Læsetid: 17 min.

Henrik Marstal mener selv, at han er en budbringer af ubekvemme sandheder

I et år fuld af identitetspolitik har musiker og debattør Henrik Marstal kritiseret maskulinitetskultur, udklædningsfester og sat spørgsmålstegn ved julemandens køn. Og selv om folk stadig hidser sig op over det, han siger, oplever han, at tidsånden er med ham
Henrik Marstal og hans kæreste ville ikke på forhånd kende kønnet på barnet, de ventede. Alligevel var Marstal overbevist om, at det var en pige. Da Villum blev født og viste sig at være en dreng, sagde folk: »Hvad sker der, Henrik!? En dreng i feminismens højborg.«

Henrik Marstal og hans kæreste ville ikke på forhånd kende kønnet på barnet, de ventede. Alligevel var Marstal overbevist om, at det var en pige. Da Villum blev født og viste sig at være en dreng, sagde folk: »Hvad sker der, Henrik!? En dreng i feminismens højborg.«

Peter Nygaard Christensen

5. januar 2019

Henrik Marstal åbner døren til sin villalejlighed i Valby. Det er morgen, og hans karakteristiske hår er allerede sat. Det er asymmetrisk. Helt kort i den ene side. Langt i den anden og fikseret ind til kinden med enten lak eller voks.

Med jævne mellemrum får han mails fra folk, der bare lige vil gøre ham opmærksom på, at han ser dum ud.

Henrik Marstal er 52 år og blev for et år siden far for første gang. Først skulle han lige møde en kvinde, der »havde lyst til at få børn med sådan én som ham«, som han selv formulerer det, mens han hjælper sønnen Villum i flyverdragten. Den er i øvrigt gul, og det er bevidst.

»Hvorfor vælge en blå? Hvorfor vælge en lyserød? Hvorfor overhovedet kønne børn før de ser sig selv som kønnede væsner,« spørger han.

Det er den slags holdninger, offentligheden kender Henrik Marstal for.

For selv om han også er musiker, lektor, forfatter og nu folketingskandidat for Alternativet, er det hans holdninger til køn og identitetspolitik, der har gjort ham til en, alle elsker at have en mening om. Nogle kalder ham modig og fremsynet. Andre beskylder ham for at være yderliggående og kalder ham krænkelsesentusiast.

»Det værste for mig er de mange gange, folk har forsøgt at frame mig som en person med fuldstændigt ekstreme holdninger. Men der er intet ekstremistisk over mig. Jeg har absolut intet behov for hverken at provokere nogen eller underkende andres opfattelser. Jeg siger bare de ting, jeg mener, vi som samfund bør reflektere over.«

Peter Nygaard Christensen

Henrik Marstal er en del af en bølge, som står stærkt i verden lige nu, og som ønsker at gøre kloden til et bedre sted at være ved at påpege og kritisere strukturel ulighed – herunder kvindehad, maskulinitetskultur og hvid overmagt.

Noget af det særlige ved Henrik Marstals synspunkter er, at de ræsonnerer dobbelt. De bliver gengivet af dem, han deler overbevisning med. Men de bliver også videreformidlet af dem, der synes, han er langt ude.

Henrik Marstals holdninger udsættes altså for en form for dobbeltmegafon. Derfor når det vidt og bredt ud, når han eksempelvis siger, at det kan virke stødende, når hvide klæder sig ud som en anden etnicitet, at julemanden ikke partout behøver være mand, at Justin Biebers dreadlocks kan være problematiske, og at kritikken mod Københavns Universitets retningslinjer for krænkelser er forfejlet.

Information har fulgt Henrik Marstal gennem en dag for at undersøge, hvorfor han blev debattøren Henrik Marstal, og hvordan han befinder sig i debatten.

Sygeliggjort

Asfalten skraber under Henrik Marstals støvler på vej retur fra dagplejen. De er mørke og har nitter på siden. Henrik Marstal har sin helt egen stil. Han kan lide mønstrede skjorter, læder, bikerjakker, kæder i buksestropperne og sølvsmykker.

»Det kan godt være, at jeg skiller mig ud, men det er nu ikke derfor, jeg gør det. Jeg vil bare gerne have lov til owne mig selv,« siger han.

Henrik Marstal fortæller, at han ikke er blevet fulgt gennem en hel dag før. Han har givet interviews, hvor han har fortalt om sin opvækst i en forstad til Esbjerg og om en barndom, der var præget af mobning. Men hver gang han har åbnet op om den del af sit liv, har hans kritikere grebet traumet og brugt det til at forsøge at sygeliggøre ham.

»Der er rigtigt mange, der mener, at jeg er sådan en, samfundet er nødt til at bære over med, fordi jeg blev ødelagt af mobning,« siger han.

Blå bog: Henrik Marstal

  • Født 1966.
  • Feminist og debattør af køn, ligestilling, identitetspolitik og kultur.
  • Har i en årrække skrevet indlæg i Politiken.
  • Musiker og bassist i poptrioen ibens.
  • Forfatter til en række fagbøger og biografier inden for musikgenren samt medredaktør på flere sangbøger.
  • Folketingskandidat for Alternativet med fokus på kultur, ligestilling og medborgerskab.
  • Ph.d. i musikvidenskab og lektor på Rytmisk Musikkonservatorium.
  • Medlem af Kulturministeriets Forskningsudvalg.
  • Tidligere medlem af Statens Kunstfond og Kulturministeriets kanonudvalg for musik.
  • Opvokset i Esbjerg med tre søskende.
  • Bor med sin kæreste og deres etårige søn i Valby.

Fra tredje til niende klasse blev Henrik Marstal systematisk udsat for mobning. Det har ifølge ham selv givet ham en solidaritet med folk, der står udenfor.

Som barn var han splejset, gammelklog, indadvendt, læspede og gik med stålbriller – »og selvfølgelig har mobningen skadet mig«, siger han.

»Men den har ikke ødelagt mig. Jeg er i hvert fald ikke blevet debattør for at redde mig selv, og mobningen har ikke gjort mig skør. Hvor jeg tidligere kunne tro, at folk jo nok ikke ville mig det godt, forsøger jeg i dag at have stor tillid til andre. Jeg vil hellere være naiv end kynisk.«

Alligevel får Henrik Marstal jævnligt henvendelser fra mennesker, som skriver, at han bør opsøge psykologhjælp. For et par dage siden fik han en mail fra en mand, som fjerndiagnosticerede ham med et galoperende ødipuskompleks.

»Jeg er nok ikke den første debattør, man har forsøgt at uskadeliggøre på den måde,« siger Henrik Marstal.

»Jeg tror desværre, det er meget normalt at forsøge at sygeliggøre eller latterliggøre folk, som udfordrer de eksisterende normer.«

Og det er hele Henrik Marstals projekt. At gå normkritisk til verden.

Feminist ved et tilfælde

At Henrik Marstal blev debattør og landets førende mandlige feminist er ikke resultatet af en udtænkt strategi. Afsættet til det hele skete ved lidt af et tilfælde i 2014. Indtil da var han kendt som bassisten fra poporkesteret ibens og blev indimellem brugt i medierne som musikekspert, når der skulle siges noget klogt om den danske sangskat eller et nyt Madonna-album.

En facebookdiskussion med manden bag Oddset-sloganet: »Der er så meget, kvinder ikke forstår« ændrede for fem år siden hans karrierebane radikalt. Henrik Marstal kommenterede lidt kækt: »Der er så meget sexister, ikke forstår«, og så brød helvede løs på hans åbne facebookprofil.

Det københavnske kulturparnas røg i flæsket på ham. Højtprofilerede mænd fra kultur- og mediebranchen udskammede ham offentligt for at kalde ’en af deres’ sexist. Kritikken var så massiv, at Henrik Marstal måtte lægge sig med ondt i maven.

Først tre uger efter begyndte han at få det bedre. Men der var nu opbygget en fandenivoldskhed inden i ham, som krævede, at han offentligt erklærede sig feminist. Nu ville han debattere køn.

»De første gange, medierne ringede og ville have en holdning til et kønspolitisk emne, måtte jeg sige til dem, at jeg ringede dem op igen om to timer, og så brugte jeg i mellemtiden al tiden på at læse op på emnet, så jeg vidste, hvad jeg i grunden ville mene,« siger Henrik Marstal.

Siden blev han en af de første herhjemme til at tale om nethad, seksuelt samtykke og om, at maskulinitetskulturen har nogle indlejrede magtproblemer.

Den røde tråd

Henrik Marstal stiger ind i en taxa, der skal køre ham ud i DR Byen, hvor han skal medvirke i et musikprogram på P6 Beat.

I taxaen taler han om, hvordan han har det med, at de emner, han er kendt for at tale om, ikke er de emner, han har sin faglighed inden for. Han er musikforsker, men har ingen papirer på at vide noget om kønsstudier eller identitetspolitik.

»Jeg traf for år tilbage et valg om, at jeg stiller op, når folk spørger efter mig. Jeg vil gerne påtage mig rollen som debattør. Det har jeg det fint med, selv om jeg indimellem godt kan få dårlig samvittighed over at tale om noget, som andre har et større teoretisk fundament for at kunne tale om.«

»Så jeg siger aldrig, at jeg er ekspert i køn og identitetspolitik. Jeg siger, at jeg er feminist og taler ud fra et aktivistisk synspunkt.«

Da Henrik Marstal fyldte 14, fik han et musikanlæg. Det er til dato den bedste gave, han nogensinde har fået. Alle de penge, han tjente, fra han var 13 til 20, brugte han på at købe plader. Marstal kan ikke huske, at han nogensinde købte en biografbillet.

Peter Nygaard Christensen

Henrik Marstals aktivistiske projekt – den røde tråd, der går gennem alt, hvad han foretager sig – er ifølge ham selv »at præge verden i en retning, hvor vi er mere opmærksomme på hinanden og vores forskelligheder«.

»Verden har brug for mere mildhed og mindre aggression,« siger han og træder ud af taxaen.

Killjoy

I P6 Beat-programmet skal Henrik Marstal udvælge nogle af de sange, der skal spilles. Han vælger blandt andet et nummer, der hedder »Feminazi?!« af et hardcore punkband ved navn Svalbard.

En kvinde growler sig gennem sangen, mens Henrik Marstal sidder og vipper med fødderne ud i luften som et barn på en alt for stor stol. Sangen handler om at sige fra over for chikane og turde være feministisk killjoy – sådan en, der ikke er bange for at ødelægge den gode stemning ved at påpege, når nogen siger noget, der kan opfattes som sexistisk, homofobisk eller racistisk. En rolle, Henrik Marstal meget ofte selv indtager.

Ditte Giese om Henrik Marstal

»Som feministisk debattør synes jeg, at Marstal er radikal og modig. I forhold til mange andre feminister er han meget langt fremme i bussen, men jeg beundrer hans måde at turde tænke længere fremad end bare ugens krænkelsesklikhistorie. Jeg er langtfra altid enig med ham, men jeg læser ham for at blive skubbet til, blive klogere, blive provokeret og testet på mine egne holdninger.«

»Folk bliver provokeret af ham, fordi han er mand og er mere feminist end de fleste kvinder. Han kritiserer sit eget køn og bliver derfor ofte kaldt kønsforræder, men det er af mennesker, der fejlagtigt tror, at feminisme er en kamp mellem mænd og kvinder. Det er det ikke. Feminisme er en kamp mellem fortiden og fremtiden, de reaktionære og de progressive, og der kan det være skide provokerende for en vis type mænd med en mand som Marstal, der klæder sig småexcentrisk og kritiserer fx fodboldkultur.«

Ditte Giese er tidligere debatredaktør på Politiken, hvor Henrik Marstal fast får bragt sine debatindlæg.

Følger man kommentarsporene de steder, hvor Henrik Marstals klummer og facebookopdateringer diskuteres, er en af de gennemgående holdninger, at han er for meget. At han ser spøgelser og tillægger små ting al for stor betydning.

Som da han i dagene op til jul sagde til Ekstra Bladet, at han finder det vigtigt at debattere kønsstereotypier – heriblandt om julemanden partout skal være mand. Eller når han i sin bog Breve fra en kønsforræder fra 2015 skriver, at mænd udøver magt, når de manspreader – det vil sige sidder med så spredte ben, at de optager mere end ét sæde i den kollektive trafik. Eller når han lægger et billede op på Facebook af en hylde på et apotek og skriver, at det er gammeldags og ekskluderende, at sutter og snotsugere skal findes på en reol, som er markeret med et stort ’Mor & Barn’-skilt. Som om, fædre ikke kan købe sutter.

»Nogle mener, at de her debatter er for små og kalder dem et udtryk for krænkelsessyge,« siger Henrik Marstal.

»Men djævlen bor i detaljen, og jeg mener derfor, det er vigtigt at påpege sexismen og kønsstereotypierne i selv de bitte små ting. Jeg ved selvfølgelig, at der er en risiko for, at folk må tænke, at jeg keder mig og har for lidt at gå op i, og selvfølgelig mener jeg, at klimakrisen er vigtigere end et skilt på apoteket, men derfor er det stadig vigtigt at påpege den sexisme, der opererer i det næstenskjulte.«

Mandlige kritikere

Radioprogrammet er slut. Henrik Marstal henter en taxabon i DR’s reception og kører til Frederiksberg, hvor han skal mødes med sin politiske kampagnekoordinator, Maria Vicki Lindbaum. Han har valgt, at de skal mødes på Maudes, en café på Gammel Kongevej, som er ammevenlig og har mere end 30 forskellige slags the.

Maria Vicki Lindbaum kommer ind ad døren og giver Henrik Marstal et kram. Hun er ligesom ham feminist. Hun trækker en notesbog op af sin taske og opremser en række punkter, de skal gennemgå i løbet af dagens møde. De skal blandt andet aftale indholdet af en række samtalesaloner om blandt andet maskulinitet, som Henrik Marstal gerne vil afholde i løbet af den kommende valgkamp.

»Kultur og borgerinddragelse er mine mærkesager, men i samråd med Maria har jeg besluttet også at føre en ligestillingsorienteret valgkamp,« siger han.

Det er det, folk associerer ham med, og i en tid, hvor magtrelationerne mellem mennesker i den grad er kommet til forhandling, ligger der et stort vælgerpotentiale i muligheden for at stemme en erklæret feminist til Folketinget, fortsætter han.

Om Henrik Marstal kan bære som politiker, ved ingen endnu. Han stiller op i Københavns Storkreds, og han tror selv, at det primært er kvinder, yngre mænd, kulturfolk og ligestillingsorienterede, der kommer til at stemme på ham.

»Men det kan godt blive svært,« siger han.

»Min erfaring som debattør er, at der må være et eller andet ved min person, der provokerer folk. For det kan ikke alene være mine synspunkter, folk tager så dårligt imod. Jeg siger jo ikke vanvittige ting, som er grebet ud af den blå luft. Jeg underbygger med tal og fakta, og det, jeg siger, er næppe radikalt i forhold til, hvad tusindvis af danskere mener om køn og identitetspolitik,« siger Henrik Marstal.

Peter Nygaard Christensen

– Maria Vicki Lindbaum, hvorfor tror du, at folk bliver så sure på Henrik?

Først griner Henrik Marstals kampagnekoordinater. Så tænker hun sig om et øjeblik og siger:

»Henrik har i ligestillingsdebatten været god til at tale ud fra et synspunkt, der hedder: Hvad kan vi som mænd gøre anderledes? At Henrik bruger udtrykket vi, tror jeg, mange reagerer på, fordi de tror, der tales om alle mænd som en gruppe, hvilket jo selvfølgelig ikke er tilfældet. De føler sig angrebet og har brug for at sige, at de ikke vil tages til indtægt for den slags.«

»Det kunne der være noget om,« siger Henrik Marstal og kigger op fra sin kartoffelmad.

»Jeg vil i hvert fald tro, at 90 procent af dem, der kritiserer mig, er mænd.«

Alle har en #MeToo-historie

Henrik Marstal tager bussen hjem.

På gaden foran sit hus møder han sin kæreste Vibe, som kommer trillende med deres søn Villum. De har været ude og købe nyt tøj til ham.

»Det er lyserødt det hele,« siger Vibe og griner.

»Ej, det er bare for sjov. Vi er ikke radikalfeminister på den måde.«

I stedet har hun købt en sort cardigan, fordi Henrik Marstal synes, »at babyer går alt for lidt i sort«, og et par glimmerbukser. Familien følges op ad trappen ind til lejligheden.

På køkkenbordet ligger Morgenbladet, en norsk centrum-venstre-avis, der er kendt for at være meget magtkritisk. Henrik Marstal holder den, fordi han blandt andet godt kan lide dens dækning af #MeToo – en debat, han har engageret sig meget i det seneste år.

»Jeg tror, at alle mænd har en #MeToo-historie,« siger han.

»Og jeg tror, at alle – mig selv inklusive – har en frygt for, at noget, vi har gjort i vores fortid, pludselig dukker op og smadrer vores liv.«

Der findes garanteret mange mænd, som vil påstå det modsatte og sige, at de aldrig har opført sig krænkende eller grænseoverskridende over for kvinder. Men Henrik Marstal mener, at der i selve maskulinitetsbegrebet ligger et indlejret kvindehad.

»Det had er alle mænd nødt til at finde i sig selv og konfrontere sig selv med. Jeg har også selv et had til kvinder,« siger Henrik Marstal.

Henrik Marstals søn må gå i al slags tøj. Også glimmerbukser. Da Marstal selv voksede op i en forstad til Esbjerg, var der ikke plads til, at drenge kunne skeje ud. Drenge var drenge, piger var piger. Lesbiske var nogen, man fniste af, og bøsser var nogle, man fnøs af.

Peter Nygaard Christensen

– Har du et had til kvinder?

»Da jeg blev feminist, fik jeg nogle andre briller at se verden gennem. De har for eksempel betydet, at jeg har set mig selv i et klarere lys. Og jeg har set, at nogle af de grimme sider i mig er knyttet til nogle gammeldags maskulinitetsforestillinger, som jeg håber er på retur. Man skal huske, at meget af den kritik, jeg retter mod mandekønnet, i høj grad er en selvkritik og et opgør med kvindehadet i mig selv.«

– Hvornår har du følt had mod kvinder?

»Det har jeg for eksempel gjort, når jeg har været kæreste med en, som ikke ville det, jeg ville. Eller i perioder af mit liv, hvor jeg ikke har haft en kæreste og ikke har kunnet møde nogen og i stedet spist frysepizza og set dårligt tv. Der har jeg kollektivt godt kunnet hade alle kvinder og følt, at de kollektivt skulle ned med nakken,« siger Henrik Marstal.

De feministiske briller, som Henrik Marstal tog på for fem år siden, har også fået ham til at se sine egne privilegier.

Privilegie nummer 1: Han er mand.

Privilegie nummer 2: Han er hvid.

Privilegie nummer 3: Han er heteroseksuel.

Privilegie nummer 4: Han er ciskønnet.

Og sådan kunne man blive ved. Henrik Marstal bor i hovedstaden. Han er en del af eliten. Han er velbegavet og så videre.

»Jeg tilhører den mest privilegerede gruppe i verdenshistorien, og præcis derfor er jeg nødt til at være en af de første til at rette skytset mod mig selv ved at være selvkritisk over for min egen ageren i verden,« siger Henrik Marstal.

Poul Pilgaard Johnsen om Henrik Marstal

»Jeg betragter Henrik Marstal som en af de mest vidtgående debattører, når det gælder identitetspolitiske diskussioner. Han er eksponent for den politisk korrekthed og har et overdrevent fokus på ikke at komme til at krænke nogen – eller bare sige noget, som nogen kan blive stødt over. Jeg mener, at Henrik Marstal er med til at sætte et helt proportionsløst fokus på emner og personer, som vedrører en meget lille del af befolkningen. Meget af den identitetspolitiske debat er helt ude af proportioner. Vi taler om nogle få, men meget højtråbende aktivister – heriblandt Henrik Marstal – som hele tiden påtvinger offentligheden at tage en dagsorden alvorligt, som kun vedrører en gruppe minoriteter.«

»Han provokerer i høj grad mænd, fordi det oftest er hvide, heteroseksuelle, ciskønnede mænd, der står for skud i den identitetspolitiske debat. Ifølge Henrik Marstal er det den værste position, man kan have, for så er man på forhånd udstyret med en række privilegier, som gør, at man intet har forstået, og at ens udsagn derfor har mindre værdi. Hvis mænd bliver angrebet på denne måde, så angriber de igen.«

Poul Pilgaard Johnsen er journalist på Weekendavisen og radiovært på programmet Flaskens Ånd, hvor han blandt andet interviewede Henrik Marstal og kaldte ham sin »yndlingsaversion«.

Han fortæller, at han finder det vigtigt altid at gøre det klart, at det er denne privilegerede position, han taler fra. Læg mærke til det næste gang, du ser ham i tv, læser hans tekster eller hører ham i radioen. Meget ofte indleder han med at opremse sine privilegier. Han fortæller, at han er en hvid mand, før han udtaler sig om misogyni. Han fortæller, at han er en hvid mand, før han udtaler sig om racisme.

»Sagen er, at jeg egentlig aldrig har haft grund til at føle mig krænket – heller ikke på vegne af andre. At jeg sætter fokus på strukturel ulighed skyldes, at jeg kan se, hvor skadelig den er. Jeg har f.eks. aldrig været udsat for racisme, så jeg har ingen kropslig erfaring med det og kan derfor ikke vide, hvordan racisme føles. Jeg har heller aldrig prøvet at blive set skævt til på grund af min seksuelle observans som hetero. Det betyder, at jeg ikke ved, hvordan det føles at blive jordet, fordi man er homoseksuel,« siger Henrik Marstal og fortsætter:

»Alene understregningen af, at man taler fra en bestemt position gør, at man samtidig tilkendegiver, at verden kan se anderledes ud for andre.«

En budbringer

Det er blevet aften, og Henrik Marstal cykler til Nørrebro, hvor han skal mødes med sit band, ibens. De udgiver et nyt album til februar og skal aftale sangenes rækkefølge. ibens har allerede i efteråret udsendt to nye singler. Den ene hedder »Hvorfor bliver folk så sure på dig, Henrik?« og handler om Henrik Marstal.

Første vers i sangen lyder sådan:

Der kom et opslag
En genial tanke, du lige havde fået
Men før du så dig om
Fik du smidt en masse lort i hovedet
Og selv dine venner vendte ryggen til

Forstod dig ikke
Hvad var det mon, du ville?

»Jeg skrev den, fordi jeg havde brug for at drille Henrik lidt,« siger Carsten Lykke, som er forsanger i ibens og tekstforfatter til sangen.

Han er lige trådt ind på café Mokkariet på Nørrebro med en guitar i hånden. Han har været til børnefødselsdag hele dagen og drømte egentligt om en mørk øl, men det kan man ikke få her. Henrik Marstal har valgt cafeen, og den serverer ikke alkohol, så Carsten Lykke må nøjes med en økologisk sodavand. Henrik Marstal tager en smoothie.

Carsten Lykke fortæller, at det engang skabte noget rod inde i hovedet på ham, at Henrik Marstal – bandets bassist – også skulle være debattør.

»Den modstand, Henrik møder, ryger jo også lidt over på os som band,« siger han.

»Men jeg har lært at rumme det og har det i dag fint med, at Henrik indimellem sidder i Deadline og debatterer,« siger Carsten Lykke.

Han tager en tår af sin sodavand.

»Men jeg kan godt undres over, hvorfor de debatter, Henrik deltager i, føles så vigtige for ham. Jeg er fascineret af, at han aldrig er bange for at være lidt for meget. Omvendt så tror jeg sgu også, det er mig, der er ret meget for lidt.«

Poptrioen ibens på café.

Peter Nygaard Christensen

Henrik Marstal finder det decideret mærkeligt at synge kor på en sang om ham selv. Men han har ikke blandet sig i teksten. Og han føler i øvrigt ikke, at han er en vigtig nok stemme i debatten til, at han skal være hovedpersonen i en sang. I det hele taget har Henrik Marstal svært ved at se sig selv udefra, siger han.

»Jeg har slet ingen fornemmelse af, hvor meget eller hvor lidt jeg egentligt fylder i debatten, og om der overhovedet bliver lyttet til de ting, jeg siger.«

At være debattør kan paradoksalt nok føles som at stille sig op på en skammel og tale ud i et tomrum, forklarer han. Størstedelen af dem, der læser hans ord og diskuterer ham hen over frokosten, hører han aldrig fra. Derfor er det med lige dele benovelse og ydmyghed, at han altid stiller op, når nogen beder om en holdning.

– 2018 har stået i identitetspolitikkens tegn. Har det gjort det lettere at være Henrik Marstal?

»Ja, det har faktisk været lidt nemmere. For det har på en måde været min skæbne at indse nogle ting, inden det bliver mainstream at sige det, og det betaler man en pris for. Jeg ser lidt mig selv som en budbringer, der kommer med ubekvemme sandheder, som gør ondt, og som mange slet ikke vil høre tale om. Men det er interessant, at de synspunkter, jeg repræsenterer, vækker større genklang nu, end de tidligere har gjort.«

Ude på gaden krammer ibens farvel, imens to unge mænd passerer forbi.

»Det var sgu da Henrik Marstal,« siger den ene.

»Hvem,« spørger den anden og ser sig tilbage over skulderen.

»Ham med håret. Han er totalt feminist.«

Et alternativt vokabular er de senere år gledet ind i vores almindelige hverdagssprog. Det rummer nye ord som ’privilegieblindhed’ og ’krænkelseskultur’, og det har gjort spørgsmål om identitet og anerkendelse til en fast del af den offentlige samtale. Identitetspolitik, kalder vi det. Men hvad betyder det egentlig? Vi er taget på en historisk rejse fra bondekultur over borgerrettighedskampe og gennem Mumidalen – for at blive klogere
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Johanna Haas
  • ingemaje lange
  • Katrine Damm
  • David Zennaro
Eva Schwanenflügel, Johanna Haas, ingemaje lange, Katrine Damm og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg kommer til at tænke på Andy Warhol når jeg ser Henrik Marstal, - én der bevidst vil være noget andet, - "et samfundssocialt kontrært barn". der dyrker særheden.

Måske er det mest spændende for ham selv, men for os andre er det totalt ligegyldigt!

Bell Wigelsen Bruun, Torben Bruhn Andersen, Peter Tagesen, Ole jakob Dueholm Bech, Steen Piper, Flemming Berger, Bjarne Frederiksen, Lars F. Jensen, Jens Kofoed, Christian Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Martin Lund, Torben K L Jensen, Henrik Peter Bentzen, Marianne Stockmarr, Steen Obel, Michael Boe, Arne Lund, Jan Damskier, P.G. Olsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Thomas Tanghus

"...der fejlagtigt tror, at feminisme er en kamp mellem mænd og kvinder."

- Hvorfor kalder man det så stadig feminisme? Jeg er med på, at navnet engang var passende, men skal man få folk til at lade være med at fare så meget i flint over de holdninger, der afspejles, må man som start bruge et mere kønsneutralt ord. Jeg deler langt hen ad vejen holdninger med Marstal, omend jeg er knap så rabiat, og langt fra politisk korrekt, men jeg føler mig ærligt tal fjoget ved at skulle erklære mig feminist.

Har lyttet til Marstal i flere år, bl.a fordi jeg jo falder ind under det" segment" han kalder for hvid, privilegeret mand - hvilket tilsyneladende er det værste af det værste i Marstals univers.
Han vil jo nok sige, at jeg er i besiddelse af svigtende selvforståelse (eller falsk bevidsthed), men endnu har Marstal ikke sagt/skrevet noget, der er relevant for mig. Og nej, jeg føler mig overhovedet ikke truffet af hans forvirrede ordflom.
Er ikke i tvivl om, at i det omfang at cirkuspartiet overhovedet kommer ind i folketinget igen, så er Marstal lige en person .- for mand må jeg nok ikke kalde ham? - efter deres hoved.

Ole jakob Dueholm Bech, Bjarne Frederiksen, Lars F. Jensen, Ida Larsson, Henrik Peter Bentzen, Marianne Stockmarr, Steen Obel, ulrik mortensen og Mads Jakobsen anbefalede denne kommentar
Hans Houmøller

Hvor bliver fordommene dog bekræftet i kommentarerne her.

Hvis ikke det var trist, kunne man grine af, at vi i 2019 ikke er kommet længere.

Stor respekt for Henrik Marstal for de holdninger, han har og står ved. Jeg deler mange af dem.

Daniel Horowitz, Christina Laugesen, Ulla Søgaard, Christina Stougaard Hansen, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Henning Kjær, Annika Hermansen, Helle Abel, ingemaje lange, Hanne Ribens og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
ulrik mortensen

Lidt pudsigt, at mene at man er budbringer af 'ubekvemme sandheder' - og samtidig sige at man har 'tidsånden' med sig ;-) ...

Flemming Berger, Bjarne Frederiksen, Søren Kristensen, Tuomas Sihvonen, Bjørn Pedersen, Thomas Østergaard og Steen Obel anbefalede denne kommentar

Det er klart at en mand der går ind for, ikke enslighed, men for lighed, samme privilegier og muligheder for begge køn, må vække en vis modstand og måske ligefrem harme, eller i hvert fald irritation hos visse mænd. Jeg har læst en del debatter om feminisme (jeg er selv gammel feminist, rødstrømpe hed det i 60erne) og jeg har mødt mange hadefulde angreb på kvinder, og skulle man forvilde sig ind på EB er der en "hærskare" , forhåbentlig en lille del af den danske mande befolkning, som direkte hader kvinder, nedgør dem og håner dem. Henrik Marstal er efter min mening altid super anstændig i sine udtalelser, og som han selv siger det et sted, kæmper han for de stadig skjulte uligheder mellem kønnene. Det er i begrebet tidernes gang, kun et par sekunder siden vi kvinder fik valgret! Det er kun ca. 70 år siden, min elskede far sagde til mig at jeg ikke behøvede en studentereksamen, for jeg blev jo nok gift! (i sandhedens interesse fortrød han det senere og undskyldte meget, men det er ikke alle mænd der bliver klogere! :) ) Så kære Henrik kæmp videre for et humant samfund. Du har jo den fordel fremfor så mange andre at du er et musisk og uddannet menneske!

Eva Bertram, Christina Laugesen, Thomas Tanghus, Maj-Britt Kent Hansen, Ulla Søgaard, Christina Stougaard Hansen, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Hans Houmøller, Annika Hermansen, Jan Weber Fritsbøger, Helle Abel og Johanna Haas anbefalede denne kommentar

I sin fine kommentar siger Hanne Ribens afslutningsvist direkte henvendt til Henrik Marstal: "Så kære Henrik kæmp videre for et humant samfund. Du har jo den fordel frem for så mange andre at du er et musisk og uddannet menneske!"
Jeg er helt enig. Men man kan også tilføje at i Henrik Marstals udtalelser skinner der udover begavet refleksion og oprigtighed noget andet igennem, som jeg sætter stor pris på og for hvilket jeg ikke har andre ord end den lidt forslidte, men ikke desto mindre rammende betegnelse: hjertets dannelse". Det er i den såkaldte samfundsdebat blevet en mangelvare, derfor forbløffes man først når man møder det - og så glæder man sig.

Christina Laugesen, Maj-Britt Kent Hansen, Ulla Søgaard, Christina Stougaard Hansen, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Hans Houmøller, Hanne Ribens, Jan Weber Fritsbøger og Helle Abel anbefalede denne kommentar

Hans Houmøller - Er det fordomsfuldt, at skrive, at jeg synes Marstrands udtalelser er irrelevante, hvilket jo ikke indikerer, at jeg finder emnet (ligestilling) irrelevant? Jeg er helt med på, at de privilegier, som nogle "hvide mænd" har raget til sig, skal angribes og afskaffes. Men det kræver nok en anden fremgangsmåde end Marstals åh så inderlige føle-føle.

Carl Chr Søndergård

Det er da lidt irritererende med en type som marstal, der lige pludselig har fundet sin form for tro. Han har en baggrund, hvor han har brugt kvinder som noget han smed ud på andendagen(efter egen udtalelser). At han nu har set 'lyset' er da prisværdigt, men derfor behøver alle mænd ikke være af samme støbning, som det han lyver sig væk fra. Han vil gerne vil lave en feminist-facade og gøre sig interessant på denne måde og jo, han får da startet noget debat.

Det er vigtigt at vi har ligestilling, men det er ikke et kønsspørgsmål, som nogle typer gerne vil gøre det til. Det er derimod et pengespørgsmål.
Indtil videre er det hvide mænd, der har været bedst til, hensynsløst at rage til sig, så de har magten.

Det bør ikke gøre nogen sure, når marstal bræger, for han har da heldigvis ret i noget af det han skriver. Han er desværre stadig irriterende. Sikkert på samme måde, som når en landsbytosse råber af folk og vifter med sin penis.

Nils Lauritzen

Det er et faktum at mænds højde er afgørende for deres succes.
Høje mænd får lettere høj løn, de scorer lettere smukke piger og tillægges større troværdighed.
Høje mænds høje selvbevidsthed gør at de ofte maser sig frem og stiller sig forrest i grupper af tilskuere.
Høje mænds høje ambitioner er skyld i, at arbejdshøjden ved køkkenbordet er steget.
Høje mænds lange ben er skyld i elendige trapper i det offentlige rum.
Høje mænd er skyld i, at stopknappen i bussen sidder så højt.
Og høje mænd er slet ikke bevidste om alle de privilegier, så der er dårlige mennesker.

Jeg kræver, at alle mænd med en højde over 180cm skal stå i et hul og gentage for sig selv:
Jeg er et dårligt menneske, der ikke fortjener min løn, min kæreste og min succes.
Lave mennesker har også ret til at være høje.

Henrik Brøndum, Klavs Hansen, Ole jakob Dueholm Bech, Søren Nielsen, Jens Kofoed og Carl Chr Søndergård anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

at kalde mænds højde afgørende for deres succes er næsten lige så indsigtsfuldt som at kategorisere et stjernetegn, jeg er 187cm og har en iq i top 10%, men jeg har aldrig haft en høj løn, aldrig scoret smukke piger, og min reelle troværdighed anerkendes stort set ikke, nok fordi jeg tit mener det upopulære, og det alt for "politisk korrekte",
jeg er vel nok hvad en succesrig mand vil kalde "pladderhumanist" jeg er ikke grådig, og jeg gider slet ikke have ambitioner,* og holder mig lidt i baggrunden, privilegier er noget de andre har, men til gengæld er jeg et godt menneske.
*( måske lige bortset fra en ambition om at medvirke til militærets totale afskaffelse globalt )

Christina Laugesen, Berith Skovbo, Torben Bruhn Andersen, Ulla Søgaard, Eva Schwanenflügel, Hans Houmøller, Hanne Ribens, Søren Nielsen og Johanna Haas anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

@ Nils Lauritzen
Jeg er "kun" 183 cm, og alligevel giver min højde mig problemer med ryggen og med at finde tøj og sko, der passer. Jeg er selvfølgelig glad for jeg ikke er 193, men ingen burde blive over 180 cm, det er ca. der omkring problemerne begynder, med for store fødder, for korte skjorteærmer og for lave køkkenborde. Hvad angår højde bytter jeg fx gerne med Henrik Marstal. Det med frisuren skal jeg lige tænke over.

Berith Skovbo, Trond Meiring, Peter Tagesen og Ulla Søgaard anbefalede denne kommentar

Henrik Marstal har aldrig nogensinde påpeget nogen form for uligheder, mandlige privilegier eller lignende, som rent faktisk kan dokumenteres eller verificeres. Hvis nogen mener at have konstateret andet, ville det være interessant hvis de konkret kunne påpege det!

Der er alene tale om en form for verdensopfattelse, som bygger på fortolkninger, opfattelser eller fantasier. Og som man kan vælge at tage del i, men lige så godt kan afvise som rent hjernespind. Hvis man vælger det første, ønsker man ikke ligestilling, men chauvinisme og sexisme vendt mod hvide mænd.

Eva Schwanenflügel

Fint portræt af Henrik Marstal.
Det er ofte sådan at samtiden vil latterliggøre og fornedre folk, når de har selvindsigt nok til at kritisere uretfærdighed og iboende fordomme i samfundet som helhed, og deres egne grupper i særdeleshed.
Respekt for at Henrik Marstal vover skindet i en debat om køn, der som oftest er usandsynlig giftig og giver mange tæsk.
Det er modigt at kalde sig selv feminist i dagens Danmark, hvor de fleste er overbeviste om, at ligestillingen forlængst er opnået, og der ikke er mere at skrive hjem om.

Christina Laugesen, Thomas Tanghus, Marie Jensen, Maj-Britt Kent Hansen, Ulla Søgaard, Johanna Haas, Christina Stougaard Hansen, Hanne Ribens, Katrine Damm og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Ditte Giese siger det ganske godt synes jeg:

»Folk bliver provokeret af ham, fordi han er mand og er mere feminist end de fleste kvinder. Han kritiserer sit eget køn og bliver derfor ofte kaldt kønsforræder, men det er af mennesker, der fejlagtigt tror, at feminisme er en kamp mellem mænd og kvinder. Det er det ikke. Feminisme er en kamp mellem fortiden og fremtiden, de reaktionære og de progressive, og der kan det være skide provokerende for en vis type mænd med en mand som Marstal, der klæder sig småexcentrisk og kritiserer fx fodboldkultur.«

Og Poul Pilgaard er lidt sjov, når han mener, at det ikke vedrører særligt mange, øh?
Altså kun mænd, kvinder og dem som tillader sig, at definere sig udenfor de vedtagne rammer, det må vel alt andet lige dreje sig om de allerfleste?

Jeg har det også en smule spøjst med begrebet mandlige feminister, men grundlæggende handler det vel om ligestilling, lige muligheder og ligeværd for alle.

Johanna Haas, Christina Laugesen, Thomas Tanghus, Marie Jensen, Eva Schwanenflügel, Maj-Britt Kent Hansen, Ulla Søgaard og Christina Stougaard Hansen anbefalede denne kommentar
Henrik Hansen

Der er sgu mere fornuft i Kirsten Birgit hr. Marstal.

Flyverdragten er gul, og det er bevidst. Hvad fanden har det med noget at gøre, fratager sit barn muligheden for selv at vælge, fordi det passer ind i fars image og dagsorden.

https://youtu.be/wqc9KKEusks

Christina Laugesen

Henrik Hansen, der er en vis primitiv ensretning i farvelægningen af tidens børnebeklædning, der gør det lidt begrænsende for børn generelt at vælge farver frit, men det kan selvfølgelig være, at de tilgængelige paletter passer netop dit behov for børnegarderobe, eller at du har begrænset erfaring med de aktuelle muligheder?

Eva Schwanenflügel

Der er også det aberdabei, at barnet er omkring et år gammelt, hvorfor det kan være lidt besværligt at bevæge sig rundt i tøjbutikker uden assistance fra forældrene ;-)

Henrik Hansen

Ja jeg skulle nok ha lagt mere tryk på "bevidst", tænk at det er noget der overhovede har betydningen for ens politiske holdning. Men igen der findes fanatikere over alt.

Nå, mener Henrik Marstal selv, at han er en budbringer af ubekvemme sandheder?
Ja, så må det jo väre rigtigt. Og hvis man nu mener at han lever at at levere opportunistiskt nonsens, så er man selvfölgelig ...udfyld selv. For sandheder, det er jo det man er enig i, argumenternes logiske stringens, relevans eller mangel på samme uagtet.
Hr. Marstal tjener feminismens sag på samme effektive måde som DKP i sin tid tjente socialismens sag i Danmark. Man kan slå op i historiebögerne hvis man har glemt hvordan det gik.
Men selvfölgelig, der var jobs til mange af vennerne i Dr. Tvärgade så länge det varede.