Læsetid: 3 min.

Center for Vild Analyse: Beklagelsens poetik

Af og til er det kunstige og poetiske klart at foretrække frem for det autentiske
Vi har opretholdt middelalderens klagesang over magtfulde kvinder – men tømt den for poesi.

Vi har opretholdt middelalderens klagesang over magtfulde kvinder – men tømt den for poesi.

Mary Evans Picture Library

19. januar 2019

Den franske middelalderlige digttradition, der har fået navnet høvisk kærlighed, står for mange som det punkt i historien, hvor romantisk kærlighed blev opfundet. Det, der i det 12. århundrede startede som en aristokratisk øvelse i Sydfrankrig, endte med først at sprede sig til hofferne overalt i Europa og derefter til den generelle bevidsthed.

I denne tradition finder vi en række ideer om kærlighed, der er blevet til almindelige klicheer: Kærligheden retter sig mod et uopnåeligt ideal. Den er en ritualiseret affære, der involverer alle mulige udvekslinger af gaver, eder, hentydninger og skjulte blikke.

Desuden ledsages kærligheden af en stærk trang til at skrive digte. (I den høviske kærlighed fungerer kærlighedshistorien på den måde, at en trubadur tilbeder en Dame, der i bedste fald kræver det umulige af sin bejler, i værste fald ignorerer ham totalt. Begge dele synes oplagte at skrive digte om.)

Kvinderne til magten

Jacques Lacan har bemærket, at det var noget af en begivenhed, at en digtertradition af denne type opstod på lige netop dét tidspunkt i historien. Vi kalder ofte datidens samfundsorden for feudal, men som Lacan pointerede, ville det være mere præcist at kalde det et organiseret voldsherredømme.

At fremkomsten af høvisk kærlighed var særlig, skyldes således ikke bare, at den satte sig op imod kirken, men mindst lige så meget, at den tilskrev kvinden en særdeles magtfuld position. Magtfulde kvinder er ikke det, man forventer at se i en verden domineret af krigsherrer.

Damen var ikke bare et uopnåeligt objekt for den mandlige digters attrå. Hun var også en dommer, som med streng mine vurderede hans evner og mangel på samme.

Det var også magtfulde adelskvinder, der promoverede digtene og sørgede for, at de blev udbredt til hele Europa – mest berømt Aliénor d’Aquitaine, som først var dronning i Frankrig og siden hen i England.

Mændene beklager sig

Magtfulde kvinder har det imidlertid med af blive mødt af mænd, der beklager sig. Det er ikke svært at forestille sig, at kvinder, der fremstod som magtfulde i 1100-tallet, blev mødt af forskellige former for modstand. Imellem lovprisningerne af Damens øjne serverede de høviske kærlighedsdigtere lange serie af beklagelser.

Den amerikanske filosof Aaron Schuster har lavet en liste over disse: Der var beklagelser over Damens kulde; over hendes nedladende og uberegnelige karakter. Der var beklagelser, der havde til formål at vinde Damens medynk; beklagelser over, at det ikke nyttede noget at beklage sig; beklagelser over afstand og modstand; beklagelser over rivaler; beklagelser over egen uværdighed. Der var fordækte beklagelser, beklagelser over søvnmangel, beklagelser over at dø af lidenskab og beklagelser over ikke at dø af lidenskab – der var beklagelser over kærlighedens uretfærdighed.

Det interessante ved alt dette er imidlertid ikke så meget beklagelsernes indhold, men deres form. Listen er ikke bare lang, men også ganske fuld af vid. Der skal en poetisk begavelse til, for at man kan beklage sig ordentligt. Ellers ender det som simpel brok.

Brok

På netop det punkt er det næsten som om, middelalderen er os overlegen. For fra middelalderen kan det se ud til, at vi i dag har beholdt beklagelsen over magtfulde kvinder – men til gengæld droppet poesien.

Lektor Camilla Reesdorf lavede for nylig en gennemgang af de danske mediers behandling af #MeToo, som med al tydelighed viste, at kvinders forsøg på at tage magten (over deres egne kroppe blandt andet) har medført en massiv og mangeartet, men ikke specielt poetisk, modstand.

Reesdorfs undersøgelse var sober og veldokumenteret, men affødte selv en del brok. Som det lød på kommentarsporet på videnskab.dk: » ... måske denne lektor skulle have sparket? . blank!!«

Mildest talt ikke poetisk, men helt på linje med de mange læserbreve, der nægter at reducere mænd til »vatpikke« eller »slapsvanse«, eller som klager over »heksejagter« og »blodrus«.

Det, beklagelserne over #MeToo mangler, som de høviske kærlighedsdigtere havde, er først og fremmest sublimering. Efter Freud har sublimering fået et lidt dårligt ry, hvilket måske skyldes, at den ikke er autentisk. Sublimering er en erstatningsnydelse: I stedet for virkelig at ’følge sit hjerte’, som det hedder, gør man noget andet – skriver et digt, for eksempel.

Men dermed bliver det også synligt, hvad det er, der gør mange af beklagelserne over #MeToo så smagløse (ud over at de ofte bare tager fejl): De er ikke engang sublimerede, men ubearbejdede, direkte udtryk for frustration. Der er oplagt mange, der føler deres manddom truet af hele denne ballade. Netop derfor burde de helt sikkert skrive nogle flere digte.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Svennevig Christensen
  • Kurt Nielsen
Kurt Svennevig Christensen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

Det er et velprøvet retorisk kneb at rose det, der er fjernt (og dermed ufarligt) for desto stærkere at kunne kritisere det nærværende (og dermed farlige). Et typisk eksempel kunne være: "Engang var X et anstændigt parti, men se nu, hvad det har udviklet sig til". Den talende har formentlig aldrig brudt sig om X, men det koster ikke noget at sige det, når man dermed des stærkere kan udskamme det.
Artiklen bærer lidt præg af det samme.

Kurt Svennevig Christensen

Christian De Thurah: Hvordan dét? Hvis det er en "artikel", i en klassisk, også, politisk forstand, kan man godt lede efter retoriske kneb, men jeg kan kun se en frem- eller forestilling og en afsluttende morale. Jeg kan ikke udlede noget der ikke holder under de præmisser.