Læsetid: 7 min.

Europa: Fra café til Starbucks

Når vi er endt der, hvor fascismens ånd blæser os i nakken, hvor nationalisme bliver til had, og lande splittes ad – skyldes det så, at selvstændigt tænkende ’jeg’ er blevet afløst af et ’mig’, der kun får sin identitet fra gruppen? Den eneste modkur er respekten for individet, som den kommer til udtryk i europæisk filosofi og skønlitteratur – i menneskerettighederne, skriver Suzanne Brøgger
Når man i dag uden videre postyr kan høvle borgerens frihedsrettigheder af i en europæisk nationalstat, skyldes det måske, at borgeren ikke længere findes og er blevet erstattet af forbrugeren, spørger Suzanne Brøger.

Når man i dag uden videre postyr kan høvle borgerens frihedsrettigheder af i en europæisk nationalstat, skyldes det måske, at borgeren ikke længere findes og er blevet erstattet af forbrugeren, spørger Suzanne Brøger.

Peter Hove Olesen

19. januar 2019

Nutidens version af en café er gerne en Starbucks, hvor hver en kaffedrikker sidder bag hver sin skærm, og ingen taler med hinanden. Men grundlaget for oplysningstiden – og det moderne demokrati – skal søges i den centraleuropæiske cafékultur med disponible aviser og diskussioner.

Caféerne, hvor hvem som helst kunne tale med hvem som helst, gjorde udviklingen mulig væk fra stammesamfundet hen imod det kosmopolitiske bysamfund med en ny type individ: borgeren.

Hvad er der blevet af ham, hende?

På Slagelse station sidder en hijabklædt somali-pige og synger ind i sin telefon. Bag hende ses, langs hele perronen, en reklame for et amerikansk computerspil med maskingeværer: Red Dead Redemption – rød død forløsning.

Hvad er mest farligt for Europa, den hijabklædte kvinde eller den amerikanske kultur? 

Mon ikke der er flere europæere, der har ladet sig invadere af amerikansk kultur end af islam?

Ingen af delene er farlige i sig selv, hvis bare vi ved, hvem vi er. Men ved vi det?

Jeg husker de gamle dage: Alt var ikke bedre. Man må prise sig lykkelig over at været født lige præcis efter to verdenskrige og – lige ind i menneskerettighedernes utopi. Den fred og fremtid blev én givet. Men ikke én gang for alle, viser det sig. Det er nu, hvor nationalstaten lader sig presse indefra på frihedsrettighederne, og retsstaten er i fare, at vi må sætte vores lid til en overnational bevidsthed for at blive mindet om, hvem Europa er.

Det er nu, vi mærker fascismens ånd blæse i nakken, dér hvor nationalisme bliver til had, og lande splittes ad.

Så længe sårene fra Anden Verdenskrig var åbne, kunne de mørke sider af menneskets natur holdes i ave. Hitler og Stalin havde givet os den gave, at folk i lange tider forblev immune over for fanatisme og ekstremisme. Men den gave nåede sin udløbsdato.

Hvis vi er kommet til at leve i nationalistiske stammesamfund hærget af identitetspolitik, skyldes det så, at individet, det selvstændigt tænkende jeg, ikke længere findes? Der findes »mig, mig, mig«.

Men det europæiske ’jeg’ med et indre liv, et privatliv, beskyttet og værdsat gennem lovgivning, er det truet? I så fald er det ikke blevet kørt over oven fra eller udefra, men fordi vi frivilligt har givet det fra os – digitalt. Når skellet mellem offentligt og privat bryder sammen, vender de atavistiske æreskulturer tilbage med hele krænkelsessyndromet som omdrejningspunkt.

Der er kommet en ny mennesketype, den formaterede 2.0 – the Millenials. De her folk er ligeglade med at blive robotter, så længe de er en success og får at vide, at de er vidunderlige.

Men når man siger til en Millenial:

»Privatlivet er truet,« får man til svar: »Og hvad så? Hvad skal man bruge et privatliv til?«

Det er svært at svare en generation, som har lært værdien af at dele så meget som muligt på nettet. Det er mennesker, som udelukkende får identitet i kraft af hinanden – som gruppe.

Hvis man svarer, at du risikerer at blive manipuleret, hjernevasket, er det bare koldkrigssnak fra en svunden tid. Hvis man siger, at demokratiet er i fare, giver det ingen mening. For alle teenagere på de sociale medier føler jo, at de er ligeså meget som den amerikanske præsident. Og derfor har lige så meget magt.

*

Så hvorfor forsvare det europæiske ’jeg’?

Alle som har kørt på landevejen en tidlig morgen i Pakistan eller hvor som helst i verden, hvor befolkningen forretter deres morgentoilette side om side i grøftekanten kollektivt, har studset over manglen på privatliv – uden at tænke over, at vi selv er blevet lige så nøgne, alle som én, i forhold til GAFA. Google, Apple, Facebook, Amazon.

Hver gang vi åbner et site, får vi at vide, hvordan vores privatliv vil blive brugt til dette og hint – og vi klikker uden videre ok.

For hvad er alternativet?

Det siges, at det kollektive ’jeg’, der opstår i de sociale medier, har en gennemsnitsintelligens som en guldfisk. Er det med den, vi nu om dage skal stemme, bestemme og styre verden?

Kan den kollektive intelligens udvikles ligesom i et symfoniorkester? Eller som fuglefænomenet sort sol ved Vadehavet?

Måske har vi vænnet os til tabet af vores private ’jeg’, at vi slet ikke mærker savnet? Beskyttelsen af privatlivets fred, individets integritet, står stadig til troende i menneskerettighedernes paragraffer, men eksisterer næppe i praksis. Der er ikke længere noget ’individ’ at beskytte i Sokrates’ ånd: Hvem er jeg? i erkendelsesøjemed – som er et andet ’jeg’ end det amerikanske, der primært stræber efter succes. Der er forskel på individualitet og identitet.

Vi risikerer bare at glemme det på grund af et halvt århundredes amerikansk entertainment.

Facebooks Mark Zuckerberg udtaler i The New Yorker, at Facebook møder meget mere modstand i Europa, hvor lovgivningen er strengere, fordi kontinentet med fascismens erfaring er loren ved invasionen af privatlivet.

Men spørgsmålet er, om vi alligevel, bevidstløst, har overtaget den amerikanske gruppeidentitet, der hele tiden skal bekræftes? Som ven eller fjende-grupper. Antagonismen grupperne imellem forstærkes automatisk som en stigende polarisering i samfundet.

Men hvor bliver borgeren af? Samfundsborgeren? Den overordnede bevidsthed?

Når man i dag uden videre postyr kan høvle borgerens frihedsrettigheder af i en europæisk nationalstat, skyldes det måske, at borgeren ikke længere findes og er blevet erstattet af forbrugeren? Den, der hjertens gerne lader sig trække med ind i alle de sammenhænge, hvor alle andre også er.

Kvantitet alene er blevet en kvalitetsmarkør. Med det indre liv som gidsel. Dét er den egentlige totalitarisme. Den, der får flest muligt til at føle sig friest, gladest og blive liked mest. Hvad er der galt med det? Der er f.eks. det galt, at demokratiet næppe kan overleve uden ’borgeren’ som fundament.

Borgeren kan hverken erstattes af forbrugeren eller af en algoritme.

*

Lad os mindes individet – det indre liv – og hvordan det opstod i den europæiske bevidsthedshistorie med Odysseus. Ikke alene som en helt og en eventyrer, men som et menneske, der kan tænke dialektisk, bagom tingene. Han tager ikke den trojanske hest for gode varer for det ydre, men grunder over, hvad der er skjult indeni.

Jegbevidstheden er den europæiske kerne: Her er dit jeg, siger Thomas Mann, som modmyte mod nazismens. Hvis ikke du tager det på dig, bliver vi massepsykotiske.

Det er ud af dette ’jeg’, der fødes en ansvarlig europæisk verdensborger.

Men fascismen, antisemitismen, homofobien, ligger til enhver tid, på lur lige under civilisationens overflade. Eneste modkur, viser den historiske erfaring, er respekten for individet, som den kommer til udtryk i europæisk filosofi og skønlitteratur – i menneskerettighederne. Og så snart man hører, at disse rettigheder er historisk forældede, ved man, hvad klokken har slået.

*

Før i tiden talte man anderledes under private former. Derfor blev folk i de kommunistiske diktaturer overalt aflyttet med hemmelige mikrofoner.

Og derfor var det et chok for den tjekkiske forfatter Milan Kundera, da han flygtede til Vesten og opdagede, hvordan pressen og paparazzi helt åbent stak deres kamera op i næsen på en kræftsyg kendis på vej ud fra hospitalet. Privatlivet var åbenbart truet overalt.

»Og jeg sagde til mig selv,« skrev han i 1993, »at offentliggørelsen af et andet menneskes intime liv – fra det øjeblik hvor den bliver vane og norm – fører os ind i en epoke, hvor det største slag står om individets overlevelse eller forsvunden.«

Det er denne overlevelse eller forsvunden af den europæiske bevidsthedshistorie, vi må minde om i algoritmernes og robotternes tidsalder.

Det drejer sig om noget så mærkeligt som bevidsthed, ’åndskraft’. Hvis Europa er et hus, risikerer vi – med Kierkegaards metaforik fra Sygdommen til døden – at være stolte af at bo i kælderen. Hver gang nogen foreslår at flytte op i en højere etage, bryder man ud i raseri. Og den højere etage er netop ikke et smartificeret hus, der kan tænke selv i amerikansk optik. Det er heller ikke ’åndernes hus’.

Europa skal rykke op på første sal ad bevidsthedens vej for at genfinde sin sjæl. Det er den eneste modstandskraft. Det eneste, der ikke kan blive til kvantitet eller en robot.

En gammel revolutionær utopi – fascistisk eller kommunistisk – er livet uden hemmeligheder, hvor det private liv og det offentlige er én og samme sag. Glashuset er et surrealistisk mareridt, hvor mennesker lever for øjnene af alle. Den eneste vellykkede realisering af denne drøm har indtil nu været det fuldstændig politikontrollerede samfund.

I dag må man tilføje, at GAFA klarer det glimrende. Med befolkningernes fulde tilfredshed.

Hvis ikke vi hele tiden minder hinanden om de lange linjer i vores europæiske civilisation, vil vi ikke længere vide, om det er somali-pigen på perronen eller den amerikanske reklame, vi skal være mest bange for – om det er kommercialiseringen, folkevandringerne, eller det kollektive hukommelsestab, der giver os dødsstødet – eller noget at tænke over? Og tale sammen om?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Ejvind Larsen
  • Brian Nocis Jensen
  • Pietro Cini
  • Steen Bahnsen
  • Runa Lystlund
  • Eva Schwanenflügel
  • jens christian jacobsen
  • Niels Møller Jensen
  • lars søgaard-jensen
  • Jørn Andersen
  • Thomas Frisendal
  • Steen Voigt
  • Tino Rozzo
  • Steffen Gliese
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Thomas Tanghus
Maj-Britt Kent Hansen, Mikael Velschow-Rasmussen, Ejvind Larsen, Brian Nocis Jensen, Pietro Cini, Steen Bahnsen, Runa Lystlund, Eva Schwanenflügel, jens christian jacobsen, Niels Møller Jensen, lars søgaard-jensen, Jørn Andersen, Thomas Frisendal, Steen Voigt, Tino Rozzo, Steffen Gliese, Bjarne Bisgaard Jensen og Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjørn Pedersen

Verdensborgeren ser på verden og antager at han er borger i den. For ham er hvad resten af verden har at sige dertil ligegyldig. "Dit hjem er ligeså meget mit hjem!". Jamen, nå? For akkurat som Diogens så den hellenistiske "verden" som (hele) verden, antager "verdens"-borgeren, at hans verden er hele verden, at så længe verdensborgeren SELV føler sig ligeså hjemme i en café i Paris, som i en café i København eller Singapore, så ER han også hjemme. Er det "individualisme"? Hvis individualisme respekteres i så fald?

Der er ingen "ansvarlighed" ved en "europæisk verdensborger". Ansvarlighed findes i erkendelsen af at ens egen verden ikke er "Verdenen" med stort "V". Liberalismen, menneskerettigheder, humanisme, ytringsfrihed, etc. er altsammen noget vi VIL have, noget vi ØNSKER at have, eller bevare. Men der er intet universelt, "fællesmenneskeligt", eller endda fælles-europæisk ved disse værdier. Kun ved hele tiden at spørge os selv, "Ønsker vi disse friheder, disse rettigheder, og hvor langt skal de gå?", kan vi bevare dem.

Det er spild af tid at bilde verden ind selv at der skulle eksistere en "europæisk bevidsthed", det er mytedannelse og værst af alt er det endda en myte, kun en lille, vest og nordeuropæisk, elite der tager på ferie og forretningsrejser til destinationer hvor alle er de samme eliter som dem selv. Og nåja, for nationalister og racister selvfølgelig. Som f.eks. vil påstå at ytringsfrihed ligger til vores "kultur".

Kultur bliver gammel, kultur dør, kultur forandres. Dem, der påstår forandringen er god kalder den "fremskridt", dem der kalder den dårlig har mange navne for dens dårligdomme. Det er underordnet HVAD den indebærer, det der betyder noget, er at det netop ikke blot er op til et hvilket som helst individ. Den er et HJEM. Og det er hverken en anfægtelse af individualismen, eller mangel på eller for megen respekt for egen eller andres kultur, at gøre det klart at hvorvidt du hører til eller ej, ikke bare er noget du selv, alene i dit palads eller din café bestemmer på vegne af dem hvis hjem du er trådt ind i.

Det er os, såkaldt europæere, der VILLIGT lader os amerikanisere. Og hvorfor så det? Af samme grund som vi tog fransk sprog, franske ideer, franske kutymer til engang: At det var det franske, der var prestigefyldt. Og nu er det det amerikanske, der er prestigefyldt. Og danske progressive antager tilsyneladende at fremskridtet, moderniteten stadig udspringer fra USA, og det er de amerikanske progressives sprog og identiteter, der gør sig gældende blandt danske progressive. Blandt danske liberale, er det de amerikanske liberalister (i USA kaldet Conservatives, ikke at forveksle med konservative) og deres socialdarwinistiske syn på fattigdom og rigdom man kopierer.

For at konkludere: Når der spørges: "Hvor bliver samfundsborgeren af?", er svaret let: "Hele verden" er ikke, har aldrig været, og bliver aldrig til "et samfund". Historiens "verdensborgere" var eliten, adel, elite, og filosoffer der lod sig betale for åndet underholdning af antike, krukke-dvælende Harvey Weinstein typer. Det der forsvinder i vores tid, er selve samfundet, fordi det der "globaliseres", aldrig var andet end mulighederne for en lille elite. Det er en lille elite, der lever globalt, og som driver økonomien. Akkurat som antikken, middelalderen og industrialderen. Akkurat som nu. Det er ikke arbejderklassen, ikke de fattige, der globaliseres. Ikke dem der "føler sig ligeså meget hjemme det ene sted som det andet". Forskellen på dengang og nu, er at overklassen helt er holdt op med at anerkende underklassens bekymringer og vise nogen at repræsentere deres interesser - som som regel affærdiges som diverse negative -ismer af venstrefløjen, og for at være dovne tabere af højrefløjen.

Claus Høeg, Niels Duus Nielsen, Jes Balle Hansen , Flemming Berger, Ole Arne Sejersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Når man i dag uden videre postyr kan høvle borgerens frihedsrettigheder af i en europæisk nationalstat, skyldes det måske, at borgeren ikke længere findes og er blevet erstattet af forbrugeren?"

Der er en hel del sandhed i dette udsagn, men jeg foretrækker en politisk - økonomisk vinkling, der i højere grad fremhæver årsagerne til denne udvikling.

Der er et indbygget modsætningsforhold mellem liberalisme som politisk ideologi og som økonomisk - politisk doktrin i de europæiske nationalstater i dag.

Den økonomisk - politiske doktrin har i praksis vist sig som så dominerende og har sat sig igennem i et sådant omfang, ved vare - gørelse af alle menneskelige relationer, at liberalismen som politisk ideologi er blevet profaneret, og at liberal politik er blevet reduceret til et spørgsmål om en varerelation mellem politiker og borger.

Man kan sige, at de politiske og økonomiske betingelser, som er baggrunden for liberalismen, ikke længere er eksisterende, ikke mindst på grund af den teknologiske udvikling, hvor især udviklingen i medieteknologien har gjort det muligt for økonomiske interessenter i de liberale samfund at styre og kontrollere store befolkningsgrupper og det politiske system ud fra markedsinteresser.

At borgeren ikke længere findes og er blevet erstattet af forbrugeren er måske så meget sagt. Det er nok mere rigtigt at sige, at borgere og deres politisk liberale tænkning i høj grad er blevet sat uden for indflydelse og erstattet af forbrugere styret af økonomisk - liberale interesser med brug af moderne medieteknologi.

Niels Duus Nielsen, Flemming Berger, lars søgaard-jensen, Anne Eriksen, Elisabeth From, Bjarne Bisgaard Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Spørgsmålet der belyser bedraget i den grønne omstilling, der ikke skal forveksles med bæredygtig omstilling, der sikre vires børn en fremtid, er det faktum, at de vare vi dansker forbruger, men hvor produktionen er flyttet til slaver i østen, ikke er medregnet i vores danske klimaregnskab, årsagen er simpel.

I konkurrencestaten Danmark i den globaliserede verden, er det misbruget, der har magten.

Borgerne og deres politikere til højre og venstre i salen, er forbrugerisme misbrugere, de har udviklet en stærk fysisk og psykisk afhængighed, med tilhørende grundlæggende benægtelse af dette faktum.

Der er ikke stor forskel på en konstant jagt på politisk økonomisk ikke bæredygtig vækst, for en hver pris og andet stofmisbrug.
Misbruget har magten over misbrugeren og ofrene for misbruget fortrænges fra den politiske bevidsthed.

Der er brug for AA til hele folketinget, de må først være noget for dem selv, før de kan være noget for andre, hvilket gælder for alle narkomaner.

Hallo! Er der en voksen til stede?
5. E kalder på nogen, der kan redde klimaet.

Ak ja, men ingen vil forholde sig til en femte klasse, med et spørgsmål, der afsløre, at de folkevalgte er pushere for det internationale marked og ikke vælgerne.
Link: link: https://www.information.dk/indland/2017/10/hallo-voksen-stede-5-e-kalder...

“Rekordhøj udledning af CO2 fra fossile brændstoffer i 2017”
Link: https://videnskab.dk/naturvidenskab/rekordhoej-udledning-af-co2-fra-foss...

“13-årige Mathilde: Jeg bliver ret irriteret, når de voksne siger, at det er os unge, der skal redde klimaet.”

Link: https://politiken.dk/debat/art6962503/Jeg-bliver-ret-irriteret-når-de-voksne-siger-at-det-er-os-unge-der-skal-redde-klimaet

Niels Duus Nielsen, Kirsten Lindemark, Flemming Berger og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

En kommentar: "Når man i dag uden videre postyr kan høvle borgerens frihedsrettigheder af i en europæisk nationalstat, skyldes det måske, at borgeren ikke længere findes og er blevet erstattet af forbrugeren?"
Det er det, som er sket blandt de catalanske seperatister - deres nationalisme er en slags forbrugerisme, der handler om at tage sig godt og moralsk ud (de har jo forført Pelle Dragsted eller er han kun interesseret i Retweets?), mens borgeren og demokratiets spilleregler negligeres!
Det handler ikke kun om US og religion, men om had og massehypnose, og om behovet for at skabe fjender for at kunne få en identitet - ganske sørgeligt.

Jeg og du. Vi og jer. Os og dem.

Det giver ikke længere nogen mening. Mennesket er en jordisk organisme, som effektivt omsætter energi og råstoffer efter termodynamikkens regelsæt, helt som myrer i tuer. Vi oplever eksponentiel vækst indtil i morgen, hvor kurven flader ud, fordi omsætningen overstiger klodens evne til regenerering, og der opstår måske en naturlig balance.

Samtidig føler mennesket en individuel berettigelse, en fri vilje og lyst til kontrol over egen livstur. Det kommer på tværs af livets attraktor mod kontinuerlig organisering af stadig større enheder. Virus og bakterier mod encellede organismer mod bløddyr mod fisk mod padder og insekter på land mod pattedyr og myrekolonier mod familier mod landbrug mod byer mod nationer mod unioner mod verdensdele mod FN, alt sammen en vildtvoksende repræsentation af livets binære træ, som konstant afsøger alle muligheder for reproduktion med livets videreførelse som en direkte reaktion på tyngdekraften, som hele tiden arbejder på at få os ned i graven.

Jo flere æbler vi fortærer fra livets træ i edens have, jo mere kompliceret bliver det at være individ i et fællesskab i et samfund i en tue. Jo større konflikter rammer både mig og os.

Gid Fanden havde min bevidsthed.

Bjørn Pedersen

@Peder Bahne
At vi alle er mennesker er vel ikke ensbetydende at vi alle skal være og tænke ens. At der findes et os og dem, et du og jeg, et vi og jer, er ikke ensbetydende med at os og dem, du og jeg, vi og jer skal være fjender. Det giver ikke mening at lade som om at det skulle have nogen særlig betydning at vi tilhører samme art. Det er jo noget vi allerede ved, en erkendelse uden formål, uden konklusion, uden et mål. Så hellere fremelske mere inter-nationalisme, sam-arbejde, mere sam-fund. Et os og dem bygget på accepten af at det ikke er et problem at vi ER et os og et dem.

Vi skal bare ikke låse navigationen alt for mange år ud i en ekstraordinært dynamisk fremtid. Vi skal være med til at styre som folk undervejs. Vi afskriver rigtig mange muligheder ved at centralisere yderligere, tror jeg.

Torben Morten Lund

Suzannes kloge forfaldsbetragtninger bør problematiseres: Du er menneske i kraft af andre, du bliver borger i en stat, fællesskab kræver noget at være fælles om: Kan man være fælles om identitetsløshed?
Markedet tilbyder identitet, der fremmedgør dig.
Fantaster stiller utopiske forestillinger til rådighed, og du bliver en luftig del af alt.
Nationalister, fascister og andre tyraner fortæller dig hvem du skal være og ikke være gennem idealer og fjendebilleder.
Kunst, filosofi, frie tanker, samtaler og oplevelser, giver grobund for en stadig dannelse af identitet, der er selvgroet og rodfæstet i historie og samtid.

Bjørn Pedersen, Steffen Gliese, Philip B. Johnsen og Gert Hansen anbefalede denne kommentar

Med hensyn til de lange linjer i vores europæiske civilisation synes én ting at være sikker: de udgår fra Mellemøsten. Det gælder vores alfabet, som var semitisk, men blev videreudviklet af grækerne, det gælder jødedommen, som vores kristne tro udspringer af, og endelig gælder det områdets enorme olieforekomster, der for ca hundrede år siden drev Storbritannien og Frankrig til at bage den lange række rævekager, som går under betegnelsen Sykes-Picot aftaler (se Eugene Rogan, Arabernes historie, 2017, s.217 flg ). Nævnte rævekager var i sandhed flere Odysseus'er værdige. Den dag i dag er deres følger med til at destabilisere Mellemøsten.