Læsetid: 10 min.

Radikalisme: En venstrefløj uden marxisme

Radikalismen har som politisk retning ingen aktier i de østeuropæiske regimer, den erstatter ikke kirkens dogmer med ateistiske – og den ikke behøver at gå i takt for at kritisere det bestående
Så ung og allerede idiot? Sådan skal Alain have sagt til en af sine unge studerene, den senere kendte filosof Michel Alexandre, da han hørte, at denne var erklæret socialist. I Alains radikale optik er socialismens fejl dens grænser for kritik.

Så ung og allerede idiot? Sådan skal Alain have sagt til en af sine unge studerene, den senere kendte filosof Michel Alexandre, da han hørte, at denne var erklæret socialist. I Alains radikale optik er socialismens fejl dens grænser for kritik.

Roger Viollet

12. januar 2019

Dengang Berlinmuren faldt, åndede vi alle lettet op. For det var ikke kun en by, der havde været delt, eller et land, eller Europa, det var hele verden. Og det, som var slut, var ikke kun Den Kolde Krig, det var på en måde de sidste rester af Anden Verdenskrig. Nu lå verden åben. Måske kunne der åbne sig en fælles fremtid; måske 1989 ville blive lige så epokegørende som 1789 …

Begivenheder består ikke i øjeblikkets fest, de står tilbage i lyset af deres fortolkning. Derfor bliver det den, kampen på længere sigt handler om. Her var det desværre hurtigt overstået: De østeuropæiske regimers fald betød akkurat så meget som, at nye store markeder åbnede sig.

At man kunne berige sig i en fart, og de kræmmerkloge kunne narre de mindre kræmmerkloge. Liberalismen fik endegyldigt sin betydning fra det frie marked og ikke fra det frie sind. Liberalisme betyder kapitalisme, kald det så neoliberalisme eller alt muligt andet.

Ganske vist gjorde besindige folk opmærksom på, at nok havde de partier, som regerede ovre østpå, kaldt sig kommunistpartier, men deres regimer var ikke kommunistiske, det var ikke klasseløse samfund, der var bare nye magtkoncentrationer – lige meget hjalp det, socialisme og kommunisme var dømt ude som positioner, som noget, der ikke kunne lade sig gøre, det-har-vi-jo-set.

Siden har venstrefløjen haft svært ved at finde sine ben, og for tiden er den ikke andet end pænhed tilsat lidt sømandsjargon ved festlige lejligheder. Jeg ønsker mine venner socialister og kommunister held og lykke til at gøre det bedre.

Men der er en politisk orientering, som ikke har haft aktier i de østeuropæiske regimer, og som ikke forveksler frisind og frit marked, men kæmper imod den tilpasning. Det er radikalismen, som også let stivner i pænhed, men som ikke behøver at gøre det. For den vil ikke bevare status quo. »Derfor er vi imod de reaktionære trods deres komplimenter,« skrev Alain, »og for de revolutionære trods deres injurier.«

Forholdet mellem socialister og kommunister og radikale er fuldt af konflikter. Alligevel burde de hjælpes ad.

Filosoffen Michel Alexandre var erklæret socialist, da han i 1908 mødte Émile Chartier, manden bag pseudonymet Alain, og antog ham som læremester. Man forstår, at det ikke gik stille for sig. »Jeg hører, at De er socialist,« siger Chartier til den 20-årige og fortsætter: »Så ung, og allerede idiot?«

Selvfølgelig bliver den unge mand rasende, men hans beretning melder også om, hvordan han øjeblikket efter hører de rige blive hudflettet, som han aldrig har været vidne til det før.

Alain

  • Alain, pseudonym for Émile Chartier (1868-1951), var filosofilærer i den franske gymnasieskole og skabte sin helt egen genre for filosofisk kortprosa, et essay på to sider kaldet et »propos«.
  • Blandt hans ele­ver tæller ikke alene filosoffer som Simone Weil, Michel Alexandre og Georges Canguilhem, men også politikere som Maurice Schumann og forfattere som Jean Prévost og André Maurois.
  • Han levetid er nærmest sammenfaldende med den franske Tredje Repu­blik (1870-1940), som er den tid, hvor det franske demokrati konstitueres og konsolideres, og hvor radikalismen når sin største indflydelse.
  • Alains politiske essays formulerer radikalismens hovedtanker

I det franske uddannelsessystem har Émile Chartier for alle tider afgivet eksemplet på filosofisk mesterlære, men i den brede offentlighed er han kendt som Alain, manden, der skabte sin egen genre, en slags filosofisk kortprosa, kun to A4-sider, og hvor der ikke er anden regel end at forkorte til det, der er sandt i enhver sag. Et propos kaldte Alain det. Dem skrev han 5.000 af.

For nylig har jeg fundet en passage, som passer meget godt med, hvad Alexandre kan have hørt dengang. Den er fra et propos fra 1909 og lyder sådan her:

»Jeg kendte en meget rig og meget katolsk person, som sagde: ’Gud har givet mig at forvalte en formue for de fattige, og jeg vil hellere betale dem lønninger end uddele almisser, thi der står skrevet: I dit ansigts sved skal du tjene dit brød. Min opgave er at lede og fordele arbejdet.’ Ud fra det synspunkt lod denne person opføre et stort hus til sig selv, sådan at murerne kunne komme i paradiset.«

Det er ideologikritik, før der var noget, der hed sådan. Og så er det religionskritik.

Kritikkens modsætning er dogmatik

Det var de radikales og (som det hed engang) ’radikal-socialisternes’ fortjeneste, at kirke og stat blev skilt i Frankrig. Men knap var la loi de la séparation vedtaget den 9. december 1905, før Alain begyndte at skrive om religionens sandhed. En af hans kendteste bøger er Guderne (Les Dieux).

For vi skal ikke blive ved med at tordne mod præsterne. Så opfører vi os, som om vi levede i et teokrati, og styrker kun vores modstandere. Den radikale sekularisme er ikke det samme som ateisme. Religionen skal ikke råde over os med sine dogmer, men andre dogmer er ikke bedre end religionens.

I den nye, verdslige skole vil man erstatte undervisningen i religion med undervisning i etik. Det er ikke bedre ifølge Alain, man ender bare med at lære børnene nye regler. Og sådan dræber man stadigvæk deres samvittighed.

Som det fremgår, er den kritik, Alain bedriver, ikke rettet mod noget bestemt; kritikkens modsætning er dogmatik, uanset hvilken. Det er forskellen på de radikale og de andre. Socialister og kommunister vil frem mod et endemål. De radikale tror ikke på noget tusindårsrige. Skulle det endelig oprinde, vil de radikale alligevel fortsætte deres kritik.

Det giver unægtelig nogle fordele også her og nu. Som om vi havde fået afklaret forholdet mellem civilsamfund og trossamfund, her hvor alle uanset konfession skal melde deres nyfødte på den kristne kirkes kontorer og holde de kristne helligdage, eller hvor imamer kan præke fanatisme med udenlandsk kapital i ryggen! Som om vi kunne være sikre på demokratiets institutioner og aldrig skulle se retssikkerheden truet mere! Radikalismen har ikke noget endemål, den er ethvert samfunds salt.

Demokrati er mere end stemmeret

En ven sagde til mig: Du skal jo forestille at være en kender af fransk filosofi, og du erklærer dig radikal, hvorfor skriver du ikke om Alain og forklarer om begge dele?

Jeg havde ikke tænkt på det, for politikken regnes for den mest forældede del af Alains forfatterskab. Når jeg nu for tiden forsøger, må jeg også indrømme, at sådan ser det ud. Hvad er aktualiteten i de gamle diskussioner om muligheden for personbeskatning, om hvorvidt værnepligten skal være på to eller tre år, om kvinders valgret? Hvad angår det sidste, er Alain forud for sin tid: Han forsvarer den i 1910 (Frankrig indførte det ikke før i 1944). Hans propos er ordnet kronologisk. Alligevel kommer det principielle bedre til udtryk der end i partiprogrammerne.

Når jeg har fremhævet den radikale sekularisme eller antiklerikalisme, er det heller ikke kun, fordi den sag er så aktuel som nogensinde, men for at pege på filosofien bag den.

Kritikken af præsternes styre retter sig som sagt mod al slags dogmatik, for enhver, der præker, vil unddrage sig diskussion. Og det er ikke ønskværdigt at indrette samfundet efter den slags autoriteter. Ni Dieu, ni maître: Enhver magthaver vil være tyran og konge. Derfor er radikalisme også republikanisme. Det er det ubetingede demokrati.

Og demokrati handler om meget andet end lige stemmeretten. Det handler om, at nogen, uanset hvem der kommer til magten, enhver der vil være konge, må holdes i skak; det handler om checks and balances, som englænderne siger. De radikale ønsker kontrol med magten og åbenhed i forvaltningen: Ingen tager af kassen, hvis alle kan se det. Magten må bedømmes hele tiden.

Hvad vil det sige? For det første, at man kan være radikal uden at tilhøre noget bestemt parti. For det andet, at politik må føres med forstanden. Bedømmelsen må være uden hjerte.

Jacques Berg skriver i sin første bog, Frihed og lighed fra 1968, om den ’filosofiske radikalisme’, som Alain stod for: »Det satiriske lune og det dræbende klarsyn kan henrykke, men virker ikke just varmende.« Så meget er rigtigt i det, at radikalismen netop ikke skal være noget, man kan varme sig ved.

Det er »svage sjæle, som ikke kan finde ud af at adlyde uden at elske«, hedder det hos Alain. Et sted forklarer han hvorfor ud fra, hvad vi alle ved om kærligheden: »Så snart man elsker, holder man uretfærdigheden ud, selv den mest oprørende.« Er det forkert? Er det uaktuelt?

I dag lærer vi af guruer i den nye videnskab ’ledelse’, at vi skal tage følelserne med på arbejde. Vi skal elske vores kolleger og helst også vores chef. Det er et skråplan.

Det er den direkte vej ud af demokratiet. Først på arbejdspladsen, så i nærmiljøet, og til sidst i det politiske liv overhovedet. Følelsernes politik viser sin godhed ved, at man efter amerikansk forbillede græder offentligt. Sådan gør man.

Sådan gaber jeg også, når jeg ser nogen gabe, eller jeg ler, når jeg hører en smittende latter. Og jeg flygter, når jeg ser nogen flygte, og jeg hetzer, når jeg ser nogen hetze. Og jeg kommer efterhånden til at sige bæredygtig og fremadrettet, alt muligt som jeg har hørt længe nok. Man behøver bare en lyd, et ord, N-ord eller F-ord, så fremkaldes en reaktion. Sådan har jeg til sidst en mening, som er det samme som, hvad alle andre har, så længe den er en mening. Omtanken mangler, distancen mangler.

Hvorfor tænker de ikke? lader Alain en samtalepartner spørge. Og svarer: Fordi de er lykkelige for at blive fri. Intet er lykkeligere end at marchere i takt imod et mål som en anden Badiou. Og ikke en tanke til at genere imens.

Masserne tænker ikke

Det særlige ved radikalismen er dens mulighed: venstrefløj uden marxisme. Ikke af ringeagt for Marx, som én gang for alle har afsløret kapitalismen fra et økonomisk og politisk synspunkt. Ikke af behov for at supplere med et eller andet ideelt eller intellektuelt. Tværtimod fordi noget endnu mere basalt end økonomien er determinerende i sidste instans.

Vi skal spise, vi skal sove: »De betingelser er ydmygende. Alle foragter dem, og alle giver efter for dem.« I forhold til dem er selv marxisme idealisme.

Og så er Platon mindre idealist end Marx. Det determinerende i sidste instans er ikke økonomien. Det er kroppen. Alle mennesker har et hoved og et bryst og en mave, og de dele er sjældent særlig harmonisk afstemt. De tilsvarende sjælelige egenskaber, fornuft og mod og begær, kan heller ikke klare sig uden hinanden. Så lidt som samfundet uden politisk lederskab, bevogtning eller arbejdere. Det er Platons inddelinger, men de er ikke foretaget oppe i skyerne, sådan som man altid beskylder Platon for.

Det er også Platon, der skelner mellem forskellige styreformer. De går videre i traditionen under forskellige navne, aristokrati, oligarki, monarki, tyranni, osv. Vi forstår noget andet ved dem i dag. Men vi er ifølge Alain stadigvæk nødt til at forstå de virkelige samfund som et mix af diverse styreformer. Det er ikke sådan, at en af dem bare overtager virkeligheden, og så er de andre dømt ude. Det sker kun for en tid. Det er derfor, vi må kæmpe for demokratiet hele tiden. »Ethvert folk, der falder i søvn i frihed, vågner i trældom.«

Her viser der sig igen en afgørende forskel mellem radikalisme og socialisme. For hvis folket ikke skal falde i søvn, må der være nogen til at være årvågne. Radikalisme er ikke klassepolitik, som socialisme må være det. Radikalismen er ingen massebevægelse overhovedet, for det er ikke masserne, der tænker.

Så radikalisme er individualisme? Ja, det hævder Alain faktisk. Ikke på grund af særligt udvalgte individers egenskaber, men fordi der ikke vil være nogen til at sige fra, med mindre man sikrer menneskets mulighed for at være et uafhængigt, tænkende væsen. Men så er radikalismen jo småborgerlig? Ja, det er den, siger Alain flere steder. Ordet har ellers en fæl klang, især i marxistiske ører. Men det har mange fordele at stå ved det.

Især fordi det er ærligt. Socialist eller kommunist kan man være, hvis man er arbejder. Eller OK, socialdemokrat. Men i dag er de fleste af os småborgere med hus og bil og behov for rentefradrag. Arbejdere? Det er jo ikke engang de udstødte. Flygtninge, hjemløse og psykisk syge, arbejdsløse, bistandsklienter, stofmisbrugere. Eller børnene, såmænd.

Så hellere begrænse hykleriet. De rige, der erklærer sig socialister, de mænd, der erklærer sig feminister, hvem overbeviser de? Højst sig selv. Det er radikalt at have realitetssans, at arbejde inden for den orden, hvor man nu engang befinder sig. Det er ikke radikalisme at arbejde hen imod det endegyldige samfund; det er tværtimod radikalisme at bekæmpe bestræbelser af den slags. Ikke at tro på det én gang for alle gode samfund, men stadig at mindske ondet, eller smerten, som P. Munch sagde. At fungere i det samfund, hvor man er, uden nogensinde at tilpasse sig helt.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Ejvind Larsen
  • Kurt Nielsen
  • Simon Hansen
  • Niels Duus Nielsen
  • Torben Lindegaard
Steffen Gliese, Ejvind Larsen, Kurt Nielsen, Simon Hansen, Niels Duus Nielsen og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Thaarup Nyberg

Søren Gosvig Olesen; 12.01. 19 - 12:18
"Mennesker må først kunne finde ud af at leve med hinanden. Det er sådan, de adskiller sig fra det dyrestadium, der går forud. Hvilket Marx og Engels heller ikke benægter. De er bare straks videre og ser det ikke i øjnene."
Nu er det vel sådan at Marx og Engels var socialister og derfor ikke kunne benægte samfundets primat. Alle andre dyr lever også i samfund, hvor de skal finde ud af at leve med hinanden, så mennesket fortsætter blot, hvad der lå i det foregående dyrestadie, men tager altså et trin i udviklingen. Den er Marx og Engels helt med på ( måske endnu ikke i Den Tyske Ideologi, ?): udviklingen, historien kan kun bygge på det allerede foreliggende.

Steffen Gliese

En måde, hvor materialistisk tænkning forplumrer virkelighedens begrebslighed, er i spørgsmålet om arbejdsrelationen.
Kapitalismen har gjort forholdet til et klassedefineret økonomisk forhold; men i realiteten fortæller sproget os en dybere sandhed: at det er arbejdet, ikke arbejdskraften, der udveksles.
For arbejdsGIVEREN har noget, der skal gøres,arbejdsTAGEREN er i stand til at gøre dette. Af praktiske hensyn kompenseres arbejdstageren for den tid, han bruger til en andens fordel, og som derfor ikke kan bruges direkte til at arbejde for opfyldelsen af egne behov.

Morten Reippuert Knudsen

tak, tak, tak og gerne meet mere at dette. Har de senere år grublet over hvorfor jeg stadig identificerer mig som radikal og hvorfor jeg overhovedet skal blive ved med at stemme RV (er stadig ikke overbevist om jeg skal fortsætte, men er blevet mindet om hvorfor jeg synes jeg burde).

Sider