Læsetid: 8 min.

Game of Thrones i Malaysia: Tronskifte udløst af russisk skønhedsdroning

Malaysia valgte torsdag en ny konge. Det blev sultan Abdullah. Det skete efter at hans forgænger pludselig abdicerede efter nytår efter at have giftet sig med en russisk skønhedsdronning. Valget kan have betydelige politiske konsekvenser, da landets premierminister Mohammad Mahathir har et anstrengt forhold til landets omfangsrige royale elite
Torsdag fandt affæren om den utidige abdikation i Malaysia sin aflsutning med udpegelsen af – hold godt fast – Al-Sultan Abdullah Ri’ayatuddin Al-Mustafa Billah Shah Sultan Ahmad Shah Al-Musta’in Billah til ny konge. Han bliver kronet ved en ceremoni i Kuala Lumpur den 31. januar.

Torsdag fandt affæren om den utidige abdikation i Malaysia sin aflsutning med udpegelsen af – hold godt fast – Al-Sultan Abdullah Ri’ayatuddin Al-Mustafa Billah Shah Sultan Ahmad Shah Al-Musta’in Billah til ny konge. Han bliver kronet ved en ceremoni i Kuala Lumpur den 31. januar.

Ritzau Scanpix

26. januar 2019

Selv om årsagen ikke er officielt bekræftet, blev konsekvensen historisk for Malaysias 49-årige konge Muhammad V, som lige inden nytår meddelte sit endegyldige farvel til kronen.

Det er første gang, en konge abdicerer i det, magasinet The Economist har kaldt verdens mest mærkværdige monarki.

I de stærkt censurerede malaysiske medier kunne man blot læse, at abdikationen skete pludseligt og uventet. Men rygterne havde – stærkt understøttet af udenlandske medier – længe svirret om, at den midaldrende sultan havde forelsket sig i en russisk skønhedsdronning.

Den 22. november fulgte Muhammad, der nu må nøjes med at blive kaldt sultan, sit hjerte og giftede sig med den tidligere Miss Moskva, 25-årige Oksana Vojvodina. Det skete under en flere måneder lang officiel sygeorlov.

Hverken sultanen, paladset eller den malaysiske regering har ind til videre bekræftet forløbet – det er ikke alene noget, man ikke taler om i Malaysia. Det er farligt. Og de formastelige, der bryder de strenge love for majestætsfornærmelse, risikerer solide straffe. Myndighederne satte hurtigt ind og har allerede sat adskillige af landets indbyggere bag tremmer for at være lige lovligt åbenmundede på de sociale medier.

Ny konge

Og torsdag den 24. januar kulminerede det hele foreløbigt med valget af delstaten Pahangs statsoverhoved, Al-Sultan Abdullah Ri’ayatuddin Al-Mustafa Billah Shah Sultan Ahmad Shah Al-Musta’in Billah, som nu oven i hatten kan kalde sig den 16. Yang Di-Pertuan Agong. Han bliver kronet den 31. januar i hovedstaden Kuala Lumpur.

Selv om kongens magt er formel som i Danmark, står der en del mere på spil i Malaysia. Kongen kan benåde og frikende forbrydere, som det skete med den kontroversielle partileder Anwar Ibrahim, der blev benådet i 2018. Der er stadig megen debat om, hvorvidt anklagerne for blandt andet sodomi havde rod i virkeligheden eller var politisk motiverede.

Dertil kommer, at den nuværende premierminister, Mahathir Mohamad, var hovedansvarlig for at klippe vingerne på sultanerne, da han tilbage i 1983 og 1993 fik gennemført tilføjelser til den malaysiske grundlov, der fratog sultanerne deres retlige immunitet og indskrænkede en række andre privilegier.

Nu, hvor Mahathir atter står i spidsen for landet, er det selvsagt af stor betydning, hvor den nye konge står i forhold den siddende regeringschef. Der er vedvarende rygter om, at kongehuset bevidst forsinkede, at Mahathir kunne tages i ed i sit nye embede, ligesom kongen angiveligt skal have forsøgt at stikke en kæp i hjulet for udnævnelsen af en inder som justitsminister – en position, der sædvanligvis er reserveret til etniske malajer af muslimsk overbevisning.

Der har været spekulationer om, at Herskernes Råd, som består af landets ni sultaner kunne have ladet valget falde på sultanen af Jahor, som i årtier har ligger i åben krig med Mahathir. Men umiddelbart ser det ud til, at man med valget af sultan Abdullah er endt i lidt mindre konfrontatorisk konstellation.

Abdullah er dog helt friskudnævnt sultan, idet hans stærkt alderssvækkede far først abdicerede forleden med det formål, at lade sin ældste mandlige arving komme til fadet. Dermed er det også uvist, hvilken linje den nye konge vil vælge i forhold til Mahathirs udtalte ønske om en fortsat modernisering af landet. 

Det malaysiske monarki har dybe rødder, men fandt sin nuværende form, da landet i 1957 fik vristet sig fri af det britiske overherredømme. Resultatet kan bedst betegnes som et »konstitutionelt føderalt valgkongedømme«.

Magtkampe

Kronen går i praksis på omgang mellem landets ni sultaner. Statsoverhovedet sidder fem år ad gangen og tituleres i perioden Yang di-Pertuan Agong, som slet og ret kan oversættes til Hans Majestæt Kongen. Selv om Malaysia er et konstitutionelt monarki, spiller kongen en stor rolle, fordi han først og fremmest repræsenterer det store flertal af etniske malajer i landet og er den øverste protektor for landets officielle og mest udbredte religion, islam.

Og selv om beskeden under dette uhørte konstitutionelle stormvejr fra den kongelige husholdning til folket må forekomme os udefra noget kortfattet:

»Hans Majestæt beder det malaysiske folk om fortsat sammenhold, tolerance og samarbejde,« – ja, så skal den tolkes på baggrund af landets relativt korte historie, hvor trods alt langt de fleste politikere – officielt også Mahathir – er enige om, at Malaysias mange royale har spillet en væsentlig rolle i tilblivelsen af den unge nation, som fra starten var truet af etniske, sociale og økonomiske konflikter i det stærkt opdelte samfund.

Men den nu 93-årige Mahathir Mohamad, der genbesatte posten som premierminister i maj 2018, er stadig stærk. Langtfra som i 90’erne, hvor han lå i åben krig med hele det internationale establishment med Den Internationale Valutafond i spidsen.

Omverdenen ønskede helt i tråd med den begejstrede liberalisme, der foldede sig ud efter Murens fald, at Malaysia oven på den økonomiske krise i Sydøstasien, skulle åbne sine grænser for international handel, deregulere og i det hele taget tage imod alt, hvad der blev udskrevet fra det neoliberalistiske medicinskab.

Alle sagde ja og amen – undtagen Mahathir. Noget, ikke mindst nobelpristager i økonomi Paul Krugman har rost ham for både før, under og efter, at han tog kampen.

Mange anser ham blandt andet derfor som det moderne Malaysias fader. Det sammenholdt med hans håndfaste håndtering af sultanerne gør relationen til kongehuset i almindelighed og valget af en ny konge i særdeleshed til et særlig spændende afsnit af dette sydøstasiatiske afsnit af Game of Thrones: Bliver kongen, Sultan Abdullah en svag eller stærk modspiller? 

Lidt som i Danmark

For dem, der synes, at det lyder frygteligt eksotisk, er det måske lige værd at kigge lidt indad og tilbage til fire år før, Malaysia blev selvstændigt.

Danmark kan nemlig i nyere tid sagtens kaldes et de facto valgmonarki. Selv om vælgerne officielt stemte om kvindelig arveret, handlede grundlovsafstemningen i 1953 reelt om, hvorvidt kongen skulle hedde Ingolf eller Margrethe.

Det var Informations chefredaktør, Erik Seidenfaden, der forud for afstemningen skrev en leder i Information, hvor han som den første sagde, hvad ingen før havde vovet at sige. Nemlig at afstemningen reelt ikke handlede om kvinders ligeret til tronen.

Som det fremgår af blandt andre historikeren Claus Bjørns Blot til pynt, fik vælgerne kun allernådigst lov at tage stilling til grundlovens indretning, fordi folket ellers risikerede at blive regeret af arveprins Knud og prinsesse Caroline-Mathildes lidt aparte afkom frem for den nuværende – skulle det da også vise sig – langt mere driftssikre dronning Margrethe II.

Margrethe har dertil dygtigt givet glimtvis indsigt i sine egne overvejelser om de beslutninger, hun har truffet. Sådan er det ikke i Malaysia.

I sultanens hoved

Det er kun en yderst snæver kreds, der kender til den tidligere konge – nu sultan – Mohammad V’s overvejelser. Men sultanen studerede i sine unge dage blandt andet islam og diplomati ved universitetet i Oxford. Derfor kan det ikke udelukkes, at han er bekendt med sin kongelige kollega Edward VIII, som kun nåede at sidde på tronen i lidt under et år, inden han i 1937 måtte abdicere, da han også valgte at følge sit hjerte og friede til en fraskilt amerikansk kvinde, Wallis Simpson.

Det er svært at forestille sig, at sultanen ikke har gjort sige dybe og grundige overvejelser. Historien vil måske åbenbare dem på samme måde, som de er blevet det i hertugen af Windsors erindringer, En konges historie.

Her fortæller han om sin gryende erkendelse af, at hans eventuelle ægteskabelige forening med Wallis kan blive problematisk. Han har netop haft besøg af ærkebiskoppen af Canterbury, dr. Cosmo Lang:

»Ærkebiskoppen gik, og da døren lukkede sig bag den dystre skikkelse med det stride hvide hår, kom min kongegerning til at stå for mig i helt nyt lys. Mens jeg før havde betragtet min fremtidige stilling, som en sorgløs vandrer betragter en bjergtinde nede fra sletten, så jeg den rykke nær, og de før så disede omrids fremtrådte nu som stejle klipper og farefulde kløfter, der kun bød få muligheder for at finde fodfæste.«

Det blev svært, og som alle ved, valgte kongen sin Wallis. Han tog konsekvensen – »jeg gifter mig, enten jeg sidder på tronen eller ej« – og overlod kronen til brormand.

Det er omdiskuteret, hvorvidt det kunne have fået stor betydning, om han havde valgt kronen. Mange historikere hælder til, at Hitler havde planer om at genindsætte Edward på tronen i håbet om et fascistisk England. Det er en lang historie; men måske fortællingen om, hvordan England undgik at få en højreradikal på tronen på grund af kærlighed til en kvinde på et andet kontinent.

En konges mere eller mindre private overvejelser kan have stor betydning. Som Edwards ghostwriter så malende beskriver det:

»Det centrale spørgsmål var naturligvis, om jeg havde ret til at indrette mit liv på tronen i overensstemmelse med min egen livsfilosofi.«

Sjovere end Mary

Det med at hente en prinsesse på den anden side af kloden kender vi jo så udmærket herhjemmefra. Her det helt efter etiketten.

Det er det øjensynligt ikke i Malaysia. Sultanen måtte tage det ultimative skridt, da han forelskede sig i en russisk kvinde. En kvinde, der til gengæld har en noget mere farverig baggrund end Frederiks tasmanske hustru, der blot har en fortid i reklamebranchen.

Sultanah Oksanas far, Andrei, er ortopædkirurg fra Rostov ved Don. Moren, Ljudmila, er koncertpianist.

At Oksana mener det alvorligt, viste hun, da hun allerede i april konverterede til Islam og ved den lejlighed skiftede navn til Rihana Oksana Gorbatenko. Hun blev da også i al hemmelighed viet ved en muslimsk højtidelighed i Malaysia inden den store fest i Moskva. Det prægede festlighederne, hvor bryllupsgæsterne i Barvikha Koncertsal ifølge internationale medier blev bespist med halalmad og alkoholfrie drikke.

Det skal naturligvis også nævnes, at den nye konvertit har studeret økonomi på Plekhanov Universitetet. Hun har angiveligt et meget nært forhold til sine forældre, og moren havde også i 90’erne efter Murens fald en karriere som deltager i diverse skønhedskonkurrencer.

Sultanah Oksana har selv udtalt, at hun var meget glad for den støtte og opbakning hun fik af sin far, da hun som den første i familien vandt titlen som Miss Moskva i 2015.

Luksusure og kærlighed

Ifølge Daily Mail, der har talt med skønhedskonkurrencedirektør Tatiana Andreeva, mødte Oksana allerede sin sultan for 15 måneder siden i Europa, hvor hun arbejde med at promovere luksusure.

For Andreeva var helt naturligt, at hun mødte prominente personer som sultanen.

»Oksana er model. (…) Et sådant møde er ganske forudsigeligt,« har hun sagt til Daily Mail.

Men alt det må malajerne indtil videre høre og læse om i udenlandske medier og på de afkroge af nettet, hvor styret ikke kan slå en klo i afsenderen.

Det er ikke så slemt i Malaysia som i Thailand, selv om myndighederne i lyset af den konstitutionelle krise har valgt at slå endnu hårdere ned på kritikere af monarkiet end sædvanlig.

Men dramaet efterlader i al fald to vindere. Den gamle konge har fået en kone han elsker. Den nye konge har fået en krone.

Den gamle premierminister kæmper videre. Men for befolkningen bliver det næppe meget mere gennemskueligt foreløbigt. Malaysia er nummer 145 ud af 180 lande på Reporters Without Borders pressefrihedsindeks for 2018.

Kilder: ’En konges historie’ af Edward hertug af Windsor. Klummer af Paul Krugman i The New York Times. ’Blot til pynt’ af Claus Bjørn. Artikler i Malysiakini.com og en række nationale og internationale medier

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu