Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Kit Broholm

En ven sagde engang til Kit Broholm, at hun ikke ejede tvivlens nådegave, hvortil hun svarede: Men det er jo fordi, jeg har ret
Hendes job som chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen forhindrede hende ikke i at lufte synspunkter på sit fagområde, som var i strid med den siddende ministers.

Hendes job som chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen forhindrede hende ikke i at lufte synspunkter på sit fagområde, som var i strid med den siddende ministers.

Privatfoto

2. februar 2019

De fleste mennesker får på et eller andet tidspunkt i livet et tryk. De oplever noget, der mærker dem og ændrer dem. Men sådan var det ikke med Kit Broholm. Hun var stort set uspoleret.

Det skyldtes til dels, at livet havde været let for hende. Bortset fra da hendes mand Niels Hermind døde, havde hun ikke oplevet megen modgang. Men allermest handlede det om hendes måde at se verden på.

Kit Broholm delte tingene op i to kategorier. På den ene side var der vilkår, på den anden side alt det andet. Vilkårene var det, man ikke kunne ændre, og dem skulle man lade ligge. I stedet skulle man bruge sine kræfter på det, man kunne ændre, og det skulle man til gengæld gøre fuldt ud.

Blå bog

  • Kirsten Marie ’Kit’ Broholm, født den 17. marts 1952.
  • Mor til Emil, Sofie og Fanny, gift med Niels Hermind (død 2008).
  • Chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen med fokus på alkohol og forebyggelse.
  • Uddannet cand.mag. fra RUC.
  • Død den 16. december 2018

I hendes verden var der generelt meget, som var sort og hvidt. Der var de ting, hun interesserede sig for og brugte sin tid på – som kampen for de svageste i samfundet, sin familie og international politik.

Og så var der det, hun ikke interesserede sig en dyt for, og som hun ikke skænkede et minut af sin tid på – som at tjekke sine lønsedler, gøre rent og sætte sig ind i finansverdenen. For hende var der få gråzoner mellem det, der var vigtigt, og det der var ligegyldigt.

Det samme gjaldt hendes holdninger. Der var de forkerte holdninger, og så var der de rigtige. 

Hun var lyttende og ville gerne diskutere og høre, hvad andre mennesker havde at sige om Palæstina-konflikten og kapitalismen. Det var bare meget sjældent, at de fik hende til at ændre holdning. For hun ejede ikke tvivlens nådegave, som en god ven engang havde sagt til hende.

Men det er jo fordi, jeg har ret, havde Kit Broholm så svaret.

Holtes Christiania

Kit Broholms tro på sig selv kom hjemme fra Nordjylland. Her voksede hun op med forældre, der lidt utraditionelt for 1950’erne mente, at man ikke skulle sætte begrænsninger for sine børn. Det førte til, at hun allerede fra barnsben havde en stærk tro på sine egne kræfter.

Som ung mødte hun Niels Hermind, og sammen fik de tre børn, støttede Venstresocialisterne og kæmpede en livslang kamp imod bosættelser og for det palæstinensiske folks rettigheder. Da de fik deres tredje barn, flyttede de fra kollektivet på Nørrebrogade og ind i en villa i Holte, som de delte med to andre familier.

I hjemmet kom venner og bekendte, mennesker hun havde mødt og var faldet i snak med på bussen, og de af børnenes venner, der havde det svært derhjemme. I hendes øjne kunne man aldrig få for meget tid sammen med sin familie.

Til gengæld kunne hun godt få nok af Holte. Hun var det omvendte af en ligusterfascist, og nu befandt hun sig pludselig et sted, hvor folk havde det svært med, at hendes grimme Berlingo stod parkeret ude på villavejen som verdens største øjebæ. Engang overhørte hun en ældre kvinde stå foran villaen og kalde den »Holtes Christiania«.

Men Kit Broholm kunne finde på at gå ned ad gaden og synge højt uden at bekymre sig om, hvad folk tænkte om hende. Og så var det også underordnet, hvad en ældre dame i Holte mente om hendes fælleshus.

Ikke en embedskvinde

Hendes første arbejde gik ud på at hjælpe udsatte familier i et socialt boligområde. Det var her, hun blev interesseret i alkoholmisbrug, fordi hun med sine egne øjne så, hvad det kan gøre ved familier og børn. Som årene gik blev alkohol hendes kerneområde, som hun arbejdede videre med i Sundhedsstyrelsen, hvor hun var ansat i tre årtier.

Med tiden blev hun en autoritet på alkoholområdet, men det tog lang tid, før hun blev chefkonsulent, for Kit Broholm sagde sin uforbeholdne mening til tingene på arbejdspladsen – også selv om den var upopulær.

Ovre fra ministeriet diskuterede de på et tidspunkt, hvordan man skulle håndtere hende Kit, som kunne finde på at give indtryk af, at hun var uenig med den siddende minister eller sige i pressen, at visse metoder inden for alkoholforebyggelse var at foretrække, selv om de ikke var en del af regeringens politik. Blandt andet derfor var hun bredt respekteret internt for sin faglighed, stædighed og evne til at rykke på området.

Hun fnøs ved tanken om at blive kaldt embedsmand, for i hendes øjne var en embedsmand sådan en, der bare parerer ordrer. Hun var noget andet: En, der var drevet af en sag, og som stod op om morgenen for at gøre en forskel.

Da hun blev syg med kræft, havde hun svært ved bare at sidde og være genstand for sin egen opmærksomhed, som hun kaldte det. Hun ville hellere lave noget, der pegede fremad, hellere have fokus på det større perspektiv. Sådan havde hun det helt op til sin død. Kort tid før havde hendes datter været på besøg og opdaget, at Kit Broholm så trist ud.

»Hvad tænker du på, mor?« havde hun spurgt og regnet med, at Kit Broholm ville sige, at hun tænkte på sin sygdom eller sine smerter.

»Bare på det tyske valg,« svarede Kit Broholm.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Nis Jørgensen
  • Steffen Gliese
  • Lise Lotte Rahbek
David Zennaro, Nis Jørgensen, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Æret være hendes minde. Og tak for at minde os om, hvordan embedsmænd i et demokratisk samfund selvfølgelig skal agere, og hvorfra udgangspunktet for ført politik skal komme fra.

David Zennaro, Karin Hansen, anne-marie sindrup rix og Nis Jørgensen anbefalede denne kommentar