Baggrund
Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: »I lever på jeres måde, jeg lever på min«

Kim Dehnfjeld vidste dårligt, hvem Poul Schlüter eller Poul Nyrup var. Men han kunne uden videre nævne de præcise datoer, de tiltrådte som statsministre
I lever på jeres måde, jeg lever på min, sagde Kim Dehnfjeld, når nogen af venlighed ville hjælpe ham med at få orden og styr på hans hverdag.

I lever på jeres måde, jeg lever på min, sagde Kim Dehnfjeld, når nogen af venlighed ville hjælpe ham med at få orden og styr på hans hverdag.

Privatfoto

Moderne Tider
26. januar 2019

Da alle 49 gæster var ankommet til Kim Dehnfjelds 50-års fødselsdag, rejste han sig op og tog ordet. Han ville gerne give en præsentation af alle gæster.

»Inge har jeg kendt i 10 år, to måneder og 24 dage. Og hun er født den 4. januar 1942,« sagde han.

Sådan fortsatte han, indtil han havde været hele turen rundt. Uden papir eller noter. Det havde han alligevel ikke haft megen glæde af. Kim Dehnfjeld kunne ikke læse.

Han var bare velsignet med et gigantisk bibliotek af informationer i hovedet. Og særligt datoer. Engang da en kollega havde fået stjålet sin bil, og politiet spurgte, hvornår den var indregistreret, ringede han til Kim Dehnfjeld. »Du fik Alfa Romeoen den 4. december 1992,« lød svaret, uden betænkningstid.  

En kort gennemgang af, hvornår hans venner og familier var født, og hvor længe han havde kendt dem var nemt nok. Det var bare at hive informationer ned fra hylden. Så kendte alle ligesom også hinanden lidt bedre.

Gennem årene bemærkede Kim Dehnfjeld godt, at de ord, folk brugte til at beskrive hans anderledeshed, ændrede sig. Som barn fik han diagnosen ’åndssvag’, senere var han ’udviklingshæmmet’, inden han blev ’borger med særlige behov’.

For Kim Dehnfjeld betød den slags ikke det store. Han var mere optaget af, om folk brød sig om ham og behandlede ham ordentligt.

Kim Dehnfjeld

  • Født den 11. september 1957.
  • Hjælpepedel på Pilehaveskolen i 40 år.
  • Efterlader sig fire søskende samt kattene Klara og Snuske.
  • Død primo januar 2019

Hjemme i Assens

Kim Dehnfjelds liv begyndte i Odense. Hans mor var alene med ham og tre søskende. Dengang var der ikke meget hjælp at hente i kommunen, og børnehaverne ville ikke tage ham.

Kim Dehnfjeld var ikke ret gammel, før han flyttede på institution. Først i Odense, inden han som niårig blev sendt videre til et skolehjem i Ebberup med plads til 12 børn, som også havde særlige behov. Hver morgen kom skolebussen og kørte dem ind til specialskolen i Assens.

Det blev på sin vis begyndelsen på resten af Kim Dehnfjelds liv. Han kom til at holde så meget af Pilehaveskolen, at han faktisk aldrig forlod den igen.

Da de var på lejrskole i København, fandt Kim Dehnfjeld en gammel messingpatron på vej op af den snoede rampe i Rundetårn. Oppe på toppen rakte Kim Dehnfjeld armen ud over kanten og åbnede hånden. På gaden gik et ældre ægtepar arm i arm. Kuglen strejfede heldigvis kun mandens frakke, men konen besvimede af forskrækkelse. Inden Kim Dehnfjeld var kommet ned igen, havde der samlet sig et spektakel med både politi og ambulance.

»Jeg ville altså bare se, hvor lang tid den var om at falde ned,« undskyldte han sig.

De fleste elever fik arbejde i et beskyttet værksted, når de blev færdige på Pilehaveskolen. Ikke Kim Dehnfjeld. Han fik job som hjælpepedel.

»Ja, det vil jeg gerne,« svarede han uanset, hvad han blev bedt om. Men han foretrak at køre græsslåmaskinen, Jumbo, som han kaldte den. Og svaret var som regel det samme, når elever og kolleger spurgte, om de måtte smage de søde sager, han næsten altid havde med på arbejde: 

»Ja, det er derfor, jeg har taget det med.«

Ud over at være en munter kollega og en flittig pedel, var han også DJ til skolens klubaftener hver torsdag. Roy Orbison, Bamses venner, Kim Larsen ... Kim Dehnfjeld elskede popmusik. Hans pladesamling talte flere hundrede LP’er. Og selv om han ikke kunne læse, trak han straks den rigtige plade ud af hylden, når der var efterspørgsler fra gulvet. Senere fik han også fast tjans som pladevender på den lokale bodega, Færgegården.

Familien i Odense besøgte han en håndfuld gange om året.

»Jaja, jeg skal lige tale færdig,« grinede han, når familien afbrød historierne fra Assens for at minde ham om, at han også skulle spise lidt.

Original

Selv om Kim Dehnfjelds løn fra Pilehaveskolen blev modregnet hans pension, fik han fint råd til et lille rækkehus oppe ved siden af bowlinghallen. Her indrettede han sig med kattene Snuske og Klara. De var hans børn, sagde han. Kim Dehnfjeld glemte aldrig at sende blomster til venner og familie, når de fyldte rundt.

 »Kærlig hilsen Klara, Snuske og Kim,« stod der på kortet.

I rækkehuset blev gryderne først vasket op, når de skulle bruges, og askebægeret blev ikke tømt, før det var strengt nødvendigt. Til gengæld slæbte han jævnligt de tomme ølflasker ned til købmanden. Særligt de sidste 10 år. Han skulle alligevel have nogle nye.

Når familien spurgte, om de skulle tage fri en uge for at gøre rent i lejligheden, eller venner og kolleger tilbød at give en hånd med, afviste Kim Dehnfjeld. »I lever på jeres måde, jeg lever på min,« sagde han.

En af de første dage i januar blev Kim Dehnfjeld fundet død i sit hjem.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Danny Hedegaard

Dette er en meget smuk historie, om hvordan et menneske med særlige behov, også havde personlige kvaliteter, som udgjorde et aktiv for ham selv, og de mennesker der omgav ham.

Dejligt at læse om et menneske, som på den baggrund, blev inkluderet af en rummelig familie, venner, kolleger og arbejdsplads, i stede for at blive udstødt og gemt bag en passiv pension, som det sker for så mange andre, desværre.

Ja livet blev lidt kort for ham, men det som gjorde at livet blev kort, var måske livskvalitet for Kim, og det er jo også en vigtig kvalitet, kvalitet i livet.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Anne Mette Jørgensen

Meget rørende artikel.