Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Berit Degner

Hvis der var noget, der kunne gøre Berit Degner gal i skralden, var det måden mennesker kunne finde på at behandle dyr på. For hende var dyr ligeværdige væsener, der fortjente samme kærlighed som alle andre
Berit Degner var hele sit liv optget af dyr og menneskers behandling af dem.

Berit Degner var hele sit liv optget af dyr og menneskers behandling af dem.

Privatfoto

19. januar 2019

En eftermiddag stod 13-årige Berit Degner som så mange gange før i rideklubben og striglede sin hest. Omkring hendes ene håndled havde hun viklet en snor, der var forbundet til hestens grime.

Herfra er det hele lidt uklart, men et eller andet, måske et kraftigt vindstød, fik hesten til at fare op. Med stor kraft sparkede den bagud og ramte hende i maven, hvorefter den satte i galop med den 13-årige pige slæbende efter sig, indtil snoren knækkede.

I al hast blev forældrene tilkaldt, men Berit Degner forsikrede, at hun havde det fint. Det var jo bare et uheld, sagde hun: »Det var i hvert fald ikke hestens skyld«.

Berit Degner, født Sund-Nielsen

  • Født den 15. september 1957.
  • Ansat i 40 år i luftfart. Først som stewardesse i Mærsk Air og siden på landjorden i SAS Ground Service i Københavns Lufthavn.
  • Medlem og frivillig i diverse dyreorganisationer.
  • Efterlader sig to sønner, ægtemand, mor, tre hunde og bunkevis af venner.
  • Død den 27. april 2018.

Den dag var Berit Degner nær blevet dræbt af et af de dyr, hun skulle bruge hele sit liv på at elske. Sparket havde knust hendes milt og medført store blodansamlinger i maven. På hospitalet sagde de, at liv og død var et spørgsmål om få minutter.

Højere luftlag

Berit Degner kom til verden nogenlunde samtidig med det parcelhuskvarter i Dragør, som hun, hendes bror og familiens to hunde skulle vokse op i. Det var i 1957, og ligesom naboen havde de også en splinterny bil, en swimmingpool og en nyplantet hæk, der voksede i takt med Berit.

Berits mor var hjemmegående, og hendes far var pilot.

På alle barndomsbilleder af hende er hun i  selskab med et dyr. Af samme grund forekom det indlysende, at hun efter studentereksamen indskrev sig på universitetet for at læse biologi for på sigt at blive dyrelæge.

Det gik alt sammen meget godt. I hvert fald i et par semestre, men så en dag fik hun selv muligheden for at komme til at flyve som stewardesse. Hun tog orlov, pakkede sine stiletter og tjekkede ind.

Livet som stewardesse var en levekvindes liv. Ugelange stop på adresser verden over med gode diæter og fester. Her stiftede Berit Degner livslange venskaber, og en dag mødte hun en pilot, der hed Klaus Degner.

Pindsvineven

Klaus Degner var gift og havde et barn, men Berit Degner bad ham om at vælge, og nogle flyture senere sagde de ja til hinanden. I 1987 fik de en søn og kort efter en mere, og så blev det deres tur til at købe et parcelhus i Dragør, en ny bil og to hunde.

En dag, hvor Klaus Degner var ude at flyve, tog Berit og ungerne ned i dyrehandlen. Drengene havde plaget om at få et marsvin. Far havde sagt nej, men dyr kunne ingen få nok af, så mor købte dem et hver. Kort efter gik hun all-in og købte også et til sig selv og meldte dem alle ind i Dansk Marsvin Forening.

Hun gjorde intet halvt, og impulsider var ikke noget, der forduftede; de blev fulgt til dørs. »Kom nu, der skal ske noget,« blev Berit Degners mantra, og snart efter var hun også medlem flere dyreværnsorganisationer – også mindre kendte som f.eks. Pindsvinevennerne i Danmark.

I 1999 blev Klaus og Berit Degner skilt. Skilsmissen betød imidlertid ikke, at Berit Degner var færdig med kærligheden. Hun hadede at stå stille, så hun tog et motorcykelkørekort, og ved Kolding, der hvor E45 og E20 smelter sammen, gjorde Berit Degner og Finn Andreassen det samme. Få måneder senere flyttede han fra Mols til Dragør, og så blev de gift.

Dyrekamp

Gennem årene blev Berit Degner mere og mere opmærksom på, hvordan mennesker behandler dyr. Hun blev vegetar og frivillig ved Dyreværnet, og hvis der var noget, der kunne gøre Berit Degner trist til mode, så var det, når dyr ikke blev behandlet ordentligt.

En dag så hun en misrøgtet spansk mynde fra Alicante på støtteforeningen SOS Galgos hjemmeside. Hun forbarmede sig over hunden, og besluttede sammen med Finn at adoptere den. I Danmark fandt man ud af, at mynden var værre tilredt end forventet, men hunden skulle overleve, om det så kostede 20.000 kr. Og det gjorde det.

En januardag i 2017 ville Berit Degner køre en tur. Som så mange gange før satte hun sig til rette i sin bil, men pludselig kunne hun ikke finde ud af at sætte højresvingsblinket til.

På hospitalet sagde lægerne, at den manglende koordinationsevne skyldtes en tumor i hjernen. De sagde også, at deres behandling kun ville være livsforlængende. Det næste år brugte Berit Degner på at sidde bag på Finns motorcykel, på sine sønner, sin familie, vennerne og på dyrene.

Hun gjorde en dyd ud af ikke at tabuisere sin sygdom til trods for, at hun aldrig forligede sig med, at hun skulle dø. Døden var for fjern fra hendes ånd, for som der står på hendes gravsten:

»Kom nu, der skal ske noget.«

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu