Læsetid: 9 min.

Når mordere får ordet

Er det en hån mod ofrene og deres efterladte, når medier lader drabsmænd forklare og forsvare sig, eller kan de lære os noget væsentligt om det, der driver mennesker til kriminalitet? Information har talt med tre redaktører, der har givet ordet til mennesker, som var dømt for mord
Informations kronik af Jan Andersen (billedet), der i 1993 kvalte sin femårige datter, er ikke uden fortilfælde. Både bøger, film og aviser har tidligere givet ordet til drabsmænd.

Informations kronik af Jan Andersen (billedet), der i 1993 kvalte sin femårige datter, er ikke uden fortilfælde. Både bøger, film og aviser har tidligere givet ordet til drabsmænd.

Peter Nygaard Christensen

12. januar 2019

I denne uge har Information været genstand for massiv kritik. Politikere, meningsdannere og redaktører har ligesom brugere på de sociale medier og mange af Informations egne læsere kritiseret, at avisen lørdag bragte en kronik skrevet af Jan Andersen.

I kronikken argumenterer Jan Andersen, som i 1993 dræbte sin femårige datter, for, at samfundet må bryde tabuet og forsøge at forstå gerningsmændene, hvis vi vil nedbringe antallet af barnemord.

Kritikken har grundlæggende haft tre spor. Særligt på de sociale medier har mange sat spørgsmålstegn ved, om drabsmænd overhovedet burde have adgang til at ytre sig i avisen. Andre har fundet det problematisk, at Jan Andersens udlægning står alene. Information har ikke fulgt op med et kritisk interview eller på anden måde behandlet sagen journalistisk.

»Der er intet kritisk modspil,« som Berlingskes debatredaktør Pierre Collignon formulerede det. Det tredje spor er rettet mod Jan Andersens beskrivelse af selve det øjeblik, han kvæler sin datter.

»Forsigtigt lagde jeg en snor om hendes hals. Jeg kyssede hendes lyse hår farvel og åbnede hendes vindue ud til haven, så hendes sjæl kunne flyve bort med sjælefred,« skrev han.

I manges øjne forsøger Jan Andersen med et svulstigt poetisk sprog at romantisere eller æstetisere sin grusomme handling, og at Information burde have redigeret passagen ud, eller i hvert fald undladt at gøre den til overskrift, sådan som det var tilfældet.

Tirsdag skrev Informations debatredaktør, Gry Inger Reiter, en leder, hvor hun forsvarer beslutningen om at bringe kronikken. For at forebygge vold, må vi »forsøge at forstå, hvad der driver et menneske til at begå en voldsforbrydelse,« skrev hun. Hun erkender dog, at den oprindelige rubrik var uhensigtsmæssig.

Det er ikke første gang, at medier er udsat for kritik for at give taletid til en morder. Information har talt med tre mennesker, som tidligere har været med til at givet ordet til en morder. Sagerne er ikke ens. I hvert enkelt tilfælde har der været særlige hensyn og omstændigheder, der har gjort sig gældende.

Men de har det til fælles, at de har givet morderen mulighed for at forklare sig.

Forfatterens morder

I 2011 bragte Politiken kronikken Spøgelser fra fortiden, hvor forfatteren Jens Michael Schau beskriver, hvordan han føler sig usynliggjort, og hans venner ikke længere vil kendes ved ham, efter han er kommet ud af fængslet. I 1988 slog han sin kæreste, forfatteren Christian Kampmann, der blandt andet har skrevet familiekrøniken Gregersen-sagaen, ihjel.

Christoffer Emil Bruun var kronikredaktør:

— Hvordan reagerede omverdenen?

»Folk var forargede over, at morderen kom til orde. Nu var Christan Kampmann også en stor og elsket forfatter, og jeg tror, at folk følte sig forurettede over, at hans morder nu skulle rippe op i sagen og ’fik lov til’ at få det sidste ord: At det var morderen og ikke Kampmanns refleksioner, som blev punktum.«

— Hvor omfattende var kritikken?

»Jeg husker det faktisk, som om forargelsen først og fremmest var rettet imod kronikøren. Det er også min fornemmelse, at der er i dag er langt større fokus på mediernes etik og ansvar end for syv år siden.«

»I 2014 bragte vi en kronik af forfatteren Kim Leines far, som forklarede og forsvarede sig mod anklagerne om, at han havde misbrugt sin søn seksuelt. Vold og overgreb mod børn er bare et prekært emne, som afføder særligt voldsomme reaktioner. Lidt ligesom i den sag, Information gennemlever nu, var der i Kim Leines fars kronik nogle formuleringer, der kunne læses som udglattende og forskønnende i forhold til den modbydelighed, han var anklaget for. Det blev ikke en shitstorm – det ord fandtes slet ikke dengang – men der var en markant større reaktion end efter Kampmann-kronikken.«

— Hvorfor valgte du at bringe Jens Michael Schaus kronik?

»Jeg synes, det var en lødig udlægning af den skam, isolation og stigmatisering, han oplevede efter at være kommet ud af fængslet. Der var ingen maleriske beskrivelser af selve det brutale mord på Kampmann. Han havde slået sin elskede ihjel i et anfald af vanvid og jalousi. Hans fortælling var en dyb refleksion over skam, fortrydelse, og hvordan vi som samfund takler det her. Der var et højere formål med teksten.«

— Hvad er det præcis, man kan lære af en drabsmand refleksioner over, at hans venner ikke har tilgivet ham?

»Når man har udstået sin straf, er man i princippet en fri mand. Også hvis man har begået mord. Derfor er det interessant at få alle nuancer af den efterfølgende kulturelle straf beskrevet. Principielt har morderens beretning sin berettigelse. Det giver et perspektiv på den måde, vi straffer på. Men man må selvfølgelig tage stilling fra sag til sag, og vurdere den enkelte tekst konkret. Så vidt jeg husker brugte jeg enormt lang tid på Jens Michael Schaus tekst. Den var måske frem og tilbage 10 gange, inden vi bragte den.«

— Hvad redigerede du ud?

»Det kan jeg ikke huske.«

— Hvilke etiske overvejelser havde I forud for udgivelsen?

»Først og fremmest om det kunne krænke offerets efterladte.«

— Var I i kontakt med nogle af dem?

»Det tror jeg ikke.«

Makrellens morder

I 1985 blev Hells Angels-lederen Jørn Jønke Nielsens selvbiografi Mit liv udgivet på forlaget Tiderne Skifter. Bogen indledes med en detaljeret beskrivelse af Jønkes mord på den rivaliserende bandeleder ’Makrellen’.

Claus Clausen var direktør på forlaget:

– Hvordan reagerede omverdenen?

»Der var en enorm medieinteresse. Det var en ukendt HA'ers beskrivelse af mordet på en anden bandeleder. Dengang var Jønke endnu ikke pågrebet. Han var på flugt, og nogle anklagede os ligefrem for at stå i vejen for opklaringsarbejdet. Ligesom politiet var offentligheden meget interesseret i, hvordan vi havde fået fat i manuskriptet.«

— Hvordan havde I fået fat i det?

»Jeg modtog en pakke med et ringbind med 900 håndskrevne sider, som var en ung mands forsøg på en selvbiografi. Vi anede intet om, hvor Jønke befandt sig.«

— Hvad blev I konkret kritiseret for?

»Forargelsens bål brænder hurtigt og heftigt. Nogle var harmfulde over, at et venstreorienteret forlag overhovedet beskæftigede sig med den slags. Andre anklagede os for at sympatisere med eller romantisere Hells Angels. Men man tager altså ikke parti for noget som helst ved at udgive en bog.«

— Hvorfor udgav I bogen?

»Det var vigtigt at høre en autentisk førstehåndsbeskrivelse af miljøet, broderskabet og de værdier, der tiltrak unge mennesker og drev ham til at begå mord. Han beskriver ikke, at det sandsynligvis også drejede sig om hashhandlen. Men i 1980’erne var banderne et nyt og ret ubeskrevet fænomen.«

– Den ellers selvbiografiske bog starter med en ’novelle’, hvor Jønke beskriver et drab, som til forveksling minder om det mord på Makrellen, han senere blev dømt for.

»Det tror jeg også, det var. Det var oplagt, at det var for ikke at skrive en tilståelse.«

– Kunne man ikke have udeladt ’novellen’?

»Jeg antog ikke bogen, fordi den scene er beskrevet. Men læserne havde da tænkt, ’hvorfor er det centrale ikke beskrevet?’«

– Han får tilmed lov til at gemme sin handling bag fiktionens form?

»Ja. Det var hans eget valg. Hverken bogen redaktør, Erik Thygesen, eller jeg havde mulighed for at drøfte den type overvejelser med forfatteren. Vi havde kun korte, skriftlige udvekslinger om tekstredigering. Det var en usædvanlig rederingsproces og en usædvanlig begyndelse på et usædvanligt forfatterskab.«

– Det er jeres valg som forlag, om I vil redigere det ud?

»Det valgte vi ikke at gøre. Jeg mener ikke, at den scene er afgørende eller det mest interessante i bogen.«

– Hvad tænkte I om hensynet til offerets integritet og hans efterladte.

»Jeg tør ikke udtale mig, om det var krænkende for ham, eller om nogen overhovedet kritiserede det.«

– Var I i kontakt med Makrellens efterladte?

»Det var vi bestemt ikke. Hvad skulle vi det for? Det ligger uden for, hvad en forlægger skal beskæftige sig med.«

– Hvilke etiske overvejelser gjorde I jer inden udgivelsen?

»Vi havde nok nogle diskussioner. Vi måtte også få en advokat ind over til at vurdere, om der stod noget, vi var forpligtet til at gå til politiet med.«

– Har I ikke været med til at gøre Jønke til en offentlig person og et forbillede for unge forbryderspirer ved uimodsagt at lade ham skildre livet i en bande som romantisk og ærefuldt?

»Det er én del af sandheden. Han er måske blevet en form for helteskikkelse for nogle mennesker. Men som forlægger går jeg stærkt ud fra, at folk tænker selv. Man kan heller ikke sige, at han står uimodsagt. Folk, der har villet kritisere Jønke eller hævde, at bogen er fuld af løgn, har haft rig adgang til offentligheden.«

— Fortryder du?

»Nej. Det er først problematisk, hvis de her mennesker ikke får lov til at udtrykke, hvad de tænker og føler. Som samfund er det vigtigt at vide. Jeg har også udgivet Baader-Meinhofs manifest og en roman af Jens Michael Schau efter hans mord. Ikke fordi jeg sympatiserede med Rote Armee Fraktions strategi med vold og kidnapninger, men for at forsøge at forstå, hvorfor begavede unge mennesker kaster sig ud i væbnet kamp.«

— Synes du, at Information burde have bragt kronikken?

»Helt bestemt. Der er en særlig stærk moraliseren fra folkedybet, når noget handler om mord. Det er en form for kollektiv fortrængning. Vi vil for enhver pris undgå at forholde os til grusomhederne. Og så tror jeg generelt, vi lever i en mere følsom tid, end dengang vi udgav Jønkes bog. Hypersensitiviteten er vokset med årene. Det mærker man nok både som forlægger og redaktør.«

Seriemorderen

I år 2000 bragte TV 2 dokumentaren En morder vender hjem om Peter Lundin. Dokumentaren viser blandt andet gamle optagelser af Peter Lundin, som selviscenesættende og iført ansigtsmaling taler om ’godt og ondt’ og reflekterer over at have slået sin mor ihjel. Dokumentaren blev bragt, mens Peter Lundin var anholdt under mistanke for at have dræbt sin samlever og hendes to børn, men behandler ikke den konkrete sag.

Ralf Andersson har instrueret og produceret filmen:

Hvordan reagerede omverdenen?

»Der var en diskussion efterfølgende. Og det røg på forsiden af formiddagsbladene. Men det var ingen storm af kritik.«

Politikens tv-anmelder skrev, at ’kameraet masserede en i forvejen syg og narcissistisk ung mand på en måde, der kun kan kaldes småliderlig og sensationslysten’?

»Det var hendes oplevelse. Nogle oplevede Peter Lundin som forførende eller dragende i filmen. Det var bestemt ikke hensigten. Hver gang Peter Lundin har udtalt sig om sine opfattelser og oplevelser, klipper vi til andre kilder som politiet, bekendte eller pårørende, der giver deres version, som er meget anderledes end Peters. Vi bestræbte os meget på ikke at heroisere ham. En svensk retspsykiater er citeret for, at han er en af de mest rendyrkede psykopater, han nogensinde har set.«

Hvorfor lavede I filmen?

»Vi forholdt os slet ikke til den på det tidspunkt verserende sag om, at han havde slået en kvinde og hendes børn ihjel i Rødovre. Men vi vidste, at han var dømt for at have dræbt sin mor i USA. Formålet var at undersøge, hvad han var for en person, og hvad der driver en mand til at blive morder.«

— Hvilke etiske overvejelser gjorde I jer?

»Det var væsentligt, at han ikke udtalte sig om den verserende sag. Vi klippede fra arkivoptagelser, som havde været vist, sammen med vores egne interviews i USA. Det kom bag på mig, at folk havde oplevet ham så fascinerende og spændende. Vi blev efterfølgende kontaktet, særligt af kvinder, som ville i kontakt med ham. Det hjalp vi selvfølgelig ikke med. For mig var det indbegrebet af ondskab, der blev foldet ud, og vi forsøgte bestemt ikke at heroisere ham. Folks fascination af manden burde vi måske have forudset.«

Jan Andersens kronik er ubehagelig læsning, men det er også et smerteligt indblik i, hvordan mennesker bliver i stand til at slå ihjel – og ikke mindst hvordan de lever med det efterfølgende
Læs også
Jan Andersen dræbte sit eget barn. Han havde en svær barndom i en dysfunktionel familie, hvor han selv endte på børnehjem, og da han og barnets mor gik fra hinanden, så han datteren i en rolle som sig selv – og dræbte hende.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Pedersen
  • Viggo Okholm
Niels Pedersen og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bettina Jensen

Borgerligheden eksisterer primært i kraft af fælles fortrængning; af samme årsag vil der notorisk være stærke kræfter i et borgerligt samfund som det danske, som vil have meget svært ved at se på skyggesider - især de, som kalder på kritisk selvrefleksion og fordrer forandring af grundrationaler.

Philip B. Johnsen

Børn forstår det, de voksne ‘er’ voldelige!
Det overlagte folkevalgte politiske tyveri af vores børns fremtid.

Link: https://youtu.be/HzeekxtyFOY

Eksemplet
Hvis ikke man politisk ønsker, at forholde sig til bl.a. et stigende antal klimaflygtninge, burde politikere stoppe med, at producere klimaflygtninge.

Der burde tages klart afstand fra kortsigtede ‘ikke’ bæredygtige økonomiske og magtpolitiske interesser, hvor de ansvarlige politikere og økonomiske interessenter, efterfølgende beskylder ofrene for deres politik og investeringer, for deres på ofrene overlagte påførte ulykker.

The Dark Triad.
Begrebet The Dark Triad dækker over tre træk, hvor fællesnævneren er, at man tager hensyn til sig selv og er ligeglad med andre.

Psykopati: Et fravær af empati og skyldfølelse og til gengæld en høj tolerance for stress.

Narcissisme: En ekstrem selvoptagethed sammen med en mangel på empati og en overbevisning om, at man er noget helt særligt.

Machiavellisme: Et fravær af moralske hensyn og en tendens til at udnytte og manipulere andre for at nå eget mål.

“You only talk about moving forward with the same bad ideas that got us into this mess, even when the only sensible thing to do is pull the emergency brake.
You are not mature enough to tell it like is.
Even that burden you leave to us children.”
Citat Greta Thunberg

Mathias Sindberg
Det er en kæmpe kolossal og kompleks problematik du tager fat i, hvilket gør det vanskeligt at debattere i avisregi. Lad mig skitsere:

Alle handlinger har konsekvenser. Alle irreversible handlinger - som f.eks. mord, en lang stribe af forskellige seksuelle overgreb, krige o.a. - har irreversible konsekvenser.

Som undskyldning for at bringe den her slags bekendelser/analyser bruger du (og andre) det argument, at vi skal kunne forstå eller have/få viden om, hvad der motiverer 'forbryderen' til at udøve den slags handlinger underforstået, at vi så bliver bedre i stand til at forebygge/forhindre dem.

Det har været prøvet før - hvilket også fremgår af artiklen her. Din næste artikel kunne så passende handle om de formentlig talrige eksempler på at den ambition er blevet indfriet. Så hvor mange krige og kriminelle irreversible handlinger er ikke blevet til noget fordi vi har forstået, hvad der motiverer dem?

Hvis ikke du tager den udfordring op, så går jeg ud fra, at vi fremover bare kan arkivere den her slags journalistik som varm luft og selvpromovering – sammen med talrige andre.

Ole Andersen, jørgen djørup og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Det er komplekst og vel altid tragisk når mennesket tager e tandet menneskes liv,men jeg synes egentlig det er rigtigt af information at tage problematikken op.
Mennesker som har været udsendt til krigs zoner langt herfra og en del har meldt sig mere eller mindre frivilligt til at kunne begå "mord" De bliver jo faktisk anset for helte fra magthavere og er deres gerninger helteagtige? Artiklen om Jan Andersens barnemord er på kanten,men selv om han beskriver en følelse han måske ønsker han havde er hans handling i princippet utilgivelig,men kan ikke gøres om, og er det så egentlig ikke bedre han har fået livet tilbage,hvor han kan gøre gavn,fremfor at skulle leve i skjul med hadet og hævntørsten fra andre mennesker?

Philip B. Johnsen

@Viggo Okholm
“Utilgivelig” skriver du.
Hvad tror du børn tænker om de voksne, de voksnes overforbrug på deres regning og tyveri af deres fremtid?

Når orkaner kommer tre på stribe ind over Danmark i fremtiden, som fuldblods nordatlantiske orkaner med 50 sekundmeter eller 180 kilometer i timen og ikke de nuværende med 20 sekundmeter eller 72 kilometer i timen til sølle 12 sekundmeter stiger vandet i de indre farvande, sandsynligvis ikke med 1,5 meter til 2 meter, men med en vandstandsstigning på nærmere 8 meter til 12 meter.

Når eksistensgrundlaget svinder ekstremt i Danmark, er det meget sent, at udvikle en samvittighed.

Klaus Brusgaard

Efter min bedste overbevisning bærer vi alle både de bedste og de mest ubehagelige sider af mennesket i os. Det er blot et spørgsmål om hvad knapper der bliver trygget på og hvornår. Hvis vi ikke ønsker at konfrontere disse sider af os selv så kan hvilken som helst rædsel vælte ud og ramme en selv eller andre ved en af de tilfældige traumatiserende hændelser som desværre kan strejfe ethvert menneskes vej.

Philip: Ok hvis du er helt uenig i mine tanker om problematikken her,men umiddelbart synes jeg du svarer på noget helt andet-uanset jeg forstår det du skriver,men det handler ikke om klima o-s-v-