Baggrund
Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Elisabeth Mørch

Elisabeth Mørchs liv bestod af flamenco og kristendom. Hun var næstekærlig ud over det sædvanlige, og selv om hun blev røvrendt en del gange igennem livet, troede hun altid på det bedste i andre mennesker
Elisabeth Mørch var mere end blot underviser. Hun var også mentor for mange af eleverne. Hendes budskaber om næstekærlighed, mangfoldighed og tro på det gode i mennesker smittede af.

Elisabeth Mørch var mere end blot underviser. Hun var også mentor for mange af eleverne. Hendes budskaber om næstekærlighed, mangfoldighed og tro på det gode i mennesker smittede af.

Privatfoto

Moderne Tider
12. januar 2019

»Kald mig bare Guds gøgler.«

Sådan sagde Elisabeth Mørch, da Information interviewede hende om passionen for flamenco tilbage i 2002. Hun stødte på dansen, da flamencomesteren Jose Greco optrådte på Det Ny Teater i 1959, og den kom siden til – sammen med kristendommen – at forme hendes liv. Mere end det, faktisk: Kristendom og dans var Elisabeth Mørchs liv.

Hun blev født som den ældste af tre søskende i England i 1937, hvor hendes far var sømandspræst. Efter krigen flyttede familien tilbage til Danmark, hvor hun voksede op i Vester Skerninge på Fyn.

Hun blev uddannet tresproget korrespondent på den daværende Handelshøjskole i København. Det gav hende diverse oversættelsesjob, blandt andet på Kosangas, hvor hun var sekretær og hjalp med at kommunikere med de udenlandske samarbejdspartnere.

En dag sagde hendes chef, at »i forretning er det ikke mennesker, det handler om«, og det fik hende til at sige op på stedet – det lå for langt fra hendes idealer.

Elisabeth Mørch

  • Født den 12. maj 1937 i Hull, England.
  • Danser og danseunderviser, uddannet korrespondent.
  • Var livet igennem stærkt kristen.
  • Ejede aldrig et fjernsyn og blev aldrig venner med sin mobiltelefon.
  • Fik ingen børn, men havde en enorm omgangskreds og flere livlige hunde.
  • Død den 28. december 2018 i København

I stedet brugte hun al sin tid på at danse og undervise i flamenco. Hun åbnede i starten af 70’erne Danmarks første flamencodanseskole på Gammel Kongevej 33 i en smuk, gammel bygning, som en entreprenør gerne ville have fingrene i. Elisabeth Mørch nægtede at sælge.

En søndag, hvor hun som altid var i kirke, brændte dansestudiet. Det var et stort tab, men hun fortsatte stædigt med at undervise i lokalerne selv om branden havde ødelagt det meste. Til sidst blev det for surt, og hun åbnede en ny skole på Islands Brygge. Et sted fyldt med farverige møbler, gamle rekvisitter, flotte kjoler samt kristne symboler og billeder. Her fortsatte hun med at danse og undervise i de næste mange år.

Jeg har jo det her

Elisabeth Mørch fik aldrig mand og børn. Der var bejlere nok, men den rigtige kom aldrig forbi, sagde hun. Måske fordi hun også i livet var en solodanser, tilføjer en af hendes elever, Natascha Schmidt. De to var så tæt på hinanden, at Natascha nærmest var en slags datter.

Elisabeth Mørch fortrød ikke sit valg:

»Jeg har jo det her,« sagde hun til Natascha med henvisning til sin flamenco, sin hund og sin Gud.

Der er ikke store penge i flamenco, men det var Elisabeth Mørch ligeglad med. Det betød ikke noget for hende. Havde hun penge til overs, delte hun ud til hjemløse og andre, som havde et behov. Når hun havde købt Hus Forbi én gang, havde hun det dårligt med at sige nej til den lokale sælger foran Fakta på Ålekistevej. En gang købte hun derfor et vattæppe og lagde det over skudrene på ham, da hun kom ud af butikken.

Hendes dør var altid åben, og man kunne altid få en bid brød og et glas vin. Havde hun ikke noget på lager, gik hun ned og købte det. En sommer havde hun pludselig tre rumænske sæsonarbejdere indlogeret på danseskolen. De fik bare en nøgle og skulle ikke betale noget. En anden gang var det et russisk heavyrock-band. Det eneste krav var, at de ikke måtte larme med deres instrumenter, når der var flamencoundervisning.

»Hun tænkte ikke over, at hun kunne blive røvrendt,« fortæller Natascha Schmidt.

Det var ikke en del af hendes livsanskuelse at tænke sådan, selv om hun faktisk var blevet røvrendt en del gange. Ud over branden på danseskolen var der gennem årene også flere, som havde lånt penge af hende uden at betale tilbage. Der var også guitarister og andre dansere, som snød lidt på vægten. Men det fik hende ikke til at ændre livssyn: Hun holdt fast i sin tro.

Mentor

Elisabeth Mørch var mere end blot underviser. Hun var også mentor for mange af eleverne. Hendes budskaber om næstekærlighed, mangfoldighed og tro på det gode i mennesker smittede af. Inden hun døde, gav hun opskriften på sin helt særlige og stærkt berygtede sangria videre til Natascha Schmidt.

»Du skal kunne lave den,« sagde hun.

Elisabeth Mørchs omgangskreds var enorm, og mange har gennem årene drukket sig berusede i den sangria, blandt andet ved hendes 75-års fødselsdag, som blev holdt i et beduintelt.

I september havde hun sit sidste job som danser. Den 1. december fik kun konstateret en svulst i hjernen. Den 22. december kom en tidligere præst fra Bethlehemskirken, som Elisabeth Mørch livet igennem var tilknyttet, på besøg.

Hun havde smerter og havde det dårligt.

»Må jeg bede for dig,« spurgte præsten.

»Ja,« svarede Elsabeth Mørch.

Men da han satte sig ved siden af hende, var det hende, der gik i gang med at bede for ham. Tårerne løb ned af kinderne på ham.

»Her kommer jeg for at bede for dig, og så bliver jeg bedt for,« sagde han.

Elisabeth Mørch døde den 28. december. Hendes søster sad ved hendes side og læste Fader Vor. Lige, da hun havde sagt ’amen’, åndende Elisabeth Mørch ud.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lisbeth Larsen

ja, hun var en fantastisk personlighed.