Læsetid: 6 min.

Johan Cruyff, kæderygning og totalfodbold

Mon ikke fodboldlegenden Johan Cruyff ser med fra himlen, når hans gamle hold Ajax Amsterdam tager imod de tredobbelte, men lige nu formsvage Champions League-mestre Real Madrid i næste måned. Cruyff var nerven i ’total voetball’, lige dele rationalitet og hippieutopi. I øvrigt spillede han slet ikke fodbold: Jeg flytter luften, som han selv sagde
Vesttysklands målmand Seppe Maier West afværger et målforsøg fra Johan Cruyff under VM-finalen i 1974. Vesttyskerne løb med finalen, men Cruyffs indsats gav næring til fortællingen om, at Holland var de sande vindere. 

Vesttysklands målmand Seppe Maier West afværger et målforsøg fra Johan Cruyff under VM-finalen i 1974. Vesttyskerne løb med finalen, men Cruyffs indsats gav næring til fortællingen om, at Holland var de sande vindere. 

AFP/Ritzau Scanpix

12. januar 2019

Da Johan Cruyff var 12 år gammel, flyttede familien fra hjørnet af Tuinbouwstraat og Akkerstraat i arbejderkvarteret Betondorp i Amsterdam. Livet igennem var han notorisk venstreorienteret og lidt af en fodboldromantiker. Hellere tabe smukt end at vinde grimt.

Verden detonerede af fryd, da Holland vandt EM i 1988 med spillere som Marco van Basten, Frank Rijkaard, Ruud Gullit og Arnold Mühren. Den globale opbakning formøblede hollænderne dog foruroligende hurtigt. Alt skulle effektiviseres og strømlines, og ud forsvandt enerne, det spektakulære og iøjnefaldende.

Kulminationen kom i 2010-finalen, hvor alle forargedes over de hollandske eftertacklinger og jublede, da det endelig lykkedes Spanien at score det forløsende mål af Andrés Iniesta. Don Andrés er fortsat i dag et spillende og elskværdigt fodboldikon, mens hollænderne lige siden har kæmpet med sympatien og resultaterne.

Truslen om modstand

Cruyff kunne ikke lide udviklingen og brokkede sig højlydt og offentligt. Han var selv én af de første til at cementere fortællingen om, at Holland var de sande vindere i VM 1974, hvor Vesttyskland som bekendt løb med pokalen.

Når man har vundet tre Europa Cup-titler fra 1970 til 1973, må man godt kaldes et geni. Marinus ’Rinus’ Jacobus Hendricus Michels var et fodboldgeni, og det samme var talismanen på hans hold AFC Ajax, Johan Cruyff.

Den hollandske totalfodbold kan lyde som en revolutionær dagdrøm i sin utopiske drift efter frihed og uhindret bevægelse. Måske er det bare sådan, hollændere er. De lever i en konstant trussel om modstand (deres land ligger under havets overflade, og ingen siger, dæmninger lever for evigt), og de har med årene opdyrket en eminent evne til at begå sig i små områder. Holland har over 17 millioner indbyggere på et areal, der ikke er meget større end Jylland.

Men i virkeligheden havde Ajax et stramt system bagved. Filosofien gik ud på, at alle spillere skulle have løbebaner, relationer og opgaver så meget inde på rygraden, at de netop derfor kunne opføre sig frigjort. Og altså vinde kampe. I princippet var systemet en slags 0-1-10.

Det lyder vildt, men ’0’ og ’1’, fordi målmanden var en del af spillet og ikke mindst opspillet og dermed overflødiggjorde den traditionelle målmand, og ’10’ fordi alle markspillere, hver og én, lige fra centerforsvareren over liberoen, til playmakeren og boksspilleren ideelt set kunne bytte plads med hinanden, både i forhold til position (hvilket også betød, at de skulle dække hinanden af) og opgave.

Helt nyt i Europa

I realiteternes verden blev Michels’ 0-1-10 til 3-4-3. Det var dynamisk og angrebsivrigt. Tre stærke mænd i det centrale forsvar sørgede for ro og orden, mens dybden på midten med fire mand var lig med masser af boldbesiddelse og offensive takter.

Michels instruerede sine spillere i at angribe overalt på grønsværen og arbejde hårdt for at vinde en tabt bold tilbage. Det var genpres, længe før Pep Guardiolas Barcelona gjorde termen populær.

Cruyff var den ultimative stjerne på Michels’ Ajax-mandskab, og han forklarede det sådan her:

»Vi spillede en form for fodbold, som slet ikke var normal i Europa på det tidspunkt. Vi havde vores egen stil. Og langsomt begyndte resten af Europa at kigge interesseret på, hvad det var, vi gjorde.«

Det er ikke ualmindeligt i en klassisk 3-4-3-opstilling, at backerne forventes at forstærke midtbanen og forlade deres noget mere trygge tilstedeværelse i defensiven. Enten ved at fungere som innerwings eller sider i en diamant (dengang i 1970’erne brugte man stadig betegnelsen ’innerwing’) eller ved at supplere offensiven som dedikerede wingbacks.

Af samme grund var den ekstra tredje mand i forsvaret nødvendig og kunne til tider være identisk med liberoen, som fordelte sin tid mellem en plads på midten som spilfordeler og stopper nede i forsvaret, når bølgerne gik højt.

’Maskinens skønhed’

Når den ene af de fire mand på midten i 3-4-3’eren trak ned i forsvaret (og der allerede var tre mand der), samtidig med at de to backer forstærkede midtbanen på vejen op mod angrebet, blev formationen helt naturligt til en 4-5-1. Sådan kom mange af Louis van Gaals hold til at spille. Det gav en fylde, som gjorde det svært for modstanderen at trænge igennem de to forsvarskæder – først én på midten af banen og siden én foran målet. Og med Cruyff som en ’drivende’ spiller i det finurlige rum mellem angreb og midtbane var der ikke langt til den 3-5-2, som først argentinerne og siden italienerne gjorde sig berømte på.

Johan Cruyff spillede ikke med bolden. Han mobiliserede de rum på banen, hvor bolden kunne være. Cruyff flyttede luften. Hans gestikulationer – og dem var der mange af – var ikke rettet mod bolden, men et forsøg på at drive molekylerne mod de bedste og smukkeste konstellationer.

Cruyff virkede som en despot, når han tilsyneladende egenhændigt dikterede spillets rytme. Men at kigge på ham var også et studie i totalfodboldens uforsonlige poler: Den var på én og samme tid resultatøkonomi og en hippiedrøm. Eller højre- og venstreorienteret på én og samme tid. På én gang oprejst i ultimativ, matematisk exces og afslappet i fotogen, reproducerbar mode.

Begge dele inkarneret i Cruyffs krop, fagter og lemmedaskende arrogance. Oranje, landsholdet, havde begge sider i sig. Kollektivet, nøje udtænkt i rationelle punkter og linjer, og Cruyff, individualisten, der flyttede rummet efter behag som i en hashrus.

Fodbold har særlige tal. Hollænderne og brasilianerne har 3-tallet: Find et rum, aflever, find et nyt rum. Bolden trianguleres frem mod målet. Englænderne har 4-tallet: Frem i banen, ud på siden, op langs flanken, ind mod målet. Sagt med en kliché, så kræver det første omtanke, mens det andet kræver fysik.

Cruyff var epicentret i ’maskinens skønhed’, skriver Justin Reynolds i artiklen Johan Cruyff and the poetics of space. Sydamerikanerne har altid beundret hollændernes stil – bortset fra i de senere år. De kalder den ’clockwork orange’. Totalfodbold hviler i en forståelse af design snarere end kunst. Cruyffs og Michels’ måde at spille fodbold på er løsningen på et funktionelt problem: Hvordan bruger man rum effektivt til at vinde kampe? Der er en systematisk logik på færde, og når den udføres til perfektion som under VM i 1974, bliver den til kunst.

’Francos lejesvende’

Bare se ordene: Den argentinske 10’er er en enganché, en krog i midten af banen, som kanterne kan hægte sig på. Krogen bærer så at sige den elastik, som de to fløje kan løbe på. Metaforen bruges også i tango, og ideen er: Jeg bruger da bare bolden, som jeg vil! Den hollandske 10’er er playmakeren. Her er devisen: Jeg behersker rummet, som jeg vil! Enganché’en balancerer spillet. Han har en position. Han er en kunstner, der jonglerer med en bold. Playmakeren, derimod, laver spillet. Han skaber rum. Han er en designer, der arbejder med rum.

Eller sagt på en anden måde: Argentineren er besat af at lave noget nyt og smart (og kald det bare kunst). Hollænderen er besat af at skabe en løsning, som ingen havde set før.

Cruyff kæderøg, selv i pauserne mellem halvlegene.

Det er to år siden, Cruyff døde af aggressiv lungekræft. Han blev 68. Men i bydelen Betondorp holder de stadig den progressive fane højt, skriver Daniel Boffey i The Guardian. Barndomsadressen Akkerstraat nr. 32 er åben for udlejning. Men med en lille mente: Man må ikke tjene mere end 300.000 kroner om året. Så er der til gengæld to rummelige soveværelser, og med i lejen følger store fotostater med Cruyff-citater, som ikke må pilles ned.

Så kan man sidde der og se Champions League den 13. februar og heppe på Ajax og rase mod Real Madrid. »Francos lejesvende«, som Cruyff kaldte dem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Voigt
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Torben Lindegaard
Steen Voigt, Bjarne Bisgaard Jensen og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Knud Chr. Pedersen

""Når man har vundet tre Europa Cup-titler fra 1970 til 1973""
Skriverkarlen skal have det til at gå op med tre titler fra 1970 til 1973, Det er ifølge kalenderen fire finaler, 1970, 1971, 1972, 1973. Ajax vandt i 1971,-72,-73. I 1970 vandt et andet hollandsk hold, Feyenoord. Så der er lidt roderi i fakta her. Hvis skriverkarlen skulle perspektivere fodboldhistorien en smule, kunne han jo passende have fremhævet den hollandske indsats ved VM i 1978 med endnu en hollandsk finale, men den smuttede. I øvrigt fik Holland stryg af Danmark ved EM i 92, hvor Holland havde spillere med fra det hold, skriverkarlen berømmer, Hollands EM 1988 hold. Til sidst slutter han skriverierne med at citere Johan C for at sige, at Real Madrid var "Francos lejesvende", i forbindelse med en kamp hvor nutidens Madrid skal møde nutidens Ajax. Der er tilsyneladende ingen grænser for skriverkarlens noget klodsede perfiditeter.

Jeg synes det er værd at nævne, at der gennem mange år har været en kritik (både blandt forskere og fodboldfans) af begrebet total fodbold. Basalt set går kritikken ud på, at det tætteste verden har været på total fodbold er VM 74 og en gylden æra med Ajax og Cryuff. Men den hårdeste kritik går på, at selv disse to hold ikke spillede ægte total fodbold. Men der er gennem årerne siden da, opstået en national selvforståelse i Holland om en "rigtig" måde at spille fodbold på: total fodbold. Men da ingen af deres landshold aldrig rigtig har spillet denne slags fodbold har kritikken af, hvordan landsholdet spillet altid været enorm i Holland.

@Knud Chr. Pedersen: Det er ikke bare Cryuff, der forbinder Real Madrid med Franko. Det er en vedholdende kritik af klubben fra andre fodboldfans udover hele Spanien (ikke mindst Barcelona). Klubben er udover Franko også symbol på monarkiet og centralmagten. Der er derfor mange grunde til at andre fans har et særligt forhold til Madrid som klub.

Knud Chr. Pedersen

Ida Larsson, det med Real Madrid som symbol på centralmagt, monarki og Franco er jeg med på, altså at Franco døde i november 1975 og med ham røg diktaturet og blev erstattet af monarki og parlamentarisk demokrati. Real Madrid har vundet 13 titler, syv efter 1975, og de sidste tre år 2016, -17, -18. Cristiano Ronaldo med 105 Real Madrid mål og fire titler og resten af Real Madrids hold som "Francos Lejesvend(e)"? Det er jeg ikke med på. Slet ikke.

@Knud Chr Pedersen

Jeg kan ikke se, hvordan antal af titler har noget som helst at gøre med hvad Real Madrid betyder for mange spanske fans. Cryuff udtalelser lægger sig op som sagt op af en udbredt holdning blandt cataloniere (og også fans fra resten af Spanien). Hvis du spurgte Gerard Pigué eller Carles Puyol eller andre (der lige som Cryuff), der støtter Cataloniens selvstændighed, vil de nævne monarki, central magt og Franko som hovedgrunde til fjendskabet med Real Madrid. Men virker til, du er stødt over termen "Frankos lejesvende". Fred være med det.

Knud Chr. Pedersen

Ida Larsson
Franko regimet væltede med hans død i 1975, mere end fire årtier siden. Pigué og Puyols forældre havde ikke engang forestillet sig dem på det tidspunkt. Jeg kan forstå, at dine argumenter er argumenterne for fjendskabet mellem Real Madrid og Barcelona af i dag. Det forekommer mig at være funderet mest af alt på had, fritsvævende fordomme, nationalisme og politisk korrekthed. Det er efter min mening alt for ment, for billigt og for plat at bringe termer som Francos lejesvende i anvendelse om Real Madrid af i dag.

@Knud Chr Pedersen:

Du bliver stødt over over en term, som blev brugt af en træner for 25-30 år siden, som du så vælger at tolke som noget, der i dag også siges af Cryuff (han er jo død).

Og med al respekt virker du ikke helt til at forstå, hvordan rivalisering og klubbers indentitet formes over tid.

Alle klubber verden over har deres fortid med sig den dag i dag. Derfor er der enormt meget symbolisme forbundet med mange klubber. Myter skabes også aktivt at klubberne selv for ofte at udkrystalliseres forskellene mellem rivalerne.

Lad mig slutte med at sige at hvis termen "Frankos lejesvende" støder dig, er der mange ting klubberne håner/driller hinanden med, som du vil finde fornærmende.

P.S Hvis man ved lidt om "opgøret" med Franko-styret ved man også at mange fra Franko-styret fortsatte i det efterfølgende demokrati mange som konservative De konservative der siden Franko ALTID har haft magten. Så i dag symboliserer Real Madrid STADIG som under Franko centralmagt,monarki og manglende selvstyre. Og da centralmagten i årtier har haft spor af Franko-regimet er Cryuffs udtalelse fra slutfirserne/starthalvfemserne en som vækker resonans hos store dele af den spanske befolkning.

Knud Chr. Pedersen

Ida Larsson
Nu er jeg hverken stødt eller fornærmet, og jeg er med på Cryuff er død. Nu beskriver du jo så udmærket, at symboler og myter hænger tæt sammen, og efter min mening, måske især i fodboldverdenen over en tidsperiode på 50 til 70 år, er symboler og myter sejlivede og bliver stadig gentaget og reproduceret som dril og hån, som du skriver. Det kan vi så sammenholde med, at både Fifa og Uefa taler om fair play og nej til racisme. At de forskellige fodboldklubbers fans så ”driller og håner” hinanden ved at smide bananskræller efter farvede spillere ledsaget af abe lyde, så er det jo kun ”dril”, ”vi mente ikke noget med det, der er bare for sjov.” Fordi det er fodbold behøver myter og symboler ikke nødvendigvis at blive ved med at blive gentaget, og efter min mening bliver de på ingen måde bedre af det. Det var såmænd bare det.