og hænger over fjernsynet.

— Lærke Cramon

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Frede Jørgensen
Eva Schwanenflügel og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

christian christensen

Har du ikke nogen galdesten, du kan give ham til gengæld? Jeg blev selv opereret for et par år siden, og de er faktisk ret skægge at se på. De ligner små Katjes lakridser. Man kan f.eks. trække en snor igennem dem og bruge dem som halskæde.

Med lidt tålmodighed og fingersnilde kan du måske filte din afbarberede kropsbehåring til et rustikt slips. Hvis du ikke barberer dig nogen steder så prøv med et par manchetknapper af sammenpresset ørevoks.

Bjørn Pedersen, Lillian Larsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar