Læsetid: 7 min.

Hvorfor er der ingen, der skriver digte om Mikkel Hansens hopskud?

Vi elsker håndbold, og vi hader håndbold. To millioner mennesker følger herrelandsholdets VM-kampe, men for mange står håndbold som et symbol på det fladpandede og småborgerlige Danmark
Vi elsker håndbold, og vi hader håndbold. To millioner mennesker følger herrelandsholdets VM-kampe, men for mange står håndbold som et symbol på det fladpandede og småborgerlige Danmark

Sofie Holm Larsen

26. januar 2019

Der er forskel på sport. Hele den menneskelige tragedie udspillede sig angiveligt i Fausto Coppis lidelsesfulde tråd på vej op af Passo Dello Stelvio. Sugar Ray Leonard boksekampe var teaterstykker, og alt, hvad den franske forfatter Albert Camus vidste om moral og forpligtelser, havde han lært af at spille fodbold.

Men der er aldrig nogen, som skriver digte om håndbold. Ingen ser et eksistentielt drama i Mikkel Hansens hopskud. Men hvorfor er det egentlig sådan?

Godt to millioner mennesker fulgte med i fjernsynet, da det danske herrelandshold onsdag aften spillede sig i VM-semifinalen med en sejr over Sverige i Jyske Bank Boxen. Danskerne elsker håndbold. Det er ikke usædvanligt, at en kvindekamp mellem Team Tvis-Holstebro og Nykøbing Falster har flere seere end Brøndbys superligakampe.

Alle deler imidlertid ikke begejstringen. Håndbold er et meget konkret eksempel på det modsætningsforhold mellem land og by, vi taler så meget om i disse år. Mange i det, man i mangel på bedre ord kan kalde den københavnske elite, foragter håndbold. Det er klappepølser, bølgefritter og lå-lålå-lålå sunget på melodien til Lars Lilholts Onkel Christian.

»Der er bare noget umiskendeligt provinsielt og småborgerligt ved håndbold,« som en læser skrev i kommentarsporet sidste gang, Dagbladet Information skrev om håndbold. Det var i 2014.

Håndbold har en bestemt plads i kulturen. Det er folkets sport. Det jævne Danmarks foretrukne tidsfordriv.

Udflytning

Engang var det helt omvendt. Håndbold blev opfundet i det mondæne Ordrup, nord for København. Håndbold var forbundet med den bedrestillede middelklasse i de store byer. Fodbold var en arbejdersport. Håndbold var noget, man spillede på gymnasierne. Der er faktisk også skrevet ét digt om håndbold.

I 1956 skrev Klaus Rifbjerg om at have »tømt håndboldens berusende Creme de Menthe« i digtet Håndbold.

Efter kommunalreformen i 1970 blev der bygget en hal i stort set alle landets 277 nye kommuner, forklarer Thomas Ladegaard, som er forfatter til flere bøger om håndbold.

Selv provinsbyer med få tusind indbyggere fik en hal med fem badmintonbaner på tværs og en håndboldbane på langs. Mange steder udviklede hallen sig til lokalsamfundets bankende hjerte.

»Håndbolden flyttede vestpå og undervejs ændrede synet på sporten sig også,« siger Thomas Ladegaard.

Det kan også virke kompromitterende for det ’globale udsyn’ at gå for meget op i en sport, vi selv har opfundet, og som er bemærkelsesværdigt populær i Danmark i forhold til i andre lande.

Som den nu afdøde forfatter Mads Holger engang skrev:

»Håndbold er et spil, som ikke vedrører nogen andre i verden end danskere. Alligevel taber de altid. Det svarer jo til at tabe i et spil pik.«

Frygten for det tomme

Herhjemme har ingen gjort mere for at gøre idrætten til et intellektuelt anliggende end digteren, forfatteren og filminstruktøren Jørgen Leth. Han bryder sig heller ikke om håndbold.

»Jeg synes, det er grimt. Jeg synes også håndboldhaller er grimme. Stemningen, lydene. Det er helvedes grimt. Jeg kan simpelthen ikke lide den stemning, der er i en håndboldhal,« sagde Jørgen Leth til B.T. for et par år siden.

Måske er der ligefrem noget i selve sporten, som er svært at omsætte til intellektuelle betragtninger. Måske er der bare ingen poesi i håndbold. Det vil Mads Olrik ikke udelukke. Han er journalist på Zetland og en af meget få skribenter, som forsøger at tage håndbolden alvorligt som andet og mere end bare et spil.

»Man kan i hvert fald konstatere, at der ikke er mange, som tænker store litterære tanker om håndbold,« siger han.

Cykling og fodbold er fyldt med lange sekvenser uden egentlig action. Hvor bolden spilles tålmodigt rundt, eller feltet kører samlet. Håndbold er hektisk. I kunsten har man en betegnelse for værker som er dekoreret så tæt, at ingen flader er efterladt uden udsmykning: Horror vacui – frygten for det tomme rum.

Håndbold fungerer efter samme princip. Der sker noget hele tiden. Et øjeblik efter, det ene hold har scoret – hvilket sker cirka en gang i minuttet – er der nyt angreb i gang i den anden ende af banen.

»Og i de 15 sekunder efter scoringen, hvor man endelig har tid til at reflektere over, hvad der er sket, brager der hitmusik ud i hallen,« siger Mads Olrik.

 – Hvad er det vidunderlige ved håndbold så?

»Jeg elsker det grimme ved håndbold. Det er en stor brydekamp. Og så er der noget smukt i gentagelsen. De samme situationer, de samme finter. En håndboldspiller skal ikke bare stige op over modspilleren én gang og score. Han skal vinde den duel otte gange.«

Velfærdssamfundets sport

På mange måder lader håndboldspillere til at være mere sympatiske end fodboldspillere. Mens fodboldstjerner virker nærmest politikeragtigt tilbageholdende i interviews, fremstår håndboldspillere som rigtige mennesker af kød og blod.

På det seneste billede på Mikkel Hansens instagramprofil kaster han et ømt blik ned på sin nyfødte søn, der hviler sig på hans mave. Hans modstykke i fodboldverdenen, Cristiano Ronaldos, seneste opslag er en selfie fra privatfly fulgt af en grinende emoji. Det er lagt op onsdag, dagen efter han blev idømt en betinget fængselsdom på 23 måneder for skattesvindel.

Stefan Hermann er rektor på Københavns Professionshøjskole og var som ung udtaget til ungdomslandsholdet i håndbold. Han mener bestemt ikke, at håndbold i sig selv er mindre poetisk eller dramatisk end andre sportsgrene.

»Det kræver brutal fysik, raffineret teknik og enorm spilforståelse, samtidig med at det er aftale- og organisationsbetinget,« siger han.

Når ingen skriver digte om håndbold, skyldes det den måde spillets historie har udfoldet sig på.

»Håndbolden er vokset i takt med udbygningen af velfærdsstaten,« forklarer han. Det gælder både rent fysisk med alle de kommunale haller, der blev bygget i 1970’erne, og i forhold til sammensætningen af mennesker, som spiller håndbold.

»Håndbold har været en socialt meget blandet sport, men ligesom i samfundet generelt har det mellemste lag været i kraftig vækst i håndbolden,« siger han.

Det er den brede middelklasse, som spiller håndbold. Velfærdssamfundets hyggelige og ufarlige spil. Håndbold rummer ikke den ultimative top og den ultimative bund på samme måde som fodbold eller cykling.

»Den store poesi kalder på Coppi og Hinaults lidelser, Zlatans utrolige sociale og økonomiske opstigning eller Maradonas spektakulære fald,« siger Stefan Hermann.

»Håndboldfans opfører sig heller ikke brutalt og ukontrolleret som nogle fodboldfans.«

Det er symptomatisk, at tre af de seneste fem landstrænere for herrelandsholdet har været uddannede skolelærere, mener Stefan Hermann. Håndbold er blevet en skolelærersport. Pædagogisk og ordentlig.

»Et civiliseret og smukt slagsmål,« siger han.

Rækkehus i 80’erne

Ligesom velfærdsstatens store, homogene middelklasse hverken er lige så stor eller lige så homogen, som den har været, elsker danskerne heller ikke håndbold helt så meget, som de gjorde engang. Klubbernes medlemstal har været støt faldende i en årrække.

Det er måske et tilfældigt sammentræf. Men fra begge sider af den politiske midte bliver håndbold i stigende grad fremhævet som et billede på samfundet, som det var før globaliseringen.

Og det er ikke kun i Danmark. I et indlæg i avisen Die Zeit i 2016 skrev den venstreorienterede filosof Wolfram Eilenberger hånligt, at det tyske håndboldlandshold symboliserede den romantiserede fortid, højrepopulisterne fra Alternative für Deutschland drømte om at skrue tiden tilbage til. Holdet var det rækkehus i 1980’erne, partiet ville have hele Tyskland til at flytte ind i: funderet i stærke lokalsamfund på landet og uden indvandrere.

»100 procent kartoffeltysk dedikation,« skrev han.

»Merkel er fodbold, håndbold er Petry (daværende leder af AfD, red.).«

I Danmark har der de senere år været en begyndende borgerlig modreaktion på den ’venstreorienterede elites’ foragt for håndbold. En slags nyrindalistisk omfavnelse af sporten. I et interview i Information sidste år præsenterede Henrik Dahl (LA) sin »meget lommefilosofiske« håndboldteori. Den går ud på, at de steder i landet, hvor man går mest op i håndbold, også er der, hvor de »grundborgerlige værdier« trives bedst.

Man pjækker ikke fra arbejde, og alle rydder op efter sig selv. Ikke som i København med »alle de der venstreorienterede abekatte, der bare smider deres lort i Kongens Have,« tilføjede han.

Tidligere denne uge beskrev præst og debattør Sørine Gotfredsen i Kristeligt Dagblad håndboldhallen som »vor tids forsamlingshus, hvor fædrelandskærligheden blomstrer til lyden af Birthe Kjær«.

Denne weekend får håndbold forhåbentligt lov til bare at være håndbold. Netop som disse linjer bliver trykt går en flok ganske almindelige middelklassedrenge på banen for at spille semifinale mod Frankrig. Vinder de, venter finalen søndag.

Uanset hvor aggressivt vi prøver at distancere os fra håndbold, kan vi umuligt løbe fra, at vi selv har opfundet det.

Håndbold er ikke drømmen om at vinde 10 millioner kroner i lotto. Det er den afmålte forhåbning om at vinde 10.000 kroner på et skrabelod. Man finder ingen store lidelsesberetninger i hallen. Håndbold er de glemte nøglers tragedie. De små dramaers arena, og Danmark vil være en passende verdensmester.

Tidligere i artiklen fremgik det, at det var Sugar Ray Thompson, der mente, at hans boksekampe skulle betragtes som teaterstykker. Der skulle retteligt have stået Sugar Ray Leonard. Vi beklager fejlen.

I en håndboldkamp sker der noget fra første minut. Det er ikke som en 0-0-kamp i fodbold, hvor man bagefter tænker: Okay, der blev mit liv lige 90 minutter kortere, siger Sally Ottilie Jacobsen.
Læs også
Danmark avler sociale tabere, fordi landet er blevet gennemsyret af en velfærdsideologi, der fjerner det personlige ansvar, lyder det fra LA’s Henrik Dahl.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Thaarup Nyberg

"I Danmark har der de senere år været en begyndende borgerlig modreaktion på den ’venstreorienterede elites’ foragt for håndbold."
Hmm - jeg har dog ellers spillet i en klub med masser venstreorienterede. Så, det er nok snarere den ´intellektuelle elites´, intellektualisternes foragt, der ar tale om.

Eva Pedersen, Jørn Stjerneklar, Nette Skov, Eva Schwanenflügel, Lone Siemen, Karsten Aaen, Klaus Møller Kristensen, Mogens Holme og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
ulrik mortensen

Klaus Rifbjerg har skrevet et digt om håndbold - hvor han tænker tilbage på sit liv som 14-årig håndboldspiller - fra digtsamlingen 'Under vejr med mig selv' ...

Flemming Berger, Hans Aagaard og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Underlig artikel om en af e få idrætsgrene hvor danskerne gennem mange år har været blandt de bedste både hos kvinder og mænd. Om der skal digtes? hvorfor det? Jeg kan som spiller,holdleder og træner for børn (på absolut amatørbasis) i mine yngre dage og til knap 50,med god samvittighed sige at det er et meget socialt spil,hvor en enkelt spiller ikke kan yde nok uden de andre. Generelt er alle gode venner efter kampene også modstanderne og mange 3.halvlege er foregået med godmodigt drilleri og ordning af "verdenssituationen" såvel i by som på landet

Nette Skov, Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen, Mogens Holme og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Foragten er indbildt. Men håndbold ER bare ikke fodbold. Der er i håndboldspillets stop-go-natur, med de mange hænder, den tætte kropskontakt, de evindelige 3-meterkast og to-skridtreglen, noget kluddermikkel over spillet, som selv ikke en ræv som Hansen, sine flotte langskud til trods, kan eliminere - selv om man var lige ved at tro det i den seneste kamp mod Frankrig. Det er jo heller ikke er uden grund, at der i fanzonen spilles bordfodbold og ikke bordhåndbold.

Helle Walther

Det var team arbejde, så skal der skrives om Mikkel skal der skrives om holdet, det er også mere hans stil. Han var suveræn i går, men det var andre også, han kan jo ikke gøre det alene. Jeg synes sangen vi er røde vi er hvide dækker fint.

Henrik Brøndum

Jeg er en højpandet, småborger der spiller og ser på basketball - hvilken hadegruppe bringer det mig i?

Flemming Berger, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Håndbold er blevet et provinsspil i Danmark. For ikke at sige et landsbyspil. Engang for 50/60 år siden fandtes der i København USG, Stadion, HG, Efterslægten, Ajax, FIF, MK 31 og sågar Schnekloth som de dominerende klubber sammen med Helsingør, AGF og Aarhus KFUM. Men de sidste 30 år har bondeklubber på Fyn og i Jylland domineret håndbolden. Skjern, Bjerringbro og GOG er jo ikke ligefrem centrum. Som der blev skrevet i Weekendavisen for en uge siden så blev der bygget haller i alle kommuner lige før 1970 da kommunerne første gang blev lagt sammen, haller som skulle holde sammen på de gamle kommunale samfund. Ude på bøhlandet spillede vi ellers i 50'erne og begyndelsen af 60'erne markhåndbold om sommeren. Indendørsfaciliteter fandtes bare ikke. Håndbolden ER i den grad forankret i det lokale, selv om der også nu er internationale spillere på de lokale bonderøvshold. Personligt synes jeg at herrehåndbold kan være for voldeligt, mens kvinde/damehåndbold når det er bedst undertiden kan være spændende. Anja Andersen kunne sgunoget med en bold. Ligesom Engelsk fodbold var ensformigt så var kærligheden til klubben, som fx Sunderland som på trods af en stor nedtur stadig er min klub der, rørende med et hjemmepublikum, som på trods af arbejdsløshed i den grad er denne arbejderbys stolthed. Internationaliseringen af fodbold har gjort spillet flottere, men pengene er med til at smadre klubfodboldens forankring i det lokale. Det bliver vist aldrig håndboldens skæbne. Det er der ikke penge nok i sporten til. Håber jeg.

Christel Gruner-Olesen, Michael Andresen , Karsten Aaen, Erik Jakobsen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Der er forskel på sport - ja, de er der da. Der er også forskel på journalistik. Noget af den er så provinsielt københavnsk, så opblæst og postuleret akademisk, at det bliver ufrivilligt komisk.
Er det fordi skribenten kender udtrykket "horror vacui" (dog uden reference til den tidlige, naturvidenskabelige brug) - eller fordi han kan citere Mads Holger - at han mener at have skrevet en intellektuel analyse?
Selv om det mere minder om en ordstrøm fra en helt almindelig middelklasseborger.

Lone Siemen, Karsten Aaen, Jens Thaarup Nyberg og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Erik Vestergaard

Ja hvorfor ikke? :)

"Vi har længtes mod Guldet om Halsen
og mod Menneskemassers Applaus
Mod Finalen, som drager Alverden,
mod en Kamp med vor Nabo i Nord."

(meget frit efter Tom kristensen)

Eva Schwanenflügel, Berith Skovbo, Henrik Brøndum, Karsten Aaen og olivier goulin anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Siden landsholdet har kvalificeret sig til VM-finalen, er det småborgerlige element gået helt fløjten.
Idag spilles kampen mod Norge i Jydske Bank (dem der vil af med Dankortet) Boxen i Herning med fornem deltagelse af Kultur- og Kirkeminister Mette Bock, Statsminister Lars Løkke Rasmussen, og som kirsebærret på toppen af rigsalamanden, Kronprins Frederik.

Se, dét kunne der nok digtes digte om ;-)

Håndbold er noget af det mest uerotiske og ueleganteste, man kan spilde tid på at glo på.
Mænd eller kvinder, der løber rundt i grimt tøj og kaster bolde til hinanden - bwadr.

Steffen Gliese

ha, Herdis Weins, her er jeg helt uenig - imodsætning til stort set alt andet boldspil, er håndbold faktisk ganske elegant og sexet.

Ruth Gjesing, Viggo Okholm og Nette Skov anbefalede denne kommentar
Helle Walther

Fløjten lyder, kampen er klar
Mikkel han scorer, han er en star
Siden kom Lauge, Lundin og Green
Han stopper bolde, er helt suveræn.
Lundins lange bolde 4 mål os skaffer
De rød hvide hujer, og igen han plaffer.
Mål på mål skyder dansken ind.
De vinder kampen med det rette sind.
Alle mand fortjener en hyldest,
og Nikolaj Jacobsen har virk`lig gjort fyldest.
Hip hip hurra for denne dag.
Må søndagen give dem guld i mag.( Blot for sjov. :))

r

Michael Andresen

Det er ikke konflikten borgerlig/socialistisk, der gældende i håndboldens opfattelse i Danmark. Det er derimod eliten/provinsen. Håndbold er i dén grad et spil, der dyrkes i provinsen og på ligaplan er næsten alle dominerende klubber fra mindre byer. Og det såkaldte Udkantsdanmark er kraftigt overrepræsenteret.

Men hvem kan egentlig have noget imod det? Jeg er sikker på, at de på Falster, Sydfyn og Vestjylland er stolte af deres lokale hold.

Denne fordomsfulde diskussion lider som vanligt af mangel på interesse for facts. Ser man på Ligaklubber i DK er det rigtigt at der er en kraftig tendens i retning af Vestdanmark, hvilket er udtryk for, at det er her man kan samle penge og publikum. Ser man på hvor spillerne kommer fra, tegner der sig derimod et helt andet billede. Blandt de danske verdensmestre har 9 ud af 18 spillere deres baggrund på Sjælland - 6 af disse må siges at have fået deres håndboldopdragelse i Region Hovedstaden. Mange af disse har måttet søge til Jylland for at finde arbejde, ganske ligesom mange jyder må søge til Kbh for at finde andet arbejde. Efterhånden som spillerne blev gode nok tjener de omtrent alle deres løn i Tyskland, Frankrig, Spanien og Ungarn. Så meget for tesen om provinsialisme.
Enhver påstand om at håndboldspillere skulle være intellektuelt eller uddannelsesmæssigt underlegne ift. fodboldspillere bliver afkræftet ved det første interview. Den dummeste håndboldspiller er stadig en hel del mere interessant at høre på end den klogeste fodboldspiller.