Læsetid: 8 min.

Kvindebevægelsen, der ville vælte Trump, er nu ved at vælte sig selv

Den amerikanske Women’s March i 2017 var historisk og viste, at kvinder uanset alder, race og socialklasse kunne hæve sig over forskelligheder og stå sammen mod Trump. Men den årligt tilbagevendende march er nu i dyb splittelse, og den amerikanske kvindebevægelse er endnu engang i konflikt med sig selv om, hvem der skal lede den, og hvem den kæmper for
Det var en amputeret tredje udgave af Women’s March, der den 19. januar gik på gaderne i USA. Splittelse omkring ledelse og race svækker bevægelsen.

Det var en amputeret tredje udgave af Women’s March, der den 19. januar gik på gaderne i USA. Splittelse omkring ledelse og race svækker bevægelsen.

Erin Scott

26. januar 2019

Dagen efter Donald Trumps indsættelse som præsident gik kvinder over hele USA den 21. januar 2017 på gaderne og demonstrerede mod Trump og den undertrykkelse, han med kommentarer som »Grab them by the pussy« var blevet et symbol på.

Alene i Washington D.C. var der tre gange så mange mennesker på gaden som ved indsættelsen dagen før. Et menneskehav fyldte byens gader, og kvinder uanset alder, etnicitet og socialklasse stod skulder ved skulder iført lyserøde pussyhats og råbte »Hey ho, Trump has got to go!«.

Eksperter kaldte marchen historisk, og demonstrationen blev udråbt som den største endagsdemonstration nogensinde i USA. Et forsigtigt skøn lød, at mindst 4,2 millioner amerikanere var på gaden fordelt ud over mere end 600 amerikanske byer.

Kvinderne deltog i marchen af forskellige årsager. Det så man, hver gang et medie sendte live og interviewede kvinder på gaden. Nogle kæmpede for lige adgang til sundhed og for ligeløn. Andre for LGBTQ-rettigheder, retten til abort og imod racisme. Men de forskellige dagsordner var ikke et problem. Kvinderne var fælles om at være imod Trump, og det overskyggede det hele.

Men da tredje udgave af Women’s March blev afholdt i lørdags, var sagen en anden. Antallet af demonstranter var skrumpet betragteligt, og i flere byer var der ikke bare én, men to kvindebevægelser, som demonstrerede samme dag, men for forskellige sager.

Interne uenigheder i Women’s Marchs ledergruppe havde ført til en splittelse, som betød, at de amerikanske kvinder, som i 2017 gik med i marchen som en enhed i fælles front mod Trump, nu skulle vælge, hvilken fraktion, de ville støtte. Støttede de gruppen, som blev ledet af farvede kvinder, eller støttede de gruppen ført an af en hvid jødisk kvinde?

For mange kvinders vedkommende betød valget, at de blev hjemme.

Det er set før. Sociale bevægelser, der vokser sig store og opnår momentum, indtil interne stridigheder om, hvad formålet med det hele egentligt er, splitter dem i fraktioner. Det skete med borgerrettighedsbevægelsen, det skete med arbejderbevægelsen, og det er det, der nu er sket med Women’s March. Bevægelsen er simpelthen ikke enig i, hvem der skal lede dem, og hvem de kæmper for.

Men for at forstå, hvad den amerikanske konflikt dybest set handler om, kræver det et blik på fortiden. Så der starter vi.

Ført an af hvide kvinder

Kvindedemonstrationer i USA er nemlig ikke noget nyt fænomen.

Historisk set har kvinderne mange gange været på gaden, og det har ofte – bag kulisserne – ført til splittelse og polarisering. I 1913 gik kvinderne på gaden i Washington for at få stemmeret. En stor gruppe sorte kvinder meddelte, at de ønskede at gå med, men for ikke at ryge i konflikt med de hvide sydstatskvinder, delte man marchen op, så de hvide gik forrest og de sorte gik bagest.

Og den opdeling er væsentlig at kende, hvis man vil forstå, hvad det er for nogle traumer, der er på spil i konflikten i nutidens kvindebevægelse.

Under andenbølgefeminismen i 1960’erne var der igen en stor kvindemarch. Denne gang gik kvinderne på gaden for at bryde fri af hjemmet og komme ud på arbejdsmarkedet. Det var i hvert fald bevægelsens budskab udadtil.

På de interne linjer var der utilfredshed. Sorte kvinder og latinoer gik med i marchen, men de havde altid været på arbejdsmarkedet – det var de nødt til – og det var derfor ikke deres kamp. De deltog, fordi de ville have rettigheder, og lesbiske kvinder deltog, fordi de ville have anerkendt deres seksualitet. Men ifølge Farah Stockman, journalist på The New York Times, følte minoritetskvinderne, at deres krav og ønsker blev underkendt af de hvide husmødre fra forstæderne.

»Så der har altid eksisteret en konflikt i kvindebevægelsen,« siger hun i avisens podcast The Daily: »Der har altid været en kamp om, hvis rettigheder og hvilke rettigheder bevægelsen har kæmpet for«.

Kendsgerningen, at den feministiske bevægelse i så mange år var ført an af hvide, er ifølge Ashley Farmer, som er historiker ved Boston Universitet, årsagen til, at mange farvede kvinder i årtier har holdt sig lidt på afstand af den. De har følt, at kvindebevægelsen alligevel ikke har haft noget at tilbyde dem.

»For hver gang det kommer til spørgsmål om, hvem der skal repræsentere bevægelsen, og hvordan listen af krav skal se ud, er der en tendens til, at det er de hvide velstillede kvinder og de hvide kvinder fra middelklassen, hvis prioriteter sættes over alle andres,« siger hun til det amerikanske mediet NPR.

Sorte får rettigheder sidst

Netop på grund af den historiske splittelse ønskede initiativtagerne til Women’s March, at kvindebevægelsen denne gang skulle kunne favne alle kvinder. I ledergruppen sad den hvide, jødiske aktivist, Vanessa Wruble. For at vise, at marchen var for alle, inviterede hun to farvede kvinder med i ledergruppen: Tamika Mallory, som er sort, og Carmen Perez, som er latina.

Den første Womens March gik som sagt godt. 4,2 millioner mennesker på gaden må indiskutabelt betragtes som en succes. Men bag kulisserne opstod der knaster i ledergruppen.

»Der var en voksende konflikt, som handlede om magt og privilegier og om, hvem der måtte kalde sig leder af kvinderettighedsbevægelsen,« siger journalist Farah Stockman i The Daily.

Vanessa Wruble forestillede sig, at hun og de farvede kvinder skulle være ligestillede ledere, men i stedet følte hun, at de farvede overtog og kørte hende ud på et sidespor, fordi hun var jøde.

Til The New York Times fortalte Vanessa Wruble, at hun valgte at engagere sig i Womens March, fordi hendes jødiske ophav har lært hende, hvad det vil sige, at være »fordrevet og undertrykt«, men at de to farvede kvinder Tamika Mallory og Carmen Perez fortalte hende, at hun som jøde ikke er undertrykt, men en undertrykker, der er medskyldig i meget af den racisme, der findes i USA.

Tamika Mallory og Carmen Perez har en meget anderledes udlægning af, hvad konflikten handler om. De er ikke antisemitter, og de har på intet tidspunkt udtalt sig antisemitisk, siger de. I stedet siger de, at de gik med i Womens March på én betingelse, og det var, at de fik lov til at blive ledere og stå i spidsen.

Farah Stockman forklarer i podcasten, at de farvede kvinders version er, at de sagde ja til at engagere sig i Womens March, men på betingelse af, at de fik lov til at stå i spidsen for den. Historisk set følte de, at det var deres tur til at blive hørt og deres tur til at repræsentere alle kvinder.

»De argumenterer for, at man får et bedre resultat, hvis man gør farvede kvinder til ledere,« siger Farah Stockman. »De vil sige, at når sorte kvinder får rettigheder, får alle kvinder rettigheder, for sorte kvinder er de sidste til at få rettigheder.«

Ifølge Farah Stockman, som har dækket sagen tæt for The New York Times, skulle jødiske Vanessa Wruble have sagt, at hun sagtens kunne lede bevægelsen, for med sin jødiske baggrund var hun også er en minoritet, hvortil de farvede kvinder skulle have sagt: Nej, du har privilegier som en hvid.

Rendestensreligion

Det er ikke til at vide, hvem der taler sandt, men realiteten er, at konflikten har pustet til Amerikas gamle traumer om race, at ledergruppen gik i stykker, og at Vanessa Wruble trak sig – eller blev smidt ud, som hun selv foretrækker at kalde det. Hun stiftede derefter hurtigt sin egen kvindemarch, kaldte den March On og trak en stor del af den økonomiske støtte fra sponsorer med sig fra Women’s March. Derefter understregede hun, at March On var venligt indstillet over for jøder.

I lang tid var det no big deal. Sociale bevægelser kommer og går, og meget ofte deler de sig i fraktioner. Den egentlige ballade startede, da det for nylig kom frem, at Tamika Mallory – én af de nye sorte ledere af Women’s March – har et billede på sin Instagramprofil, hvor hun står arm i arm med Louis Farrakhan, som er leder af Black Muslims-bevægelsen, Nation of Islam.

Farrakhan er kendt for at ytre sig homofobisk og antisemitisk. Han mener, at jøder stod bag slaveriet, at jødedommen er en rendestensreligion, og at jøder er blodsugere, som sidder på magten overalt. Tilbage i 1984 kom han til at kalde Hitler »en god mand«.

Tamika Mallory har udstyret billedet teksten:

»Thank God this man is still alive and doing well. He is definitely the GOAT« (Greatest of all time, red.).

Afsløringen fik mange kvinder til at trække deres Facebook-tilkendegivelser om, at de ville deltage i dette års tredje udgave af Womens March. Jødiske kvinder protesterede højlydt, og Vanessa Wrubles March On-bevægelse fik vind i sejlene.

Women’s March udsendte en officiel erklæring, hvori de skrev, at »de hverken støtter eller accepterer Louis Farrakhans udtalelser om kvinder, jøder eller LGBTQ-miljøer,« men Tamika Mallory nægtede personligt at lægge afstand til Farrakhan.

Efter massivt pres strakte hun sig 14. januar så langt, at hun til ABCTV sagde:

»Jeg kaldte ham ikke vor tids største på grund af hans retorik. Jeg kaldte ham vor tids største på grund af alt det, han har gjort for sorte.«

Faren ved fraktioner

Lige nu skygger beskyldninger om antisemitisme og konflikten omkring den oprindelige ledergruppe for det store billede. På sociale medier udtrykker amerikanske kvinder stor bekymring over, hvad splittelsen gør ved hele kvindesagen, og om den nogensinde igen vil kunne forene kvinder, som den gjorde dagen efter Trumps indsættelse i 2017.

Andre tager lettere på konflikten og ser den som en naturlig del af sociale bevægelser, der vokser og vokser, indtil de får en størrelse, hvor de får brug at definere sig og udspalte sig.

»Hvis du ser på kvindebevægelsens historie i det her land, så er den fuld af splittelse,« siger Jo Reger, sociologiprofessor på Oakland Universitet til Time.

»Nogle gange opstår der fraktioner, som gør det muligt for folk at søge hen mod de grupper, de har det bedst med i forhold til overbevisning, strategi og ideologi.«

Næste år er der igen Women’s March, og faren er ifølge Jo Reger, at fløjkrigene ikke formår at udvikle kvindebevægelsen, men i stedet stjæler det momentum, bevægelsen trods alt stadig har i kampen mod Trump.

Det er grum ironi, at Danmarks kvindelige(!) kulturminister netop nu er i færd med splitte Nynne Kochs livsværk ad og føre Kvinfos bibliotek tilbage til Det kgl. Bibliotek. Derved forsvinder den indlysende fordel ved, at viden om køn, ligestilling og kvinders stilling er samlet på ét sted; med bibliotek, oplysningsvirksomhed og databaser.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • David Zennaro
Gert Romme og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grunden til at kvinderne ingen sejre får, er at de ikke vover at trække strejkevåbnet. Mænd har historisk set risikeret deres liv og velfærd på at gå på barrikaderne for at gennemtrumfe, de ændringer, de i fællesskab mente, der skulle til. (Men vi tabte grundlæggende til globaliseringen, fordi vi ikke konsistent krævede ejerskab til fabrikkerne, før disse blev flyttet bort.) Hvis kvinderne ikke snart lærer dem kunsten efter, så fremstår deres larm og rabalder blot som en prut i historiebøgerne. For at sætte en ny dagsorden og ændre det politiske paradigme, må man ty til de samme magtmidler som staten normalt undertrykker dissidenter med, for det eneste sprog eliten forstår er råstyrke og brutalitet, og kvindelige normer kan ikke knække et overherredømme, så længe mænd sidder på hovedparten af kontrollen med den vitale fødevareproduktion.

Torben Siersbæk

Markus Lunds kommentar får mig til at tænke på en gammel, god bemærkning:
"Bag enhver (stor) mand står en kvinde ... og undrer sig!".
Nu ved jeg ikke om Markus Lund er en stor mand, og jeg er i hvert fald ikke kvinde, men jeg undrer mig godt nok over, hvad han vil med sin kommentar, for der er intet overraskende eller nyt i den!
Hvad skal det nytte i den situation, artiklen beskriver, "at trække strejkevåbenet"? Hvad betyder det i det hele taget i dag?
Du véd godt, at strejken er et konfliktskridt mellem arbejdsgiver og ansat, ikke?
Det helt generelle problem her er ikke spørgsmålet om at få bedre løn og arbejdsforhold, men om at ændre kønsroller, og der stiller du op med bedrevidende og nedladende bemærkninger, som en anden præmieillustration af kvindekampens modstander.
Det andet tema i artiklen, derimod, det har du ingen bemærkninger om, som i ... ingen overhovdet! Og det er der til gengæld ikke noget overraskende i, når der er tale om så mangefacetteret problem som der er i kampen for kønsligestilling - og med så omfattende mobilisering, som kvindedemonstrationerne i USA præsterede, og især i et land med så store problemer med multikulturalitet, som USA har haft i hele sin levetid!
Jeg skal selv holde mig på måtten med gode råd til de aktivister, der tumler med problemerne i USA nu, kun udtrykke det fromme håb, at de finder en samarbejdsrelation, der virker og holder!

Kald det bedrevidende alt det du vil, men det er nu engang et faktum, at det eneste der gør indtryk på den finansielle elite er strejker, fordi det rammer dem på pengepungen. I teorien kunne Trump godt gå af efter sådan en demonstration, men så længe den kun er symbolsk, så kan han snerre af den. De Gule Veste i Frankrig viser, hvor lidt ballade der egentlig skal til for at gennemtrumfe nogle ændringer. Suffragetterne brugte også terrorangreb til at få indført valgret til kvinder. Jeg siger ikke at vold er den bedste løsning, men den er en bedre løsning end det dødvande, kvinder oplever i USA lige nu.

Så er det da godt, at Demokraterne har den lettere "venstredrejede" Nancy Pelosi - med eller uden plastiske operationer.

Netop nu er det nok mest hende, den gammeldags og kvindehadende Donald Duck har mest respekt for.